”Det var som en grusom billedbog, men det var med til at heale mig at læse sagsakterne”

En gang imellem lavede hun aftensmad. For ellers fik de ikke noget at spise. Hendes mor græd meget, lå på sofaen. Signe trøstede hende ofte. Det var et års tid siden, at forældrene var blev skilt. Signe havde udviklet en spiseforstyrrelse, var begyndt at pjække fra skole – og at skære i sig selv for ligesom at finde et sted til smerten. Om aftenen sprang hun ud ad vinduet, vandrede gennem natten. Når det lykkes hende at falde i søvn, drømte hun om at vågne op hos en anden familie.

En dag tog en venindes mor affære og anbefalede hende at henvende sig til anonym rådgivning. Her delte Signe sin historie med en psykolog, der fortalte hende, at hun kunne have ret til at blive anbragt.

”Jeg følte, at jeg famlede mig frem i mørket. Da jeg fandt ud af, at jeg kunne blive anbragt, tænkte jeg bare: Det er det, jeg vil. Der var lys for enden af tunnelen,” fortæller hun.

Da hun troppede op hos kommunen en dag i januar, var det i hullede sko og uden sokker.

”Som pigen med svovlstikkerne, kunne jeg ikke lade være med at tænke, da jeg senere læste det. Der var ingen penge hos min mor, så jeg manglede tøj – det var ren overlevelse,” siger hun.

Sagsbehandleren mente, at hun kunne flytte hjem til sin far. Men det gik ikke, og et par dage senere tjekkede Signe ind på psykiatrisk afdeling Fjorden i Roskilde.

Hun var 13 år gammel, da hun henvendte sig til kommunen for at blive frivilligt anbragt. Anbringelsen blev akut. Til hun fyldte 16, boede hun på et opholdssted, før hun flyttede i en såkaldt udslusningsbolig i et års tid og siden i ungdomsbolig, mens hun gik på gymnasiet.

Ville kende historien

Det var en artikel i Dagbladet Information, der gjorde hende opmærksom på, at hun kunne søge aktindsigt i sin journal. Her beskrev David Adrian Pedersen, formand for De Anbragtes Vilkår, hvordan det havde været for ham at læse journalerne i sin anbringelsessag. Det gjorde hende nysgerrig, men samtidig var hun vildt nervøs for, hvad hun ville finde.

”Jeg var meget i tvivl om, om det var en god idé, og om hvordan det ville påvirke mig at læse journalerne,” forklarer hun.

Signe var 21 år gammel, da hun ringede til kommunen og bad dem om at sende journalen. Et par dage efter modtog hun et 790 sider langt dokument i sin e-boks. Det var så uoverskueligt, at hun næsten gav op, før hun var kommet i gang. Efter nogle måneder fandt Signe ud af, at hun havde ret til at få dem fysisk i stedet. Det gav hende noget af modet tilbage, da det virkede mere overskueligt.

”Der gik et halvt år, før jeg havde taget tilløb i mig selv til at begynde at læse. Det tog mig et par dage og var en ret vild oplevelse.”

Før hun for alvor gik i gang, bladrede hun lidt i papirerne og landede tilfældigt på en side med et brev, som hendes mor havde skrevet til kommunen. Det overraskede hende og lukkede en sprække af lys ind i hendes fortælling.

”I brevet skrev min mor og spurgte kommunen, hvorfor jeg ikke længere gik i skole, og hvorfor der ikke var nogen, der gjorde noget for at få mig tilbage i skole,” forklarer hun.

Kort før anbringelsen havde Signe skiftet skole. Hun kunne ikke overskue både at være ny elev i klassen, deprimeret og ny i anbringelse. Derfor pjækkede hun en del, før hun helt stoppede med at tage i skole.

Det var det, hendes mor åbenbart havde reageret på. Hun havde også taget initiativ til at få Signe flyttet over på den lokale folkeskole, hvor Signe kort efter startede. Her fik hun venner og fodfæste igen. Det var altså hendes mors fortjeneste, at hun kom tilbage i skole, kunne Signe læse i journalen.

”Det betød helt enormt meget for mig. For min mor har ikke været den bedste forælder. Men her har hun taget affære. Det gav mig nogle positive nuancer i mit syn på hende. Jeg har været meget vred over alt det, hun ikke har gjort som forælder gennem tiden, men her trådte hun i karakter som forælder. Det har ikke rigtig ændret vores forhold, men det overraskede mig positivt, og det var rart og var med til at heale mig at læse det i journalen. Det gjorde mig mere sulten på at læse resten,” forklarer hun.

Der var også en del, der gjorde hende vred og genkaldte den magtesløshed, hun var flygtet fra – men som forfulgte hende i anbringelsen. Oplevelsen af, at hun heller ikke på det opholdssted, hvor hun blev anbragt, var i sikkerhed.

10 måneder efter at hun var flyttet ind på opholdsstedet, forsøgte en lidt ældre ung mand en aften at tvinge sig til sex med hende på et værelse.

”Han kom noget af vejen, men ikke hele vejen. Pædagogerne troede, at vi havde en romance, og at jeg så havde fortrudt. Det var før MeToo, og før jeg havde fået et ordforråd for overgreb og krænkelser, så der blev ikke gjort noget ved det. Vi boede over for hinanden. Jeg kunne åbne døren, og så stod han der. Jeg begyndte at undgå ham mere og mere, og han begyndte at true mig,” fortæller hun.

Efter episoden bad Signe om at blive flyttet til et andet opholdssted – ”om jeg så skulle flyttes til Nordjylland, så var jeg ligeglad. Jeg ville bare væk fra ham,” som hun siger.

Hun følte sig presset. Så presset, at hun en dag forsøgte at tage sit eget liv. Hun slugte et glas piller.

”Det genkaldte følelsen af afmægtighed: Nu blev jeg endnu engang svigtet.”

Da hun læste journalen, undrede det hende meget, at der ikke var skrevet om drengen, der forgreb sig på hende og hendes frygt for ham eller noget konkret om selvmordsforsøget.

Men her i et af journalens mørkeste kapitler fandt hun endnu en sprække af lys. For på siderne fra den tid, var der en tre sider lang mail til kommunen, som faderen havde sendt.     

”Han startede brevet sådan her: Kære Kommune – i går var jeg ved at miste det, jeg har allermest kært … Her får jeg et indblik i hans følelser og hans kærlighed til mig. Det rører mig dybt. Jeg græd meget, da jeg læste det. Min far er ikke en, der viser følelser. Jeg har aldrig rigtig set ham gøre det. Det er jo det, de her beskrivelser kan – det er livsvidner,” forklarer Signe.

Flere af de ting, faderen beskriver, er med til at dokumentere ting, der er sket på opholdsstedet, som Signe selv har glemt.

”Samtidig er det voldsomt at læse, fordi det suger mig tilbage til det, der er sket. Jeg føler nogle gange, at det sværeste har været at genleve de svære situationer. Side efter side med de mest personlige svære oplevelser i livet,” forklarer hun.

Stemplet uden kontekst

Der er også passager i sagsakterne, der har ramt hårdt og sat gang i et større detektivarbejde og en rejse i bearbejdningen af fortiden.

Efter et par år besluttede Signe at genlæse sin journal med støtte fra Bente Nielsen, formand for Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte (TABUKA), som et led i et terapiforløb. Her talte de blandt andet om et notat fra kommunens Familie- og Børn-afdeling, som Signe har brugt lang tid på at gruble over, forstå og bearbejde:

”Til rette vedkommende.
Det er Familie- og Børns erfaring, at det kræver mange kræfter at have et barn med så store vanskeligheder som Signes,” stod der.

Det tog hende lang tid at forstå, hvad den sætning handlede om. For der var ingen forklaring. Umuligt at se hvor udsagnet kom fra. Siden har hun fundet ud af, at det var blevet skrevet af en socialrådgiver, der havde talt med hendes forældre. Men som hverken havde mødt eller talt med Signe selv.

Udsagnet efterlader et indtryk af, at hun er et særligt vanskeligt barn, og det er både en urimelig og unuanceret beskrivelse at lade stå alene så kategorisk i en journal, mener Signe.

Hun synes, at det ville være mere rimeligt, hvis der stod:

”Det er Familie- og Børns erfaring, at det kræver mange kræfter for Signe at bo i et sådant hjem med så store vanskeligheder som hendes.”

”Det ville give en helt anden og mere respektfuld og nuanceret forklaring. Det er jo ikke mig, der har valgt at vokse op og bo hos mine forældre, der ikke havde overskud til mig,” siger hun og fortsætter:

”Jeg kunne også godt tænke mig, at der stod, hvad konteksten var – hvor har de det fra? Hvem vurderer det? Hvad er formålet? Hvad har eller skulle det have været brugt til?”

Signe ønsker, at flere tidligere anbragte får hjælp fra en professionel, der kan støtte i at læse journalen fra ”et opløftet perspektiv”, som Signe beskriver det. For hende gjorde et en kæmpe forskel, at Bente Nielsen læste med.

”Det har gjort det til en proces, der var fed – hvor jeg har lært meget om mig selv og om systemet. Bente har selv været anbragt og ved en masse om kommunen og systemet. Jeg har lært meget om mig selv ved at læse sagsakterne og har fået gennemarbejdet det på en fornuftig måde. Nu kan jeg forholde mig distanceret til det, at jeg har været anbragt, og at det er en del af min historie.”

”Det er, som om de her papirer har et liv – som om de nærmest lyser op med alt det, der ligger i dem: Følelser, sorg, svigt og magt. Det er, som om det blå ringbind står og lyser,” siger hun:

”Hvis jeg satte mig og læste i den nu, ville jeg helt sikkert også blive påvirket, men jeg har fået nogle værktøjer til at bearbejde det på en fornuftig måde.”

Hen imod slutningen af anbringelsen fik Signe en ny kontaktperson, som gjorde meget for at inddrage hende i de notater, han skrev i hendes journal. Fx skrev han et sted, at det var vigtigt for Signe, at hun fik mere hjælp til at komme ud af sin spiseforstyrrelse, ligesom han lod hende kommentere et notat om, hvad der var udfordrende, når hun skulle se sine forældre samtidig.

”Det gjorde mig glad at læse og genopleve, hvor meget han gjorde ud af at inddrage mig. For det er meget sjældent, at det sker på den måde,” forklarer Signe.

Og det er noget af det, der bør laves om på, mener hun. For meget kunne have været anderledes, hvis hun i højere grad havde været med til at skrive sin egen journal.

Fx beskrivelsen af episoden på opholdsstedet, hvor hun har forsøgt at tage sit eget liv. Notaterne fra de mørkeste dage i hendes historie er stærkt sparsomme:

”Vi forstår ikke, hvorfor Signe har det så dårligt,” står der et sted.

”Det vurderes, at Signe ikke er selvmordstruet,” står der et par dage senere.

Havde nogle spurgt ind til hendes tilstand og taget det alvorligt, hvor bange hun var for den ældre dreng på opholdsstedet, der havde forsøgt at voldtage hende, og som nu truede hende på livet, havde notatet både givet forklaringer og muligheder for at hjælpe hende i situationen, mener Signe.

”For så havde journalskrivningen kunne være udgangspunkt for, at de professionelle voksne omkring mig kunne blive klogere på min situation,” siger hun.

Læsningen af journalen og den måde, hun har brugt den til at bearbejde oplevelserne fra anbringelsen og blive klogere på sig selv og sin historie, har gjort hende endnu mere interesseret i at lave aktivistisk arbejde, blandt andet for organisationen De Anbragtes Vilkår.

Lige for tiden hjælper hun for eksempel en veninde med at søge aktindsigt i sin journal. På årets folkemøde var hun også med til at sprede budskabet om bedre rettigheder til anbragte børn og unge.

Signes bedste råd til fagprofessionelle, der skriver om børn og unge i notater og journaler er at gøre sig umage med at undgå at skrive, så det er barnet eller den unge, der kommer til at fremstå som problemet, at fokusere mindre på problemerne i det hele taget, mere på potentialet for udvikling: Hvor skal vi hen? Og hvordan kommer vi videre?     

Og så ville hun ønske, at det blev normen frem for undtagelsen, at børn og unge blev inddraget direkte i journalskrivningen. At det blev almindelig praksis at lade dem, det handler om, læse med, kommentere, korrigere og tilføje vigtige pointer. Det ville tilføre journalerne langt flere nuancer og gøre det lettere for tidligere anbragte børn og unge at genkende sig selv, når de senere læser dem.

Det bør altid fremgå, hvad der ligger til grund for notatet – hvad er konteksten, hvad er formålet, og hvem er afsender, når der falder en vurdering, mener Signe.

”Brug det ekstra minut til at skrive, så journalen er forståelig for andre end dig selv. Skriv konteksten frem, gør det tydeligt, hvem der siger hvad, og hvem der vurderer de forskellige udsagn. Så har du ligesom en meget mere klar forklaring på, hvordan og af hvem konklusionerne bliver draget, siger Signe:

”De er jo ikke trukket ned fra himlen.”

 Signe er et opdigtet navn, da Signe ønsker at være anonym. Hendes identitet er redaktionen bekendt.