Marie Hald vil trække skammen ud af mørket

Meget kunne have været anderledes, hvis Marie Hald eller hendes forældre havde kendt til sygdommen, dengang hendes OCD brød ud.

Bekymringerne, angsten, de konstante tvangstanker: Hvad nu hvis … Alle tjekkehandlingerne og ritualerne som groede ind i hverdagen og blev til forhindringer, hun konstant skulle kæmpe med. Men måske værst af alt: skammen og skylden og den skygge, de følelser kastede ind i hendes identitet og selvfølelse.

”Jeg skammede mig meget over mine tanker og turde ikke fortælle om dem, fordi jeg var bange for, at tankerne beviste, at jeg var et dårligt og forkert menneske, at jeg var ved at blive alvorligt sindssyg og måtte indlægges. Min OCD var som uhyggelige indre stemmer. De gav mig intens angst, fordi jeg ikke forstod, hvor tankerne kom fra,” fortæller Marie Hald.

Vi har taget plads i hendes fotostudie i en gammel herskabslejlighed med stuk og højt til loftet på indre Vesterbro. Fotografier af kvindekroppe, der bryder med normen, pryder væggene: tykke kvinder og tynde kvinder, kvinder der har fået fjernet et bryst. Kvinder der har været udsat for vold – alle med et slør i blikket, der leder tankerne på ønsker om at forsvinde, eller længsel efter at få lov til at være.

”Det har været vildt og skelsættende for mig at finde ud af, hvor meget forkerthedsfølelse mit liv har været fyldt med. Jeg tror, at det er den, der har antændt mit ønske om at skabe større repræsentation med mine fotografier: At kæmpe imod det polerede og det perfekte og vise, at man ikke er alene med følelsen af ikke at passe ind i samfundets snævre manual,” konstaterer hun.

”Jeg har oplevet meget én til én, at når fx sygdommen OCD ikke var noget, man hørte om i medierne eller så i film, så gik jeg alene med en kæmpe skam og frygt. Det er derfor, jeg i mit fotografi arbejder meget med at fortælle historier om dem eller det, man ikke hører om. For hvis du ser nogen, der ligner dig eller fejler det samme som dig, så kan du identificere det og derefter søge hjælp.”

Meget tyder på, at hun har ramt en tone i tiden og et publikum, der er klar til at lyse på skammen. Allerede som studerende blev hendes fotokunst hædret med priser og opmærksomhed. I 2013 vandt Marie Hald Årets Pressefoto og World Press Photo, og i mere end ti år har hun forfulgt samme spor – portrætteret dem, der skiller sig ud og befinder sig i positioner i skammens skygge.

Hun har lavet soloudstillinger som Udstillet, der i 2023 kunne opleves på Frederiksborg, og som satte fokus på kropsaktivisme, tabuer og den sårbarhed, der ligger i det at være menneske. Og siden sidste år har hun været ambassadør for psykiatriens egen filmfestival Don’t Fear the Weird.

Marie Hald var 11 år gammel, dengang skammen begyndte at gro i hende selv. Hun havde altid været et bekymret barn, men bekymringerne blev til angst og tvangstanker, som langsomt tog stadigt større styring over hendes liv. Først måtte hun tvinge sig til ikke at træde på stregerne. Så skulle hun altid sørge for at have bekymringsdukkerne liggende under hovedpuden. Hun skulle banke på tapetet et fast antal gange, før hun kunne lægge hovedet på puden i sin seng om aftenen.

”Når min mor kørte til kor om mandagen, lå jeg i min seng og fulgte i tankerne minutiøst den rute, hun skulle køre, mens jeg talte. Jeg kunne gå helt i panik, hvis hun ikke var hjemme, når jeg havde talt færdigt,” forklarer hun.

OCD blev ikke nævnt

Der var også bestemte ting, hun ikke måtte tænke på, og bestemte tankemønstre hun omvendt skulle tænke igennem fra start til slut på bestemte måder. Og hver aften tjekkede hun omhyggeligt, flere gange, at hoveddøren nu også var låst.

”Hvis ikke jeg gjorde det, var jeg overbevist om, at så ville der komme nogen og slå min familie ihjel, og at det så ville være min skyld,” forklarer hun.

Marie Hald kan huske den konkrete episode, der satte tvangstankerne i gang. Det var en dag på vej i skole, hvor hendes og søsterens kattekilling løb med dem over vejen og blev kørt ned.

”Jeg tror, at jeg her blev ramt af erkendelsen af, at døden findes, og at den kan ramme os pludseligt og på et splitsekund,” siger hun og knipser ud i luften foran sig som for at understrege pointen.

Marie Hald begyndte at tale med en børnepsykolog, der bad hende om at skrive sine bekymringstanker ned på et stykke papir, krølle det sammen og smide det væk.

OCD blev ikke nævnt, og tankerne voksede sig større. Da hun startede i gymnasiet i 90’erne, tog tankerne nye former. Det var en tid, hvor der var stort fokus på pædofili i den offentlige debat, og Marie Hald begyndte at frygte, at hendes danselærer måske kunne være pædofil. Hvad nu hvis … Eller hvad med de andre lærere? Eller hvad nu hvis hun selv var pædofil?

Marie Hald blev mere og mere bange for sine egne tanker. De værste holdt hun for sig selv, for hvad nu hvis hun var ved at blive skizofren? Sådan kunne tankerne køre i ring i en karrusel i evindelige omdrejninger, som gjorde hende mere og mere forvirret, mere og mere skamfuld.

Da hun kom til en ny psykolog, fortalte hun bare om angsten generelt – ikke om alle de skamfulde tanker, der plagede hende: pædofili eller frygten for at komme til at skade andre.

”Jeg var bange for, at jeg ville blive indlagt. Jeg følte mig så forkert og ensom. Men i dag ved jeg jo, at det er det, der gør OCD så tricky. Den er snedig, den hæfter sig på det, du virkelig elsker eller frygter og kan tage nye former hele tiden,” forklarer hun.

Når man har OCD kan de tvangsprægede symptomer både komme til udtryk som tanker og handlinger – ritualer man skal udføre for at få angsten til at forsvinde. For Marie Hald satte OCD’en sig primært som tanker, men det skete også, at hun var nødt til at tjekke efter og hermed udføre handlinger. Fx da hun som 18-årig fik et fritidsjob i en kiosk i Aalborg, som hun kørte til og fra i sine forældres bil. Når hun var kommet hjem, kunne hun blive grebet af en vild angst. Hvad nu, hvis hun på vejen hjem havde ramt nogen uden at opdage det …

Når det skete, var hun nødt til at køre tilbage og køre ruten igen for at tjekke, at hun ikke havde ramt og dræbt nogen på vejen. Det er en helt klassisk OCD-tvangstanke at få, har hun siden lært.

Følte sig til besvær

”Jeg følte mig ekstremt ensom med det. Jeg følte mig ond, fordi jeg kunne tænke sådanne ting. Siden har jeg fundet ud af, at OCD ofte rammer mennesker, der går op i etik og moral og er søde og ordentlige,” forklarer Marie Hald.

En af hendes tvangshandlinger var at indrømme og fortælle om sine tanker til sin mor. Det gav ro, men fik ikke tankerne til at forsvinde.

”For min mor anede jo ikke, hvorfor jeg havde de tanker. Min mor prøvede at gøre alt muligt og fik mig også overtalt til at gå hos en psykolog, men hun vidste jo ikke, hvad det var dengang,” siger hun og fortsætter:

”Det er let at blive irriteret på en person med OCD, når man er tæt på dem, fordi de hele tiden har brug for at få afkræftet deres bekymring. Og jeg tror grundlæggende, at jeg følte, at jeg var til besvær og udviklede en undskyldende og underdanig personlighed.”

Da hun fik en kæreste, var det ham og deres forhold, OCD’ens tvangstanker kredsede om. Hvad nu hvis hun ikke elskede ham højt nok? Hun udviklede tjekkeadfærd og skulle konstant forsøge at teste, om hun nu også elskede ham nok. Den slags for omverdenen usynlige symptomer på OCD er vigtige at tale frem, mener Marie Hald. For de er dybt invaliderende og kan skade selvfølelsen og vigtige relationer.

Det var angsten for ikke at elske sin kæreste, der endte med at blive det vendepunkt, der gjorde, at Marie Hald fik diagnosticeret sin OCD.

Hun var 21 år gammel og var lige startet på Journalisthøjskolen i Aarhus, da bekymringstankerne gjorde hende så ude af den, at hendes kæreste og hun valgte at køre på psykiatrisk skadestue. Til Marie Halds held kendte lægen, som hun denne gang endte hos, til OCD. Hun fortalte, at hun havde samtaler med flere patienter med diagnosen OCD og præsenterede Marie Hald for en fagbog, der beskrev diagnosen og gengav en række menneskers personlige erfaringer med at leve med OCD.

”Det er få viden om sygdommen har for mig været altafgørende. Jeg kunne slå op i en bog og læse om sygdommen og om andre, der ligesom mig kørte tilbage for at tjekke, om de kunne være kommet til at køre nogen ihjel på vej hjem,” siger hun:

”Jeg tænkte: ’What! Det er jo som at læse en beskrivelse af mit liv.’ Jeg troede, jeg var helt alene i det. Det var en kæmpe lettelse at finde ud af, at der var andre, der kæmpede med det samme, og at det var ubalancer i kemien i min hjerne, som var årsagen. Så kunne jeg jo ikke gøre for det. Jeg var hverken ond eller forkert,” siger hun.

Marie Hald fandt ud af, at OCD er en biologisk kemisk sygdom, og at OCD-hjerner har et center, der er overaktivt og sender signaler om en ‘falsk fare’; amygdala hedder centret, og det signalerer om fare på færde uden at sortere i, hvad der er reelt, og hvad der ikke er. 

Marie Hald fik som mange andre, der lider af OCD, medicinen sertralin, et SSRI-præparat, som hjælper til genoptagelse af serotonin i hjernen og dæmper det sted i hjernen, der er overaktivt. 

”Jeg har generelt været ret forundret over, hvordan medicinen har gjort, at jeg pludselig kunne se situationer udefra og forstå, at mine tanker bare var tanker. Medicinen gav mig, sammen med terapi, mulighed for at skubbe dem fra mig. Det er et vildt bevis på, at det handler om kemi i hjernen,” siger hun.

Skammen tåler ikke lyset

For et år siden fandt Marie Hald ud af, at hun også havde ADHD, som er en af de mest udbredte samtidige psykiatriske lidelser for mennesker, som udvikler OCD.

Pludselig fik hun en forklaring på, hvorfor hun aldrig har kunne blive siddende ved bordet, når de havde familiefrokost, hvorfor hendes tanker altid har kørt, som var de på speed, hvorfor hun ofte er vågnet midt om natten med en hjerne, der pludselig var vågen (BANG!) og i gang med en idéudvikling, den ikke kunne stoppe. Hvorfor hun ofte vågnede med følelsen af at været tynget til sengen af en kæmpe klump i maven ved tanken om alt det, der kunne gå galt i løbet af dagen.

”Jeg har lært, at når en ADHD-hjerne mangler dopamin, så lokker ‘fare-/bekymringstankerne’, fordi de også giver hjernen dopamin. Men nu, hvor jeg har en mere reguleret hjerne, er det ekstremt meget lettere at tro på, at dagen skal gå godt, og at jeg klarer problemerne, hvis de kommer,” siger hun.

Det endelig at finde ud af, at hun ikke var alene, var et vigtigt vendepunkt. Det var også derfor, at hun besluttede at stille sig frem og fortælle sin historie. Hun håber og ønsker at kunne hjælpe andre.

”Jeg kan simpelthen se den lille Marie for mig. Hvis de psykologer, jeg gik hos, havde været mere vidende om OCD og ADHD, og mine forældre havde læst eller hørt om det, da jeg var barn, kunne meget have set anderledes ud. Jeg ville ønske, at jeg havde fået hjælp og forstået, at det ikke var mig, der var forkert, men at der var en helt håndgribelig forklaring og hjælp at hente,” siger hun.

Siden hun er begyndt at dele sine egne erfaringer med at leve med uopdagede psykiatriske diagnoser i medierne, har hun fået mange henvendelser fra folk, som pludselig forstår, at det er OCD eller ADHD, de selv eller deres børn kæmper med.

Forældre har skrevet, at de havde fået håb for, at deres barn ville kunne få det bedre. Mens en kvinde skrev til hende, at hun havde grædt af lettelse, da hun havde læst om Marie Halds pædofilifrygt og forstået, at hendes egne lignende tanker kunne skyldes OCD.

”Jeg vil vildt gerne give andre et håb om, at de kan få det bedre. Hvis nogen ser mig, og at jeg klarer mig godt med alt det, jeg kæmper med, kan jeg måske blive den rollemodel for andre, som jeg selv drømte om at have. Skammen tåler ikke lyset. Derfor er den bedste medicin at lyse på det, vi skammer os over ved at tale åbent om det,” siger hun.

De seneste år har Marie Hald arbejdet med at overvinde sin OCD gennem terapi og mærket, hvordan det har hjulpet hende til at forstå og modstå OCD’ens tanker. Gennem terapi og langsom eksponering kombineret med viden kan det lykkes for mennesker med OCD at ’omprogrammere’ hjernen, så den kan modstå angsten og nedtrappe tvangshandlingerne og over tid opleve, hvordan angsten driver over.

”Professionel hjælp er vigtig, men alene det at få en forklaring og viden om tilstanden kan gøre meget. Jo mere man ved om det, jo lettere er det at identificere en tanke som ‘en OCD-tanke’ og dermed øve sig i ikke at tro på det, den siger,” forklarer hun.