Bedre visitering, uddannet personale og tættere samarbejde med forældre og børn fører til færre sammenbrudte anbringelser

”Det har gennem mange år været et område, hvor man har haft meget lidt forskning. Det er et område, der har været meget styret af ideologi og myter. Nu har vi en viden om en række detaljer på anbringelsesområdet, som kan bruges i debatterne på en helt anden måde, end myter og ideologi kan,” siger Inge Bryderup om forskningen og bogen ”Anbragte børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder”, som netop er udkommet og på 498 sider redegør for de to et halvt års arbejde, der er foregået i samarbejde mellem Aalborg Universitet og Rockwool Fonden.

Forskningen bygger videre på Inge Bryderups forskningsarbejde fra 2017, hvor hun undersøgte familieplejeområdet gennem spørgeskemaer til 3.000 familieplejere.

Bogen tegner et billede af de børn og unge, der er anbragt på døgninstitutioner og opholdssteder. Næsten 70 procent er anbragt på grund af omsorgssvigt, og næsten alle har omfattende og komplekse behov. 92 procent har i høj grad særlige behov relateret til deres følelsesmæssige udvikling, mens 84 procent i høj grad har særlige behov relateret til deres adfærd. Henholdsvis 73 procent har i høj grad særlige behov relateret til deres relationer til jævnaldrende og til voksne.

Lidt under en tredjedel af de anbragte børn og unge er anbragt på grund af forælderens psykiske lidelser, og hver fjerde på grund af forældrenes misbrug.

På trods af børnenes omfattende behov vurderer langt de fleste institutioner, at de er godt rustet til at håndtere de særlige behov hos de anbragte børn og unge. Det gælder for 83 procent af døgninstitutionerne og for 85 procent af de socialpædagogiske opholdssteder. Og 77 procent vurderer, at barnet eller den unge er velanbragt på institutionen.

Behov for mere viden om barnet

Dykker man længere ned i forskningen, kan man dog se flere forhold, der ifølge Inge Bryderup indikerer, at institutionerne ikke har de tilstrækkelige forudsætninger for en korrekt placering af barnet eller den unge. Kun 44 procent af institutionerne modtager en handleplan forud for anbringelsen. Næsten halvdelen (47 procent) af institutionerne har ikke modtaget en udredning/beskrivelse, som er dækkende for barnet eller den unges vanskeligheder. Og for en tredjedel af børnene og de unge er der ikke sket den justering af handleplanen, som skal foretages inden for de første tre måneder.

På trods af disse mangler vurderer institutionerne samarbejdet med den anbringende kommune som godt. På spørgsmålet om institutionen er tilfreds med samarbejdet med kommunen, svarer 64 procent ”I meget høj grad” eller ”I høj grad”, og kun 8 procent er utilfredse med samarbejdet.

”Man har måske fra institutionernes side gennem årene vænnet sig lidt til, at der er mange børn, der bliver anbragt uden handleplaner, og der er mange situationer, hvor de ikke er ordentligt forberedt på anbringelsen, fordi sådan har det i en vis forstand altid været. Men det gør jo noget ved visitationen og processen omkring anbringelsen, fordi handleplanen og udredningen afgør, om institutionen er den rette placering for et barn, der har disse problematikker. Selvfølgelig kan man kigge på, hvilke børn institutionen er godkendt til. Men institutionen skal jo også have indblik i, hvad det er for et barn, de modtager, og for eksempel kunne lave nogle overvejelser om dette. Hvordan passer barnet ind i den børnegruppe, vi har lige nu? På hvilke områder kan vi støtte det her barn? Og har vi ressourcerne lige til det? Den type overvejelser kan man jo ikke have, når man ikke er tilstrækkelig velforberedt på, hvad det er for et barn, der bliver anbragt,” siger Inge Bryderup.

Mange sammenbrud i anbringelsen

Om der er en direkte årsagssammenhæng mellem de manglende forudsætninger for en vurdering af barnets behov og sammenbrud i anbringelsen, kan man ikke udlede af forskningsprojektet.

Næsten hvert femte barn (19 procent) på en døgninstitution forlader institutionen på grund af et sammenbrud i anbringelsen. For socialpædagogiske opholdssteder er tallet 28 procent, og for familiepleje er det 36 procent. En anbringelse bryder sammen, når den ophører uplanlagt, enten fordi den anbragte ikke længere ønsker at være på institutionen, fordi forældrene hjemtager barnet eller den unge, eller fordi institutionen eller kommunen beslutter, at anbringelsen skal ophøre. Sammenbruddet sker oftest som følge af en beslutning truffet af kommunen – det gælder for knap en tredjedel af anbringelserne. Det er oftest uoverensstemmelser mellem på den ene side barnets eller den unges problematikker og behandlingsbehov og på den anden side institutionens tilbud, som angives som årsag til, at anbringelsen bryder sammen. Også brud på institutionens regler eller konflikter med andre børn eller voksne på institutionen angives som en hyppig årsag.

Inge Bryderup betegner selv forskellen mellem sammenbrud i familiepleje og på døgninstitutioner som markant. En af årsagerne er ifølge Inge Bryderup, at de børn, der i dag kommer i familiepleje, er langt mere belastede end tidligere.

”Tidligere var det sådan, at det hovedsageligt var de mindre børn, der blev anbragt i familiepleje. Men efter kommunesammenlægning og strukturreformen fra 2007 lukkede man i det efterfølgende årti rigtig, rigtig mange døgninstitutioner, så mange flere børn kom i familiepleje. Vores undersøgelse viste jo, at over halvdelen af de børn, der kom i familiepleje, ikke længere er de små børn, men store børn med stor problembelastning på rigtig mange områder. Og samtidig kunne vi jo påvise, at hovedparten af dem, der har familiepleje i Danmark i dag, ikke har en pædagogisk uddannelse. Det har kun en tredjedel, og vi kunne også påvise, at de mest belastede børn ikke engang bliver anbragt i familiepleje, der har en pædagogisk uddannelse eller erfaringer med at arbejde med børn. Så familieplejen har fået nogle store udfordringer, hvor man kan sige, at en del af de børn, der aktuelt har været anbragt i familiepleje, burde være anbragt på institution, hvor man – som vi også har vist ­– har stor ekspertise og uddannede medarbejdere til at tage sig af de meget problembelastede børn og unge,” siger Inge Bryderup, der som forsker ikke vil svare direkte på, om antallet af sammenbrud er for højt.

”Der vil jo altid være situationer, hvor man kan sige, at omfanget af de problematikker, barnet har, og familien for den sags skyld har, først kommer til syne, når barnet er anbragt. Og dermed er der altid en risiko for et sammenbrud. Det er ikke alt, man kan undersøge. Det er ikke alt, man får viden om. Altså eksempelvis incestproblematikken, som jeg også har beskæftiget mig ret meget med i og omkring institutionsanbragte. Tidligere er det ofte en problematik, som først dukker op, efter barnet har været anbragt et stykke tid og får god tillid til de voksne, det omgiver sig med. Så der er nogle situationer, hvor man kan sige, at alt ikke kan undersøges på forhånd. Men man kan sige, at en andel på 20-30 procent af børnene, hvor anbringelsen bryder sammen, er høj,” siger Inge Bryderup, der peger på, at forskningen tydeligt viser, at den manglende kontinuitet i anbringelser har alvorlige konsekvenser for barnet.

”Der er rigtig mange børn og unge, der har flere anbringelser bag sig. Og det betyder jo, at når man har minuspoint på en lang række områder på forhånd, så påfører samfundet dem endnu flere ved den manglende kontinuitet og flere anbringelser. Vi kan se, at de faglige udfordringer i skolen og skift i anbringelser påvirker. Der kan være lange perioder, hvor man slet ikke går i skole. Og så er det jo børn og unge, der også har udfordringer i forhold til sociale kompetencer. Det betyder, at man forlader nogle nye venner på en institution eller i en familiepleje og skal starte forfra med skole og genetablere kammeratskaber og fritidsaktiviteter. Så det er store belastninger, man giver de børn, hvis de ikke anbringes det rigtige sted første gang og så skal anbringes flere steder. I en vis forstand kan man sige, at når samfundet vælger at anbringe et barn, påtager det sig også ansvaret for det barns opvækst og opdragelse og trivsel,” siger Inge Bryderup.

Forældre og børn mangler inddragelse

Forskningsprojektet viser, at en række faktorer vedrørende institutionerne, børnene selv og deres anbringelsesforløb hænger sammen med risikoen for sammenbrud. En høj andel af uddannede pædagoger har positiv betydning, og det samme har det, om den pågældende institutioner er godkendt til at modtage børn og unge med en psykiatrisk diagnose.

Men også inddragelsen af forældre og børn i valg af anbringelsessted har en direkte positiv sammenhæng med risikoen for sammenbrud, fortæller Inge Bryderup. Her svarer institutionerne dog, at inddragelsen for de fleste børn har været lav. Kun hvert tredje barn er enten ”I meget høj grad” eller ”I høj grad” blevet inddraget i forbindelse med valg af anbringelsessted, mens 38 procent er inddraget ”I lav grad” eller ”I meget lav grad”.

Og for forældrene gælder det, at lige lidt over halvdelen er inddraget ”I meget høj grad” eller ”I høj grad”, mens en fjerdedel ikke er inddraget.

Årsagerne til den lave inddragelse har forskningsprojektet ikke set særskilt på, men Inge Bryderup ser dels de mange akutanbringelser (29 procent) som en afgørende faktor og dels  den generelle stigning i antallet af tvangsanbringelser. Begge forhold betyder, at inddragelsen af både forældre og børn bliver vanskeliggjort.

Hvor det i 80’erne og 90’erne var 1-2 procent af alle anbringelser, der var tvangsanbringelse, så er det nu oppe på knap en fjerdedel. 23 procent af alle anbringelser er tvangsanbringelse.

”Det er klart, at der er enkelte tilfælde, hvor man må sige, at her er så mange indikationer på, at barnets sikkerhed er truet, at der skal man selvfølgelig gøre det. Men der er noget lidt mærkeligt ved, at det er steget så voldsomt igennem de sidste årtier. Men man kan sige, at når jeg som sociolog skal tænke lidt i det, så vil jeg sige, at på rigtig mange områder er tvang og kontrol blevet et større element i dansk socialpolitik. Altså, du har hele ungdomskriminalitetsområdet. Du har initiativer til, at hvis forældre ikke har et godt samarbejde, så kan man gå ind og modregne ydelser for familien. Og på rigtig mange områder er der kommet nogle tvangselementer ind, som måske også gør, at man hurtigere skrider til en tvangsanbringelse, end man ville have gjort tidligere, fordi der er en ny tænkning i forholdet mellem stat og borger,” siger Inge Bryderup.

Hun håber, at forskningsprojektet vil kvalificere både den faglige og politiske debat på anbringelsesområdet. Blandt andet i forbindelse med Barnets Lov, der skal fremsættes i det nye folketingsår og træde i kraft i april 2023.

”Jeg har et måske lidt idealistisk ønske om, at mere viden om området kan medvirke til at forbedre forholdene for de anbragte børn og unge, som jo er en af de allersvageste grupper i det her samfund, og som heller ikke har mange, der taler deres sag,” siger Inge Bryderup.

Socialt Indblik vil i de kommende uger gå i dybden med udvalgte områder i det omfattende forskningsprojekt.