Afsnit: Bonus 4

Vores opfattelse af ofre for vold gør det svært at se mændene

Mændene fylder mindre i statistikkerne end kvinder, når vi taler om psykisk vold og stalking. Og det kan der, ifølge psykolog hos Dansk Stalkingcenter Laurids Møller, være flere grunde til.

”En mulighed er, at psykisk vold og stalking er kønnede forbrydelser. En anden forklaring kunne være, at vi ikke ser de mænd, der bliver udsat, og at tallene derfor er skævvredet. Måske fordi det ikke er så nemt for mænd at se sig selv for ofre,” lyder det fra Laurids Møller.

Selv hælder han mest til forklaring nummer to. Og det er et billede, seniorrådgiver hos Lev Uden Vold, Katrine Amalie Keller, kan genkende i forhold til psykisk vold.

”Det er tabubelagt for alle at tale om vold, men der er en særlig barriere for mænd,” siger hun og peger på, at det blandt andet bunder i, hvordan vi bliver socialiserede som henholdsvis mænd og kvinder.

”Der er forskel på både, hvad vi bliver opdraget til, og hvad vi higer efter. Og her ligger der helt klart nogle maskulinitetsprincipper i at være stærk, kunne forsvare sig selv – og ikke blive trådt på af andre. Det er værdier, der står i modsætning til det, vi traditionelt ser som at være udsat for vold,” siger hun.

Svært at tale med vennerne

Laurids Møller peger på, at vi ofte har et prototypisk billede af, hvem der bliver udsat for stalking og vold, som kan stå i vejen for, at vi ser mændene.

”Hvis vi kigger på filmens verden – og det, vi bliver præsenteret for i medierne – så er det en kvinde, der bliver stalket, og hun bliver oftest stalket af en ekspartner. Det billede, tror jeg, kan forhindre os i at se andre udsatte. Og med os, mener jeg os alle: Mig selv, politiet og den udsattes netværk,” siger han og fortæller, at det også er det, han hører fra nogle af de mandlige ofre for stalking, han møder, når de forsøger at tale med deres venner.

”Det kan være, at den udsatte siger, at det er virkelig ubehageligt at være udsat for stalking, og så siger vennerne: ”Det er da meget dejligt, at hun står derude klokken to om natten.” Jeg tror, at der i den mandlige socialkultur nogle gange er nogle tendenser, der går imod det at være stalkingudsat,” siger Laurids Møller og understreger, at det selvfølgelig er meget generaliseret.

”Der findes helt sikkert nogle mandefællesskaber, der sagtens kan rumme det her,” siger han.

Både Laurids Møller og Katrine Amalie Keller peger også på, at mænd ofte føler sig mindre i fare end kvinder. Det kan påvirke den måde, de taler om vold og stalking på – og også, hvordan politiet møder dem.

Lyt til podcasten, og hør de to eksperters bud på, hvordan vi får fokus på de mænd, der udsættes for psykisk vold og stalking.

I podcasten ”Frem i lyset” giver vi stemme til nogle af de over 100.000 danskere, der årligt udsættes for psykisk vold i en nær relation. Og i bonusafsnittene giver vi ordet til eksperter i psykisk vold og stalking.

Podcastserien er skabt i samarbejde med organisationen Lev Uden Vold og er støttet af Offerfonden.

Læs mere om, hvad psykisk vold er på psykiskvoldervold.dk

Har du brug for hjælp og rådgivning, kan du kontakte Lev Uden Volds rådgivning på 1888.

Medvirkende

Laurids Møller, psykolog hos Dansk Stalkingcenter og Katrine Amalie Keller, Lev Uden Vold

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Eva Frydensberg Holm

Lyt til Socialt Indblik