De kommer som EU-migranter med drømmen om et job i Danmark. Men de ender som hjemløse. Hvorfor?

Socialrådgiver Silvia Fontana husker tydeligt den dag for seks år siden. Det var lige før lukketid, da den marokkanske kvinde stod i døren med to små piger i hånden.

Et voldeligt ægteskab og dårlige jobudsigter havde fået kvinden til at forlade Spanien, hvor hun havde boet i 17 år og fået spansk statsborgerskab, og søge mod Danmark. Flere af hendes venner havde fortalt hende, at her var der gode muligheder for at finde job og skabe sig et liv.

Nu stod hun en sen eftermiddag i Kompasset, Kirkens Korshærs rådgivningsenhed for udenlandske hjemløse, i Københavns Nordvestkvarter.

Silvia Fontana ringede til den sociale døgnvagt. Kvinden var EU-borger og opholdt sig dermed lovligt i Danmark. Hun var uden bolig og i en udsat situation – og hun havde derfor, ifølge serviceloven, ret til hjælp til midlertidig bolig. Men det skulle vise sig ikke at være så enkelt.

”Jeg blev på arbejdet hele aftenen. Jeg tolkede den ene samtale efter den anden og argumenterede for hendes ret til hjælp. At alle, der er på lovligt ophold i Danmark og i en udsat position, har ret til de ydelser, serviceloven beskriver. Men lige lidt hjalp det. Det var kvindens eget valg, at hun var kommet, så de kunne ikke hjælpe,” fortæller Silvia Fontana, der er italiener, men har boet i Danmark de sidste 11 år – og arbejdet i Kompasset siden første åbningsdag i 2013.

Den aften blev Silvia Fontana for alvor indigneret. For ja, det var rigtigt, at kvinden selv havde valgt at komme til Danmark. Men det ændrede ikke på, at den lille familie var i nød.

Det handler om etik

Hver dag henvender 15-30 migranter sig til Kompassets rådgivningstjeneste for at få hjælp til alt fra at finde et sted at sove, oprette en bankkonto eller registrere sig i Danmark. De fleste af dem har været her i kort tid og bor på gaden. Og oftest er det en anden udenlandsk hjemløs, der har tippet dem om Kompassets hjælp.

Den fri bevægelighed over EU’s grænser har gjort det muligt for nogle af Europas fattigste borgere at søge mod andre EU-lande. Flere af dem har børn i deres hjemland, som de drømmer om at kunne forsørge, og flere af dem har tidligere forsøgt at finde fodfæste i andre EU-lande.

Omkring 80 procent af de migranter, der henvender sig til Kompasset, er EU-borgere. De har derfor ret til at opholde sig i et andet EU-land i tre måneder – og i seks måneder, hvis de kan dokumentere, at de er arbejdssøgende. Men en ting er lovgivning, noget andet er den virkelighed, de mødes af i Danmark.

Ifølge Silvia Fontana står udfordringerne i kø for de oftest uuddannede migranter, der kommer til Danmark, og som hun møder på Kompasset.

Hun kalder den situation, migranterne mødes af, for en gråzone, hvor national og europæisk lovgivning flere steder støder sammen – hvor både uvidenhed og uenighed om fortolkningen af lovgivningen skaber udfordringer. Og hvor migranterne ofte må kigge langt efter åbne døre og hjælp til at navigere i det danske system.

Blandt andet peger hun på, at vi i Danmark har en meget snæver opfattelse af, hvad det vil sige at være udsat.

”Er du psykisk syg eller misbruger, er du udsat, men ellers er du ikke. Står du som fattig migrant uden andre muligheder end at søge mod gaden, er du uden for målgruppen. Selv ikke romaerne, som hører til blandt de mest udsatte i Europa, betragter vi som udsatte,” siger hun og fortæller, at man på mange af herbergernes natcaféer spørger efter det gule sundhedskort og fortæller migranterne, at retten til ydelser som et ophold på herberg kræver et cpr-nummer.

”Men som udsat EU-borger har du samme ret til en plads i natcaféer som en dansker med cpr-nummer og gult sundhedskort,” siger hun.

Hos Kompasset har de lavet en skrivelse til migranterne, hvor de lister deres rettigheder. Blandt andet anbefaler de dem at få en skriftlig afvisning, hvis de bliver afvist på et herberg eller en natcafé, fordi de ikke har et cpr-nummer, så de kan lave en klage.

”Men kan du se, hvor meget det kræver?” spørger hun og kigger på mig.

De fleste af os har mødt migranterne som hjemløse flaskesamlere i hovedstadens gader, som sælgere af gademagasinet Strada eller med en sovepose i parkerne. Og måske kan det være svært at forstå, hvorfor vi skal hjælpe disse mennesker på midlertidigt ophold i Danmark.

For Silvia handler det først og fremmest om etik. Men hun mener også, at hjælpen er en social investering. Konsekvensen af, at migranterne ikke får hjælp til finde vej og fodfæste, ser hun igen og igen. Hjemløse migranter, hvis håb og motivation slukkes – og hvor depressionen, misbruget og den sociale deroute tager over. De sociale og økonomiske omkostninger kan blive store.

”Jeg drømmer om et rigtigt liv – og måske en familie”

For Mihai, der er 38 år og fra Rumænien, og som kom til Danmark i 2017, startede det hele godt. Han havde boet ti år i Grækenland, hvor han havde haft forskellige jobs, blandt andet i byggebranchen. Men da nedturen ramte landet, søgte han mod Danmark.

Her blev han ansat som sæsonarbejder som jordbærplukker på en gård i Lejre Kommune, hvor han også kunne bo. Senere blev han fastansat. Lønnen var fin.15.000 kroner om måneden efter skat plus feriepenge. Og mens de fleste arbejdsgivere i Danmark kun vil udbetale løn til en dansk bankkonto, betalte de hans løn ind på den bankkonto, han havde oprettet i Grækenland.

Også registreringen som arbejdstager, som man er forpligtet til at lave, når man får job i Danmark, og som for mange migranter kan være en snørklet proces, forløb glat.

”Min chef guidede mig i, hvordan jeg først skulle kontakte SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration, red.) og bagefter SKAT,” fortæller Mihai.

Med fast adresse og registrering hos SIRI kunne Mihai også registrere sig i cpr-registret og få et ’yellow card’, som han kalder det gule sundhedskort.

Mens retten til servicelovens ydelser gælder, uanset om man har et cpr-nummer eller ej, har man uden et cpr-nummer kun yderst begrænset adgang til sundhedshjælp i Danmark. Og for at få et cpr-nummer skal man have en bopælsadresse og et opholdsbevis fra SIRI.

”Kun hvis man bliver akut syg, kan man få hjælp uden et cpr-nummer. Det er en stor udfordring for de migranter, der lever på gaden,” siger Silvia Fontana.

Selvom det hele umiddelbart forløb glat for Mihai, stødte han ind i udfordringer. Efter han var blevet fastansat, var han med til at gøre stiklingerne klar til såning og dække jordbærplanterne til for at beskytte dem mod vind og vejr. Og særligt om vinteren var det hårdt. Arbejdet var nødt til at starte klokken fem om morgenen, inden det blæste op. Det var koldt og ofte meget vådt, og Mihai blev derfor syg af arbejdet.

”Til sidst måtte jeg stoppe,” fortæller Mihai, da vi mødes i Kompassets rådgivning en eftermiddag sidst i oktober, godt et år efter, han forlod gården og tog til København.

De første måneder overnattede han så vidt muligt i Mariakirken, der ligger på Istedgade på Vesterbro. Hver aften mødte han op lidt før 22, så han kunne være med til lodtrækningen om de 20 ledige madrasser. Fik han en plads, kunne han blive til klokken syv næste morgen. Kirken har kun åben i vinterhalvåret, så siden april har han sovet ude.

”Nogle gange, når det er dårligt vejr, får jeg lov til at overnatte på Mændenes Hjem, men ellers sover jeg udenfor. I nat har jeg sovet ude.”

Det var en tilfældighed, at han kom i kontakt med Kompasset. Sommeren igennem arbejdede Mihai som afrydder på en café på Vesterbro. Lønnen fik han udbetalt i kontanter, men det er utrygt, når man sover på gaden. Og snart skulle caféen lukke for sæsonen, så han skulle søge et nyt job. Derfor henvendte han sig til Nordea Bank for at oprette en bankkonto, først alene og siden sammen med sin chef.

Begge gange fik han afslag, selvom alle EU-borgere, der lovligt opholder sig i andet EU-land og ønsker at oprette en ’basal betalingskonto’, ifølge EU-lovgivning har ret til det.

”De sagde, at hvis jeg ikke havde en adresse, kunne jeg ikke åbne en bankkonto, medmindre jeg kunne dokumentere, at jeg var hjemløs, men hvordan skulle jeg gøre det?” spørger Mihai.

For danske hjemløse er det en mulighed at blive registreret med ’ukendt adresse’. Men den mulighed har de udenlandske hjemløse sjældent, fortæller Anna Kiertzner, der ligesom Silvia Fontana er rådgiver hos Kompasset.

”Ingen kommuner i Danmark vil registrere dig med ’ukendt adresse’, medmindre du allerede har været registreret på en adresse i minimum tre måneder,” siger hun.

At bankerne ønsker flest mulige oplysninger om deres kunder – herunder adresse – skyldes blandt andet hvidvaskningslovgivningen, men det er et problem særligt for de udenlandske hjemløse. Derfor har blandt andet Stenbroens jurister, der er en specialiseret retshjælp for hjemløse, stofafhængige og andre særligt udsatte, arbejdet for, at de udenlandske hjemløse kan få nemmere adgang til en bankkonto. For nylig skete et lille gennembrud. Regeringen indgik den 31. oktober en aftale med Finans Danmark og KL om at se på problemet.

Da Mihai tidligere havde boet i Lejre Kommune, lykkedes det ham med Kompassets hjælp at blive registreret med ’ukendt adresse’ i kommunen. For nylig skrev han under på bankpapirerne og venter nu på sit bankkort.

Næste skridt for Mihai er at finde et job. Han er parat til at tage de fleste, siger han. Lige nu arbejder ham som frivillig i U-kirke på Vesterbro, hvor han går til hånde med lidt af hvert, men han har brug for en fast indtægt. For at leve. Og så han kan begynde at spare op til et depositum til et sted at bo.

For nylig fik han et tip om, at NETTO kunne være mulighed, da han snakker engelsk.

”Jeg vil gerne blive i Danmark. Jeg har været her et stykke tid, så det er nemmere for mig end at rejse til et nyt land. Jeg drømmer om et rigtigt liv, hvor jeg kan connecte med mennesker. Jeg vil gerne arbejde og have et sted at bo og måske få en familie,” siger han.

Danmark er godt, hvis man forstår reglerne

Paul er 48 år og oprindeligt fra Cameroun, men han har boet 27 år i Spanien og har spansk statsborgerskab. For ham er det lykkedes at navigere uden om hjemløshed.

En kvinde, han mødte i Spanien, tilbød for 1000 euro at skaffe ham et værelse i København. Paul, der er uddannet svejser, var netop blevet skilt og havde hørt, at jobmuligheder og løn var gode i Danmark, så han takkede ja.

Da han den 11. september sidste år ankom til Kastrup Lufthavn, blev han hentet af kvinden, han havde mødt i Spanien.

”Hun tog mig ud til lejligheden, der ligger i Brønshøj. Det viste sig, at jeg slet ikke skulle bo alene på værelset. Der boede allerede fire somaliere. Det var noget helt andet, end det hun havde lovet mig,” fortæller Paul.

Situationen i værelset i Brønshøj gjorde ham nedtrykt, og han vidste ikke, hvor han skulle finde et job, så efter tre uger var han klar til at tage ud i Kastrup Lufthavn og flyve retur til Spanien. Men kvinden, der havde vist ham til værelset, foreslog, at han opsøgte Kompasset.

Her mødte han Anna Kiertzner, der tog med ham til Jobcenter København. Det er ellers ikke særlig tit, at hun guider migranterne mod jobformidlingen. For selvom hjemløse EU-borgere, som søger arbejde i Danmark, har ret til samme hjælp fra myndighederne som danske jobsøgende, er det ikke så let at få adgang til hjælpen, fortæller Anna Kiertzner.

”Jobcenteret har nogle ret specifikke regler for, om de kan hjælpe, og det er ofte svært at få hjælp til de migranter, der henvender sig til os, men fordi Paul er svejser og taler godt engelsk, var det en mulighed,” siger hun.

Efter en del besøg hos Jobcenteret, blev Poul matchet med en virksomhed, hvor han fik et rengøringsjob. Han arbejdede der i tre uger, men fik aldrig sin løn.

Kompasset hjalp Paul med at finde et nyt job. Denne gang i byggebranchen, hvor Paul fik job som nedriver. De hjalp ham med at åbne en bankkonto, så han kunne modtage sin løn.

”Det er virkelig ikke noget, jeg ser særlig ofte, men fordi de er et stort firma, som er afhængige af udenlandsk arbejdskraft, gjorde de det,” understreger Anna Kiertzner.

At Paul overhovedet kunne søge job og opholde sig i Danmark, skyldes hans spanske pas. Mens EU-borgere har ret til at opholde sig i og søge job i Danmark, har borgere fra tredjelande pga. Danmarks EU-retsforbehold ikke mulighed for at søge job, og kan kun opholde sig i Danmark i op til tre måneder på turistvisum.

For Paul begyndte det at lysne, efter han fik job som nedriver. Også boligmæssigt. Tilfældet ville, at han mødte danske Mie på gaden. De faldt i snak, og det viste sig, at hun havde et værelse i den lejlighed, hun boede i med sin mand, som hun gerne ville leje billigt ud til Paul.

En dag kom det en af Pauls kolleger for ørerne, at Paul var uddannet svejser.

”Hvad laver du her? Der er masser af brug for svejsere i Danmark. Har du et certifikat?” spurgte kollegaen.

Det kostede Paul 2500 kroner at få sit spanske certifikat oversat til dansk. Og derfra gik det stærkt. Gennem kollegaen fik han kontakt til et firma, der ansatte ham som svejser.

”Det er det bedste firma. Jeg har en god kontrakt, jeg får en god løn og pension,” fortæller Paul, der på sine mange besøg hos jobformidlingen flere gange nævnte både sin uddannelse og det spanske certifikat, som han gerne ville bruge.

Paul er ikke meget for at tale om de bump og udfordringer, han er stødt ind i i Danmark gennem det sidste år. For mest af alt er han taknemmelig, særlig for den hjælp Kompasset har givet ham.

”Jeg kan godt lide Danmark. Det er et meget seriøst land. Hvis man siger ja, så siger man ja. Hvis man siger nej, siger man nej. Jeg kan godt lide, at der er system i det. Men mange forstår ikke reglerne – og at man er nødt til at følge dem. Man skal sørge for undersøge dem grundigt, og så skal man følge dem,” siger han.

Næste skridt for Paul er at finde sit eget sted at bo.

”Jeg har fået et godt job, nu skal jeg have mit eget sted – og en dag håber jeg også, at møde en kvinde og blive gift igen,” siger han.

Pauls to børn, en dreng og en pige på henholdsvis 17 og 20 år, bor stadig i Spanien, han taler i telefon med dem hver dag – og håber, at de kan komme og besøge ham på et tidspunkt.

Hvordan skal jeg forsørge mine børn?

Mens Paul og Mihai med Kompassets hjælp er kommet tættere på et liv i Danmark, har 43-årige rumænske Adi, der kom hertil med sin mand for fire måneder siden, endnu ikke haft mulighed for at tage mange skridt ind i det danske samfund.

Hun er pakket ind i mange lag tøj, da hun en november-eftermiddag møder op på Kompasset. Siden hun ankom, har en port over for Københavns Hovedbanegård fungeret som nattely for hende og hendes mand. De sover på skift for at passe på hinanden. I nat var der en stofmisbruger, der tog sin kanyle frem og fixede lige ved siden af dem.

”Vi sagde til hende, at det var ok, bare hun lod os være,” fortæller Adi.

I sidste uge lykkedes det Adi at få lov til at overnatte på et herberg, men hun kunne ikke lide at være der, fordi der var så meget misbrug, så vil hun hellere sove på gaden. På regnfulde dage som i går søger hun ned på metrostationen ved Hovedbanegården, hvor hun kan tørre sit tøj på en radiator.

Adi og hendes mand var også i København nogle måneder sidste sommer for at forsøge at finde job. Dengang lykkedes det ikke. Siden har de også forsøgt i Sverige.

Deres drøm er at kunne forsørge deres to børn på 12 og 14 år, der lige nu bor hos Adis pensionerede mor i Rumænien. De drømmer at få deres børn til Danmark – eller et andet land – sende dem i skole og give dem et sted at bo.

Lige nu lever Adi og hendes mand af en lille opsparing, de har haft med sig, og af de penge, Adis mand tjener, når han som gadekunstner laver tegninger på asfalten i Københavns gader. Adi har forsøgt at finde job ved at aflevere sit telefonnummer i nogle italienske restauranter, da hun har erfaring med at lave pizzaer og arbejde i køkkener i Italien, hvor hun og familien boede i over 15 år.

Indtil videre har ingen af dem kontaktet hende. Nu vil hun prøve at finde et rengøringsjob.

”Hvis jeg ikke har fået job i løbet af nogle måneder, må vi tage tilbage til Rumænien, for så kan jeg ikke undvære mine børn længere. Men det er ikke en mulighed at blive der. Det er svært at få job – og selv, hvis jeg får et, er det for dårligt betalt til, at jeg kan forsørge mine børn,” siger hun og fortæller, at hendes mand på et tidspunkt tog tilbage til Rumænien, hvor det lykkedes ham at få et job som nedriver. Det gav 250 euro om måneden.

”Det kan vi ikke leve af,” siger hun.

I fem år, siden familien måtte forlade Italien, har de levet på denne måde. Skiftevis ude at lede efter job i lande som Danmark, hvor det som ufaglært er muligt af leve af den løn, man får. Og så nogle måneder hjemme hos deres børn i Rumænien.

”Jeg er træt. Og hver dag gør det ondt ikke at kunne se mine børn vokse op. Hvis bare vi havde et sted at bo, ville det være nemmere også at finde et job, og vi ville kunne registrere os i landet. Jeg kan ikke forstå, at det kan være så svært,” siger hun og fortæller, at hun for nylig købte en hundehvalp til sine børn i Rumænien.

”Hvad skal vi med en hundehvalp, når det er dig, vi har brug for?” var datterens respons.

En rygsæk fuld af håb

Langt de fleste af de migranter, der kommer til Danmark, ankommer, ifølge Silvia Fontana, med en rygsæk fuld af håb og motivation.

”Jeg hører tit folk sige, at migranterne kommer for at udnytte den sociale velfærd. Det billede kan jeg ikke genkende. De fleste ved slet ikke, at det er en mulighed. De kommer med et reelt ønske om at finde et arbejde og skabe en fremtid,” siger Silvia Fontana.

Men som Silvia Fontana siger, er Adi et eksempel på, hvad der sker, når man ikke lykkes, når man konstant møder lukkede døre. Man bliver træt og mister håb og motivation.

Den marokkanske kvinde, som Silvia Fontana mødte for seks år siden, har i dag permanent opholdstilladelse, hun har et rengøringsjob, hendes børn går i skole, og hun har fået en lejlighed i en boligforening, fordi en privatperson i fem år betalte for hendes medlemskab, så hun kunne stå på foreningens venteliste.

”Men hun er også en kvinde, der er brændt ud. Det har været en helt vildt hård kamp. Jeg er imponeret over, hvad hun har holdt til. Hun og hendes børn har overnattet mere end 20 forskellige steder i løbet af få år. Hun nåede det, hun drømte om, men nu tror jeg, hun står hun over for en langtidssygemelding. Danmark kommer nu til at betale dyrt for den manglende investering i starten,” siger Silvia Fontana.

Skal hun komme med et skøn, vil hun mene, at det lykkes for halvdelen af de migranter, de møder på Kompasset, at få et job på det regulerede arbejdsmarked – med Kompassets hjælp.

Hvor mener du ansvaret for at hjælpe de migranter, I møder, burde ligge?

”Jeg vil mene, at mere ansvar skulle ligge hos det offentlige. Især i et land, der er verdensberømt for at være meget socialt orienteret. Et partnerskab mellem NGO’ere og det offentlige kunne også være frugtbart,” siger hun.

Konkret peger Silvia Fontana på, at opgaven med at guide de ofte ufaglærte migranter ind i det danske samfund burde ligge hos International House Copenhagen, der er et partnerskab mellem Københavns Kommune og en række offentlige myndigheder og private virksomheder.

”I International House Copenhagen kan de nye københavnere nemt få ordnet det nødvendige papirarbejde som opholdstilladelse, CPR-nummer og skat i myndighedssamarbejdet International Citizen Service og desuden få rådgivning om at søge job og tage uddannelse,” lyder det blandt andet på deres hjemmeside.

Men Kompassets erfaring er, at det er svært for de migranter, de møder i deres rådgivning, at få hjælp hos International House Copenhagen. Blandt andet på grund af manglende IT- og sprogkundskaber.

”Fx skal man registrere sin ankomst på en computerskærm, og det kan være svært at forstå, hvordan man gør – og hvad man kan få hjælp til. Noget af det, vi har gjort os umage med her på Kompasset, er at have mange sprog. Og vi møder folk i øjenhøjde der, hvor de er,” siger Silvia Fontana og fortsætter:

”Egentlig er jeg ikke meget for at sætte det op på den måde. Men Danmark har fået så meget ud af sit EU-medlemskab og det indre marked. Den her gruppe kræver muligvis en investering. Men det burde være peanuts i forhold til den økonomiske gevinst, Danmark har høstet.”

Efter redaktionens afslutning, har både Mihai og Adi fået job. Mihai som nedriver og Adi som rengøringsassistent.

Adi har valgt kun at bruge sit fornavn, mens Paul og Mihai har valgt at være anonyme. Socialt Indblik er bekendt med alle deres navne.