Voldsramte børn overses – lærere og pædagoger skal klædes bedre på til at få øje på dem

”Min far kunne blive ligesom Hulk. Så var himlen helt sort, og man skulle bare skynde sig væk.” ”Min mor har slået mig flere gange, men jeg må ikke sige det til nogen.”

”Jeg har set min far slå min mor. Han sagde undskyld bagefter.”

De tre citater er fra en ny håndbog, der skal hjælpe lærere og pædagoger til at opspore vold i hjemmet. Alt for mange børn, der udsættes for vold eller overværer vold i hjemmet, går nemlig under radaren, fortæller Louise Glerup Aner. Hun er chef for viden og formidling i organisationen Lev Uden Vold og har været med til at lave håndbogen: ”Hvordan opdager jeg, at et barn oplever vold i hjemmet, og hvordan kan jeg hjælpe barnet?”

”Det er skadeligt for børn at leve i et hjem med vold, hvad end de udsættes for det eller overværer det, og lærere og pædagoger kan spille en afgørende rolle for, at børn, der udsættes for vold i hjemmet, får tidlig hjælp. Men det kan være svært at vide, hvad man skal være opmærksom på, og hvordan man skal handle, hvornår man skal spørge til det, og hvornår man ikke skal spørge til det, men lave en underretning,” siger hun og fortæller, at der i en 8. klasse med 28 elever i gennemsnit sidder seks børn, der inden for det seneste år har været udsat for fysisk vold i hjemmet. Dertil kommer de børn, der har været udsat for psykisk vold eller overværet vold i hjemmet.

At det er vigtigt, at fagpersoner som lærere og pædagoger bliver klædt bedre på til at opdage og handle på mistanke om vold, understreger en spritny rapport fra Børns Vilkår: ”Vold i hjemmet – Får vi øje på det, og får børnene den rette hjælp?”, der udkommer i dag.

1.550 børn under 18 år oplevede i 2019 og 2020 vold fra en eller flere forældre eller stedforældre, hvor episoden blev anmeldt til politiet og førte til en sigtelse. 38 procent af disse børn oplevede ikke, at nogen voksne underrettede volden til kommunen i året op til voldsepisoden.

”26 år efter revselsesretten blev afskaffet, er vi langt fra at have afskaffet vold mod børn, og vi har slet ikke nok fokus på det,” lyder det fra Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår.

”Hver eneste dag udsættes børn for vold fra de voksne, som skulle passe på dem. Men mens vi de senere år har haft rigtig meget fokus på at afskaffe partnervold, har der været få initiativer, der har været rettet mod at afskaffe vold mod børn,” siger Rasmus Kjeldahl.

Han mener, at fagpersoner som lærere og pædagoger spiller en afgørende rolle i opsporingen af volden, og at de derfor gennem uddannelse skal klædes langt bedre på til at opfange tegnene. Ligesom de skal have bedre kendskab til deres skærpede underretningspligt.

Undersøg din bekymring

Lev Uden Vold har valgt at lave håndbogen til lærere og pædagoger, fordi de så et behov hos dem for at blive klædt bedre på til at opspore vold, som deres faglige organisationer kunne bekræfte. Men det er vanskeligt at lave meget håndfaste guidelines til, hvordan man opsporer vold i familien.

”Der er ikke nogen nemme løsninger, og der er ikke nogen enkle svar. Vi kan formidle noget viden og input til en refleksion, men det er noget, der skal diskuteres og omsættes i praksis ude i fritidsordninger og skoler,” siger hun og fortæller, at de i guiden skelner mellem bekymring, mistanke eller konkret viden om vold mod et barn. Der er nemlig forskel på, hvordan man skal handle på de tre niveauer.

Er der tale om en bekymring, bør man gå undersøgende til værks.

”Har man set nogle tegn på mistrivsel – og måske nogle tegn på, at det kan være vold, bør man undersøge det. Det kan være, at man observerer barnet og snakker med sine kolleger og med ledelsen: Ligger der nogle sager i forvejen? Har andre bemærket noget?” siger hun og fortsætter:

”Man kan også spørge barnet, om det trives, og om der er noget, det er udfordret af. Her er det en god idé at tage konkret fat i det, der har skabt bekymring. Man skal selvfølgelig ikke lægge noget i munden på barnet. Først når barnet selv begynder at sige noget konkret om vold, skal man spørge ind til det. Men det er vigtigt ikke at have berøringsangst, hvis man er bekymret for et barn, ” siger hun.

Særligt den psykiske vold kan, ifølge Louise Glerup Aner, være svær at få øje på. ”Mange af tegnene på psykisk vold kan være tegn på alt muligt andet mistrivsel. Og børn reagerer meget forskelligt på psykisk vold. Ligesom de gør på andre voldsformer. Der kan være børn, der bliver meget udadreagerende og larmende og har svært ved at koncentrere sig. Der kan også være børn, der bliver overpræsterende eller oversamarbejdende og hele tiden forsøger at tilpasse sig,” siger Louise Glerup Aner.

Hun fremhæver, at psykisk vold for mange er nyt at forholde sig til. Det er kun fire år siden, at det blev gjort strafbart. Psykisk vold er gentagne handlinger af nedgørende, ydmygende, krænkende, manipulerende, truende eller isolerende karakter. Handlingerne skal være gentagne og foregå i et mønster, før der er tale om psykisk vold.

”Noget af det, man som lærer eller pædagog kan holde øje med, er, om man oplever, at barnet er meget kontrolleret, ikke må deltage i sociale aktiviteter eller, om der er et samspil mellem børn og forældre, som, man ikke vurderer, er sundt, ” fastslår Louise Glerup Aner.

Ved mistanke skal man underrette

Har man mistanke eller ligefrem konkret viden om, at et barn udsættes for psykisk eller fysisk vold – eller overværer vold i hjemmet – skal man, ifølge Louise Glerup Aner, ikke længere gå undersøgende til værks, men lave en underretning.

”Så bør man underrette kommunen, for så ligger opgaven ud over ens job som lærer eller pædagog. Og så skal man i stedet arbejde på at støtte barnet. I nogle tilfælde kan det også være godt at informere barnet om underretningen,” siger Louise Glerup Aner.

Så længe der er tale om bekymring over et barns mistrivsel, bør man, ifølge Louise Glerup Aner, inddrage forældrene, men er der tale om mistanke eller konkret viden, skal man ikke påtage sig den opgave.

”Hvis man har en mistanke eller viden om, at barnet udsættes for vold derhjemme, skal man ikke som lærer eller pædagog forsøge at løse det, så skal man underrette. Og man skal være mere varsom med at tale om volden af hensyn til en eventuel efterfølgende efterforskning,” siger hun.

Hun mener, at det er bedre at underrette en gang for meget end en gang for lidt.

”Det er derfor, det kan være hjælpsomt at skelne mellem bekymring og mistanke, så man ikke belaster en familie unødigt. Men hvis man har en begrundet mistanke, så skal man underrette,” siger hun og fremhæver, at lærere og pædagoger har skærpet underretningspligt. Det betyder, at man har pligt til at reagere alene på baggrund af forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte.

Manglende støtte til barnet

At man hellere skal underrette en gang for meget end en gang for lidt, er Rasmus Kjeldahl hos Børns Vilkår enig i.

”Mange er bange for at lave en underretning, fordi de ser det som en anmeldelse. Men det er det ikke. Det er en bekymring for et barn, som man beder nogen om at undersøge – og en måde at tage ansvar og passe på hinanden på.”

Den nye rapport fra Børns Vilkår peger som nævnt på, at mange af de børn, der udsættes for vold, ikke oplever, at nogen voksne reagerer og underretter kommunen. Men heller ikke selvom man underretter, kan man være sikker på, at der iværksættes hjælp og støtte til barnet og familien, viser rapporten.

Ud af de 1550 børn, der oplevede vold i 2019 og 2020 fra en eller flere forældre eller stedforældre, og hvor episoden blev anmeldt til politiet og førte til en sigtelse, har voksne i 43 procent af sagerne reageret på en bekymring og underrettet kommunen, men uden at kommunen iværksatte støtte og hjælp til barnet eller familien.

”Det kan der selvfølgelig være mange grunde til. Men jeg bliver bekymret over, at så mange børn står helt uden indsats fra kommunen. Hvis tilfældet er, at familierne har sagt nej, hvorfor har man så ikke forsøgt med noget andet? Man bør gå så langt som muligt for at hjælpe de her børn”, siger Rasmus Kjeldahl.

Vold i familier avler vold

Selvom Lev Uden Vold har valgt at rette deres håndbog mod den enkelte lærer og pædagog, er det vigtigt for Louise Glerup Aner at fremhæve, at det at opspore og håndtere vold ikke er noget, man skal stå alene med.

”Man skal drøfte det med sine kolleger og sin ledelse. Den skærpede underretningspligt er personlig, dvs. at selvom ledelsen ikke synes, det skal underrettes, så har man stadig en forpligtelse til at gøre det. Men den enkelte lærer eller pædagog må ikke stå med ansvaret alene. Man skal have en leder, der kan stå bag en, også når der er foretaget en underretning. Der kan komme et svært forældresamarbejde bagefter, som man kan have brug for støtte til,” siger Louise Glerup Aner og fremhæver, at det er ledelsens opgave at skabe en kultur, hvor man kan drøfte opsporing af vold og dele sine bekymringer og refleksioner.

Hos Børns Vilkår mener man, at alle fagpersoner, som er i direkte kontakt med børn, bør have undervisning i opsporing og underretning som en obligatorisk del af deres uddannelse.

Desuden peger de på baggrund af deres rapport på, at der bør laves en national handleplan, der bredt sætter fokus på opsporing af vold mod børn.

”Vi har ikke haft nok har fokus på vold mod børn. Vi mener derfor, at der skal laves en handleplan, der forpligter Folketinget til at iværksætte tiltag, der kan stoppe vold i hjemmet. Udover obligatorisk uddannelse skal der laves et bredt kampagnespor, der sætter fokus på, hvad vold er, rettet mod forskellige målgrupper. Og så skal vi være bedre til at tilbyde hjælp til dem, der udøver volden,” siger han og tilføjer:

”Vi skal som samfund tage en beslutning om, at vold i hjemmet skal slutte, så kommende generationer ikke leve med det. Vold i familier er med til at avle vold.”