Afsnit: Bonus

Ingen med en dobbeltdiagnose skal afvises, uden der er fundet det rette tilbud

”Alle skal ikke lave behandling til alle. Men alle har et ansvar for at sikre, at når folk opsøger behandling, at så bliver de budt velkommen ind i behandlingssystemet, og så er det os som system eller som professionelle, der har ansvaret for at finde ud af, hvor det rigtige tilbud så er.”

Det fortæller Katrine Schepelern Johansen, der i mere end 20 år har beskæftiget sig med dobbeltdiagnoser hos unge. I et afsnit af ”Dobbelt Ramt” fortæller hun om principper ”No wrong door”, som anvendes i blandt andet USA, England og Australien.

Efter pres i årevis fra blandt andre UngeAlliancen skete der endelig noget i sidste uge, da regeringen præsenterede sit psykiatriudspil, for her var netop et dobbeltdiagnosetilbud til unge en del af udspillet.

Katrine Schepelern Johansen har arbejdet med dobbeltdiagnoseområdet i 20 år, heraf knap ti år som leder af Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser i Region Hovedstadens Psykiatri. Hun arbejder nu som seniorforsker i Klinisk Forskningsafdeling på Hvidovre Hospital.

Hun peger netop på ”No wrong door” som et princip, der vil kunne få en afgørende betydning.

”På det her område med unge med dobbeltdiagnose har vi i årevis prøvet at få samarbejdet op at køre, uden at det er lykkedes. Der er blevet puttet virkelig mange satspuljemidler ind i projekter i forhold til at understøtte samarbejdet. Så vi bliver nødt til at tænke det på en anden måde. Og det er her, ”No wrong door”-begrebet bliver interessant,” siger Katrine Schepelern Johansen, der ser det som et særligt ansvarsprincip hos de ansatte, hvor ansvaret rækker ud over kerneopgaven i den enkelte behandlingsinstitution.

”Man kan ikke bare sige: ’Jeg kan se, at du ikke hører til her, men derovre’, og så sende folk ud ad døren. Med en ”No wrong door”-tilgang vil det kræve, at man som professionel er den, der laver brobygningen over til det andet tilbud. Det vil sige, at man sikrer, at det andet tilbud, der bliver peget på, faktisk også er det rigtige, og at den unge bliver indskrevet i det tilbud. Det bryder ligesom med den måde, vi normalt tænker, hvad det er, der er vores opgave som professionelle: Jamen det er at varetage indsatsen i min institution, og ikke også agere i forhold til andre institutioner. Men det er det, det kræver, hvis man vil skabe mere sammenhængende systemer,” siger Katrine Schepelern Johansen.

Lyt med, når Katrine Schepelern Johansen fortæller, hvordan ”No wrong door” vil kunne hjælpe unge med dobbeltdiagnoser, og få et indblik hvad det kræver at indføre princippet.

Podcasten er produceret i et samarbejde med UngeAlliancen, og den er støttet af Helsefonden.

Medvirkende

Katrine Schepelern Johansen

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Niels Svanborg

Lyt til Socialt Indblik