Tidligere anbragt: Forherligelse af plejefamilier er ude af trit med virkeligheden

Kører man hurtigt fingeren ned over tabellen med statistikker over anbringelser og børns fremtidsudsigter, står det sort på hvidt: Flere plejefamilieanbragte klarer sig bedre ind i voksenlivet end anbragte på institution. Ser vi blot på procentandelen af anbragte børn, der færdiggør folkeskolen, er det kun 11 procent af institutionsanbragte, som gennemfører Folkeskolens Afgangseksamen, mens, hold nu fast, hele 56 procent plejefamilieanbragte kommer igennem. Det er ofte de former for statistikker, der bliver fremhævet, når politikere og sociale myndigheder taler om plejefamilien som den bedste anbringelsesform. Mens forskere peger på, at der er andre forhold, der skal tages i betragtning, som fx plejebørnenes alder ved anbringelsen og omfanget af svigt, som de anbragte har været udsat for, før de blev anbragt.

Anbringelser af børn og unge er en kompleks sag, og det er alt for snævert at vurdere anbringelsens kvalitet ud fra, hvor mange der gennemfører folkeskolen eller kommer til at tjene samfundet bedst i deres voksenliv. 

For mig at se kan kvalitet i anbringelse ikke udelukkende måles på samfundsøkonomiske parametre. Men det er det, der sker. Økonomiske rationaler sætter kursen for anbringelsespolitikken. Og det bekymrer mig. Hvorfor er der en stigende tendens til at forherlige plejefamilier?

Historisk er plejefamilien politisk blevet beskrevet som den mest ’sunde’, ’naturlige’ anbringelsesform og ”den mindste Afvigelse fra de Forhold, hvorunder et Barn lever i sit naturlige Hjem”, som man kan læse i artiklen ’Antallet af familieplejeanbringelser er steget eksplosivt de sidste årtier’ her på Socialt Indblik. Men hvordan blev plejefamilien idealet?

Her kan man blandt andet læse, at kommunernes gennemsnitlige årsudgift pr. anbragt i plejefamilie i 2019 var cirka 470.000 kroner. Mens den gennemsnitlige årsudgift pr. anbragt på døgninstitution eller opholdssted var cirka 1.160.000 kroner. Det vil sige to en halv gange så dyrt for kommunen.

Det faktum, at plejefamilien er en markant billigere anbringelsesform, bliver sjældent nævnt, når politikere og myndigheder taler om plejefamilien som idealet. Men hvilken rolle spiller økonomi i politikernes iver efter at flytte stadigt flere anbringelser fra institutioner til plejefamilie? Og for jagten på flere plejefamilier, som lige nu udmønter sig i kampagnen ’Små Liv Søger Store Hjerter’, som Social- og Boligstyrelsen har søsat for at få flere til at melde sig som det, kampagnen har døbt ’Hjerteforælder’? Er det et økonomisk incitament, der styrer anbringelser af børn og unge? Eller en simpel glorificering af kernefamiliens storhedstid og vores romantiserede forestillinger om familien?

At være anbragt uden for hjemmet er ikke altid nemt. Jeg har oplevet det på egen krop, hvor jeg som toårig blev anbragt uden samtykke på et akutbørnehjem. Senere fik jeg plads hos forskellige plejefamilier med varierende kvalifikationer, motivationer og kvalitet. Gennem mine bare 27 år har jeg mødt mange – virkelig mange – nuværende og tidligere anbragte. Det er ud fra disse iagttagelser, at jeg nedfælder de kommende pointer gennem et tværsnit af erfaringer fra bekendtskaber med samme baggrund som mig selv.

Det at være et anbragt barn og at skulle defineres som enten institutionsbarn eller plejebarn gennemsyres af processer, vurderinger og test. Udfaldet af disse er afgørende for, hvad du bliver placeret i – og det er vanvittigt. Hvorfor handler det ikke om, om det er det rette at gøre, eller om den sociale indsats er aktuel?  Fordi systemer forstår systemer bedst, bliver det en nødvendighed at gruppere børn ud fra, hvor skadet barnet er på en skala. Netop pointen om at benytte sig af skalaer tillader at indføre forskellige statistiske værktøjer og test til at rangere børn, hvor en opdeling kan føles som ’de gode’ og ’de dårlige’ børn.

For et par år siden søgte jeg aktindsigt i journalen, som dokumenterer min anbringelse. Min aktindsigt bevidner, at jeg var et barn uden væsentlige skader, så jeg blev kategoriseret som et potentielt plejebarn. Jeg står tilbage med en oplevelse af, at der ikke var krav om en minimumsstandard for mine 17 år i den kommunale varetægt.

Jeg voksede op i en flække, hvor jeg var plejebarnet nede fra gården. Mine biologiske forældre forbød mig at tiltale mine plejeforældre som mor og far, så allerede fra børnehaven var jeg på dybt vand i forhold til, at det jo lignede en mor og en far, som hentede mig.

Forstå mig ret, jeg ved, at der findes mange gode plejefamilier, men alligevel er der ikke nok af disse familier med hjertevarme og uovervindeligt overskud. Resultatet bliver ofte sammenbrud i anbringelsen, og det går som regel udover det plejeanbragte barn.

At være plejeanbragt kan på mange måder ligestilles med et ’almindeligt’ liv. Eller hvad? For det er saftsuseme anderledes at bo i pleje end at komme fra en kernefamilie. Lad mig komme med tre korte, konkrete eksempler på, at en plejefamilie ikke er en kernefamilie:  

Sammenbrud i anbringelsen; anbragte flytter betragteligt mere end andre børn. Forskellen er dog her, at de ikke kun flytter adresse, men flytter plejefamilie, altså primære omsorgspersoner, og ofte også skole og omgangskreds. Og når den anbragte fylder 18 år, og anbringelsen slutter, mister de anbragte unge ofte deres hjem fra denne ene til den anden dag. Hvis du troede, at et ungt hjerte kun kan knuses af ulykkelig kærlighed, så burde du høre fra alle dem, som faktisk troede, at de fik en familie. Men så blev de 18 år, og de røg ud på røv og albuer.

Voksenmøder i voksenomgivelser, hvor vi taler om voksenting; Upåagtet hvor velanbragt et plejebarn er, er der udefrakommende aktører, som spiller en central rolle. Jeg taler naturligvis om kommunen, socialrådgiveren, forvaltningen, måske Børne- og Ungeudvalget. Det er et lod som barn i kommunelivet, og som kontrast er det mest voksen-møde-agtige mine jævnaldrende har været til i barndommen skolehjemsamtaler og en tur hos sundhedsplejersken. Statusmøder og børnesamtaler er et vilkår for plejebørn, men ikke noget, som hjemmeboende børn uden en socialsag oplever. Jeg husker selv mine klassekammerater med 50 procent misundelse og resten, en god blanding af sindsblæsende forbavselse og med spørgsmålstegn i øjnene, når jeg fik fri fra skole og skulle til statusmøde med kommunen eller have samvær med mine forældre.

Forældresamarbejdet; Jeg hører både fra familieplejere, som beretter om et svært samarbejde med de biologiske forældre, og ligeledes fra biologiske forældre, der fortæller om et ujævnt og uværdigt samarbejde med familieplejere. Desværre står barnet tilbage som en lus mellem to negle, hvilket ikke kun er følelsesmæssigt hårdt, men også noget, som kan forankre sig som en rodløshed og evig flygtighed.

Lad mig slå fast, at ovenstående eksempler ikke kun berører familieplejeanbragte, men også andre typer af anbringelser. Hvad der er iøjnefaldende ved familieplejeanbringelser, er forsøget på at normalisere anbringelser, når det sættes ind i en kontekst, som alle kan genkende: kernefamilien. Udfordringen er her, at de, som kan genkende en familiekontekst, sjældent er de børn, som placeres i den. For de er netop placeret et andet sted end i deres vante familiekonstellation.

At tro, at det udelukkende er den klassiske kernefamilie som anbringelsestilbud, der kan tilføre tryghed og omsorg, er forsimplet (for ej at tale om den iboende modstand mod alle andre former for familieliv).

Den logiske tanke må uomtvisteligt være, at det er bedst at bo i en familie. At have en familie. At være en del af en familie. Det er noget, som alle mennesker gør, har eller er. Men hånden på hjertet, så synes jeg, at der er en tendens til en forfejlet idealisering af plejefamilier, hvor vi glemmer afgørende faktorer, der understøtter en grundsikret standard.

Mens institutioner får besøg to gange om året, skal det sociale tilsyn kun besøge en plejefamilie én enkelt gang. Hvordan skal man kunne holde tilsyn med noget, som man ikke besøger?

Idéen om, at en plejefamilie er en ’ægte’ familie, har manifesteret sig så grundigt, at plejefamilier ikke er underlagt voksenansvarsloven, hvilket betyder, at magtanvendelser ikke skal indberettes til tilsynet. Det kan være en ensom anbringelsesform, hvis man ikke helt forstår den klassiske familie, og samtidig ikke ved, hvor grænsen for de voksnes fysiske håndtering går.

En hel anden side af sagen er plejefamiliers arbejdsvilkår. De får hverken pension eller optjener feriepenge. Den månedlige indkomst omregnet til en timeløn er noget, de færreste vil acceptere. Og det skaber en ærgerlig situation for et barn i pleje. For når lønforhandlingerne er ikkeeksisterende, bliver ekstra vederlag den eneste vej til en højere løn for plejeforældre. Ekstra vederlag kan opnås, når børn har særlige udfordringer.

Den afregningsmodel kan få plejeforældre til at journalføre plejebørn dårligere, end de er. Den form for subtil lønforhandling forklædt som vederlag finder sted. Jeg selv har oplevet det, og jeg kender andre tidligere anbragte, der har konstateret det samme, når de har læst deres journal. Det er urimeligt og uværdigt at blive journalført dårligere, for at familieplejere kan trække en større lønsum ud. Overenskomst og løn hører til på et forhandlingsbord og ikke i en journal.

Når staten griber ind og tager børn i sin varetægt, så medfølger der et ansvar. Vi bliver nødt til at se nærmere på kvaliteten i anbringelsen, og hvad de forskellige anbringelsesformer i deres særegne tilstand kan. Og måske skal vi forsøge at udvide vores horisont og skabe hybride anbringelsesformer, som tager det bedste fra begge verdener – plejefamilier og institutioner. For de her børn fortjener mere. De fortjener bedre.