Jeg ville ikke overleve tre dage i nutidens gymnasium

”Jeg er jo sådan en indadvendt type, selvom folk nægter at tro på det. Jeg lader op ved at være alene. Og i dag, så ved jeg ikke, om jeg vil få en diagnose, men jeg vil være ret presset over, at jeg aldrig havde fred på noget tidspunkt,” siger Henrik Vestergaard Stokholm, der er gymnasierektor og forfatter til bogen Det er ikke de unge, den er gal med, det er samfundet – en rektors opråb.

Han fortæller ærligt både i bogen og i podcasten her, hvordan han selv både den dag i dag, men også som ung også følte sig presset, udenfor, dum og anderledes. Han fandt på mange måde sig selv, glæden og fællesskabet i gymnasiet. Men i dag ville Henrik Vestergaard Stokholm ikke klare tre dage i nutidens gymnasium og ungdomsliv, fortæller han.

”Det er også derfor, jeg er så ked af det på de unges vegne. Fordi de er jo på en eller anden måde bare blevet født i en tid, de ikke selv har ønsket. Og så er de blevet udsat for det her store eksperiment med smartphones og med et skolesystem, som jeg synes har været på reformsteroider igennem lange perioder. Jeg synes, at hele roen og nærværet er væk, og jeg ville ikke nyde at gå i skole.”

Henrik Vestergaard Stokholm er i dag rektor for Niels Steensens Gymnasium på Østerbro i København. Men han er nok mest kendt for sine ni år som rektor på Nyborg Gymnasium, hvor han flere gange har bragt sig selv og gymnasiet i mediernes lys. Både da han indførte røgfri skole, og da han nedbragte alkoholindtaget til festerne. Men nok mest, da han som rektor på Nyborg Gymnasium insisterede på, at to somaliske elever skulle fortsætte deres skolegang på trods af, at de havde fået inddraget deres opholdstilladelse.

Fællesskabets, kærlighedens og kundskabens katedral

Henrik Vestergaard Stokholm tegner på mange måder et dystert billede af en ungdomsgeneration. Han har selv indblik i en generation, hvor mistrivslen ikke bor i flertallet af de unge, men den mærkes og den er markant hos dem, der har det svært. Dem, der har det svært, har fået det værre, fortæller han.

Men Henrik Vestergaard Stokholm har også klare bud på, hvad vi i samfundet kan sætte ind med, hvis vi for alvor vil gøre noget ved mistrivslen.

Værdier, mening, kærlighed og omsorg skal være tydelige i de unges liv, og skal det lykkes, så har skolen en afgørende opgave.

Skolen skal ifølge Henrik Vestergaard Stokholm være ikke mindre end fællesskabets, kærlighedens og kundskabens katedral.

Hvorfor og hvordan den skal blive det, fortæller han om i podcasten, hvor han også fortæller, hvorfor han stiller sin egen sårbarhed til skue.

Link til omtalt interview i DR Deadline om at springe over, hvor gærdet er lavest.

Medvirkende

Henrik Vestergaard Stokholm

Musik

Johannes Elslo

Grafik

Sille Jensen

Tilrettelæggelse

Niels Svanborg

Lyt til Socialt Indblik