Udsatte og sårbare borgere på bosteder betaler prisen for galoperende inflation

Der er behov for omgående landspolitisk handling i forhold til det specialiserede socialområde, hvis ikke de historisk høje energiomkostninger og de stigende leveomkostninger skal medføre en forringet service til udsatte og sårbare borgere og en afspecialisering af området.  Bo- og opholdssteder oplever i år, at udgifterne til el, varme, transport og fødevarer er på himmelflugt.

Mange sociale tilbud oplever, at udgifterne til elregningen er steget med op imod 60 procent og varmeregningen og transportudgifterne med op imod 75 procent. Hertil kommer, at fødevareudgifterne generelt er steget med 5,7 procent det seneste år. Her forslår det ikke at gå på tilbudsjagt, vaske tøjet om natten og skrue varmen ned til 19 grader for at holde budgettet.  

I en tid, hvor enhedsomkostningerne for den enkelte borger stiger så radikalt, er det helt afgørende, at taksterne følger prisstigningerne i samfundet. Det vil få katastrofale følger, hvis KL’s kommende fremskrivningsprocent for 2023 ikke får fuldt gennemslag og følger pristalsindekset, som i juli 2022 lå på 9,6 procent. Mange sociale tilbud vil ganske enkelt ikke kunne opretholde det nuværende serviceniveau, hvor udsatte og sårbare borgere ender med at betale prisen for inflationen.

Svært at fastholde dygtige medarbejdere

Når en dygtig og erfaren medarbejder forlader et bo- eller opholdssted, så forringer det kvaliteten og den service, som den enkelte borger kan forvente at modtage. Netop nu er der en overhængende stor risiko for at dygtige medarbejdere må søge andet arbejde, når privatøkonomien er udfordret, og arbejdspladserne ikke kan tilbyde bedre lønvilkår. Det påfører arbejdsgiverne en særlig indsats af fastholde de relevante kompetencer og ressourcer – og det kan være vanskeligt, når fastholdelsen af dygtige og erfarne ansatte ikke alene kan sikres gennem lønfremskrivning eller tillæg. På Christiansborg forhandles der netop nu om en inflationspulje på 2 milliarder kroner og i den forbindelse bør politikerne rette blikket mod et i forvejen presset specialiseret socialområde og mod de mange sociale tilbud, som kæmper med at opretholde kvaliteten for mennesker i udsatte og sårbare positioner. Det er endvidere væsentligt, at offentlige og ikke-offentlige velfærdsaktører sidestilles økonomisk, når der skal uddeles inflationshjælp, så der ikke graves en dyb velfærdsafgrund mellem mennesker, der opholder sig på offentlige sociale tilbud og på ikke-offentlige sociale tilbud.