Unge vinder kontrollen tilbage ved at mobbe sig selv på nettet

Luder. Klamme so. Ynkelige taber. Det var nogle af de ord, der ramte Sofie, da hun for nylig loggede ind på sin Facebook-profil. En af hendes Facebook-venner havde skrevet dem på hendes væg. Eller dvs. at sådan så det ud. For faktisk var Sofie selv afsender.

En ny form for digital selvskade kaldes autotrolling. Her opretter unge mennesker falske profiler på blandt andet Facebook for at mobbe sig selv. Familie og venner tror, at der er tale om grov chikane udefra, men i virkeligheden er det den unge selv, der står bag.

For nogle år siden kunne DR dokumentaren Døde pigers dagbog afsløre, hvordan særligt unge piger mødes online og danner fællesskaber om deres fysiske selvskade. Blandt andet i det dybt fortrolige PRIV-netværk (privat netværk) på Instagram deler, liker, kommenterer og hylder pigerne hinandens billeder af blodige snit, ar, buler og brandsår, der er opstået gennem fysisk selvskade.

Selvmobning som autotrolling tager den digitale selvskade et skridt videre. Her skader de unge sig selv i det digitale univers uden kobling til den fysiske selvskade. Men dynamikkerne bag er formentlig de samme, forklarer Lotte Rubæk, der er psykolog og leder af Team for selvskade på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) i Region Hovedstaden.

”Vi ved, at selvskadende personer har rigtig svært ved at forstå deres egne følelser, at sætte ord på dem og at nedregulere dem. Når de gør de svære følelser til fysisk skade fx ved at skære i selv, er det nemmere for dem at forholde sig til dem. Det samme formål kan den fingerede mobning på de sociale medier tjene. Den gør smerten konkret. Samtidig kan det at iscenesætte en voldsom chikane føles som den eneste vej til at få omverdenen til at forstå, hvor dårligt, man har det,” forklarer Lotte Rubæk.

En anden form for ren digital selvskade, der de senere år har fundet vej til nettet, er self-baiting. Her bruger man hashtags som #roastme for at få andre til at ’riste’ én på de sociale medier. Eller man positionerer sig ved at skrive provokerende indlæg i grupper, der har en særlig holdning til noget. Og søger ad den vej at blive ’ristet’.

I Danmark har ingen endnu forsket i udbredelsen af digital selvskade, så man ved ikke hvor mange det er, der skader sig selv gennem mobning på de sociale medier.

Nettet fastholder selvskade

På Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUC) i Region Hovedstaden forsøger Team for Selvskade at blive klogere på sammenhængen mellem fysisk selvskade og selvskade på de sociale medier. Blandt andet spørger de systematisk ind til de unges brug af internettet og sociale medier, når de screener dem for selvskade.

Lige nu er BUC i gang med et større forskningsprojekt, som undersøger effekten af en ny internetbaseret behandling mod selvskade – og i den forbindelse spørger de yderligere i dybden til de unges brug af internettet og de sociale medier i forbindelse med deres fysiske selvskade.

”Vi har haft cirka 140 patienter igennem, og vi har endnu ikke gjort tallene op, så jeg kan ikke sige så meget endnu. Og vi kan også godt være i tvivl om, om alle tør være helt ærlige ved den indledende samtale, vi har med dem. Meget af det, der foregår på de sociale medier, er pålagt en tavshedspligt, og der er derfor modstand mod at fortælle os fra systemet, hvad der foregår derinde,” siger Lotte Rubæk og fremhæver, at de desværre ikke har spurgt til ren digital selvskade som autotrolling.

Selv om Lotte Rubæk ikke kan konkludere på det aktuelle forskningsprojekt, har hun en lang erfaring med at tale med de unge, der skærer, brænder eller på anden måde skader sig selv fysisk – og derfor også en god idé om, både hvorfor nogle unge mobber sig selv digitalt – og hvorfor digitale fællesskaber tiltrækker unge, der skader sig selv. Vi starter med det sidste.

”Nogle af dem, der skader sig selv fysisk, søger efter ’triggere’, når de har trang til at skade sig selv og opsøger derfor billeder af selvskade i de grupper, der findes på blandt andet Instagram eller TikTok. Men langt de fleste opsøger fællesskaberne efter selvskaden og skaber på den måde en forlængelse af episoden, ” forklarer hun.

”Man poster et billede af sin selvskade og får de andres reaktioner. Når andre i gruppen liker, sender hjerter eller skriver: ’Hold ud’ tilfører det selvskaden en ekstra dimension. Der kan være et hav af søde kommentarer under et selvskade-billede. Og det kan være en måde at få omsorg på, hvis man fx ikke har nogen venner i skolen, eller hvis man ikke har en familie, man kan gå til. Ved at poste et billede af, at man har skåret sig, får man pludselig alt det, man er behov for, ” siger Lotte Rubæk.

Men selv om de unge, som Lotte Rubæk udtrykker det, egentlig bare prøver at finde selskab med nogen, der har det på samme måde som dem selv, så er netværkene med til at fastholde dem i selvskaden.

”Der opstår nogle dynamikker, som er uhensigtsmæssige. Blandt andet at man prøver at overgå hinanden i, hvor alvorligt man kan skade sig selv – eller at finde nye metoder.”

At de digitale netværk er med til at fastholde de unge i deres selvskade, oplever også Signe Sandfeld Hansen, der er psykolog på Center for Digital Pædagogik. Her rådgiver de i børn og unges digitale vaner og huser blandt andet Gruppechat.dk, hvor børn og unge selv kan få anonym rådgivning.

”I de her netværk er der super meget omsorg, kærlighed og opmærksomhed at hente. Det er derfor, de unge opsøger dem. Men hvis man skriver, at man gerne vil stoppe sin selvskade. At man faktisk har mere overskud og har fået det bedre, så modtager man ikke længere den samme omsorg. På den måde kan fællesskaberne have en forværrende effekt på grund af frygten for eksklusion,” siger hun.

Genvinder kontrollen gennem selv-mobning

Også når det gælder autotrolling har Lotte Rubæk på baggrund af sin erfaring – og den sparsomme forskning på området – nogle bud på, hvad der driver de unge.

Hun fremhæver, at det er forbundet med stor skam for den unge, der opretter falske profiler på de sociale medier, og som den eneste ved, at det er dem selv, der står for mobningen af sig selv.

”Familie og venner tror, at man bliver mobbet groft, så det er noget, der er belagt med dybe hemmeligheder. Det er ganske få, jeg er stødt på, som vil indrømme at de har gjort det,” siger hun og forklarer, at drivkraften bag mobningen blandt andet kan være et ønske om at tage kontrol over en mobbe-historik. Igen er der en parallel til den fysiske selvskade, hvor det at skære i eller brænde sig selv kan handle om at vinde over en volds- eller overgrebshistorik, forklarer hun:

”Blandt de fysisk selvskadende unge er der en overrepræsentation af unge, der har været udsat for seksuelle overgreb eller vold. De udsætter sig selv for de smertefulde selvskadende handlinger for at genvinde kontrollen over smerten på deres egen krop. På samme måde kan autotrolling være et forsøg på at vinde kontrol over en mobbe-historik.”

”Dem, der udsætter sig selv for mobning på nettet, har ofte tidligere været mobbet af andre. De har ikke haft kontrol over, hvornår der fx igen lå et opslag om dem på de sociale medier, som var hadefuldt. Nu er det dem selv, der tager kontrollen: ’Der er ingen andre, der kan mobbe mig lige så groft som mig selv. Det er mig, der bestemmer, hvornår det skal starte, og hvornår det skal stilne af, ” siger Lotte Rubæk.

Hun peger på, at det ofte er forbundet med et stort selvhad at skade sig selv. Måske er man depressiv eller har tanker om at tage sit eget liv. Det at sætte ord på det – gennem konkrete, nedsættende kommentarer, kan skabe en følelse af, at man selv kan nedregulere de følelser.

”Når man ved hjælp af andre stemmer siger: Du er dum og grim og ulækker, kan det faktisk være en måde at få reguleret de her følelser ned. Man får sat ord på dem – sort på hvidt, som man bagefter kan gå ind og læse.”

Mulighed for at afprøve personaer

Det kan Signe Sandfeld Hansen hos Center for Digital Pædagogik godt genkende. Hun refererer til en ung, der plejede at vente mellem to og fire dage, og nogle gange helt op til en uge, før hun læste de chikanerende beskeder, hun havde skrevet til sig selv fra en falsk profil.

”Jo længere hun ventede, jo mere kunne hun dissociere fra det, hun selv havde skrevet – og jo mere føltes det som noget, der kom udefra,” siger Signe Sandfeld Hansen.

Flere af de unge, som hun taler med på Gruppechat.dk, fortæller, at de opretter falske profiler. Ikke nødvendigvis for at mobbe sig selv, men enten for at kunne tilpasse profilen et bestemt forum – eller for at afprøve identiteter.

”Mange af dem, der går ind i sårbare fællesskaber, bruger en særlig persona eller en særlig profil, som er forbeholdt det, de deler i et sårbart netværk, fx PRIV-netværket på Instagram. Det er ikke her, de deler nuttede katte-billeder, eller hvad de spiste til frokost. Det er her de deler den selvskadende adfærd. Og så har de andre profiler, der er tiltænkt andre kontekster. Men de falske profiler kan også blot dreje sig om, at man tester grænser eller roller, som ikke på samme måde er muligt i den fysiske verden, ” siger Signe Sandfeld Hansen.

Hun oplever, at særligt unge, der har svært ved at mærke sig selv og andre, bruger falske profiler.

”Det kan jo lyde helt skørt, at man er nødt til at være en anden for at kunne være sig selv, men jeg tror, at det er tilfældet for en del af de unge, der opretter en falsk profil.”

Når sårbarheden tages med online

Nøglen til at hjælpe de unge selvskadere ligger, ifølge Signe Sandberg Hansen i at forstå, at det fysiske og digitale rum er to sider af samme sag.

”Det giver ikke længere mening at snakke om, at noget sker i det fysiske rum, og noget andet sker digitalt. De to ting er blandet sammen. I dag foregår det sociale liv, særligt for unge, lige så meget i den digitale verden. Man finder måder at interagere på og tilgå fællesskaber online. Det kan have en positiv effekt. Men det kan også have det modsatte og forstærke eller fastholde de mentale problematikker, de unge bøvler med.”

Den amerikanske professor i psykologi Elizabeth Englander, direktør for Massachusetts Aggression Reduction Center, var en af de første, der forskede i digital selvskade. Tilbage i 2012 undersøgte hun, hvor udbredt det var at mobbe sig selv digitalt.

Hendes studie viste dengang, at ti procent af de 617 amerikanske freshmen (første år på highschool), der deltog i undersøgelsen, havde mobbet sig selv på de sociale medier. Størstedelen angav, at de gjorde det for at få opmærksomhed fra både jævnaldrende og voksne.

Flertallet af dem, der havde skadet sig selv digitalt, havde oplevet andre psykiske lidelser i løbet af den tidlige ungdom, viste hendes studie.

Også hun opfordrer til at anskue den digitale selvskade i et bredere perspektiv:

”Hvis et barn eller ung har seriøse sociale problemer – eller en tendens til at gøre sig selv til offer for at få opmærksomhed. Jamen, så skal man være opmærksom på, at de kan ty til digital selvmobning. Men det bekymrende er ikke, at selvskaden foregår online. Det bekymrende er, at man søger andres sympati på en uhensigtsmæssig måde. Vi har lidt en tendens til at panikke over alt, hvad der sker på nettet – i stedet for at se på det i en sammenhæng, ”siger hun.

Mere alvorligt ser hun på de netværk, hvor særligt unge piger deler billeder af deres fysiske selvskade:

”Her faker de ikke for at få andres sympati. De bruger grupperne til at styrke og validere deres selvskade. Grupper, der opmuntrer til virkelig usund adfærd, er helt sikkert en af de sorteste sider af internettet. Særligt når det handler om lidelser, hvor man på en eller anden måde er påvirket kognitivt. Man kan blive bekræftet i, at det er en god idé at skade eller sulte sig selv – og det kan gøre behandlingen virkelig svær. Det kan blive virkelig svært at få dem til forstå, at deres adfærd er skadelig,” siger Elizabeth Englander.

Den betragtning deler Lotte Rubæk.

”De sociale medier kan komplicere en psykisk lidelse og gøre den sværere at behandle, fordi der kommer forskellige overbygninger ovenpå, der ligger udover selve problemadfærden, og som de også bliver afhængige af, ” siger Lotte Rubæk.

Netop fordi at det kan komplicere behandlingen af psykiske lidelser er det så vigtigt at have øje for særligt, hvordan sårbare unge lever deres digitale liv, fremhæver Signe Sandfeld Hansen.

”Hvis man har gang i en behandlingsindsats med et ungt menneske, og det ikke rigtig rykker, så kan det være, at det er, fordi man har forsømt at spørge ind til de til det digitale. Måske er den unge fastholdt i et digitalt fællesskab, hvor han eller hun kom for at få kærlighed og støtte, men hvor de nu er holdt fast af frygt for at blive udelukket,” siger Signe Sandfeld Hansen.

Vær nysgerrig på unges digitale adfærd

I Team for Selvskade bliver Lotte Rubæk og hendes kolleger ofte spurgt, om de vil komme ud og fortælle psykologer, sygeplejersker, pædagoger og læger, hvad der foregår på nettet. Hun oplever, at der blandt andet blandt personalet i psykiatrien kan være en berøringsangst i forhold til at gå i dialog med de unge om deres digitale liv.

”Det kan føles svært at åbne op for en samtale med den unge, hvis man selv først lige er kommet på Facebook og ikke rigtig ved, hvordan det fungerer. Her er der lidt en generationskløft. Men vi er nødt til at gå i dialog, også selvom det handler om et landskab, som vi ikke er lige så kendte i, som de unge selv,” siger Lotte Rubæk.

I det hele taget bør vi blive bedre til ikke at gå som katten om den varme grød, når det handler om unges selvskade, mener hun:

”Hvis ikke engang den voksne tør spørge direkte, så bliver det virkelig skamfuldt, ” siger hun og fremhæver, at det handler om dialog og om at være nysgerrig på den unges liv fysisk som digitalt.

”Jeg plejer sige: Det er ikke sådan, at nu skal alle gå ud og være detektiver og undersøge, om det mon kan være hende selv, der mobber sig selv på de digitale medier – eller om hun deler blodige billeder i PRIV-netværket. Det handler om at fokusere på den unges mistrivsel og undersøge, hvad den bunder i. Der kan være mange grunde til at skade sig selv og til, at selvskaden også bliver digital. Men vi skal huske, at den unge altid gør det bedste, han eller hun kan. Og at man skader sig selv, fordi man mangler færdigheder og strategier til at håndtere nogle bestemte følelser eller situationer på en mere hensigtsmæssig måde.”

I næste nyhedsbrev fra Socialt Indblik kan du læse om Mie, der var med i netværk på de sociale medier som en del af sin selvskade. Her fandt hun fællesskab, forståelse og omsorg samtidig med, at hendes selvskade voksede.