Preben er en af ’Gadens Stemmer’: ”Jeg børstede tænder i øl og gik rundt med en Remington pumpgun”

”Hvis I vender jer om, så var det lige derovre i nummer 24, at jeg tog mit eget liv,” lyder det noget kryptisk.

Dagens gæster ­– eleverne fra 9. A på Sankt Pauls Skole i Taastrup og deres to lærere ­– vender sig om på det lille græsareal, de står på og ser den røde boligblok, Borgbjergvej 24 i Københavns Sydhavn.

”Som I nok kan regne ud, så lykkedes det mig heldigvis ikke at tage mit eget liv, for jeg står jo lige her sammen med jer. Men vi starter min historie et helt andet sted. Jeg er født i Vanløse,” fortsætter manden, der hedder Preben og helst vil lade det blive ved det. Preben er førtidspensionist, og han har været guide hos Gadens Stemmer i et halvt års tid, og lige nu er han i gang med sit job.

Gadens Stemmer er en socialøkonomisk virksomhed for mennesker, som det ordinære arbejdsmarked ikke formår at rumme. Gennem foredrag og byvandringer bidrager de til, at socialt udsatte medborgere opnår øget livskvalitet, meningsfuld beskæftigelse og tjener en skilling. For Prebens vedkommende er det 500 kroner for halvanden times guidet byvandring.

Preben bærer briller, der skifter farve efter lyset. På fødderne sidder der et par solide vandresko. Han er klædt i kaki og i brunt. I hurtigtørrende materiale som skulle han deltage i et overlevelsesprogram på tv. Men Prebens historie er en virkelig historie om at overleve 45 år på gadeplan. Lige nu har dagens unge gæster spidset deres ører, mens Preben fortsætter sin historie.

Et børneliv levet på gaden

”Dengang, da jeg var lille og voksede op, måtte man gerne slå børn. Så min mor slog mig, når hun ikke gav mig Stesolid og så forsvandt hun ud i byen for at drikke og misbruge,” fortæller Preben.

Allerede da Preben var fem år, begyndte han at drive alene rundt på gaden ude i Vanløse og omegn. Der stødte han på nogle særlige mænd.

”Det var de pædofile. De gav mig mad og sodavand, så de blev mine venner. Men jeg vidste jo ikke, hvad de egentlig var ude på,” siger Preben og hentyder til de seksuelle overgreb, der blev begået mod ham op gennem barndommen.

Når han skulle have kammerater på besøg hjemme, løb han i forvejen, for der var lige noget han skulle arrangere.

”Min mor var der ikke, og jeg kunne ikke vise et fint hjem, som de andre kammerater kunne.

 Men jeg gjorde, hvad jeg kunne for at få det til at se hyggeligt ud. Jeg lavede kaffe, satte kopper og askebæger frem på bordet, så det så ud som om, at min mor lige havde været der,” siger Preben og inviterer til spørgsmål.

En pige vikler sine korslagte arme ud og rækker den ene hånd i vejret:

”Hader du din mor i dag?”

”Det er et rigtig godt spørgsmål. Det skulle man måske tro. Men nej, det gør jeg ikke. Hun havde det svært og vidste ikke bedre dengang. Hun kom selv fra en familie med svigt og vold. Men det har taget mig mange år at indse det,” svarer Preben i et empatisk smil til pigen.

Kommunen fik en formodning om, at det ikke stod så godt til derhjemme. En dag blev Preben hentet af folk fra kommunen, ført bort og kom på observationshjem i en periode. Efter nogle måneder kom han hjem igen, men så flyttede han og mor til Amager, til en ny kommune, og så blev den kommunale børnesag lukket – sådan var det i starten af 70’erne. I de følgende år fortsatte det massive omsorgssvigt. Faderen havde Preben aldrig rigtig haft kontakt til.

”Jeg har en far. Men hvad fanden skal jeg egentlig sige om ham? Da jeg var ti år, blev jeg voldtaget af to pædofile mænd. Så stod jeg der og var helt alene. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, så jeg ringede til min far. Men han blev bare sur, fordi han var ved at forberede sig til en jobsamtale.”

Da Preben blev 14 år, fik han sig for første gang en kæreste. Den historie fortæller han om ved næste stop. Vi forlader stedet, hvor Preben mislykkedes med at tage sit eget liv og træder ud i solen, krydser Borgbjergvej og går ned til caféen Det Gamle Posthus ved pølsevognen.

Sigtet for mord

”Herinde i caféen arbejder jeg en gang om ugen som frivillig. Her kommer alle slags mennesker. Men jeg taler mest med dem, der fx er ensomme, kronisk syge eller som har et misbrug. Jeg lytter og bringer håb om, at livet også kan blive bedre for dem,” forklarer Preben og hilser på den lokale pølsedame, der skubber borde og stole til side, så gruppen kan være på fortovet.

”Nå, men denne her kæreste som jeg havde, da jeg var 14 år, var jeg blevet meget glad for. Det var første gang, jeg oplevede at blive forelsket. Hun var 13 år, men hun var også narkoluder. Da vi havde været kærester i et års tid, fik hun en overdosis og døde fra mig.”

De næste år flakkede Preben alene rundt ude på Amager. Lidt tilfældigt havnede han på en Tvindskole og dernæst på en højskole, hvor han blev introduceret til hash – stoffet, der ifølge Preben selv – blev til en god ven, fordi det fik ham til at glemme. De alternative og kreative skoleforløb appellerede til den unge, omsorgssvigtede strejfer. Han startede så på en gøglerskole, hvor han mødte sin næste kærlighed.

”Hun hed Zindy og arbejdede som bartender ude på Christiania. Vi var meget lykkelige sammen og drømte om at blive en familie. Men en dag gik det helt galt. Zindy blev fundet død. Politiet anholdt mig, og jeg blev sigtet for mordet på min kæreste. Efter et stykke tid viste det sig ved en obduktion, at Zindy var død på grund af en hjertefejl, og jeg blev så løsladt. Men jeg kunne slet ikke holde ud at komme hjem til lejligheden, hvor den seng, som vi havde elsket i, stod uredt, og ovre på spisebordet stod Zindys kop, der duftede af kaffe.”

Preben var i starten af 20’erne. Han havde mistet sin store kærlighed to gange. Han forlod sin lejlighed og vendte aldrig mere tilbage. Til gengæld var han tilbage på gaden som hjemløs, hvor livet accelerererede mod bunden.

”På de her guidede ture som i dag, møder jeg ofte mennesker, der tror, at man har mange penge, når man ikke skal betale for en lejlighed, men sådan er det ikke. Tværtimod. Man kan godt finde en bekendt at overnatte gratis hos, men i misbrugsmiljøet står døren kun åben, hvis man har en pose øl med, stoffer, eller måske tilbyder sex.”

Prebens hashmisbrug accelererede voldsomt i det hårde miljø på gaden. Til gengæld kom brevene fra kommunen mere og mere sjældent med de ofte skiftende adresser. På et tidspunkt holdt de helt op med at komme, for Preben var blevet permanent hjemløs og havde ingen adresse, som kommunen kunne sende dem til. Og da han ikke reagerede på brevene, stoppede kontanthjælpen. Så han blev, som en i forvejen yderst marginaliseret medborger, straffet økonomisk for ikke at have en bolig, og den sociale deroute fortsatte.

Vi skal videre til næste stop. I hælene på Preben fortsætter gruppen langs en boligkarré, drejer et par gange til højre og standser op foran legepladsen på Louis Pios Gade.

Der kom en sprække af lys

Prebens næste hjem blev ude i det, der i folkemunde bliver kaldt for ’Lorterenden’. Det er et lille Christiania-lignende samfund, som ligger ude tæt på Sjællandsbroen, få minutters gang fra, hvor Preben starter næste kapitel i sin livsfortælling.

”Jeg flakkede lidt rundt ude i Lorterenden. En dag mødte jeg en sød, ældre dame, som forbarmede sig over mig. Hun gav mig sin campingvogn og den grund, som vognen stod på. Men livet derude var meget barskt, og jeg havde næsten aldrig penge. Jeg børstede tænder i øl og gik rundt med en Remington pumpgun for at sende et signal om, at jeg var stærk, selvom jeg faktisk var svag.” Pumpgunen havde Preben købt for 2.500 kr. i det kriminelle miljø i et kort øjeblik med penge på lommen.

Selvom det meste af Prebens tid blot gik med at overleve, havde han også hele tiden et ønske om at træde ud af sit marginaliserede liv.

”Selv da jeg boede i Lorterenden, søgte jeg altid efter lyset. Som det lys jeg havde oplevet, når jeg var blevet forelsket i en kvinde. Jeg tror, at det var håbet om at komme til at leve et helt almindeligt liv som de fleste andre, der gjorde, at jeg havde kræfter til at gå fra virksomhed til virksomhed. Jeg bankede på og tilbød gratis arbejdskraft i et par måneder og håbede på ansættelse.”

Til sidst lykkedes det også, og der kom en sprække af lys i Prebens liv. Han var 32 år. Mod alle odds kom han i voksenlære som gulvlægger, og han var glad. Men en dag på jobbet lavede han et forkert løft, der gav ham en diskusprolaps, og han mistede sin læreplads. Som om det ikke var nok, fik han tilmed stafylokokker.

”Lægerne gav mig morfin mod smerter, og samtidig fik jeg Stesolid mod kramper. Jeg blev udskrevet til gaden med en rollator. Men de piller, som jeg fik af min læge, var ikke nok til at dække mine smerter, så jeg købte piller på gaden af fattige pensionister, som selv havde svært ved livet. Sådan foregik det dengang, og sådan foregår det i dag,” fortæller Preben om den del af Danmark, der umiddelbart ikke er til at se for udenforstående.

Vi træder ud på Sjælør Boulevard, går under S-togsbanen, mens glassene i Prebens briller skifter fra mørk til klar i skyggen. Øjnene smiler, og Prebens venstre arm vinker, da en blomstret sommerkjole på cykel pludselig råber:

”Hej Preben,” og drejer hovedet bagud i et smil. Sydhavnen er Prebens hjemmebane, og han tager gruppen med videre.

To lange indlæggelser blev afgørende

”Tilbage til min historie. Kommunen fandt igen en lejlighed til mig, og jeg byttede rollatoren ud med krykker. Men en dag skvattede jeg på mine krykker og fik endnu en diskusprolaps. Nu kunne jeg ikke mere,” siger Preben hovedrystende og flytter sine ben lidt rundt på stedet.

”Der var ingen ’slikkepind’ at få øje på. Jeg havde intet lys forude. Derfor besluttede jeg mig for at tage mit eget liv – i lejligheden på Borgbjergvej, hvor vi startede vores tur. Det næste jeg huskede, var, at jeg vågnede op i en respirator efter at have ligget i kunstig koma nogle dage.”

Efter sit mislykkede selvmordsforsøg blev Preben tvangsindlagt på den psykiatriske afdeling, Brøndbylund, hvor han ifølge ham selv, blot blev opbevaret sammen med mordere og voldtægtsforbrydere.

”Mange af os blev bare proppet med medicin, fordi der ikke var personale nok. Så sad vi der og stenede helt alene. Men på Brøndbylund fik jeg alligevel kontakt til en sød sygeplejerske, som blev afgørende for mig. Hun rådede mig til at tage på Sct. Hans, når jeg blev udskrevet. Så det gjorde jeg.”

Da Preben trådte ind ad døren til Sct. Hans, viste der sig en helt anden form for psykiatrisk behandling end den, han kom fra på Brøndbylund. Der var masser af undervisning, og der var frem for alt tid til langvarig behandling. Men særligt starten var hård for Preben.

”Da jeg skulle have min første gruppeundervisning i mindfulness, fik jeg et angstanfald og løb grædende min vej. Jeg blev overvældet af skyld, skam og savnet af kærlighed. Jeg skreg. Men kærligt blev jeg hentet tilbage, og meget langsomt blev jeg i stand til at tage den nye viden ind og bruge den til at regulere mit følelsesliv med. Så kom jeg med i en terapigruppe, hvor jeg for første gang hørte ordet ’psykoedukation’. Det vil sige, at jeg begyndte at lære om mit misbrug, og jeg fik mere og mere forståelse for min egen historie. Og i aulaen var der af og til en professor og andet personale, der fortalte om hjernens opbygning, om depression og skizofreni.”

”Når jeg tænker tilbage, så tror jeg, at det var det intensive og langvarige ophold på Sct. Hans, der blev det afgørende vendepunkt i mit liv.”

Efter 11 måneders indlæggelse forlod Preben Sct. Hans i 2007. Klogere på sin egen historie og styrket i troen på at komme til at leve et selvforvaltende liv. Men han var kun på vej i den proces og stadig skrøbelig i sit liv.

”Tilbage ude i friheden gik det godt i lang tid. Jeg mødte Charlotte, som jeg havde kendt i mange år. I de første år ville hun ikke have mig, men på det her tidspunkt ville hun gerne, og vi blev kærester. Men det miljø, som jeg langsomt blev fanget ind i efter Sct. Hans, var det samme, som det jeg kom fra – misbrugsmiljøet. Charlotte var på Stesolid, så det kom jeg også igen, og mit liv gik endnu en gang ned ad bakke.”

For anden gang gik Preben ind ad døren til Sct. Hans. Det var i 2011, og forløbet var det samme som første gang. Mere undervisning, mere terapi, større forståelse for sin egen historie. Det blev igen en lang indlæggelse. Denne gang gik der 13 måneder, før han igen stod stoffri ude i samfundet. Siden 2012 har Preben været stoffri og haft uafbrudt positiv retning i livet. 45 år inde i livet. Det fortæller han mere om ved det næste og sidste stop på turen.

Vi skråer over græsplænen på Vestre Kirkegård. Det brummer nede i Prebens højre forlomme i de hurtigtørrende bukser. Han har modtaget en sms, der ændrer planerne for det sidste stop.

Det gode liv og håbet, der gives videre

”Lad os bare stoppe her under det store træ. Vi kan desværre ikke være i Terapihaven derovre bagved,” forklarer Preben og vifter med sin ene hånd.

”I dag har jeg fundet ro i livet. I stedet for at tage stoffer, fylder jeg mit liv med gode ting. Jeg går ofte ture her på Vestre Kirkegård, hvor jeg fx giver mig tid til at få øje på et egern, der kravler op i et træ. Og jeg falder ofte i snak med mennesker, som jeg møder. Terapihaven bag jer er vigtig for mig. Her giver jeg mig selv lov til at lade tankerne komme – både de gode og de dårlige tanker – og lade dem flyde afsted som i en flod, hvor de forsvinder igen og ikke kommer til at fylde i mig. Det var noget af det, som jeg lærte fra mine indlæggelser på Sct. Hans.”

Det liv, som Preben lever i dag, har han søgt efter siden sin barndom.

”Da jeg var en lille dreng, var jeg rigtig glad for at se ”Det lille hus på prærien” i tv. Den handlede jo om en familie, der oplevede, at livet var hårdt, men også lykkeligt. Jeg har også i glimt oplevet at være lykkelig, når jeg har kysset en pige, som jeg var forelsket i. Det er stadig min drøm at blive forelsket igen. Når man én gang i livet har oplevet lyset, så tror jeg, at man bliver ved med at have det håb i sig. Jeg vil gerne vise med min historie, at der er håb, selvom det ser håbløst ud.”

Derfor bevæger Preben sig stadig ud i de miljøer, hvor de socialt udsatte er. Men nu som et menneske, der er lykkedes med at leve det gode liv og på denne måde bringer håb.

Preben er frivillig i Sydhavnskompagniet, som er et medborgercenter for alle i området. Her har han særligt kontakt til de socialt udsatte, som også lægger vejen forbi. Tirsdagen bruger han på at dele gratis grøntsager ud til værdigt trængende i området. Om torsdagen er han i caféen Det Gamle Posthus, hvor han laver vafler og skænker social kaffe, som ifølge Preben selv, er kaffe ledsaget af en lille snak. Når Preben går rundt og bare er sig selv, er det ofte med et kamera i hånden som fritidsfotograf, der holder af at dokumentere socialt udsatte mennesker i deres miljøer. Og så er der jobbet som guide hos Gadens Stemmer.

”Jeg elsker det her job som guide. Det er fantastisk at være god til noget, og det er fedt at føle, at jeg kan bruges til noget. Det fastholder mig også i at være clean og ædru, for jeg har ikke lyst til at være påvirket på mit arbejde hos Gadens Stemmer, der giver mig en god løn. I det meste af mit liv har jeg levet i miljøer, hvor folk opfører sig forfærdeligt overfor hinanden. Men i det liv, som jeg lever i dag, føler jeg, at jeg opfører mig ordentligt og gør noget nyttigt for andre mennesker. Både de udsatte og dem, der ikke kender så meget til den verden. Jeg laver verden om,” slutter Preben sin fortælling efterfulgt af nogle sekunders stilhed på græsplænen.

Så bevæger gruppen sig forbi Terapihaven og ud på gangstien mod Sydhavn Station, hvor turen startede. Flere af de skoleelever, der har gået et par skridt bag Preben på turen, går nu og taler med ham side om side. Nede på stationen takker Preben og appellerer.

”I har bare været så søde at have med på tur. Og I har stillet rigtig gode spørgsmål. I må meget gerne gå ind på Trustpilot og give en anmeldelse.” En dreng svarer lynhurtigt:

”Du får seks stjerner af mig,” og bakkes op af andre klassekammerater:

”Også af mig.”

”Og af mig.”

Så vinkes der farvel.