Jeg kan ikke holde til alt og ikke for enhver pris

Sygeplejersken opfører sig lidt, som om hun skal beskytte den udskrivende læge mod mig. ”Du må forstå, at vi er en akutafdeling”, siger hun i et bydende tonefald og stiller sig, så jeg ikke kan se lægen. En del af mig har lyst til at blive rigtigt ægte vred. Men jeg trækker vejret dybt og minder mig selv om, at det, både hun og jeg i virkeligheden føler, er afmagt. At den hårde tone kommer af, at vi begge bliver utrygge ved gabet mellem det åbenlyse behov og de tilgængelige ressourcer.

Lægen tøver og indrømmer, at han jo desværre ikke kan beslutte, om kommunen skal tilbyde min far hjælp. Det vidste jeg godt. For det hører til i en anden kasse – i kommunen, hvor min far heller ikke er i målgruppen. Man kan ikke få et nødkald, bare fordi man er blevet indlagt akut tre gange efter fald, hvis man ikke allerede er kendt i deres system. Og de tidligere ’tryghedsbesøg’, man kunne få efter en udskrivelse, er heller ikke en mulighed. De er sparet væk.

Alligevel kan jeg ikke forlige mig med tanken om, at min far nu for tredje gang skal sendes hjem uden opfølgning eller hjælp. Tre gange på et halvt år har han slået sig så meget, at det har krævet en tur på hospitalet. Tre gange CT-scanning og så hjem. Den ene gang med en overset brækket arm. Det kan ikke være god samfundsøkonomi. Det føles heller ikke særligt menneskeligt i et velfærdssamfund.

På vejen ud læser jeg, at lægen har noteret en lille advarsel i min fars udskrivningsbrev. Så det næste uheldige menneske, der støder ind i min frustration over tingenes tilstand, er forberedt: ”Patientens datter er informeret, forstår og accepterer, omend hun giver udtryk for stor frustration over systemet og fars forløb”. Det er næsten rigtigt. For man kan ikke acceptere noget, som man ikke har muligheden for at afvise. Men resten er sandt nok, og jeg har stået her før som den insisterende pårørende. Dengang min mor blev syg, kastet rundt i systemet og til sidst døde. Jeg har før set, hvordan det langsomt koster troen, håbet, kærligheden og til sidst livet, hvis man aldrig får mere end den mest nødvendige brandslukning.

Tillid er den magiske ingrediens

Jeg kommer til at tænke på statsministerens nytårstale. En på nogle måder stærk tale, der handlede om vigtigheden af, at vi har tillid til hinanden, når vi står overfor udfordringer. Men jeg bliver i tvivl om, om Mette Frederiksen har overset, hvad der skaber den tillid og sammenhængskraft, hun har ønsket sig i sine to seneste nytårstaler. Tillid er grundlaget for, at sammenhængskraft overhovedet kan eksistere. Den defineres som en egenskab ved en gruppe eller et samfund, der har evnen til at holde sammen. Fungere som en stærk og harmonisk helhed ved at støtte hinanden. I en fysisk kontekst kan det referere til de usynlige kræfter, der binder molekyler eller atomer sammen, mens det mellem mennesker handler om solidaritet og gensidig afhængighed. Man kunne også sige, at tillid er den magiske ingrediens, der får os til at forpligte os til hinanden uden på forhånd at vide, om vi selv får noget ud af det.

Problemet med det magiske er, at det let forsvinder, og tvivl får tillid til at visne. Jeg har været lige så stolt som statsministeren af vores værdier og vores velfærd. Men glansen gik af, da jeg selv fik brug hjælp til mine hjertekære. Første gang da jeg skulle have passet mine dengang små børn, så jeg kunne gå på arbejde – og nogle gange havde svært ved at finde en pædagog i kaosset. Senere da min mor blev syg. Og så da jeg som ung læge blev bedt om at udskrive en patient, der stadig var dårlig, på grund af overbelægningen. Til sidst forlod jeg det offentlige. I fire år passede jeg på mig selv og min familie, mens jeg arbejdede i det private. Jeg opdagede, at det ikke, som jeg ellers havde troet, var et sted for de rige og for de asociale. Det var for alle, der havde mistet tilliden til, at de kunne få eller give hjælp i det offentlige.

Med fornyet energi, håb og optimisme kom jeg tilbage for at give det offentlige en chance mere. Fordi jeg gerne vil bidrage til, at alle kan bevare troen på, at vi har et sikkerhedsnet, der griber alle. Men nu står jeg her igen med en syg far, som aldrig beder nogen om noget. Han kan bedre lide at give. Tre gange på et halvt år er han blevet hentet med ambulance. Jeg kan se hans kræfter og positive sind vige for følelsen af at være til besvær. Måske føler han sig endda dum og ydmyget, når han ikke kan følge med i de hurtige beskeder – leveret i staccato-form af sundhedspersonale, der kigger ned på en lille skærm for at dokumentere. Tidligere i dag sagde jeg selv til en familie, at hvis de havde en sundhedsforsikring, skulle de nok bruge den. For jeg kunne ikke garantere dem rettidig hjælp. Og i morges nægtede min datter at gå i skole, fordi hun vidste, at der nok ville være vikar igen. Som der alt for ofte er.

Var det dumt at komme tilbage til det offentlige?

Mit hjerte synker sammen med min tillid. Var det dumt at komme tilbage til det offentlige, når min familie stadig har brug for mig? For det særlige ved den måde, vi har opbygget vores samfund på, er netop, at man er væk fra dem, som har brug for én, når man er i den arbejdsdygtige alder. Man er væk fra sine børn og sine gamle forældre. Det forpligter dig, Mette Frederiksen, i en helt særlig grad. Jeg har lyst til først at give dig ret i det grundlæggende: At vi gerne vil hinanden. Vores overlevelse er, i modsætning til hos flokdyr, ikke baseret på, at vi er mange nok. Den er baseret på, at vi kan samarbejde. Det er tilliden mellem mennesker, der beskytter vores samfund indefra mod udefrakommende trusler. At vi tør give og tage imod, skaber det sikkerhedsnet, som griber alle. Derfor vil jeg gerne forsigtigt minde dig om noget andet: At hvis vi kommer i tvivl om styrken i det sikkerhedsnet, så ender vi til sidst ved en skillevej: Skal jeg gå til højre og redde mig selv og mine kære eller til venstre og hjælpe andre? Magien er trygheden og tillid mellem os. Den kommer bare kun, hvis man tør stole på, at hvis man vælger vejen ’hjælpe andre’, så skal prisen ikke betales af dem, man elsker.

Hvad giver mig og andre i den arbejdsduelige alder kræfter, lyst og overskud til at vælge den vej? Det gør tryghed. Tryghed for at du, Mette Frederiksen, vil sørge for at skabe en ramme, som passer på dem, jeg elsker, når jeg ikke selv er ved dem. At du skaber et samfund, hvor jeg kan få lov til at passe på andre, når de har brug for min hjælp. Det skaber ikke tryghed og tillid for mig, at du taler ned om de mennesker, der har forsøgt at navigere i et umuligt system i jobcentrene. Det skabte ikke tillid, da du bad os om at arbejde mere uden at garantere, at du til gengæld ville tage dig af dem, som ikke kan selv. Det skaber faktisk heller ikke mere tryghed, at du vil straffe mennesker, som har fået så lidt i livet, at de ikke kan forestille sig andet end at sikre sig selv – uanset hvem de skal tage fra.

Man kan ikke tage, hvor der intet er

Tryghed er et samfund, hvor min datter ikke føler sig forkert, fordi hun ikke trives i en skole, hvor lærerne sjældent er den samme i mere end to år, og hvor min far ikke føler sig uduelig, fordi han har brug for hjælp. Også selvom de er udenfor den arbejdsduelige alder og ikke selv kan bidrage. Min far HAR bidraget. Siden han var 13 år og med så få sygedage, at de kan tælles på én hånd. Mine børn skal nok komme til at bidrage, når de er færdige med skole og uddannelse. De kan slet ikke forestille sig andet.

Sammenhængskraften, der skal redde os og vores værdier og vores samfund, starter ikke ved militæret. Den starter ved tilliden mellem mennesker, som skaber tryghed for alle. Den kan du, Mette Frederiksen, understøtte ved at sørge for, at ingen føler sig nødsagede til at vælge den vej til højre, hvor man kun beskytter sig selv og sine allernærmeste. For når vi mister tillid, får vi næsten det modsatte af sammenhængskraft. Er der et ord for det? Jeg søgte på det og fandt: fragmentering, opløsning, splittelse, disintegration, kaos og polarisering. Er det ikke lige det, Putin og hans ligesindede gerne vil opnå? Er det ikke lige det, som giver den yderste højrefløj vind i sejlene, selv inden de har formuleret et partiprogram?

Jeg ligger også og tænker på de gange, jeg er blevet opfordret til at tale med store ord. Jeg kender ikke større ord end ’hjælp mig’. Men jeg ved også, at man ikke kan tage, hvor der intet er. Mine tanker fortsætter til et udtryk fra gamle dage, som jeg finder passende til lejligheden: ”Når krybben er tom, så bides hestene”. Min personlige krybbe var tom, da jeg stod overfor en sygeplejerske og en læge, der skubbede min far ud ad døren, fordi deres arbejdsmæssige (og måske også personlige) krybbe var tom. Jeg bed, og de forsvarede sig. Men det var slet ikke dem, jeg var vred på. Det var heller ikke den pædagog, der engang overså min datter, der var klemt under en stor madras, fordi hun alene skulle holde øje med 32 andre børn. Det var ikke den lærer, som det ikke lykkedes for at skabe trivsel i min søns klasse, fordi den lærer fik nej til de ekstra ressourcer, han skulle bruge for at kunne arbejde med den utryghed og mistrivsel, der udviklede sig til en mobbekultur og skolevægring.

Jeg trækker mine hænder tilbage

Jeg er faktisk slet ikke vred. Jeg er bare blevet i tvivl om, om jeg skulle være gået til højre, og det er næsten værre. For det er den vej, man vælger, når man ikke længere kan tænke på andet end at komme i sikkerhed. Væk fra tilliden og dermed sammenhængskraften, der skal redde os fra Putin og andre magtfulde populister.

Jeg hører til de ressourcestærke. Jeg kan bidrage, jeg kan undvære, og jeg kan udholde, hvis du har brug for, at jeg yder en ekstra indsats. Men jeg kan ikke holde til alt og ikke for enhver pris. Det, der vækker mig om natten, er ikke frygt for krig og klimaforandringer (det er jeg ellers også bange for). Det er tanker om, hvad der skal ske med min far, mine børn og alle andre, jeg holder af, hvis jeg bruger mine vågne timer på andre end dem. Hvis jeg skal tvivle på, om du, Mette Frederiksen, holder din del af aftalen, så giver jeg også slip på samfundskontrakten. Jeg trækker mine hænder tilbage og bruger dem til at holde over, under og om de mennesker, som jeg vil give mit eget liv for.