Vi er nødt til at fortælle politikerne om virkeligheden

”Det er klart, at vi er ansat et sted. Og ja, vi har ytringsfrihed. Men vi skal også være loyale. Og der kan man jo have forskellige tilgange til, hvad der er vigtigt at få frem i offentligheden, og hvad der ikke er. Så jeg kan godt forstå, hvis der er mange, der har svært ved at ytre sig,” siger Pernille Dam Marcussen, der er leder af daginstitutionen Unoden i Viborg.

Pernille Dam Marcussen er sammen med forskeren Rasmus Willig og privatpraktiserende socialrådgiver Maj Thorsen med i en række afsnit om ytringsfrihed og moralsk stress i vores podcastserie ”Forråelsens ansigter”.

I 2019 blev Pernille Dam Marcussen og Unodens børn og personale med ét landskendte, da de var med i to dokumentarprogrammer på TV2 med titlen ”Eksperimentet med vores børn”. Unodens medarbejdere, forældre og ikke mindst børn lukkede TV2 ind for at følge hverdagen, og seriens eksperiment var at skrue op for normeringen, så der var én voksen til seks børn.

I årene inden mærkede hun, hvordan det sled på både hende og personalet, at de ikke kunne bedrive den pædagogik, som de gerne ville, og som de følte sig forpligtet til.

”Pædagogikken blev tilrettelagt for det store fællesskab og ikke for det enkelte barn. Det, der fyldte meget for os, og var motivationen til at sige ja til at være med i programmerne, var, at jeg kunne mærke den moralske stress og en knude i maven. At uanset hvor meget vi knoklede på, så tænkte man ikke over de gode ting, man havde gjort, når man kom hjem. Det, der fyldte for mine medarbejdere, det var det barn, de ikke havde nået. Det er moralsk stress, der kan smadre enhver,” siger Pernille Dam Marcussen i podcasten.

Man går i stykker

Og netop den moralske stress bliver værre, når man oplever, at man ikke kan komme af med sin kritik.

”Noget af det, jeg har opdaget gennem min forskning, er, at man skal forstå, at det ikke bare er censur af det frie ord, men man skal forstå det i bogstavelig forstand. Det er en censur af selvet, altså af den jeg er. Og ’hvem er jeg?’ Jeg er én, der har pædagogiske aspirationer, jeg har en bestemt moral og etik, som jeg knytter til børnene. Det er sådan, alle pædagoger er, ligesom alle lærere. Det er det, man gerne vil. Men i det samme at den bliver brudt, eller man bliver nervøs for at den bliver brudt, så går man i stykker,” siger Rasmus Willig i podcasten.

Han fortsætter:

”Hvis man går tilbage til den grundlæggende socialpsykologi, så skal man kunne bekræftes og tillægges værdi for den, man er, for at kunne svare på spørgsmålet ’hvem er jeg?’. Så hvis jeg er pædagog, læge, lærer eller sygeplejerske, så vil jeg ikke kunne blive bekræftet, for jeg må ikke tale om, hvordan det er, eller de oplevelser, jeg knytter til det. Og hvis jeg ikke kan svare på spørgsmålet ’hvem er jeg?’, så vil man dele de samme symptomer som den depressive, den angste eller den stressede i klinisk diagnostisk forstand. Man bliver mere stille og har svært ved at genkende sig selv. Så det har en meget voldsom konsekvens, atman ikke kan tale om det. Det er ikke bare det, at man ikke kan nå de mange opgaver, men man kan ikke tale om det, man ikke kan nå, og det er faktisk det værste,” siger Rasmus Willig.

Et offentligt svigt

Rasmus har en ph.d. i sociologi og er tidligere lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet. Han har i mange år forsket i begrebet kritik og vilkårene for kritik og ytringsfrihed blandt offentligt ansatte. Og han har skrevet en række bøger om emnet, blandt andet boget ”Afvæbnet kritik”.

I programmet fortæller Rasmus Willig om, hvorfor kritikken er vigtig, hvordan det slider på de ansatte, når de ikke kan ytre kritikken frit uden at frygte konsekvenserne, og hvordan vi som samfund bedre kan værne om de ansattes ytringsfrihed.

Én af dem, der på egen krop har mærket, hvor svært det kan være at stå frem med alvorlig kritik, er Maj Thorsen. Hun frygtede at blive kategoriseret som én af de illoyale og vanskelige medarbejdere. Og hun har været rystende bange for at stå frem. Som hun selv siger i podcasten:

”På et tidspunkt kunne jeg ikke længere se mig selv i øjnene med det arbejde, jeg lavede. Det var et svigt. Et offentligt og alvorligt omsorgssvigt af børn og unge.”

Efter at have forsøgt sig internt valgte hun at gå til medierne. I første omgang anonymt. Men senere stod hun frem, og når hun i dag tænker tilbage, så ville hun have ønsket, at hun rent faktisk kendte sine rettigheder, og at det ikke var forkert, når hun stod frem og fortalte om forholdene.

I dag er det én af hendes missioner, at der skal være bedre vilkår for kritik på de offentlige arbejdspladser. Men hun mærker også i forbindelse med foredrag og aktivitet på sociale medier, hvordan offentligt ansatte er bange for at fortælle. Forleden modtog hun denne besked i sin indbakke:

”Lige i dag turde jeg simpelthen ikke like dit opslag om de kritiske medarbejdere, selvom jeg er rørende enig. Jeg er bange for at blive sat i bås som en kritisk medarbejder, hvilket en arbejdsgiver – altså en offentlig arbejdsgiver – ikke vil synes om.”

Hun mener derfor, at både arbejdsgivere og de faglige organisationer skal være mere tydelige om, hvilke rettigheder de ansatte har, når det gælder deres ytringsfrihed.

Hvad det betød for Maj Thorsen selv at stå frem, hvorfor hun mener kritikken er vigtig for ledere og politikere, og hvad hun anbefaler dem, der ønsker at stå frem, at gøre, samt hvordan offentlige ledere og politikere kan fremme vilkårene for kritik, fortæller hun mere om i podcasten.

Du kan finde de tre afsnit i podcastserien ”Forråelsens ansigter”.

Den moralske stress bliver værre, når man ikke kan fortælle om den. Med Rasmus Willig

Vi er nødt til at fortælle politikerne om virkeligheden. Med Pernille Dam Marcussen

Maj var rystende bange for at fortælle om virkeligheden – og hun er ikke alene. Med Maj Thorsen

Og har du ikke hørt hele serien, kan du finde den her.