Min OCD er min største sårbarhed, men samtidig min største styrke. Vi skal blive bedre til at tale om nuancerne i OCD

Som 11-årig blev jeg diagnosticeret med OCD. Dette efter, at jeg et halvt år forinden for første gang havde fortalt min mor om mine ubehagelige og voldsomme tanker, som gjorde mig bange, gav mig ondt i maven, og som jeg frygtede at sige højt. Efter snakken med min mor kontaktede hun min klasselærer. Sammen udarbejdede de en indstilling til pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV) i Aabenraa Kommune. Som bilag til indstillingen blev jeg bedt om at skrive mine tanker ned på papir. Papirer som jeg stadig har den dag i dag. Papirer som kan være svære at læse, blandt andet fordi jeg her skrev, at jeg var bange for, om jeg mon stadig levede om ti år, og om jeg nogensinde ville få det bedre. Et par måneder senere fik vi svar, og jeg blev tilbudt en samtale med en psykolog og en sygeplejerske. Her indledte jeg et forløb, hvor jeg blev udredt for OCD. En diagnose, som har været en del af mit liv lige siden.

Hos mig har skammen over særligt mine tvangstanker fyldt meget. Og det har ikke gjort skammen mindre, at jeg længe troede, at jeg var den eneste, som havde dem. For selvom jeg var udredt, følte jeg, at jeg havde en forkert form for OCD, da den ikke lignede den, samfundet og medierne præsenterede. Det resulterede i, at jeg i mange år følte mig forkert og alene og ikke turde tale om min OCD. Det er trist at tænke på, at der nok sidder mange med de samme følelser. Følelser, der kunne være undgået, hvis vi havde været bedre til at tale nuanceret om OCD.

“Det er min OCD”

Måden, vi taler om OCD på, er præget af unuancerede stereotyper om, at OCD alene handler om håndvask, orden, eller ikke at måtte gå på streger. Og at handlingerne skyldes tvangstanker, der kræver en bestemt adfærd, hvis ikke grusomme ting skal ske. Sådan er billedet af den OCD, jeg i mange år fik vist. Hver gang emnet blev behandlet, håbede jeg at føle mig spejlet. Det skete bare ikke. Vi ser det også i sproget. Du har med garanti hørt nogen sige: “Det er min OCD”, når de beskriver årsagen til deres behov for orden. Jeg har det svært med, hvordan OCD er blevet indlejret i sproget. Dette fordi det reproducerer stereotypen og negligerer udfordringerne hos os med diagnosen. For kære dig. Hvis du godt kan lide orden, har du ikke OCD. Du kan bare godt lide orden. Punktum.

Sandheden er, at OCD er meget mere end det, og det skal vi blive bedre til at tale om. Særligt ønsker jeg, at vi bliver bedre til at italesætte den mentale del af OCD’en, herunder særligt de tvangstanker, som medfører stor skam hos dem, der lever med dem.

Når tanken ikke længere plager, finder OCD’en bare et nyt fokus

Tvangstanker er tilbagevendende tanker, som er dybt ubehagelige, uønskede og strider mod ens moralske kompas. De kan tage mange former – faktisk er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan de kan komme til udtryk. Mine tvangstanker fokuserer på brud med samfundsmæssige og kulturelle normer samt de ting, jeg allermindst vil gøre. Det skulle efter sigende være tanker, som alle får. Et eksempel kan være at stå på en perron og få tanken: “Tænk nu, hvis jeg hoppede ud foran toget”. Forskellen er, at de fleste kan skubbe tanken væk og ikke føle sig belastet af den. Hos mig sætter tanken sig fast og vender tilbage igen og igen. Og når tanken ikke længere plager, finder OCD’en bare et nyt fokus. Og så kan jeg ellers tage samme tur igen.

Grundet tvangstankernes umoralske natur er de grænseoverskridende at tale med andre om. Da jeg var barn, betød det, at jeg skrev dem ned, da jeg havde svært ved at sige dem højt. Men jeg ønsker ikke, at de skal være skamfulde. Hverken for mig selv eller for andre. Derfor har jeg valgt her at fokusere på mine mest skamfulde tvangstanker, dette i håb om at være med til at nedbryde tabuet om dem.

Først de aggressive tvangstanker, som omhandler frygten for at skade mig selv eller andre. Det er tanker på en skala fra “tænk, hvis jeg gik amok”, eller “tænk, hvis jeg skadede mig selv” til “tænk, hvis jeg begik selvmord”. Den anden, og mest skamfulde del, omhandler frygten for at skade andre. Disse løber på samme måde fra “tænk, hvis jeg stak xx med en kniv” til “tænk, hvis jeg slog xx ihjel”.

Dernæst er de seksuelle tvangstanker, som omhandler frygten for at begå seksuelle overgreb, være seksuelt afvigende eller have en overdreven seksuel drift. I starten handlede de om alle. Men med tiden ændrede de sig til primært at omhandle børn med tanker som: “Tænk nu, hvis jeg er pædofil”. Disse har været de sværeste at tøjle, da det var dem, jeg senest blev bevidst om, andre også havde. Forinden sad frygten altid i baghovedet om, at de måske ikke var en del af OCD’en. Derfor var det en stor lettelse, da jeg hørte om andre med seksuelle tvangstanker. For mig sætter det en tyk streg under vigtigheden af, at vi taler mere nuanceret om OCD. For det gør en verden til forskel!

”Tænk, hvis jeg er pædofil”

Min OCD rummer mere end det. Den rummer også frygten for at kaste op. Som blandt andet betød, at jeg først drak alkohol, da jeg var 20 – og at jeg den dag i dag aldrig har været fuld. Dernæst er der angsten, katastrofetankerne og alle bekymringstankerne. Men mere om det en anden gang.

Tvangstankerne er ledsaget af mentale repræsentationer af det, tankerne omhandler samt omverdenens reaktioner, som gør dem mere virkelige og skræmmende. Det kan være at se mig skære min hovedpulsåre over samt se min families reaktion. Tvangstankerne er udløst af en trigger – noget udefrakommende, der sætter gang i tanken. Det kan være en morder eller pædofil i fjernsynet, der udløser tanken: “Tænk, hvis jeg er pædofil”. En trigger er også at være sammen med dem, jeg holder af, som kan give tanken: “Tænk, hvis jeg skadede dem”. På samme måde kan svære perioder, eller dårlige dage, være en trigger for tvangstanker om selvskade.

Hvis det så ’bare’ var det. Men det mest ressourcekrævende kommer først, efter at tvangstankerne er poppet op i mit hoved. For som reaktion på tvangstankerne bliver jeg i tvivl og bange for, hvorvidt tankerne er et udtryk for mine egne intentioner. Altså, om det reelt er noget, jeg ønsker at gøre. Også selvom jeg rationelt godt ved, at det ikke er noget, jeg ønsker at gøre. Min tvivl gør, at jeg søger efter noget, der kan forsikre mig om, at jeg ikke ønsker at gøre det, som tanken omhandler. Dette kan ske på forskellige måder.

Overskriften for måderne er dog, at der sker en lindring af tvangstanken, hvis jeg gennem en eller flere handlinger tager afstand til tvangstanken. Hos mig kommer handlingerne primært til udtryk mentalt, gennem mentale tvangshandlinger. Fordi først når jeg inde i hovedet siger “stop”, “nej”, eller “ad”, finder jeg ro i, at jeg tager afstand til tanken. Det kan også være, at jeg bruger lang tid på at behandle tanken og overbevise mig selv om, at jeg ikke ønsker at handle sådan. Fx ved at sige til mig selv igen og igen, at “nej, jeg elsker jo at leve, så selvfølgelig ønsker jeg ikke at begå selvmord”. Så her er endnu en vigtig nuancering.

Tvangshandlinger kan også være mentale. Mine fysiske tvangshandlinger kommer til udtryk ved, at jeg søger bekræftelse ved at føle efter i kroppen. Får jeg en følelse af ubehag ved tanken om at gøre den handling, som tanken omhandler, fx ved at få kuldegysninger, er det en bekræftelse på, at jeg ikke er enig med tanken og altså ikke ønsker at udføre den. Ofte fremprovokerer jeg selv kuldegysningerne, fordi jeg oplever at det lindrer mine tvangstanker. Dog kan jeg også få en følelse af tiltrækning, fx ved at føle en lyst i forbindelse med en seksuel tvangstanke, hvilket gør mig bange, og gør at jeg søger en anden måde at afkræfte tvangstanken på.

Tvangstankerne handler om det, jeg mindst vil gøre

Det næste er frygten for, om andre vil tro, at tankerne er et udtryk for mine intentioner, når jeg fortæller dem om tankerne. Jeg husker behovet for konstant at forsikre min mor om, at det ikke var ting, jeg ville gøre. Dette så hun ikke skulle blive bange for, at det var noget, jeg havde tænkt mig at gøre. At jeg ikke havde lyst til at stikke andre med en kniv, begå selvmord eller begå et seksuelt overgreb, men at det bare var tanker, der kom, ud af det blå, uden jeg kunne standse dem eller holde dem væk.

Jeg var bange for, om min familie ville blive bange for eller sure på mig, men jeg følte samtidig, at det var berettiget, hvis de gjorde. En frygt, jeg som 11-årig noterede ned på bunden af et af de papirer, hvor jeg havde noteret mine tvangstanker, hvor jeg skrev: “Men husk at ikke blive sure 🙂”. For som nævnt handler mine tvangstanker om det, jeg mindst vil gøre. Og dermed også den form for adfærd jeg ser på med størst foragt. Så skulle min familie tro, at disse tanker var noget, som jeg havde lyst til at gøre, ville det naturlige for mig være, at de ville blive sure på mig og foragte mig for at have sådanne intentioner. For det var sådan, jeg selv havde det. Når jeg tvivlede på, om tankerne var mine egne, foragtede jeg mig selv for at kunne have sådanne intentioner. Jeg følte mig som et dårligt og ondt menneske. Så hvorfor skulle andre ikke også se sådan på mig? Men min familie blev ikke sure eller bange for mig. De forstod, at tankerne ikke var noget, jeg havde lyst til at gøre og greb mig med stor kærlighed, hvilket jeg er evigt taknemmelig for.

Selvom jeg skammede mig over tankerne, var jeg også bange for ikke at få dem alle sagt højt, så andre end mig selv kendte til dem. Dette grundet frygten for, om mine udfordringer så ikke ville blive forstået, og jeg derfor ikke ville få den rette hjælp og aldrig få det bedre. For husk 11-årige Majas ord fra indledningen af denne tekst, hvis store frygt var aldrig at få det bedre. Så ved sengetid havde jeg ofte samlet sammen og fortalte min mor om mine tanker fra dagen. Det skabte en ro, fordi nu var jeg ikke den eneste, der kendte til dem. På samme måde husker jeg også, at jeg i forbindelse med nytårsaften var bange for ikke at nå at få fortalt alle tankerne, inden klokken slog 12, fordi jeg var bange for at tage dem usagte med ind i det nye år, og året så ville blive dårligt, eller jeg ikke ville få det bedre i det kommende år.

Har opbygget en værktøjskasse til at håndtere tankerne

Jeg ville ønske, jeg havde åbnet mere op om min OCD tidligere. Men jeg var bange for at blive misforstået. Bange for at andre ville tro, at mine tanker var en afspejling af den, jeg er. Bange for at andre ville sænke deres forventninger til mig, fordi jeg har en psykisk lidelse. Så var det nemmere bare at lade være med at åbne op. Selvom det betød, at jeg ikke kunne være så autentisk og åben, som jeg ønskede at være. Og at jeg gennem min adfærd indirekte fortalte mig selv, at jeg var forkert. Så var jeg også så velfungerende, at det var muligt for mig at skjule min OCD for min omgangskreds. Og fordi mine tvangshandlinger var mentale, vækkede de ikke opsigt. I stedet gemte jeg det indeni og ventede med at åbne op omkring det, til jeg kom hjem. Jeg er ked af, at jeg anså det som en sejr, at det lykkedes mig at skjule min OCD for mine venner og bekendte. For at se det som et ideal at kunne skjule sine psykiske udfordringer, er efter min overbevisning et ideal, der må høre fortiden til.

I dag har jeg det godt. Jeg har opbygget en værktøjskasse til at håndtere tankerne. Og en viden om, at det bedste, jeg kan gøre, er blot at lade tankerne være og ikke søge at lindre dem gennem handlinger. Selvom det ikke altid er lige nemt. Tvangstankerne er ikke længere så hyppige, men når de kommer, hjælper det at vide, at jeg ikke er den eneste, som har dem. Det hjælper mig til at turde lade tankerne være uden at forholde mig til dem – og det får mig til at føle mig mindre forkert og alene. I dag er jeg taknemmelig for min OCD og anser den som en gave, jeg ikke ville have været foruden. Min OCD er min største sårbarhed, men samtidig min største styrke. Jeg er taknemmelig for, at OCD’en har givet mig muligheden for at lære mig selv godt at kende samt givet mig forståelsen for, hvordan det er at have OCD samt leve med en psykisk lidelse. En forståelse, jeg kan bruge til at gøre en forskel for andre. For kan jeg være med til at nuancere billedet – og få nogen til at føle sig mindre forkerte og alene – så føles min kamp med OCD’en faktisk som det hele værd.

Kronikken er skrevet af Maja Mette Østerhaab Andersen som privatperson.