ADHD gav hende fart og succes på jobbet – men hun endte udbrændt og på førtidspension

Det var i foråret 2018, at Iben Christiane Hansen fandt forklaringen på, hvorfor hun for nu tredje gang på bare tre år var blevet indhentet af alvorlig stress. 

En kvinde i omgangskredsen nævnte det en dag for hende. Hun spurgte, om hun havde overvejet, om hun kunne have ADHD?

”Da hun sagde det, var min umiddelbare reaktion: Det tror jeg da ikke. Men lige så snart, jeg begyndte at læse artikler om emnet, kunne jeg genkende alt, hvad de kvinder, jeg læste om, beskrev,” sige Iben Christiane Hansen.

Det var en lettelse for hende af få diagnosen. Pludselig forstod hun sit liv og de spor og vildspor, hun havde fulgt. Men også hvorfor så meget, som andre tilsyneladende bare gjorde, var ekstremt udfordrende og udmattende for hende.

”Jeg passede fuldstændig ind i en skabelon. Bare en anden skabelon end den, jeg havde forsøgt at passe ind i. Der var en grund til, at alt var nødt til at have en helt bestemt plads i mit hjem. Som der var en grund til, at jeg altid havde været nødt til at lave ’okker gokker’-øvelsen for mig selv, når jeg skulle beslutte noget. Jeg havde opfundet alle mulige og umulige strategier for mig selv for at få mit liv til at hænge sammen,” forklarer hun.

Til at starte med var hendes praktiserende læge skeptisk overfor, at hun skulle have ADHD. Hun havde jo en fin universitetsuddannelse som cand.mag. og derfor mente han ikke, at man kunne have ADHD. Men udredningen – alle de spørgsmål, hun skulle svare på om sin barndom, ungdom og sit voksenliv – de symptomer og mønstre, Iben Christiane Hansen beskrev, efterlod ingen tvivl hos psykiateren. Og da hun startede i psykoedukation – gruppeundervisning, hvor man sammen med ligesindede får viden og værktøjer til at håndtere sin diagnose – kunne hun tydeligt spejle sig i de andre i gruppen.

Uden stopklods

Iben Christiane Hansen har altid følt sig dygtig til sit arbejde. Som PR- og kommunikationskonsulent i gode job har hun skabt resultater, som hun er blevet rost og anerkendt for – og som projektleder har hun oplevet at komme i mål og smitte sine kollegaer med engagement og enorm arbejdsiver.

Hun har altid leveret – også til tiden – pligtopfyldende til fingerspidserne. Ofte har hun reddet på en arbejdsbølge, som blot byggede sig selv endnu højere. I dag ved hun, at det har været ADHD’en, der gjorde det umuligt at stoppe. Det var altid bare videre, hurtigere, højere, længere for hende – hvor andres energi som oftest er som en havets bølge, der vil vokse og toppe for herefter at flade ud.

Pauser og prioriteringer har hun svært ved. Efter at hun har fået diagnosen og fået forståelse for de symptomer, ADHD’en har givet hende, forstår hun bedre, hvorfor prioriteringer så ofte har vakt hende kvaler. For en af udfordringerne, som følger med ADHD, er, at alt ligesom synes vigtigt, altid, som man også kan læse om i bogen ”ADHD på jobbet”, som netop er udkommet på dansk. 

”Mange af mine styrker bliver på bagkant til udfordringer. Jeg er god til at engagere mig i ting, men bliver alt for engageret, for jeg har ingen stopklods. Nogen skal stoppe mig. Når jeg rammer zonen i mit hyperfokus, kan jeg få lavet enormt meget arbejde. Men når jeg er sunket ned i arbejdet, er det som kviksand, det trækker mig dybere og dybere ned. Og det koster rigtigt meget bagefter. Det lyder måske åndssvagt, men det er først efter, at jeg har fået diagnosen, at jeg er blevet klar over, at jeg har brug for pauser,” forklarer hun.

Når hun ser tilbage, kan hun huske fornemmelsen af at kigge på sine kollegaer og føle, at hun skulle løbe dobbelt så stærkt for at nå det samme som dem. Hun undrede sig over, at det var sådan. I dag ved hun, at symptomerne på ADHD er som snubletråde, som hun konsekvent skal finde strategier til at komme over.

Præmissen på arbejdsmarkedet om, at man ikke alene skal have styr på sin faglighed, men også mestre tidsstyring og planlægning og konstante omstillinger, stiller ekstreme, nærmest umulige, krav til mennesker med ADHD, mener Iben Christiane Hansen.

Den aktuelle bog ”ADHD på jobbet – Hjernen, udfordringerne og strategierne”, som den svenske overlæge i almen medicin og psykiatri Lotta Borg Skoglund og chefpsykolog Martina Nelson står bag, beskriver netop, hvordan forskningen dokumenterer sådanne udfordringer.

Fx viser forskning, at mennesker med ADHD ofte har svært ved at styre tiden, organisere, selvregulere, motivere sig til opgaver, der ikke interesserer dem, sortere irrelevant information fra relevant, at de har vanskeligt ved at skifte fokus, og at de bruger ekstremt meget energi på at finde tilbage på sporet ved afbrydelser.

Det var den slags forstyrrelser, der gjorde, at Iben Christiane Hansen konstant var på overarbejde, forstår hun i dag:

”Når jeg bliver forstyrret, bruger jeg enormt meget energi på at komme tilbage ind i arbejdet, jeg er i gang med. Jeg er længe om at omstille mig fra det ene til det andet. De omstillinger var der hele tiden, som på så mange arbejdspladser, og det kan jeg slet ikke rumme.”

Mere håndholdt arbejde

Ofte fik hun angst, som kom til udtryk i indre uro, hjertebanken og åndenød, når dagen havde budt på for mange afbrydelser og telefoner, der ringede. Dagligt sad hun i en form for limbo, hvis der var tegn på, at der kunne komme en vigtig telefonopringning, mail eller kollega, hun skulle svare – da kunne hun ikke komme i gang med arbejdet, før det stilnede af, og da kunne arbejdsdagen ofte sive ud i de sene eftermiddagstimer og helt ind i aftenen.

Efter sin første sygemelding fik hun psykologhjælp og samtaler i en stresshåndteringsgruppe for sygemeldte med stress. Efter de næste to sygemeldinger har hun været i flere jobprøvninger og praktikker. Men hver gang er energien sluppet op, hun er gået ned med et brag efter igen at have forsøgt at følge med, selv når arbejdsmængden og kravene er blevet sat ned. Årene på konstant overarbejde har kostet dyrt.   

Siden efteråret 2017 har Iben Christiane Hansen været sygemeldt. Både fysisk og mentalt har hun været så udkørt, at selv det at opretholde en hverdag uden arbejde, har krævet ressourcer, hun ikke havde. Hun har fået en bostøtte, der hjælper hende med strategier og metoder til at få ordnet praktiske ting i hverdagen som indkøb og tøjvask. Og fra den 1. september får hun førtidspension.

”Jeg tror på, at jeg kunne have været et andet sted, hvis jeg havde haft en anden indsigt, for så havde jeg ikke kæmpet så hårdt i så mange år,” siger hun.

Noget af det, der kunne have hjulpet hende, var en leder, der kendte til hendes ADHD og hjalp med at prioritere opgaverne, og hvor meget energi hun skulle bruge på hver enkelt opgave, og som satte helt klare rammer.

”Jeg havde rigtig meget behov for en leder, der kunne hjælpe mig og sige: Det her skal du gøre, det her skal du lade ligge lige nu. En der lige tjekkede ind og sagde, hvor mange streger har du på batteriet i dag? Jeg kunne have haft et helt anderledes arbejdsliv, hvis jeg var blevet holdt lidt mere i hånden i mit arbejde,” forklarer hun.

Iben Christiane Hansen håber, at vi på arbejdsmarkedet får skabt en helt anden forståelse for, hvad der skal til for at få mennesker med ADHD til at fungere i et bæredygtigt arbejdsliv, som de kan holde til i længden.

”Samfundet er nødt til at prioritere at skabe et arbejdsmarked, hvor der er mere plads til mennesker. Vi har brug for et arbejdsmarked, hvor man ser, anerkender og accepterer, når et menneske har brug for at lade op.”

Håbet lever

En af de helt afgørende erkendelser, der skal til, er, at mennesker med ADHD kan performe i bølger, og at ikke alle mennesker kan levere jævnt fra 8-16 hver dag. Nogle kan eksekvere og lave ekstremt meget i et hyperfokus, som man med ADHD sjældent selv kan fremmane. Det dukker bare op. Og når det gør det, og mennesket med ADHD springer på og knokler igennem, har vedkommende til gengæld brug for at restituere efterfølgende.

”I stedet for at kalde det ustabil performance og se det som en dårlig arbejdsindsats, kunne man se det som en styrke at have mennesker, der virkelig kan levere fokuseret, og som så efterfølgende får en periode med mere ro på.

En udfordring for mennesker med ADHD er, at vi ofte er ekstremt pligtopfyldende – vi tager for meget på os, engagerer os for dybt, glemmer vores egne behov og knokler, til vi rammer muren. Vi har brug for opbakning til pauser og restitution,” siger hun.

Iben Christiane Hansen kan sagtens se for sig, at masser af virksomheder kunne indrette arbejdet anderledes med klarere rammer og fleksibilitet. Firedagesugen og hjemmearbejdsdage er ved at blive mere almindeligt. Som det er nu, hvor det de fleste steder bare bliver set som ekstremt sejt at kunne knokle igennem uden pauser, skaber det ekstra hårde vilkår for mennesker med ADHD, der ikke selv er i stand til at holde pauser og mærke deres egne behov, mener hun.

Iben Christiane Hansen tror og håber på, at det en dag bliver muligt for hende at vende tilbage til en eller anden form for arbejdsliv. Men som det er nu, har hun ikke mere i sig:

”Det er ekstremt hårdt at blive ved med at tonse afsted, til man går ned. Der er ikke nogen tvivl om, at vi med ADHD kan virkelig meget. Vi beskæftiger os meget fokuseret med det, vi er gode til. Man går glip af sindssygt mange menneskers ressourcer, fordi der stilles krav til så meget andet som fx konstante omstillinger, afbrydelser og selvstyrende tilrettelæggelse og prioritering af arbejdet. Det er trist for mig som individ at sidde her på førtidspension med min ADHD, men det er også trist for samfundet – alt det, vi som samfund går glip af, fordi arbejdsmarkedet mangler rammer og rummelighed.”