”Jeg er fra et hjem med jukeboks”

Hvordan bliver man billedkunstner, hvis man ikke ved, at der er noget, der hedder et kunstakademi, og aldrig har været på et kunstmuseum? For billedkunstner Sonja Lillebæk Christensen er svaret, at det handler om en stor portion stædighed. Og en lyttende sagsbehandler i Aarhus Kommune, tilbage i 1990’erne.

”Jeg ville ønske, jeg vidste, hvor den sagsbehandler er i dag, så jeg kunne takke hende. For hun fik skubbet mig i den rigtige retning på et helt afgørende tidspunkt,” fortæller Sonja Lillebæk Christensen.

Ordene falder hen over spisebordet i det sortbejdsede haveforeningshus med masser af skæve vinkler og højt til loftet i atelieret, hvor hun arbejder og bor med sin mand, der også er kunstner, og hvorfra deres voksne sønner nu er udflyttede. Når hun ser tilbage på, hvad der i sin tid førte hende i retning mod kunsten, får hun både øje på tilfældigheder og sin egen trodsighed:

”Jeg var i gang med at gentage mine forældres mønster med at bryde op og droppe ud, hver gang jeg røg i konflikt med mine omgivelser. Men min sagsbehandler lyttede til mig, da jeg sagde, at det kreative måske var noget for mig. Hun gav mig revalideringsydelse, så jeg kunne gå på en fireårig selvfinansieret kunstuddannelse. Og selvom det ikke for alvor udviklede mig som kunstner at gå dér, betød det, at jeg blev klar over, at jeg havde nogle historier, jeg gerne ville fortælle med min kunst,” siger hun.

I Mejlgade, et par gader fra den private kunstuddannelse, ligger Det Jyske Kunstakademi. Her får de studerende indblik i samtidskunstens forskellige udtryksformer – og underviserne, der er professionelle billedkunstnere, vejleder dem i at finde deres egen stemme. Da det gik op for Sonja Lillebæk Christensen, at det var en mulighed at tage en uddannelse dér, søgte hun ind. Og blev optaget i første hug.

”Og så begyndte mit liv først rigtigt,” siger hun.

Et nyt perspektiv

Med sig i bagagen havde Sonja Lillebæk Christensen en folkeskoleeksamen med bundkarakterer og en omflakkende barndom og ungdom: Moren var ufaglært i restaurationsbranchen, faren var uddannet skibskok og fik tidligt invalidepension. Han var også alkoholiker, og familien flyttede, hver gang omgivelserne opdagede farens druk og voksende gæld. For Sonja og hendes søskende betød det fem-seks skoleskift og skiftende nye hjem i forskellige jyske byer på landet op gennem 1970’erne og 1980’erne. Faren begik selvmord, da Sonja var 15 år. Samme år afsluttede hun et efterskoleophold og flyttede hjemmefra.

Da hun blev optaget på Det Jyske Kunstakademi, var Sonja Lillebæk Christensen midt i tyverne og havde fået sit første barn. Og årene på kunstakademiet blev en kæmpe øjenåbner, fortæller hun:

”Jeg opdagede, at verden var større, end hvad jeg troede. Jeg blev introduceret til samfundet. Og fik mod til at fortælle mine egne historier i min kunst,” siger hun.

”Jeg vidste meget lidt om samfundet, politik og historie. Og jeg kunne mærke, at de fleste af mine medstuderende som en selvfølge havde et sprog for de her ting. Måske fordi de havde gået i gymnasiet eller kom fra familier, hvor man talte om den slags. Jeg var ikke vant til at tage ordet og mene noget, så det var også svært i begyndelsen. Det tog tid at blive tryg i gruppen, men det var et godt hold. Måske fordi vi var så få, at vi var nødt til at få det til at fungere sammen. Der var en stor åbenhed til at være den, man var. Underviserne så os og gav os plads til at udvikle os hver især.”

Sproget, især det engelske, var dog en barriere for Sonja Lillebæk Christensen, der kun havde haft engelsk til 8. klasse.

”Jeg kunne næsten ikke læse og skrive på dansk, og slet ikke på engelsk. Men jeg fik det sagt til underviserne, og de gav mig tekster på dansk, når mine medstuderende fik engelske tekster om kunst og teori. Så diskuterede vi det, vi havde læst, selvom det var forskellige tekster,” fortæller hun.

Når der var udenlandske gæstelærere, eller når holdet var i udlandet på studierejser, prøvede hun at slippe udenom samtaler og undgik muligheder for at mingle. Dermed gik hun glip af den netværksaktivitet, der er så vigtig for unge kunstnere, så de kan knytte kontakter til fx gallerister og skabe et grundlag for fremtidige opgaver.

”Jeg syntes, det var megapinligt, at jeg ikke kunne tale engelsk. Jeg tænkte ikke over, at det hang sammen med min sociale baggrund. Men efterhånden begyndte det at gå op for mig, hvad det er, jeg har med mig, og hvad mine medstuderende havde med sig hjemmefra. Og at der var stor forskel.”

Personlige fortællinger

Bevidstheden om, hvad sociale klasser betyder for den enkelte og for samfundet, blev et vigtigt brændstof for Sonja Lillebæk Christensen som kunstner. Og hun fandt hurtigt ud af, det var videomediet, hun bedst kunne udtrykke sig i.

”Jeg havde prøvet at putte ting ind i mit maleri, som var alt for komplicerede. Men i video kunne jeg fortælle de historier, jeg syntes var vigtige.”

Det ser man fx i værket Datter som mor (2001), som i dag er del af Statens Museum For Kunsts samling. Videoen viser kunstneren og hendes mor, der – tilsyneladende! – fortæller hver deres livshistorie. De jyske landmiljøer, Sonja Lillebæk Christensen voksede op i, spiller i det hele taget en stor rolle i hendes kunst, fx i afgangsværket Just a man (2003). Her giver kunstneren ordet til en gruppe fiskere fra Hvide Sande, der fortæller om deres syn på kvinder og kærlighed. 

”Jeg opdagede, at min stemme repræsenterer nogle miljøer og erfaringer, der er vigtige, og som man ellers ikke hører meget til i den danske kunstverden. Og jeg insisterede på at gøre det på min egen måde. Jeg tog mine erfaringer, fra da jeg var barn og ung med ind i min kunst. De erfaringer har en værdi, og jeg vil ikke vende dem ryggen,” siger hun.

Et andet kunstsyn

At det lykkedes hende at udfolde sit kunstneriske talent, tilskriver hun tilfældet – og at hun mødte personer undervejs, der skubbede hende i den rigtige retning. Som fx førnævnte navnløse sagsbehandler.

”Men det vigtigste har nok været min egen stædighed. Og måske også en modighed, som skyldes ren uvidenhed,” griner hun.

”Det tog mig mange år at blive del af den københavnske kunstscene. Og i de 20 år, jeg efterhånden har arbejdet som kunstner, har jeg oplevet, at jeg kommer med et andet sprog og har andre værdier, end flertallet i kunstlivet måske har.”

”For mig er afsenderen af kunstværket fx vigtig. Det betyder noget, hvem der taler i kunsten. Men mange i kunstlivet har en idé om, at værket er ’rent’, og skal forstås uden kobling til den sociale kontekst, det skabes i. Der er en gruppementalitet, hvor man er enige om, hvad der er god og vigtig kunst, som jeg ikke er tilhænger af.”

Sonja Lillebæk Christensen insisterer på, at kunstlivet skal give plads til kunst, der skabes fra forskellige steder, med forskellige stemmer og æstetikker.

”Vi har brug for mangfoldige billeder af os mennesker, så alle har mulighed for at spejle og genkende sig selv i kunsten. Ellers risikerer vi, at kunstlivet bliver en lukket fest for middelklassen,” siger hun.

Der er brug for mere åbenhed, mener hun. Fx i folkeskolen, så alle børn kan møde kunsten undervejs i deres uddannelse. Men også i kunstlivet, der skal blive bedre til at invitere alle indenfor i kunstens rum. Og lade dem, der vil og kan, skabe kunst ud fra egne forudsætninger.

Åbenheden i kunstlivet har hun selv gjort en vedholdende indsats for at styrke: Sammen med tre kunstnerkolleger stiftede hun i 2012 udstillingsstedet Sydhavn Station. Her kan tusinder af forbipasserende og togpassagerer nu på 10. år opleve skiftende udstillinger af samtidskunst på plakatstandere i gennemgangshallen og inde i et udstillingsrum på selve stationen.

Et permanent åbent kunstrum

”Sydhavn Station ligger lidt uden for centrum, både i forhold til København og i forhold til kunstverdenen. Og så er Sydhavnen et gammelt arbejderkvarter. Selvom kvarteret har ændret sig, er det stadig et lavindkomstområde. Mange af dem, der bor her, vil ikke nødvendigvis selv opsøge kunsten. Bl.a. derfor tænkte vi, at det var vigtigt at få kunsten herud,” siger Sonja Lillebæk Christensen, der selv bor i en af Sydhavns haveforeninger.

”Vi var trætte af, at kunstnere laver midlertidige kunstneriske samarbejdsprojekter med fx hjemløse og så – vupti! – efter tre måneder, når projektet er afsluttet med fernisering og røde løbere, er kunstnerne videre i deres karriere og væk igen. Med vores udstillingssted ville vi i stedet skabe et blivende kunstrum, hvor folk inviteres indenfor, og alle er velkomne,” fortæller hun.

I dag drives Sydhavn Station af i alt 11 kunstnere, som skiftes til at arrangere og passe udstillingerne. Der står altid en kunstner klar i udstillingsrummet på den københavnske S-togsstation. Parat med en kop kaffe og åben for en snak om kunsten med de besøgende, der har lyst til det.

”Vi er meget optagede af åbenhed, men ikke forstået sådan, at kunsten skal være på en bestemt måde. Den må være lige præcis så kringlet og svær, som den er – eller kan være. Vi laver ikke pædagogiske eller inddragende udstillinger, men prøver at tale med de besøgende om alle de her mærkelige kunstværker. Det er vores verden, de kommer ind i, og de må gerne erfare, at kunst kan være svær eller uforståelig. Men de skal føle sig velkomne. Og det tror jeg, de fleste gør. Det er i hvert fald fedt at se, at der kommer mange børn på udstillingerne på vej til og fra skole. De drysser ind og får en snak med os. Og mange hiver deres forældre med ind i udstillingsrummet i weekenderne,” siger hun.

Berøringsangst i kunstlivet

Sonja Lillebæk Christensen er glad for, at der de senere år er kommet nyt fokus på den rolle, social baggrund har, særligt i litteraturen med forfattere som fx Glenn Bech og Thomas Korsgaard. Men selvom billedkunsten har taget hul på samtaler om fx køn og etnicitet, så savner Sonja Lillebæk Christensen stadig at se kunstlivet tage diskussionen om social ulighed alvorligt.

”Det er, som om kunstverdenen har berøringsangst over for at tale om social klasse. I billedkunstmiljøet vil man helst ikke være for direkte, konkret og fortællende – det er ligesom ikke acceptabelt. Kunsten skal måske stadig være lidt mystisk og stå på en piedestal. Men vi er nødt til at blive mere bevidste om betydningen af social baggrund, synes jeg. Fx i optagelsesprocessen til kunstakademierne: De fleste, der søger ind på akademierne i dag, har gået på forberedende kurser på kunsthøjskoler. Men det er langt fra alle, der har råd til at dygtiggøre sig på den måde,” siger hun.

De optagelsesudvalg, der vurderer ansøgernes værker, skal sammensættes, så de repræsenterer bredt, også socialt, mener hun.

”For ti år siden blev jeg inviteret med i et optagelsesudvalg på Kunstakademiet i København, og dengang oplevede jeg, at det var lidt op ad bakke at være fortaler for kunst, der ikke passer ind i en akademisk forståelse. Måske ville det være nemmere i dag, hvor vi har fået større bevidsthed i kunstlivet om repræsentation, fx i forhold til køn. Jeg håber, vi også kommer i gang med at tale om social klasse,” siger hun.

Selv vil hun i hvert fald fortsætte med at lave kunst, der også giver plads til erfaringer og miljøer langt fra kunstlivets bonede gulve. ”Jeg plejer at sige, at jeg kommer fra et hjem med jukeboks, ikke et hjem med klaver. Og det er en lang rejse, jeg har været på. I dag er jeg på mange måder selv blevet en del af majoriteten i kunstlivet og har til en vis grad lært at tale det sprog, man taler her. Selvom jeg nogle gange har følt mig fremmed i kunstlivet, så er jeg hjemme nu. Men jeg insisterer på mine egne formuleringer og ordvalg. Min egen stemme.”