Opsporing af vold i hjemmet starter med et ændret børnesyn

Der er kaffe på kanden, hjemmebag i ovnen. Og på sofaen i stuen tager en ung fyr en lur.

”Han kom i morges og havde brug for at sove,” fortæller Sofie, der arbejder i Joannahuset.

Det føles på mange måder som at træde ind i et hjem, når man går ind ad døren til den store lejlighed på Christianshavn i København, hvor Joannahuset, Danmarks første og eneste krisecenter for børn og unge, har til huse. Her har børn og unge siden 2020 kunnet komme alle døgnets timer og få rådgivning. Og er man mellem 14 og 17 år kan man med forældrenes samtykke få husly i op til en uge.

”Hver anden af dem har været udsat for fysisk eller psykisk vold i hjemmet, og en del af dem fortæller, at det er sidste udvej at opsøge os,” fortæller leder Jette Wilhelmsen, da vi har sat os ved det runde bord i spisestuen.

Hun fortæller, at de børn og unge, der opsøger Joannahuset, oftest over lang tid har forsøgt at samarbejde med deres forældre. Nogle af dem har også forsøgt at gøre andre voksne opmærksomme på deres mistrivsel. Og tre ud af fire har været i kontakt med kommunen, men har enten ikke oplevet at få tilstrækkelig hjælp eller at skulle vente for længe på at få hjælp.

”Vi ved, at børn tager tilløb. Børn er meget loyale overfor deres forældre, og de går ekstremt langt for at skjule både den fysiske og den psykiske vold, og de kan også være i tvivl om, om det er vold – særligt den psykiske vold kan være svær at sætte ord på, og ofte er der også en masse skyld og skam,” siger hun.

At en hel del voldsudsatte børn og unge ikke får den hjælp, de har behov for, og går under radaren både hos de voksne omkring dem, fx i skolen, og hos kommunen, mener Jette Wilhelmsen handler om vores børnesyn.

”Vi er for voksenorienterede. Vi har nogle generaliseringer om det gode familieliv, og om at forældre gør det godt, hvilket de fleste også gør, men det kan stå i vejen for, at vi får øje på de familier, hvor det ikke er sådan. Og også når børnene selv rækker ud efter hjælp, betvivler vi, hvad de fortæller, at de oplever,” siger Jette Wilhelmsen.

Hun mener, at vi er for dårlige til at se bagom det, børn siger, og forstå, at deres råb om hjælp kan have mange forskellige ansigter.

”Det kan være skoleværing. Det kan være, at man ikke har nogen kammerater med hjem. Eller at man har mærker efter vold, som ingen ser – og så begynder man at sige noget andet, fx at der er død eller sygdom i familien,” siger hun og refererer til bogen Ama’r halshug, hvor forfatteren Henriette Karlsen beskriver sin opvækst i en familie med vold og druk. Først da hun sagde, at hendes mor havde kræft, fik hun den omsorg, hun havde brug for.

”Da de så fandt ud af, at det var løgn, blev hun kaldt et lyve-barn. Vi skal passe på med at jagte sandheder i stedet for at læse bag om og se nuancerne i det,” siger Jette Wilhelmsen.

Lad børnene skrive

Mange underretninger om vold i hjemmet fører hverken til, at barnet eller familien får hjælp og støtte. Det handler om manglende inddragelse og samarbejde med børnene, mener Jette Wilhelmsen.

”Oftest er det voksne, der beskriver børnene i underretningerne – med et udefra-perspektiv. Her i Joannahuset lader vi børnene eller de unge selv skrive underretningerne. Gennem digte, notater og dagbogsnoter. Vi kan kun hjælpe børnene ved at få adgang til den viden, de har, og de holdninger, de har. Og det får vi kun, hvis vi samarbejder med dem.”

Hun er overrasket over, hvor sjældent der bliver kvitteret for børneperspektivet i underretningerne. Det kan tælles på en hånd de gange, hun har oplevet, at det anerkendes og værdsættes som noget, der kan løfte sagsarbejdet.

Generelt mener hun, at der mangler viden om underretninger, både om hvordan man inddrager børnene – og hvordan man støtter dem i den fase, hvor der underrettes, fx som lærer eller pædagog.

Et andet bespænd i forhold til at hjælpe de børn, der udsættes for vold er, ifølge Jette Wilhelmsen, den måde kommunerne håndterer den lovpligtige screening af underretninger inden for 24 timer.

”I mange kommuner er det praksis, at der ikke reageres akut på vold. Jeg oplever en meget instrumentel tilgang og en tilgang, hvor børn skal løfte en bevisbyrde, selvom der er tale om en social sag og ikke en politisag,” siger hun og fortsætter:

”Jeg ved godt, at kommunerne modtager rigtig mange underretninger, og at det er en stor og kompleks opgave, der skal løftes. Men jeg kunne godt tænke mig, at kommunerne bliver bedre til at undersøge underretningerne og møde børn og unge åbent. Jeg savner også mere åbenhed overfor den viden, civilsamfundet ligger inde med,” siger hun.

Mens vi har siddet og snakket, er den unge fyr på sofaen vågnet. Han er ved at få lidt mad. Snart skal han skal have rådgivning af en af medarbejderne.

I Joannahuset møder de børn og unge med det såkaldte dobbelte blik, fortæller Jette Wilhelmsen.

”Børn og unge i udsatte positioner har ressourcer og styrker, som vi ofte overser. Det dobbelte blik handler om at se styrkerne. At man har øje for den drivkraft, den unge besidder, og som kan hjælpe den unge med at opnå de ønsker og drømme, den unge har for sig selv,” siger hun og fortæller, at de i Joannahuset arbejder ud fra en relationel tilgang.

”Vi mener, at det relationelle kommer først. Sammen med barnet eller den unge finder vi ud af, hvad der giver mening – og hvordan vi kan forstå barnets eller den unges situation. Målet er at skabe refleksion,” siger Jette Wilhelmsen.