Nøglen til bedre trivsel ligger i evnen til at lytte. Men lytter vi kun for at svare, frem for at forstå?

Jeg hedder Mathias og er 18 år gammel. Måske har du set mig i fjernsynet eller på de sociale medier for nylig. Jeg har været med i Debatten på DR2 og Go‛ Aften live på TV2, hvor jeg talte om Trivselskommissionens anbefalinger. I indslagene var jeg en repræsentant for de børn og unge, der er i mistrivsel.

Siden jeg deltog i den offentlige debat, har jeg tænkt en masse over områder som arbejdsmarkedet, inklusion, eksponering, autoritet mv. Men det, jeg har valgt at dele her, er noget, jeg synes er megavigtigt: nemlig vigtigheden af at lytte. Det, der har hjulpet mig allermest, er, at andre mennesker har lyttet til mig. Jeg har selv autisme, ADHD og OCD og har været i mistrivsel det meste af mit liv. Men det er egentlig ikke mine diagnoser, som jeg synes, er det vigtigste ved min historie. Det vigtigste er, at jeg er overbevist om, at hvis jeg havde fået hjælp noget før, havde jeg slet ikke haft det så dårligt. I stedet for at få den rette hjælp, da jeg havde behov for det, endte det med, at der gik virkelig mange år af min barndom, før jeg kom i det rette skoletilbud.

I stedet for at sætte ind med forebyggende indsatser, når der er tegn på mistrivsel, trækker systemet tiden umenneskeligt længe ud. Nok for at spare penge, men ofte bliver tiden og den manglende hjælp dyrere. Mistrivslen sætter sig fast som psykiske belastninger. Det gjorde den i hvert fald for mig. Og det har uden tvivl kostet samfundet meget mere i sidste ende. Sådan synes jeg, at det ofte ender, når vi børn og unge ikke får hjælp i tide. Vi bliver en stor udgift, som mange taler og har meninger om. Mange taler om os, men ikke med os. Og det er netop derfor, at jeg skriver om det med at lytte til og inkludere dem, som vi taler om.

En stemme for børn og unge

Men så en dag, en helt normal onsdag, gik jeg hjemme og var på det tidspunkt frustreret over, at jeg ikke synes, jeg gør en forskel, og at der er for lidt ’action’ i mit liv. Men så ringer min mobiltelefon, og min kontaktperson fra min gamle skole spørger, om jeg vil være med i Debatten. Det tænker jeg kort over. Jeg har prøvet det før – jeg har stået frem og delt min fortælling og mine perspektiver. Både sidste år på Folkemødet sammen med Børnerådet i Socialt Indbliks telt og på andre konferencer. Det kan jeg godt lide, og snart skal jeg også tale på Autismeforeningens store SIKON-konference. Det gør jeg mig også virkelig mange tanker om.

Det var egentlig ikke min plan at tale på andres vegne på tv. Jeg er bare midt i et sabbatår, hvor jeg prøver at passe på mig selv. Jeg var startet på en uddannelse, men måtte stoppe igen, fordi jeg fik det psykisk dårligt. Jeg oplevede igen på uddannelsen, at jeg prøvede at komme i dialog med de voksne om, hvad der er svært for mig, men jeg følte ikke, at de var interesserede i at lytte. Derfor stoppede jeg. Det har mange konsekvenser, men jeg ved, at det var det rigtige for mig.

Men det at stå frem og dele min fortælling er også svært. På den ene side vil jeg gerne være en stemme for børn og unge i mistrivsel. På den anden side er jeg bange for at blive sat i bås som ’ham med autisme’. Jeg vil bare gerne være Mathias. Jeg er træt af fordomme. Alt for mange mennesker antager, hvordan jeg er, i stedet for bare at spørge. Omvendt ved jeg også, at hvis man ikke sætter fokus på de ting, man gerne vil ændre, så sker der i hvert fald ikke noget.

Det var angsten for at blive sat i bås, der gjorde, at jeg inden udsendelsen var ret overbevist om, at jeg ikke ville nævne mine diagnoser på live-tv i Debatten på DR2. For jeg ville gerne kunne repræsentere alle børn og unge i mistrivsel, uden at nogen så mig som en ’samfundsnasser med diagnose-offer-mentalitet’. Men så skete noget andet. Da jeg stod dér, live på tv, tænkte jeg: Hvis jeg skal kæmpe for andre i mistrivsel, diagnose eller ej, så er det også på tide, at jeg ejer hele mig selv – ikke kun den ’pæne’ overskudsagtige del, jeg gerne vil have, at folk ser.

Efter mine tv-optrædener fik jeg enormt mange beskeder, der bekræftede mig i, at jeg havde gjort det rigtige. Jeg føler, at jeg nu bruger min tid på noget, der kan hjælpe andre, og den følelse – at bidrage med noget meningsfuldt – er virkelig vigtig. Alle mennesker vil gerne føle sig brugbare, for det ligger i vores natur, Og jeg vil gerne forsætte med at dele mine perspektiver, så I må endelig sige til, hvis I kan bruge min stemme og mine perspektiver til noget.

Hvordan lytter vi egentlig?

Jeg startede med at skrive, at det er vigtigt at lytte, og her vil jeg dele nogle tanker om vigtigheden af at lytte og kommunikere, og at vi ofte taler uden egentlig at høre hinanden.

At føle sig hørt og set er kodeordet til bedre trivsel. Det burde der have stået i Trivselskommissionens rapport. Måske der overordnet bare skal være mere fokus på, at hvis man vil hjælpe børn og unge i mistrivsel, så skal man begynde at lytte.

Det at lytte til hinanden, tror jeg, er noget af det absolut vigtigste for, at vi alle kan fungere. Det er også et af de bedste redskaber, man kan bruge i arbejdet med mennesker. For vi kan jo ikke læse tanker. Og når vi ikke kan det, så kan vi lytte til hinanden og på den måde få en bedre forståelse af, hvordan det er at være dig – og hvordan det er at være mig.

Men hvordan lytter vi egentlig? Det er helt naturligt at tro, at man selv ved bedst. Det tror jeg også, at jeg gør, man kan jo kun spejle sig i sine egne erfaringer. Men vi kan desværre ikke altid vide, hvad en anden person har brug for – og det er her, at lytning og kommunikation bliver afgørende.

For mig var det allervigtigste for at få det bedre, at møde voksne, der var nysgerrige på mig og tog sig tid til at lytte. De antog ikke på forhånd, hvordan jeg havde det – de var interesserede og ønskede at forstå. Det var først dér, jeg begyndte at få det bedre. Det var første gang, jeg ikke følte mig misforstået eller overfuset. Her mærkede jeg en reel interesse. Den følelse er afgørende for udvikling og trivsel.

Brug din fulde opmærksomhed på at lytte

Måske tænker du: „Jeg kan da sagtens finde ud af at lytte til andre.‟ Men hvornår har du sidst lyttet uden samtidig at tænke over, hvad du skulle svare?

Den er straks værre. Det er helt normalt at forberede sit svar, mens en anden taler. Men hvad nu, hvis vi ikke behøvede at svare med det samme? Hvad hvis vi i stedet virkelig lyttede? Hvad hvis vi gav os tid til at reflektere over det, den anden sagde

Er jeg så selv ekspert i at lytte? Nej, det er jeg ikke. For nylig spurgte en af de gode voksne i mit liv mig: „Rykker du nogensinde dine holdninger eller synspunkter, når du hører, hvad de andre siger?‟ Vi talte om min deltagelse i Debatten på DR2. Her gik det op for mig, at jeg faktisk ikke havde lyttet til, hvad de andre sagde. Jeg var så optaget af at fremstå skarp og udfordre dem i studiet, at jeg ikke havde tid til at reflektere over deres argumenter. Hvad får man egentlig ud af en debat, hvis man kun lytter til sig selv?

Når politikerne ikke lytter, bliver beslutninger ofte truffet uden forståelse for dem, det går ud over. Hvad ville der ske, hvis vi lyttede mere? Kunne vi skabe bedre løsninger? Det samme gælder i vores personlige liv. I parforhold, venskaber og forældrerollen. Her kan vi nok løse mange konflikter ved at lytte uden straks at svare.

Og tænk, hvis specialpædagoger og lærere virkelig satte sig ind i elevernes liv ved at lytte til deres individuelle behov? Mon ikke det vil kunne ses på børns trivsel, hvis lærere fik tid til reelt at lytte til de børn, de arbejder med?

At lytte er også en del af god kommunikation

Man kan måske tænke: „Jamen, kommunikation handler da om at tale sammen, ikke bare at lytte?‟ Tjo, men god kommunikation handler ikke nødvendigvis om at svare med det samme. Nogle gange er det sundere at tage en pause, reflektere og først derefter give et gennemtænkt svar. Det giver os tid til at mentalisere – altså at se den anden indefra og os selv udefra. Vi får mulighed for at tage den andens perspektiv alvorligt og bedre forstå, hvad der egentlig bliver sagt.

Jeg har skrevet dette indlæg, fordi jeg håber, at vi alle kan blive lidt mere nysgerrige på hinanden. Og måske alle (især dem med meget magt og ansvar) vil give sig tid til at forstå. Måske du også selv vil overveje, hvordan du lytter?

Tak uanset, fordi du gav dig tid til at læse – og herved at lytte lidt til mig.

Læs mere om Mathias Vinsten Munks oplevelser med ikke at magte skolen, lang tids skolefravær og hans vej til en bedre skolegang på en skole, der var tilpasset hans behov.