Vi skal give de unge med dobbeltdiagnoser en chance. Her er fem anbefalinger til at undgå at overse de unge

Alle er enige om, at der skal sættes ind over for unges mistrivsel. En af de indsatser, som regeringen har bebudet, er etableringen af et lettilgængeligt kommunalt tilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse.

Det er godt, at der fra 2024 skal etableres lettilgængelige kommunale tilbud til børn og unge. Men i UngeAlliancen kan vi være bekymrede for, at kriterierne for, hvem der er målgruppe for tilbuddene, bliver for snæver, og at nogle unge bliver afvist og vurderet som uden for målgruppen.

William og Ada er nogle af de mindst 6.400 unge under 25 år i Danmark med dobbeltdiagnose-problematikker – dvs. psykiske problemer kombineret med et problematisk rusmiddelforbrug – som vi frygter, ikke er omfattet af tilbuddet.

Lad os kort ridse William og Adas historie op.

Ada på 17 år ankommer på sygehusets akutmodtagelse tirsdag formiddag med voldsomme mavesmerter. Det er ikke første gang, Ada henvender sig. Der er ingen fysiske forklaringer, men da børne- og ungesocialsygeplejersken får spurgt ind til Ada, viser det sig, at hun er droppet ud af ungdomsuddannelsen pga. pres og får drukket for meget alkohol for at dæmpe sin nedtrykthed. Sygeplejersken får efter et par samtaler mistanke om, at mavesmerterne er et belastningssymptom på en depression, som er forværret af et massivt alkoholforbrug.

William på 15 år bliver henvist til kommunens åbne ungerådgivning af skolen. Han kan ikke sidde stille i timerne, og han har ofte konflikter med lærerne og de andre elever. Rådgiveren får efter et par samtaler mistanke om en uopdaget ADHD, samtidig med at rådgiveren afdækker, at William ryger hash for bedre at kunne finde ro og falde i søvn om aftenen.

En mulighed for at opdage unge i risiko

Ada og Williams historier viser, at det er tilfældigt, hvor de unge henvender sig efter hjælp – eller bliver tilbudt hjælp. De unge og deres familier opsøger det, de kender, og mangler ofte viden om, hvad der findes af forskellige tilbud i det offentlige. De sætter heller ikke fagbegreber på deres mistrivsel, fx ADHD eller depression, men henvender sig med fx ondt i maven, konflikter i skolen eller eksamenspres.

Vi er nødt til at nå unge som William og Ada tidligere og give dem en chance for at blive grebet i stedet for at falde ned imellem de tværsektorielle hjælpesystemers stole. Etableringen af et kommunalt lettilgængeligt tilbud kan være en mulighed for at opdage unge i risiko for dobbeltdiagnose tidligere – før problemerne når at udvikle sig til så massive og langvarige problemer, som en dobbeltdiagnose ofte betyder.

Fem faglige anbefalinger, der tager udgangspunkt i den unges behov for hjælp

For at imødekomme den tilfældighed, hvormed de unge henvender sig efter hjælp, har vi i UngeAlliancen fem faglige anbefalinger til det kommende arbejde med at etablere et lettilgængeligt kommunalt tilbud med udgangspunkt i alle unges behov:

1. Den grundlæggende tilgang bør være ’No wrong door’

Når en ung – verbalt eller non-verbalt – udtrykker behov for hjælp, skal de mødes med hjælp. Nogle unge søger hjælp, som vi andre gør, fx via egen læge, skolelæreren, den lokale ungerådgivning, anbefalinger fra en ven, psykolog eller lignende. Andre unge rækker måske slet ikke ud efter hjælp og går derfor med deres problemer alene, indtil vi opdager/opsøger dem. Det afgørende er derfor, at vi på tværs af systemer kan opdage og tage imod de unge, når de har brug for hjælp, og – hvis der er brug for andet og mere hjælp end dét, som vi selv kan tilbyde – skal der bygges bro og ikke gives slip, før andre har taget over. Det kræver et solidt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde om den unges problemstillinger.

2. Helhedsorienterede tilbud med udgangspunkt i den unges behov

Et lettilgængeligt tilbud, hvor alle kan henvende sig, kræver, at man kan spørge helt åbent ind til den unges problemer og tage udgangspunkt i det, den unge kommer med – også den unges eventuelle brug af rusmidler. Det kræver en bred målgruppevurdering, så de unge ikke bliver afvist, når de selv oplever at have et behov for hjælp – fx hvis de også har eller er på vej til at udvikle et problematisk brug af rusmidler.

3. Faglig ballast og tværfaglige kompetencer hos rådgiverne

Det kræver solide faglige kompetencer og muligheder for tværfaglig sparring at arbejde i et lettilgængeligt tilbud, der tager udgangspunkt i de unge, da vi skal afdække alle typer af problemstillinger. Fagpersonerne i tilbuddet skal derfor have tværfaglige kompetencer inden for psykisk mistrivsel, sociale problemer, rusmidler, hjælpesystemets muligheder og et kendskab til unge og nutidens ungeliv. Tilbuddet skal også kunne benytte en bred vifte af faglige metoder, der kan imødekomme de unges forskellige behov.

4. Brobygning til mere specialiserede tilbud

I det lettilgængelige tilbud vil fagpersonerne kunne klare mange henvendelser med rådgivning og lettere behandlingstilbud. Men har den unge behov for en mere specialiseret indsats, skal det lettilgængelige tilbud sikre en hurtig og smidig brobygning, så den unge holdes i hånden, indtil det rette tilbud er fundet.

5. Vi skal væk fra ’hønen eller ægget’-diskussionen, når det gælder unge med dobbeltdiagnoser

En opfattelse af, at det enten er den psykiske mistrivsel eller rusmiddelbruget, der skal behandles først, betyder ofte, at den unge lander mellem to stole. De to problemer kan ikke adskilles og forstærker hinanden, så vi må som fagpersoner tage udgangspunkt i, at begge problemer imødegås samtidig i en koordineret indsats. For de unge handler det ikke om kasser, men om deres samlede liv. De skal derfor tilbydes den hjælp, de har brug for i et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde.

Ovenstående fem anbefalinger bør være fundamentet for udviklingen af det lettilgængelige kommunale tilbud til børn og unge og kan bidrage til at forebygge, at unge udvikler dobbeltdiagnoser og bedre hjælpe dem, der allerede har udviklet dobbeltdiagnoser.