Politisk debat må ikke overskygge socialfagligheden i Housing First
Det langsigtede mål i den nye hjemløsereform, hvor Housing First står centralt, er, at borgeren ud fra egen bolig kan opnå social inklusion. Skal Housing First lykkes på sigt for den enkelte borger, skal der sikres en helhedsorienteret, gennemgående socialfaglighed i sagsarbejdet og i den pædagogiske indsats, skriver Kirsten Trans, der er partner hos HousingFirstDanmark.
4. januar 2024
Af Kirsten Trans, Cand.scient.soc og partner hos HousingFirstDanmark
Hjemløsheden skal også i Danmark bekæmpes med den socialfaglige tilgang Housing First. Det har man med den nyeste hjemløsereform slået fast. Det er en tilgang, som Socialstyrelsen har arbejdet henimod siden 2009. Først ved lokale, kommunale projekter og siden ved at udbyde undervisning og sparring til kommuner og forsorgshjem.
Trods mange års forsøg har det været svært at få Housing First til at brænde igennem, og Socialstyrelsen har benyttet sine projekterfaringer til justering af fagligheden undervejs ud fra dansk velfærdsstruktur i håb om at komme hjemløsheden til livs.
Der har især fra de civile organisationer været en bekymring for Housing First ud fra mangel på boliger, som borgere ramt af hjemløshed kunne betale, og ud fra tanken om, at egen bolig langt fra altid er rette løsning. Man har skullet gøre op med institutionstanken, som – modsat Housing First – de senere årtier er blevet mere og mere udbredt på hjemløshedsområdet. Der er blevet udvidet med flere pladser og på den gennemsnitlige længde for ophold på et forsorgshjem.
En nødvendig politisk kamp
Udvidelsen skal ses i lyset af flere forhold; mangel på boliger, nedlæggelse af psykiatrisenge, mangel på rusmiddelbehandling i døgnregi, planløse løsladelser, etc. Udvidelsen af forsorgshjempladser skete især i civilsamfundet, mens finansieringen var (og er) en offentlig udgift.
Dermed er der en nævneværdig diskrepans mellem den politiske diskurs henimod Housing First og de tiltag, som civilsamfundet har haft. Det betyder, at der har været en vis modstand mod Housing First fra nogle i civilsamfundet. Nu er Housing First blevet en virkelighed, som ingen kommer uden om, da den er vedtaget ved ændringer i serviceloven. Ændringer, som forsimplet betyder, at forsorgshjem ikke længere kan have borgere boende på ubestemt tid, og kommuners statsrefusion delvist er blevet flyttet fra betaling af forsorgshjemsophold til betaling for støtte i eget hjem.
Civilsamfundet kæmper en nødvendig politisk kamp i forbindelse med Housing First. Der skal være mulighed for billige, relevante boliger til borgere i målgruppen for Housing First, og der skal hos kommuner være afsat økonomi til rette støtte i eget hjem. Derudover er der et politisk opråb om, at borgere burde have selvbestemmelse, hvad angår levering af støtte i eget hjem.
Som lovgivningen er nu, skal borgeren høres, men det er en kommunal beslutning, om kommunen forestår bostøtte-opgaven eller vælger en ekstern leverandør. Ud fra en Housing First-faglighed om sammenhængende, helhedsorienteret indsats med borgerinddragelse og recovery-orienteret rehabilitering tilslutter jeg civilsamfundets røst om, at bostøtte med fordel kan leveres af det forsorgshjem, som borgeren fraflytter.
Housing first handler om socialfaglighed
Housing First er blevet politisk, fordi det forudsætter lovgivning, økonomi og boligmuligheder. Men indholdet i Housing First er en socialfaglighed, en faglighed som rækker langt udover, hvem der leverer bostøtte til borgeren.
Socialfagligheden er grundigt beskrevet af Socialstyrelsen og kan opdeles i to hovedområder. Det ene er et kvalificeret sagsarbejde med dokumentation og struktur for det enkelte borgerforløb. Sagsarbejdet skal være sammenhængende mellem forsorgshjem og kommune, så vigtig information ikke går tabt, hvad angår borgerens ressourcer, udfordringer og behov. Kvalificeret sagsarbejde er en forudsætning for at vurdere og beslutte, hvilken bolig og støtte borgeren er bedst hjulpet med.
Det andet hovedområde er den pædagogiske indsats. Her har især forsorgshjem en vigtig rolle i at motivere borgere til at flytte og bo i egen bolig og støtte dem i troen på, at deres plan vil lykkes. Ophold på forsorgshjem er borgerens anledning til at få en målrettet, struktureret recovery-orienteret rehabilitering med henblik på at træne hverdag og andre færdigheder, som er en del af et liv i egen bolig. Samtidig kan rehabiliteringen give borgeren en oplevelse af, at der er ting, som vedkommende har potentiale for og kan klare på egen hånd, og dermed vil vedkommende være bedre i stand til at klare sig ved flytning i egen bolig.
Borgere, som lever i hjemløshed, kender til stigmatisering, og derfor er et hovedmål i Housing First, at borgere støttes hen imod social inklusion. Social inklusion betyder, at borgere oplever medborgerskab ved mulighed for at bidrage til samfundet og være en del af fællesskabet herunder have jævnbyrdige relationer. Undlades social inklusion kan det være svært for borgeren at falde til i området og i boligen – dermed er der alvorlig risiko for ny hjemløshed.
Borgerens behov for fællesskab skal indtænkes
I den socialfaglige indsats om rehabilitering bør social inklusion blive meget tydeligere fremhævet. For at lykkes med social inklusion er det nødvendigt at tænke det socialfaglige arbejde sammen med omsorgsarbejde. Spørger man landets væresteder m.fl., kan de fortælle, hvordan de dagligt bidrager til social inklusion og afværger hjemløshed gennem omsorg. De løser akutte problemer langt ud over at give aktivitets- og samværstilbud, som beskrevet i serviceloven. Stederne har ingen visitation, og vil, at alle oplever sig velkomne og inddraget. Væresteder er kendte for trygge rammer uden krav, men med opmuntring og omsorg. Stederne ønsker at tage imod borgere på vej ud af hjemløshed – men oplever sig for sjældent medtænkt i Housing First, hvad angår samfundsdebatten og konkrete borgerforløb.
Skal Housing First lykkes på sigt for den enkelte borger, skal der sikres en helhedsorienteret, gennemgående socialfaglighed i sagsarbejdet og i den pædagogiske indsats. Hertil skal indtænkes borgerens behov for fællesskab med omsorg og ligeværdige relationer. Det er for simpelt at diskutere bostøtte, hvis borgeren ikke forud er udredt til rette støtte eller motiveret til rette støtte.
Lad sammenhængende, helhedsorienteret socialfaglighed og -omsorg blive tydelig i Housing First både under ophold på forsorgshjem og i egen bolig. Derved kan Danmark arbejde for social inklusion af borgere i hjemløshed eller i risiko herfor. Og min sidste appel; der skal være et værested eller som minimum en hotline, som borgeren er fortrolig med og kan benytte 24-7, når ensomheden og trangen til at fucke det hele op kommer – hvilket må forventes, at den gør.