Laboratorium i Svanninge Bjerge udvikler nye metoder til at hjælpe udsatte unge i naturen

Vi står på Lerbjerg – det højeste punkt i Svanninge Bjerge på Sydfyn – og skuer ud over de grønne bakker. Længere ude i horisonten kan man se Det Sydfynske Øhav, der herfra nærmest synes uendeligt.

”Øhavet blev skabt efter den sidste istid for 12.000 år siden,” fortæller Caroline-Marie Vandt Madsen. Hun er leder af Svanninge Bjerge og den natursociale indsats ”Natur til et godt liv – Laboratoriet”, der retter sig mod ’unge på kanten’.

”Når vi står her, taler vi ofte med de unge om, hvordan det mon var at være et dyr på sletten dengang, da de store ismasser lå og trak sig frem og tilbage. Hvordan det mon var, når isen pludselig kom buldrende ind og møblerede det hele om, så man var tvunget til at starte forfra,” siger Caroline-Marie Vandt Madsen.

Nogle gange lader hun blot de unge gå videre gennem bakkerne med billedet af dyrene og isen i baghovedet. Andre gange tager hun den videre og lader dem selv komme på banen. Måske er der nogle, der kan genkende det med, at nogle smadrer det, man lige har bygget op. At man må starte helt forfra.

Når hun løfter en kolort og taler om skarnbassen, der lever sit liv i lort, vækker det ofte også genkendelighed hos de unge.

”Der er næsten altid en af de unge, der udbryder: ’Jeg ved alt om, hvordan det er at bo i lort til halsen’,” siger Caroline-Marie Vandt Madsen og smiler. Egentlig er hun uddannet havbiolog, men hun blev grebet af arbejdet med de unge i naturen, da hun så, at det gjorde en forskel. De sidste ti år har hun arbejdet med naturformidling og udvikling af naturintegreret socialt arbejde.

Idéen til ”Natur til et godt liv – Laboratoriet” kom fra Bikubenfonden, der har ejet og lavet naturudvikling i Svanninge Bjerge siden 2006. I fonden blev man opmærksom på, at naturen havde et potentiale i forhold til unge, der kæmper med fx misbrug, kriminalitet eller psykisk sårbarhed. Men de fandt ud af, at der ikke var meget viden på området, så i 2019 gik fonden, i samarbejde med Københavns Universitet og en række partnere, i gang med at afprøve og udvikle metoder.

”Vi arbejder som et laboratorium og afprøver sammen med vores partnere forskellige metoder. Og vi er nu i gang med at udvikle nogle principper, som vi håber kan hjælpe andre, der vil integrere natur i deres sociale indsats,” siger Caroline-Marie Vandt Madsen.

Lige nu er der seks partnere i laboratoriet. To organisationer: TUBA, der laver terapi og rådgivning for unge, der er børn af alkohol- og stofmisbrugere, og Askovhus, der hjælper unge med spiseforstyrrelser. Desuden fire kommuner, der har indsatser som specialskoletilbud, bosteder og foranstaltningsenheder. Partnerne kommer til Svanninge Bjerge alt fra hver uge til et par gange om året med grupper af unge og arbejder også med metoderne derhjemme.

Selvom det er forskellige typer af problemer, de unge slås med, har naturen, ifølge Caroline-Marie Vandt Madsen, potentiale til at rykke dem alle. Men der er brug for forskellige tilgange alt efter målgruppens behov.

At naturmødet skal være en integreret del af hele den sociale indsats, står centralt for laboratoriet, og derfor arbejder de tæt sammen med deres partnere før, under og efter naturmødet. Det at skabe transfer står centralt.

”Naturen rummer et potentiale for, at unge kan flytte sig, men det sker ikke bare af sig selv. Det kræver, at der sker en facilitering. At vi har gennemtænkt mødet, og at der er en overførbarhed til dens unges øvrige liv – og at det kan bruges struktureret i det videre arbejde med den unge,” siger hun og uddyber:

”Transfer til arbejdet med de unge derhjemme kan fx opstå gennem genstande fra naturen, der minder den unge om oplevelsen af livsmestring i naturen. Eller ved at man understøtter, at de unge kan bruge de opdagede kompetencer i andre sammenhænge,” forklarer hun.

Rollerne i tuen

”Myretuen er noget af det, de unge ofte synes er lidt grænseoverskridende,” fortæller Caroline-Marie Vandt Madsen, da vi er stoppet op ved en stor en af slagsen. Hun klapper forsigtigt på den og sætter gang i dens beboere.

”Det kribler og krabler, og man har ikke rigtig styr på, hvor myrerne bevæger sig hen,” siger hun.

Sidste år definerede Center for ungdomsforskning (CEFU) – med udgangspunkt i de unges egne fortællinger fra ”Natur til et godt liv – Laboratoriet” – seks forskellige kvaliteter i naturmødet. Kvaliteterne dækker over både kropslige, mentale, intellektuelle og sociale oplevelser og har overskrifterne: ’sammen’, ’det, vi bare gør’, ’på opdagelse’, ’åbne sanser’, ’de store spørgsmål’ og ’food for thought’.

Ved myretuen er det ’sammen’-kvaliteten, der er i spil. Det, at man gennem naturen oplever og taler om fællesskabet – og det at have en plads i det, fortæller Caroline-Marie Vandt Madsen.

”Det kan være, at jeg fremhæver en myre, der bærer rundt på en grannål – og siger, at den er megastærk. Nogle gange bliver vi lang tid ovre ved myretuen og taler om, hvad der sker, og om de forskellige roller, og så kan de fagprofessionelle gribe det som reference senere. Men jeg kan også begynde at spørge: Hvilken slags myre er du? Hvad for en rolle vil du gerne have? Eller hvad er det for et samfund, du godt kunne tænke dig at være med til at opbygge?” siger hun og uddyber:

”Naturen har i sig selv en beroligende effekt på nervesystemet. Det har vi med i vores arbejde. Men vi vil gerne mere end det. Vi vil også gerne have samtalen, fordi den hjælper til refleksion og indsigt.”

Hvor langt, hun kan komme i samtalen med de unge i den aktuelle gruppe, hænger blandt andet sammen med, hvor velopbygget relationen er.

”Ofte har jeg de samme grupper mange gange. Og vi arbejder meget med relationsopbygning. Men hvis ikke de er klar til at tale om hierarkiet i myretuen, så kan det være, at jeg laver om på planen, og vi bare skal smage på en myre sammen. Det kan også være, at der skal noget andet til at motivere dem. At de har brug for at lave noget fysisk, for eksempel,” siger hun og peger mod den bakke, vi gik op ad tidligere på vores tur.

”Mange af vores unge har svært ved at mærke sig selv. Men når man går op ad en stejl bakke eller på anden vis får pulsen op, så mærker de deres krop – og ofte husker de bedre, hvad de har oplevet, når det kan mærkes i kroppen,” siger hun.

På en solbeskinnet plet står en lille flok vilde heste og græsser. Også de indgår nu og da i den naturintegrerede indsats.

”Det kan være, at vi taler om familiemønstre eller gruppedynamik. Næsten alt herude kan bruges i vores arbejde. Planterne er et andet eksempel: Hvad er de tilpasset til? Og hvordan kan de beskytte sig?” siger Caroline-Marie Vandt Madsen og tilføjer:

”Nogle gange kan jeg godt tænke, om fortællingerne kan blive for søgte. Men jeg har aldrig oplevet, at de unge synes det.”

Højt til loftet

Caroline-Marie Vandt Madsen bliver sommetider spurgt, om det er nødvendigt at tage ud i naturen. Om de ikke kunne opnå det samme hjemme i en gymnastiksal.

Men naturen tilbyder, ifølge Caroline-Marie Vandt Madsen, noget, som indendørsrum ikke gør. CEFU’s definition af de seks kvaliteter viser, at de unge oplever at få åbnet deres sanser, at komme på opdagelse, at overskride deres grænser – og at gøre sig filosofiske tanker om livet – og om deres placering i fællesskabet.

Caroline-Marie Vandt Madsen oplever særligt, at der ofte sker noget med dynamikken og hierarkiet i gruppen, når man kommer ud i naturen.

”Jeg havde en gruppe herude, hvor vi talte om at skabe balance i livet, og så skulle de balancere hen over et vandløb. De fagprofessionelle havde ikke meget lyst til at gå ud på træstammen, så de unge måtte holde deres hånd og hjælpe dem over. Den oplevelse kan man senere referere til, når de unge står i en situation, hvor der er noget, de ikke tør,” siger hun og fortæller, at de også har erfaret, at det at være sammen i naturen kan skabe en genvej til at tale om det svære.

”Der var en ung, der sagde til mig, at når man sidder inde i det hvide lokale og har en samtale med sin terapeut, så er det, som om trykket stiger og stiger. Herude flyver det bare til vejrs. Det, at de unge får den slags erfaringer, kan gøre, at de selv begynder at bruge naturen som et sted, hvor man kan trække hen, når man har det svært,” siger hun.

Selvom Caroline-Marie Vandt Madsen til fulde udnytter Svanninge Bjerges forskelligartede naturrum, når hun har de unge ude, fremhæver hun, at stor og varieret natur ikke er en nødvendighed for at arbejde naturintegreret.

”Man kan sagtens bruge en park – eller observere en mælkebøtte, der er på vej op af asfalten. Hvad er det for nogle egenskaber, mælkebøtten skal have for at komme op af asfalten? Der er altid noget, der kan starte samtalen. Men selvfølgelig giver varieret natur flere muligheder – ikke mindst for at sanse og mærke,” siger hun, mens vi bevæger os fra den åbne sti ind i en tæt nåleskov, lyset bliver til mørke – og temperaturen falder flere grader.

Ny begejstring

Når et botilbud eller en ungdomsskole laver partnerskab med Caroline-Marie Vandt Madsen og hendes kolleger i laboratoriet, er der ikke kun gevinst for de unge. Flere af de fagprofessionelle, pædagoger, terapeuter og lærere og andre socialfaglige fagpersoner, fortæller, at de har fået ny begejstring for deres fag efter at have fået redskaber til at integrere naturen i deres arbejde.

”Det giver dem en ny værktøjskasse og et nyt sprog. Men for nogle har der også været barrierer, der skulle nedbrydes. Det kan umiddelbart føles grænseoverskridende og ukontrollerbart at flytte arbejdet ud i naturen,” siger hun og fortæller, at de i deres partnersamarbejder har fokus på hele organisationen – og også har de fagprofessionelle på efteruddannelse uden de unge.

En af dem, der har været på efteruddannelse i Svanninge Bjerge, er Johnny Skjoldborg Krog. Han er leder af Skolelandbruget Hjortøgaard i Furesø Kommune, der er et tilbud til børn og unge, der har svært ved at være i det almene tilbud. Flere har diagnoser og lider af skolevægring.

”Vi lærte at spørge ind til de unge på en struktureret måde, så deres egne fortællinger kommer i spil og til at hjælpe dem til at skabe et positivt narrativ. Det kan blandt andet ske ved at arbejde med bevidning, hvor man hjælper de unge til at få øje på det, de gør godt,” fortæller Johnny Skjoldborg Krog.

Han har endnu ikke haft de unge med i Svanninge Bjerge. Men de har brugt redskaberne hjemme på landbruget, og de har også haft de unge med ude i lokalnaturen – og det virker. For nylig kunne de sende en dreng tilbage til en specialklasse på en almindelig grundskole. Med de nye redskaber havde de hjulpet ham til at få øje på hans ressourcer.

”Noget af det vidste vi godt. Men den nye viden har gjort, at vi arbejder mere struktureret med det, og at vi har fået en fælles forståelsesramme,” fortæller han.

Han oplever, at naturrummet har en positiv effekt på de børn og unge, de har på landbruget.

”Mange af dem er trætte af klasselokaler, terapirum og mange ord. I naturen er der højt til himlen – og ikke så mange forstyrrelser andet end naturen selv. Og så skaber naturen en ramme for noget at være fælles om. Men for nogle af dem er det fremmed at være i naturen. Det kræver tilvænning og tid – også at forstå, at det ikke bare er et frikvarter,” siger han.

Caroline-Marie Vandt Madsen håber, at de principper, hun og hendes kolleger er ved at udvikle, kan inspirere fagprofessionelle til at integrere naturen i de sociale indsatser. Indtil videre inviterer hun så mange som muligt med ud i de grønne bakker – også lokale og nationale politikere.

”Hvis vi skal have det her udbredt, er vi nødt til at arbejde på alle niveauer. En leder hos en af vores partnere sagde: Vi har ikke råd til at lade være. Men jeg tror, at man først rigtig forstår det, når man selv kommer ud og mærker og ser effekten – på både sig selv og de unge,” siger hun.