”Min vigtigste opgave er at skabe et trygt rum, hvor børnene kan snakke om den vold, de har oplevet”

”Vil du låne min stemme?”

Sådan spurgte pædagog Marie Møller Christensen en pige, der boede sammen med sin mor på kvindekrisecenteret Kvindehjemmet. Pigen var træt af konstant at skulle svare på spørgsmål fra lærere, sagsbehandlere og andre voksne.

Marie Møller Christensen lyttede til pigen og iagttog hendes kropssprog. Og så skrev hun, som hun så ofte gør, når hun forsøger at hjælpe børn med at sætte ord på deres tanker. Ikke perfekte fuldendte sætninger, nærmere talesprog. Det vigtige er, at teksten rammer det, børnene udtrykker, og helst gennem brug af deres egne ord.

Bagefter læste hun op for pigen: Var det sådan, hun havde det? Kunne hun genkende det?

Det kunne pigen godt med nogle enkle korrektioner. Marie Møller Christensen tog med pigen til møde på sin skole med lærere, skolepsykolog, børne-ungeteam og pigens mor. Her læste hun med pigens tilladelse det op, de havde skrevet sammen.

”Pludselig var der en ny indgang til at forstå, hvordan pigen havde det,” fortæller hun.

Andre gange er det, hun skriver sammen med børnene, afsæt for at få gang i en samtale med mor om, hvad der rører sig og fylder inde i en, når man har oplevet vold i familien og som barn er flyttet på krisecenter.

Det er 28 år siden, at Marie Møller Christensen trådte ind ad døren til Kvindehjemmet til sin første arbejdsdag som pædagogisk projektleder. Der var allerede én pædagog, der var blevet ansat nogle år forinden, fordi der var en gruppe af store drenge, der fyldte meget, og som man gerne ville have ro på.

”På det tidspunkt var det lidt sådan, at hvis man skulle hjælpe børnene, var det, fordi man skulle hjælpe med, at der kom ro på krisecentret, så de voksne kunne snakke om det, der fyldte,” fortæller Marie Møller Christensen.

Men Karin, som den anden pædagog hed, var sammen med pædagoger på andre krisecentre begyndt at råbe op i offentligheden om, at børnene ikke bare var vedhæng til deres mødre. Blandt andet ved at skrive indlæg i medierne om, hvad det betyder for børn at vokse op med vold.

Deres opråb blev hørt. Og i 1995 blev der afsat penge på finansloven, som krisecentrene kunne søge, hvis de ville udvikle pædagogiske tilbud rettet mod børn. Det var med midler herfra, at Marie Møller Christensen kunne starte som projektleder på Kvindehjemmet og udvikle det pædagogiske tilbud, som fik navnet Børnetræet.

Børnetræet er et fysisk rum i kælderen under Kvindehjemmet, som er særligt indrettet til børn, og hvor Marie Møller Christensen og hendes kolleger inviterer børn til samvær, leg og samtaler med det mål at mindske effekten af den vold, de har været udsat for.

Men Børnetræet er også navnet på det, de har arbejdet for. Nemlig at gøre børnene synlige og give dem stemme. Pædagogisk førstehjælp kalder hun det.

”Jeg ser det som min vigtigste opgave at skabe en tryg og sikker platform, hvor børnene kan snakke om deres oplevelser med vold, og hvad der fylder i deres tanker. En vigtig pædagogisk opgave er også – i samarbejde med børnene og deres mødre – at etablere kontakt til psykologbehandling eller andre samarbejdspartnere, hvis der er behov for det,” siger Marie Møller Christensen.

At lytte åbent

Det første job, Marie Møller Christensen havde, efter hun havde afsluttet sin pædagoguddannelse i 1980, var i en SFO. Her var hun i 14 år, og hun har siden tænkt over, at det har været med til at forme hendes tilgang til arbejdet med børnene på Kvindehjemmet. Hun møder dem ikke med et behandlerblik, men med et blik for deres mange facetter og ressourcer.

Senere kom hun til at arbejde som pædagog i Københavns Kommunes familieafsnit, hvor hun blandt andet skulle hjælpe en mor til fire, der havde et stort alkoholmisbrug. Her gjorde hun sig erfaringer med det at møde et menneske åbent.

”Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg er blevet afvist så mange gange, som jeg blev af denne her mor. Men jeg gik derned hver dag og bankede på døren. Til sidst lukkede hun mig ind. Jeg var aldrig i tvivl om, at hun havde brug for rigtig meget hjælp og ikke kunne have børnene hos sig, men hvordan kunne jeg hjælpe hende til at blive parat på en måde, så børnene stadigvæk kunne have hende med i hjertet – og hun dem?” fortæller Marie Møller Christensen og fortsætter:

”For mig handlede det om at gå ind i en familie på en lidt anderledes måde. At se bagom og se de mennesker, de var, i stedet for at bladre i sagsmappen. Hvis jeg kom ind med et bestemt mål for samtalen, så var det det, jeg fik ud af den. Og så overså jeg måske noget vigtigt,” forklarer Marie Møller Christensen.

Det er den samme pædagogiske tilgang, hun bruger, når hun gennem skriften hjælper børnene i Børnetræet med at udtrykke det svære.

”Jeg kalder det for mine faglige vinduesviskere, når jeg gør mig tanketom indeni, mens jeg lytter til dem. Først bagefter kobler jeg det, de siger og udtrykker, til min faglighed og viden om børn og vold. Vi voksne kommer ofte til at vurdere, mens vi lytter til børn. Men hvis vi vil hjælpe børnene med at udtrykke det svære, er vi nødt til at stille os åbne,” siger Marie Møller Christensen.

Når hun læser det, hun har skrevet, op for børnene og spørger, om de kan genkende det, hun har skrevet, er det oftest detaljerne, de har rettelser til.

”De er ikke som os voksne optaget af at få et bestemt budskab ud,” siger hun.

Nøglen til at forstå børnene er ofte at spørge ind til de ord, de bruger, har Marie Møller Christensen erfaret. Fx brugte en pige ordet ’overtænke’. Det viste sig, at det for hende betød, at hun fik mulighed for at tænke nogle ting igennem. Det var hendes måde at få kontrol og ro på sine tanker.

”Så snakkede vi om, at man kan overtænke som noget negativt, og at man kan overtænke som et redskab til at få kontrol over en situation. Men at det så er vigtigt, at man finder nogle veje til at dele det med en voksen, så man ikke går alene med det. At de voksne har et ansvar for at hjælpe.”

Skyld og ansvar fylder generelt meget for de børn, Marie Møller Christensen møder på Kvindehjemmet. Ofte føler de, at volden er deres skyld, fortæller hun.

”Så kan man selvfølgelig godt sige, at det er det ikke. At det er de voksnes ansvar. Men derfor kan de jo have følelsen,” siger hun.

Det kan tage tid for børnene at blive klar til at dele og sætte ord på deres oplevelser med vold. Hvis det er svært for dem, taler hun om noget mere generelt, som hun stille og roligt kobler dem på. Det kan også være, at hun bruger nogle af de hånddukker, de har i Børnetræet. Eller at hun – med tilladelse – læser op fra noget, andre børn har skrevet.

”Børn og unge, der har været udsat for vold, kan få rigtig meget ud af hinandens ord. Når vi har grupper, hvor børn og unge, der har været udsat for vold, har mulighed for at spejle sig i hinanden, siger de ofte: ’Vi behøver ikke bruge så mange ord, fordi vi har oplevet nogenlunde det samme’.”

Kæmpet for børns rettigheder

For nylig var der en pige på Kvindehjemmet, der sagde ”hej Børnetræ”, da hun mødte Marie Møller Christensen. Det gjorde hende glad, for hun vil helst hjælpe børnene som Børnetræet. På den måde er det ikke hende personligt, børnene skal være taknemlige over for. Og på den måde er den funktion, Børnetræet skal udfylde, ikke afhængig af, hvem af de tre pædagoger der er på arbejde.

”Børnetræet repræsenterer nogle værdier, så som at alle børn skal høres, og at alle børn har ret til at blive set som selvstændige individer. Det har nogle børnerettighedsbriller, der gerne skal gennemsyre hele krisecenteret,” siger Marie Møller Christensen.

Snart træder hun for sidste gang ind ad den dør, hun åbnede for 28 år siden, og som blev indgangen til at være med til at forme pædagogiske metoder, der kunne give børnene stemme. Ikke bare på Kvindehjemmet. Forpligtelsen til at lytte til børns stemme har Marie Møller Christensen også fremhævet i mange andre sammenhænge i de 28 år. I oplæg, artikler og i diverse udvalg.

Blandt andet har hun i mange år været en del af LOKK’s (Landsorganisationen for Kvindekrisecentre) børnegruppe. Ligesom hun siden 2008 har siddet i Mary Fondens ekspertudvalg ”Vold i hjemmet”. Her har hun blandt andet haft fokus på de rygsække, som Ole Kirk’s Fond udleverer i samarbejde med Mary Fonden til alle børn på krisecenter.

Da hun i begyndelsen af december var til julereception hos fonden, takkede dronning Mary hende for hendes indsats og for at gøre børnenes stemmer tydelige.

Man er ikke i tvivl om, at det kommer fra hjertet, når Marie Møller Christensen taler om børns rettigheder og børns ret til en barndom uden vold og om vores forpligtigelse til også at bringe børns egne stemmer i front.

Vi kan godt blive bedre

At Danmarks første krisecenter for børn, Joannahuset, åbnede for nogle år siden, markerer for Marie Møller Christensen, at børnesynet har ændret sig væsentligt, siden hun startede på Kvindehjemmet i 1996. Et sådant krisecenter ville have været utænkeligt dengang. På den måde føler hun, at arbejdet har båret frugt.

En anden udvikling, der er sket gennem de år, hvor Marie Møller Christensen har arbejdet med børn, der har levet i vold, er, at den psykiske vold er blevet kriminaliseret. For hende at se er den psykiske vold næsten altid en del af volden, og det er derfor et vigtigt skridt, at psykisk vold nu er lovmæssigt forbudt.

Men igen skal man være opmærksom på børnene – og de tanker, der kan opstå, når far gør noget, der er forbudt, og som betyder, at han kan risikere at komme i fængsel.

”Selv om man kan være rigtig ked af det, far gør ved mor, og synes, det er forkert, så kan tanken om, at ens far kan risikere at komme i fængsel være meget svær for dem. Jeg talte med en pige, der sagde: ’Jeg kunne godt tænke mig, at nogle sagde til min far, at det må man ikke, men jeg har ikke lyst til, at min far skal i fængsel. Kan han ikke komme i en skole og lære det?’,” fortæller Marie Møller Christensen.

På trods af at vi som samfund har taget flere gode skridt i den rigtige retning med at lytte til børn, der har oplevet vold, mener Marie Møller Christensen stadig, at vi kan blive endnu bedre til at forebygge vold i familien og forstå, hvilke psykiske konsekvenser det har for børn selv at være udsat for vold eller være vidner til vold i familien. Og det kan vi kun ved at lytte til dem.

”Derfor er bøger som den, der udkom tidligere på året, ”Kh Børnene”, hvor unge fortæller om at vokse op i et hjem med vold, så utrolig vigtig,” siger hun.

Snart stopper Marie Møller Christensen med at låne sin stemme ud til børnene i Børnetræet, men hendes pension betyder ikke, at hun stopper med at være børnenes stemme.

”Nu kan jeg kalde mig pensionist med børnenes stemme,” siger hun. Hun fortsætter med nogle opgaver på Kvindehjemmet, men også på anden vis vil hun sørge for, at børn og unge i svære situationer fortsat bliver hørt.

Artiklen er udgivet i samarbejde med Kvindehjemmet og er en del af et tema om efterværn for kvinder og børn på kvindekrisecenter. Vil du have hele temaet samlet, kan du skrive dig op til Kvindehjemmets nyhedsbrev.