Psykolog: Afprøv et alternativ til psykiatrien. Vi skal have mindre fokus på diagnoser og se på menneskets liv

Når psykolog Jonas Vennike Ditlevsen er ude at holde foredrag for unge mennesker har han bemærket en særlig tendens. De sætter lighedstegn mellem mistrivsel og diagnoser.

”De unge er meget optaget af mistrivsel og diagnoser. Når jeg fortæller, at mistrivsel ikke behøver skyldes en diagnose, så opstår der blandt mange en form for lettelse. ”Så det er normalt, at jeg går og har de her bekymringer?”. ”Ja, det er det,” svarer jeg. Det er også normalt at have det ekstra svært i en periode af livet. Det er menneskeligt,” siger Jonas Vennike Ditlevsen.

I Socialt Indbliks serie ”Opråb fra psykiatrien” lader vi stafetten gå fra debattør til debattør, og i sidste artikel gav sygeplejerske og debattør Vibeke Kline Lange Frost den så videre til Jonas Vennike Ditlevsen, der er en markant kritiker i den offentlige debat om psykiatrien og brugen af både diagnoser og medicin.

Han har særligt engageret sig i debatten om unges mistrivsel, som han mener har for meget fokus på diagnoser.

”For hvad sker der med det samfund, vi har, når man fortæller en hel generation af unge mennesker, at I har diagnoser som aldrig før. Jamen så tror de unge mennesker jo på, at de har de her sygdomme. Så på den måde kommer der en syndflod af eksperter, psykologer og psykiatere, der bliver blandet ind. Jeg ser det som et gigantisk problem, at vi med diagnoserne i den grad professionaliserer den her hjælp, som man skal have, når man mistrives,” siger Jonas Vennike Ditlevsen.

Han mener, at der er et problem med mistrivsel i ungdommen. Men vi skal holde op med at gøre alle, der mistrives, syge.

”Det er bestemt nogle, der skal have professionel hjælp. Det er der relativt mange, der skal. Og den hjælp skal være tilgængelig. Men vi giver folk en langt større chance for selv at finde ud af de her ting, hvis vi holder op med at gøre dem til syge og i stedet for siger: ”Formentligt reagerer du bare på dit liv, og det er i øvrigt helt normalt.”

Handler for lidt om mennesket

Det kritiske blik på psykiatrien blev vakt, mens Jonas Vennike Ditlevsen læste psykologi og samtidig arbejdede i socialpsykiatrien.

”Jeg undrede mig over mængden af psykofarmaka, de unge mennesker fik på det bosted, hvor jeg arbejdede. Så allerede her blev jeg interesseret i psykiatrien. Efter jeg blev færdig som psykolog, arbejdede jeg på en psykiatrisk afdeling, som jeg nok vil sige var meget biomedicinsk fokuseret. Det kan jeg se i dag, fordi der er andre afdelinger, der arbejder mindre hardcore biomedicinsk. Men jeg fik helt klart nogle oplevelser, som virkelig fortalte mig, at den her måde at møde mennesker på både er fattig og kan være farlig,” siger Jonas Vennike Ditlevsen og nævner et konkret eksempel.

”Når man sad til konference og snakkede om patienterne, så handlede det tit og ofte om medicin, vægtændringer eller andre biomarkører, som sygeplejerskerne ofte havde fokus på i kraft af deres uddannelse. Men meget sjældent handlede det om det psykiske.”

Siden jobbet på den psykiatriske afdeling har Jonas Vennike Ditlevsen dykket yderligere ned i psykiatrien og baggrunden for både diagnoser og brugen af medicin, og han stiller sig i dag meget kritisk overfor, om psykiatrien bør give diagnoser og behandle medicinsk i den udstrækning, som den gør.

”Når man siger, at fordi vi har det dårligt psykisk, så er det psykisk sygdom, så bevæger vi os over i noget, der er patologisk, at der er noget galt med en. Det centrerer hele indsatsen om noget, der er lægefagligt, hvor vi skal hjælpe patienten af med noget, der er galt. Men når jeg gransker videnskaben, så er denne her idé om, at psykisk sygdom ikke særligt velunderbygget. Hvis bare behandlingerne var helt enormt effektive, så kunne man sige, at så må evidensen komme senere, fordi vi kan hjælpe folk. Men generelt så er det jo ikke, fordi resultaterne er overvældende, hverken i forskningen eller når vi kigger på, hvordan befolkningen har det,” siger Jonas Vennike Ditlevsen og fortsætter:

”Jeg mener, at vi skal investere mere i psykiatrien, fordi der lige nu ganske enkelt er for meget pres på det system, vi trods alt har. Men jeg mener også, at man bør afsætte midler til at afprøve et alternativ uden for psykiatriens kontrol, som så kan få lov at blive afprøvet med en anden grundmodel for psykisk lidelse,” siger Jonas Vennike Ditlevsen, der kalder den alternative model for en kontekstbaseret model.

”I stedet for at have det, jeg kalder, en ’antagelse om sygdom’, altså at det skyldes en sygdom, at mennesker har det psykisk dårligt, så skal vi møde folk i en ’antagelse om kontekst’. Det vil sige, at vi siger: ”Vi ved ikke, hvad det er, der gør, at du reagerer, som du gør, men formentlig skal svaret findes i konteksten af dit liv eller andet sted,” siger Jonas Vennike Ditlevsen og uddyber:

”Konteksten behøver jo ikke at være barndom, som psykologer typisk bliver anklaget for at beskæftige sig meget med. Det kan det være. Men det kan eksempelvis også være mobning, marginalisering, diskrimination, traumer og så videre, og oftest er smertens kontekst en kombination af flere forskellige faktorer. Jeg har som psykolog haft så mange forskellige forløb med folk, der har haft det dårligt, og i næsten alle tilfælde giver det meget mere mening at kigge på konteksten af deres liv for at forklare deres smerte end at kigge på en eller anden hypotetisk sygdom,” siger Jonas Vennike Ditlevsen, der peger på eksempler i udlandet som inspiration til den alternative model.

Mindre brug af medicin

Lige nu er Jonas Vennike Ditlevsen en del af en gruppe af fagfolk, der arbejder på at oversætte et projekt kaldet ”The Power Threat Meaning Framework”, som er udviklet af britiske psykologer, som selv fremhæver kernen i tilgangen som en skelnen mellem at spørge ”hvad er der i vejen med dig” og så ”hvad er der sket for dig.” Og supplerende ”hvad er der sket i dit liv.”

Han nævner også den finske model Åben dialog, der er udviklet af den finske psykolog Jaakko Seikkula på Keropudas Hospital i det vestlige Lapland. Idéen med Åben dialog er med Jakko Seikkulas egne ord ”at møde det fulde menneske i deres relationelle kontekst, hvor de specifikke ’symptomer’ er sekundære. Alle beslutninger om plejen træffes i dialog mellem klinikerne og klienterne, familien og det sociale netværk.

Over en periode på 20 år lykkedes det ifølge et finsk studie at reducere antallet af personer med skizofreni til en femtedel. Samtidig er det lykkedes at reducere både indlæggelsestider og brugen af psykofarmaka.

Jonas Vennike Ditlevsen peger da også på brugen af psykofarmaka, som han mener bør kunne sænkes markant.

”Jeg er ikke imod psykofarmaka. Jeg er bare imod at anse det som behandling. I en alternativ model til psykiatrien vil det være symptomdæmpende midler. Der vil formentlig være enkelte mennesker, der skal dæmpes kemisk hele livet, men langt, langt færre end i dag. Vi har i dag over 700.000 mennesker på psykofarmaka i Danmark. Det er fuldstændig horribelt, og det er kun en konsekvens af denne her patologiske måde at se på psykiske lidelser,” siger Jonas Vennike Ditlevsen, der dog har et vigtigt budskab til psykiatribrugere. 

”Det er en ekstremt vigtig ’disclaimer’. Man må aldrig nogensinde stoppe med at tage psykofarmaka fra den ene dag til den anden. Det er intet mindre end livsfarligt. Det er det, siger jeg alle steder, hvor jeg ude at snakke. Hvis nogen spørger mig specifikt til psykofarmaka, så svarer jeg, at uanset hvad I gør, så må I aldrig bare stoppe.”

Jeg er ikke en rabiat tosse

I sommer skrev Jonas Vennike Ditlevsen et debatindlæg i Altinget, hvor han slog til lyd for at mere psykiatri ikke er løsningen på udfordringerne med manglende kapacitet i psykiatrien. Overlæge og professor Poul Videbech svarede, at Jonas Vennike Ditlevsen med indlægget gravede sig ned i en gammeldags skyttegravskrig.

Lige nu arbejder Jonas Vennike Ditlevsen på bogen ”Sygkiatri”, der med hans egne ord er ”en poetisk antologi, der undersøger skyggesiderne af patologisering af psykiske reaktioner.” Bogen udkommer i marts 2023.

Bogens formål er ifølge Jonas Vennike Ditlevsen at skabe og nuancere debatten ved at supplere de akademiske argumenter med poetiske perspektiver. Men Jonas Vennike Ditlevsen ved godt, at det vækker stærke modreaktioner blandt psykiatere, når han anfægter diagnoserne og brugen af medicin. Han har tidligere oplevet flere skarpe reaktioner på hans holdninger.

”Jeg har oplevet, at mange i psykiatrien tager det meget personligt, når jeg siger, at psykiatriens grundmodel mangler evidens. Men egentlig så synes jeg ikke, at det, jeg siger, er så kontroversielt. Og hvis jeg tager fejl i, at diagnoserne er baseret på dårlig videnskab, så burde det være den nemmeste opgave i verden at fremlægge evidens fra psykiaternes side og vise, at denne her ensomme tosse ikke har ret. Men det gør de aldrig. Når jeg får et modsvar, så er det altid et personligt modsvar,” siger Jonas Vennike Ditlevsen og fortsætter:

”Jeg ved godt, jeg er kontroversiel. Det kan jeg godt leve med. Men at jeg bliver fremstillet som en eller anden rabiat tosse, som har en farlig agenda om ikke at ville tage psykiske lidelser alvorligt, det bryder jeg mig ikke om. Det gør rigtig, rigtig ondt. Men jeg holder fast. Vi kommer ikke uden om denne her snak,” siger Jonas Vennike Ditlevsen, der også holder fast i sine foredrag for unge mennesker.

”De unge reagerer på et samfund, som de ikke trives i. Det skal vi tale om. Men vi kommer ikke ud af den her mistrivsel ved at stille flere diagnoser. Det gør faktisk bare det hele meget værre.”

Redaktionen arbejder på et svar fra psykiatrien til kritikken fra Jonas Vennike Ditlevsen.