Vi er bare et sagsnummer – intet andet

”Der gik næsten to år, før vi accepterede, at det var det rigtige. For det var svært at acceptere, at det var den plejefamilie, han skulle bo hos. Og at man ikke vidste, hvad der skete i det daglige.

Men efter vi fik et rigtig godt forhold til plejefamilien, og vi fik informationer om: Hvad skulle der ske, og hvilke tiltag havde de. Så fandt vi ud af, at der blev gjort noget. Det var ikke bare en plejefamilie, der tog ham for pengenes skyld,” siger Mads i tredje afsnit af podcasten ”Kasseret? Anbragte børns forældre fortæller”.

Mads’ søn bliver anbragt, da han er halvandet år gammel. Allerede inden fødslen havde kommunen fokus på, om Mads og hans kæreste kunne tage sig af deres søn. Og i tiden inden anbringelsen er forældrene under intensiv overvågning.

Men hverken Mads eller hans kæreste forstår, hvorfor kommunen har så meget fokus på dem. De føler, at alle beslutninger bliver taget hen over hovedet på dem. Og pludselig sidder de til et møde, hvor det bliver besluttet, at deres søn skal tvangsfjernes. Siden den dag har de været forældre til et anbragt barn.

I programmet fortæller Mads om frustrationerne, vreden og sorgen. Men også om hvordan han genfandt selvtilliden til, at han kan være en god far, selvom hans søn er anbragt. Og om erkendelsen af, at anbringelsen af hans søn er rigtig.