Dorte erkendte først barndommens psykiske vold, da hun kom på krisecenter efter et voldeligt forhold

Hun var gravid i tredje måned. Både den psykiske og fysiske vold var taget til. Lussingerne var blevet til knytnæveslag og spark. Og graviditetskvalmen blev nærmest uudholdelig, når hendes kæreste sprøjtede den parfume, hun havde fortalt ham, hun ikke kunne tåle, ud over hele lejligheden.

I flere år havde hun fundet sig i hans manipulation, nedgørelser og subtile kontrol – og efter hun var flyttet ind i hans lejlighed, også fysisk vold. Når han nedgjorde hende og kaldte hende psykisk syg eller bindegal, følte hun, at han havde ret til det. Hele sit liv havde hun kæmpet med angst og depressioner. Og var hun i virkeligheden ikke også selv skyld i det, når han stak hende en lussing, eller var hende utro?

Men barnet i hendes mave ændrede noget. Det var ikke længere kun hende selv, det gik ud over.

”Det, at der var et barn, fik mig til at indse, at jeg måtte væk. Jeg var nødt til at beskytte det lille barn, der voksede i min mave,” fortæller Dorte, der har valgt at være anonym af hensyn til både sin egen og sin søns sikkerhed.

Det er over tre år siden, at Dorte forlod sin ekskæreste. Men det betød ikke, at volden stoppede. I dag bor hun på en hemmelig adresse med sin treårige søn og har ventet i over to år på at skulle i retten, efter hun har anmeldt sin ekskæreste for både psykisk og fysisk vold. Nu er der endelig sat en dato.

Som følge af volden lider Dorte af PTSD. Til gengæld har angsten og depressionerne været aftagende, efter hun har forstået, at hun allerede fra barnsben var udsat for psykisk vold, og at det meget sandsynligt er det, der har slidt på hendes selvværd – og været medvirkende til, at det lykkedes for hendes ekskæreste at nedbryde hende, skridt for skridt.

”Min mor fortalte mig dagligt, at jeg var dum og grim. Hvis jeg fx var ked af det og græd, satte hun mig ud i køkkenet og sagde: ”Puha, hvor er du grim at se på. Skal vi hente naboerne, så de kan se, hvordan du ser ud?” Min mor var også meget offer. Det var hende, det var synd for – fx da jeg begyndte at mistrives som teenager,” fortæller Dorte.

For godt til at være sandt

At Dorte havde volden med sig fra barndommen, havde hun imidlertid ingen idé om, da hun for seks år siden mødte Peter på et datingsite. Hun var på det tidspunkt i slutningen af tyverne. Han nogle år ældre.

Han var ambitiøs, charmerende og sjov. Og så ville han gerne skabe en fremtid med hende, fortalte han ikke længe efter, de havde lært hinanden at kende. Han ville gerne have børn, og de passede perfekt sammen, sagde han.

”Det talte virkelig meget til mig. Jeg havde haft svært ved at føle mig tryg i en kæresterelation, og pludselig var der en, der ville det hele,” fortæller hun.

Hun holder en pause.

”Når jeg tænker tilbage på det nu, havde jeg lige fra starten en underlig fornemmelse, men jeg lyttede ikke til den. Det var, som om hans ord ikke stemte overens med hans handlinger. Og jeg havde en fornemmelse af, at det ikke kun var ham og mig. Samtidig med at det hele var lidt for godt til at være sandt. Der var hele tiden den her dobbelthed,” siger Dorte.

Hendes intuition viste sig at holde stik. Tre-fire måneder inde i deres forhold drev hendes fornemmelse hende til at kigge i den kalender, han havde liggende på sit skrivebord. Det viste sig at være en form for logbog over de kvinder, han havde været sammen med, samtidig med han havde kendt Dorte. Der var tinder-dates, nogle af dem var faste, og der var prostituerede.

Det var voldsomt, men da hun konfronterede ham med det, vendte han det om: Det var hende, der var gal på den.

”Han erkendte slet ikke, at han havde gjort noget galt. I stedet gik han til angreb mod mig. Det var mig, der var bindegal, fordi jeg havde kigget i hans ting. Han beskyldte mig for at være psykisk syg og sagde, at jeg led af tvangstanker. Det kom som et chok for mig, for indtil da havde han kun kørt ’love bombing’,” siger Dorte og fortæller, at da hun trak sig, vendte Peter på en tallerken. Han overbeviste hende igen om, at de var perfekte for hinanden. At de havde en fremtid sammen og skulle have børn.

”Den fortælling var virkelig stærk for mig,” siger Dorte og fortæller, at det har fyldt hende med skam. At hun blev, på trods af at hun sort på hvidt havde konstateret hans ekstreme utroskab.

Den perfekte rugemor

De næste to år så Peter og Dorte hinanden on and off. Dorte beskriver det som en meget forvirrende tid. Peter kunne i perioder være kærlig og sjov for så at vende på en tallerken og fortælle Dorte, at hun intet var værd eller, at hun var psykisk syg og havde vrangforestillinger. På et tidspunkt blev Dorte selv i tvivl om, hvor syg hun var. Hun var flere gange syg med voldsomme depressioner, men led hun også af andet?

Det var også i den periode, Peter begyndte at blive seksuelt voldelig. Blandt andet ved at tilbyde penge for sex.

”Jeg tror, han gjorde det for at markere, at jeg intet var værd, men han gjorde det samtidig med, at han var kærlig og sjov. Det var enormt forvirrende,” fortæller Dorte og understreger, at hun aldrig tog imod pengene.

Hun brød flere gange med Peter. Hver gang vandt han hende tilbage – fx mødte han grædende op ved hendes gadedør med den store kærlighedserklæring og fortællingen om, at de var skabt for hinanden. Men oftest gik der ikke længe, før en ny nedbrydende fase startede.

”Det skete igen og igen. Jeg kan godt forstå, hvis det lyder mærkeligt, at jeg gang på gang gik tilbage, men i takt med at han nedbrød mig, blev jeg mere og mere handlingslammet og forvirret. Og samtidig kan jeg i dag se, at det syn på mig selv, jeg havde med mig fra min barndom, fik mig til at finde mig i det,” siger Dorte.

Pludselig en dag skiftede Peter og blev meget insisterende på, at hans og Dortes forhold skulle være mere seriøst.

”Jeg skulle være gravid – og det skulle være inden for to måneder, da han gerne ville fortælle om graviditeten i en tale til en stor familiefest. Han gjorde det klart for mig, at var jeg ikke gravid på det tidspunkt, så skulle forholdet slutte,” siger Dorte – og fortæller, at da hun indvilligede, blev Peter ekstremt styrende og ville bestemme, hvordan hun skulle leve. Hun skulle spise sundt og træne blandt andet.

”Når jeg tænker på det i dag, var det nærmest, som om han forsøgte at gøre mig til den perfekte rugemor. Men på det tidspunkt så jeg det som en kærlighedserklæring.”

Peter ville også gerne have, at Dorte flyttede ind i den lejlighed, han havde fået. Men først ville han sætte den minutiøst i stand. Ligesom hans karriere og øvrige liv, skulle lejligheden udadtil fremstå perfekt, fortæller Dorte. Hun derimod skulle være usynlig i hjemmet.

”Jeg måtte intet medbringe – udover småting som tøj og nips, som jeg skulle have på mit eget værelse. Han bestemte, hvor alting skulle stå, hvor mange sko jeg måtte have, og hvor min jakke skulle hænge. Når man lukkede døren til mit værelse, kunne man slet ikke se, at jeg boede der.”

Da Dorte – efter planen – blev gravid, eskalerede den fysiske vold. Han havde allerede stukket hende en lussing nogle gange, men nu var det overfald med knytnæver, slag og spark. Den seksuelle vold udviklede sig også.

”Han pressede mig – og han latterliggjorde mig. Jeg fandt også ud af, at jeg på et tidspunkt har siddet i bilen, mens han var hos en prostitueret, fordi jeg troede, det var noget andet, han skulle. På det her tidspunkt var jeg så nedbrudt, at jeg troede, at det var min egen skyld. Jeg havde også mistet kontakten til de fleste af mine venner, fordi jeg skammede mig over forholdet, og jeg var begyndt at tro, at andre også så mig ligesom han gjorde,” siger Dorte.

Daglig kontrol – og anklager

Det var på det tidspunkt, at Dorte forstod, at hun måtte væk. Den hårde fysiske vold gjorde det klart for hende, at det ikke længere kun var hende selv, hun havde et ansvar for, men også det barn, hun havde i maven. Hun fandt derfor modet og flyttede tilbage til sin egen lejlighed, som hun stadig havde.

I dag vurderer hun, at det faktisk passede Peter fint. Nu kunne han frit være sammen med de kvinder, han ville, samtidig med at han kunne bevare kontrollen over Dorte.

Da deres søn kom til verden, besøgte Peter dem dagligt. Og selvom sønnen trivedes fint, kontrolvejede Peter ham hver dag, og var der det mindste udsving på kurven, truede han Dorte med at tage sønnen fra hende. Hvis hun sagde nej til, at han skulle komme, fremstillede han sig som den stakkels far, der blev frataget samvær med sin søn. Og på et tidspunkt oprettede han en sag i familieretshuset. En anden gang tog han deres søn fra hende på gaden og ville køre afsted med ham uden autostol.

Dorte var stresset, konstant bange og skulle samtidig passe på sin lille søn. En veninde, der var socialrådgiver og arbejdede på et krisecenter, sagde til Dorte, at hun var bekymret: At det, hun så, mindede om de historier, hun mødte på krisecenteret. Men Dorte afviste det.

”Jeg tænkte, hun kan jo ikke se, hvad jeg selv har gjort. Indimellem havde jeg jo nogle voldsomme vredesreaktioner. I dag ved jeg, at det er en normal reaktion på vold, men det vidste jeg ikke dengang, der troede jeg, at det var mig, der var gal på den, og var hele tiden bange for, at folk skulle opdage, hvad jeg selv gjorde.”

Trods Dortes modstand endte veninden med at overbevise Dorte om at søge på krisecenter. I første omgang blev det et kort ophold. Men anden gang hun endte på et krisecenter, begyndte hun med hjælp fra en terapeut at forstå, hvad det var, hun havde været udsat for. At det ikke bare var fysisk vold, men også psykisk. At den havde nedbrudt hende. Siden fortsatte hun terapien hos blandt andet Mødrehjælpen og Danners krisecenter.

Synd for mor

Det var i disse forløb, hun begyndte at se på, hvad det var, hun havde med sig fra sin barndom.

Dorte kommer fra det, hun kalder et ’normalt’ hjem – udefra set – i en jysk provinsby med far, mor og lillebror. Og det havde aldrig tidligere slået Dorte, at det var psykisk vold, hendes mor udsatte hende for, når hun placerede hende i køkkenet og udskammede hende for at have de følelser, hun havde. Eller da moren, da Dorte kom i mistrivsel som teenager, fralagde sig alt ansvar.

”Jeg var faktisk vellidt i skolen og er aldrig blevet mobbet, men på et tidspunkt kom jeg ud i noget pigefnidder. Det skete samtidig med, at jeg begyndte at mistrives og skære i mig selv, så min mor lavede en fortælling om, at jeg blev mobbet, og der ikke var nogen, der kunne lide mig. Jeg tror, hun gjorde det for at beskytte sig selv – for at sige, at der ikke var noget galt i det, hun gjorde. I det hele taget har hun sygeliggjort mig meget – og det var synd for hende, at jeg var så syg.” fortæller Dorte.

I dag ser Dorte stadig sin mor.

”Jeg har desværre haft en alt for tæt og usund relation til min mor op igennem mit voksenliv. Jeg tror, at det har handlet meget om afhængighed. Jeg føler ikke, at jeg elsker min mor, men der er en meget stor sorg og længsel. Og selvom jeg kan se det hele ret klart nu, kæmper jeg stadig. Inderst inde vil jeg gerne bryde, men jeg har en frygt for at stå alene,” siger Dorte og fortsætter:

”Det er ikke så længe siden, at jeg sagde til min mor, at jeg ikke var sikker på, at vores relation var god for mig. Jeg gjorde det på en pæn måde og prøvede at forklare hende, hvor jeg stod – og hvor jeg gerne ville hen. Hendes svar var, at så kunne hun jo anmelde mig til kommunen og fortælle, at jeg var en dårlig mor. Hun ved godt, at jeg ikke har et særlig stort netværk, og hun ved også godt, at jeg ikke er en dårlig mor,” siger Dorte og fortæller, at hendes søn er meget glad for sin mormor.

”Det skal han have lov til. Men det brænder nogle gange inde i mig. Hun taler ikke grimt til ham, men jeg bryder mig ikke om den måde, hun er sammen med ham på. Hun skaber meget stress og panik, fx ved at se farer, der ikke er der. Hvis jeg siger det til hende, laver hun en konflikt foran min søn,” siger Dorte.

Dorte fortæller, at hendes mor i hendes søns første leveår kaldte sig for ’mor’. Da Dorte sagde, at det gjorde hende ked af det, blev hendes mor vred. Dorte måtte jo forstå, at det var svært for hende at lære at kalde sig selv for ’mormor’, nu hvor hun havde været moren i mange år.

Forbillede for sin søn

I dag ser Dortes ekskæreste Peter sin søn to dage om ugen. Den psykiske vold er der stadig, og hun er bekymret, når hun afleverer sin søn til ham. Men samtidig er hun bevidst om, at hendes søn har ret til at lære sin far at kende.

”Han har en stor kærlighed til sin far, og jeg kan se, at han er glad, når han skal derhen. Peter har fået en ny kæreste, og der er også lige kommet en lillebror til. Det gør, at det er lidt mere trygt for mig at aflevere ham. Men jeg skal stadig passe på min søn,” siger hun og fortæller, at hun gør sig mange tanker om fremtiden. Om hvordan hun kan beskytte sin søn.

”Jeg er selvfølgelig bekymret for, om Peter udsætter ham for noget, især manipulation og gaslighting. Og jeg tænker også, at han vil vende ham imod mig. Det oplever jeg allerede. Jeg prøver at forberede mig så meget, jeg kan, så jeg kan være der, når det sker og gribe ham. Og så øver jeg mig i at blive på min egen banehalvdel og ikke gå i forsvar, men stadig at bekræfte min søns virkelighedsopfattelse. Hvis han fx opfanger dårlig stemning mellem mig og hans far, bekræfter jeg det, ved fx at sige ’ja, der blev jeg ked af det,’ men jeg lægger vægt på, at det ikke har noget med ham at gøre,” siger Dorte.

I det hele taget arbejder Dorte på at være tydelig over for sin søn og vise ham, hvem hun er, og hvad hun står for. På den måde tænker hun, at hun kan ruste ham til gennemskue usunde handlinger.

”Det er en proces for mig at nå til at tro på, at det, jeg gør, er godt og rigtigt. Men jeg gør, hvad jeg kan for at bryde usunde tankemønstre og usunde dynamikker, så min søn kan spejle sig i mig. Jeg har jo ikke lært så meget, så jeg søger viden og værktøjer gennem blandt andet podcast og bøger. Og så ved jeg, at jeg ikke har den tilgang, som min mor havde. Jeg kunne aldrig tale til min søn, som min mor talte til mig,” siger Dorte.

Hun tilføjer: ”Det har været virkelig traumatisk, det jeg har været igennem, og jeg har fået PTSD. Men jeg føler det også, som om livet har givet mig en ordentlig rusketur – og fået mig til at se nogle ting helt klart. I dag ved jeg, hvad det er for en værktøjskasse, jeg skal kigge ned i. Det gjorde jeg ikke før. Der kunne jeg ikke mærke mig selv. Det betyder også, at min angst og mine depressioner er taget af,” siger Dorte, der lige nu er ved at afslutte den læreruddannelse, hun længe har været i gang med. Hun vil gerne arbejde med børn og unge.

Lang ventetid

Det er to et halvt år siden, at Dorte anmeldte sin ekskæreste for fysisk og psykisk vold. Egentlig skal en anmeldelse behandles inden tre måneder, men der gik seks måneder. Og så har der været halvandet års ventetid i retten.

”Når man har et barn sammen og dermed ikke kan træde ud af relationen, så er det lang tid, for tingene bliver jo ikke ligefrem bedre,” siger Dorte og fortæller, at Peter har oprettet nogle grove modanmeldelser. Noget af det, kan hun godt genkende.

”Der har jo været tidspunkter, hvor jeg var helt off og har truet ham tilbage – i afmagt. Men han har også anmeldt mig for ting, der aldrig er sket, grov vold blandt andet,” siger Dorte.

Hun håber, at retssagen kan være med til at sætte et punktum.

”Jeg håber, jeg bliver hørt. Jeg har mange beviser, men selvfølgelig frygter jeg, at det ikke sker. At

volden og de falske anklager fortsætter,” siger Dorte og tilføjer:

”Man bliver psykisk ustabil, når man skal navigere i kontrol, frygt, stress og kaos. Og samtidig skal man så kæmpe for at fremstå psykisk stabil overfor familieretshuset, institutioner og kommune. Det er en ond cirkel.”

Både Peter og Dorte er opdigtede navne. Og enkelte faktuelle oplysninger er ændrede af hensyn til Dorte og hendes søns sikkerhed. Redaktionen er bekendt med Dortes identitet.