Selvmordstruede står alene med at hjælpe hinanden på nettet

”Jeg har det virkelig dårligt, hvad skal jeg gøre?”

Spørgsmålet kommer fra en person, der har selvmordstanker, men det er hverken rettet mod en læge, en psykolog eller personens pårørende, men derimod mod ligesindede i en lukket gruppe på Facebook. Her finder mennesker med selvmordstanker støtte hos hinanden. Blandt andet fordi de føler, at de løber panden mod muren, når de søger hjælp i det etablerede system.

Sidste år fik Jane Brandt Sørensen, der er adjunkt ved Institut for Folkevidenskab på Københavns Universitet og forsker i selvmordsforebyggelse, adgang til det lukkede forum på Facebook.

Selvom meget af vores kommunikation foregår online, også når det handler om mental sundhed, så har vi, ifølge Jane Brandt Sørensen, for lidt fokus på at undersøge og lære af, hvad der foregår blandt andet i fora for ligesindede på sociale medier.

”I det forum, vi undersøgte, var der kun ligesindede. Der er altså ikke nogen, der kommer udefra og modererer, og der er ikke nogen professionelle, der kommer med råd. Hvad betyder det for den hjælp, man får, den måde, man kommunikerer på, men også for det ansvar, der kommer til at ligge på administratorernes skuldre?” spørger hun.

Reelt ønske om hjælp

Tidligere har vi her på Socialt Indblik skrevet om hemmelige grupper på de sociale medier, hvor især unge kvinder inspirerer hinanden til selvskade. I den gruppe, som Jane Brandt Sørensen og hendes forskerkolleger undersøgte, viste der sig at være et oprigtigt ønske om at få hjælp og hjælpe hinanden med at håndtere svære tanker.

”Tonen var for det meste støttende, forstående og konstruktiv, og der var ret stor interaktion, særligt, når der kom længere indlæg, hvor én foldede sine tanker og situation ud. Medlemmerne gav også hinanden mange praktiske råd, særligt til hvordan man kunne få hjælp i det etablerede system. Der var også nogle i gruppen, der tidligere havde haft selvmordstanker, men havde det godt nu, og som så det som et kald at hjælpe andre – og være det positive forbillede,” siger hun og fortæller, at gruppen opstod som udløber af en anden gruppe på Facebook.

”Den opstod ud af en gruppe for mennesker med bipolar lidelse, hvor nogle af medlemmerne ikke kunne rumme, at der blev skrevet om selvmord. Forestillingen var, at de ville blive måske 20 medlemmer i den nye gruppe, og at de ville have nogle filosofiske diskussioner om, hvorfor man har selvmordstanker, men gruppen voksede lynhurtigt og udviklede sig til noget helt andet. Langt de fleste posts, vi så derinde, handlede om, at nogen havde det virkelig dårligt og havde brug for hjælp,” siger hun.

Ifølge Jane Brandt Sørensen vokser gruppen fortsat. Og det tilskriver hun flere faktorer:

”Selvmordstanker er et svært emne at tale om – især med familie og venner, som man ikke vil gøre kede af det eller bekymrede. Her har man mulighed for at tale med nogle ligesindede, der oprigtigt forstår og viser empati for en vanskelig livssituation. Samtidig har mange af dem, der finder vej til gruppen, fundet det meget udfordrende at få hjælp i det etablerede system. Både det sociale og det psykiatriske. Det handler rigtig mange opslag om.”

Hun mener, at det etablerede system kan lære noget af grupper som denne.

”Ved at kigge på interaktionen her, tror jeg, at vi kan blive bedre til at tilbyde den rette støtte til mennesker, der oplever selvmordstanker. Jeg tror også, at man fx i psykiatrien kan lære noget af online-formatet. Det er en måde at få kontakt med andre ligesindede, når man har det så skidt, at man ikke har overskud til at gå ud i verden,” siger Jane Brandt Sørensen.

Men selvom den peer til peer-tilgang, hvor ligesindede hjælper hinanden, for hende at se har store kvaliteter, peger hun også på en enorm sårbarhed. Når udvekslingen finder sted uden professionel støtte, hviler der et stort ansvar på medlemmerne. I den aktuelle gruppe blev der lagt et kolossalt ansvar på de fire administratorer, der selv var sårbare. Flertallet af dem havde selv selvmordstanker.

”Jeg vil sige, at de havde en rigtig god fornemmelse for, hvornår de skulle agere. De kunne godt se forskel på, hvornår det var nogle tanker, og hvornår de skulle følge op – og det gjorde de. De startede med at skrive en privat besked. Var det ikke nok, gik de videre og ringede et sted hen, fx til personens bosted – og i nogle tilfælde også til politiet,” siger hun og fortæller, at både administratorerne og gruppens øvrige medlemmer følte sig meget forpligtede af deres ansvar.

”Et af medlemmerne fortalte, at han var blevet længere i gruppen, end han vurderede, var godt for ham, fordi han følte det her ansvar. Selvmordstanker går meget op og ned. Hvis man har en periode, hvor man har det bedre, vil man typisk forlade gruppen, men det havde han svært ved, fordi han følte det ansvar,” siger hun og fortæller, at de også interviewede en tidligere administrator, der havde forladt gruppen, fordi ansvaret føltes for belastende.

”Hun havde tanker om, at nogle journalister ville finde ud af, at der skete noget frygteligt, og at de ikke havde styr på deres ting,” siger Jane Brandt Sørensen.

Mangler træning

Signe Sandfeld Hansen er psykolog og seniorkonsulent hos Center for Digital Pædagogik, hvor de arbejder med at styrke digital trivsel hos børn og unge og er nysgerrige på, hvordan trends og tendenser på sociale medier påvirker mennesker i sårbare og udsatte positioner. 

Hun er enig i, at den genklang, det vækker, når man deler sine svære tanker med ligesindede, giver noget, som man ikke finder fx i mødet med en behandler. Hun peger på, at de fleste med selvmordstanker føler sig meget alene.

”Vi har lært, at vi skal sætte pris på livet, så selvmordstanker er oftest forbundet med en masse skam og skyld. Derfor kan det være nemmere at dele det med nogen, der har det på samme måde. Og det, at det foregår i det digitale rum og gennem skriften, kan bidrage til, at det føles mindre farligt. Når man kommunikerer på skrift, trækker man det væk fra sig selv på en anden måde, end når man snakker. Det oplever vi også i vores digitale rådgivning,” siger hun.

Men selvom Signe Sandfeld Hansen ser kvaliteter i at mødes med ligesindede online, mener hun, at der er en stor potentiel risiko ved at lade mennesker, der ingen træning eller uddannelse har fået, vurdere, hvor akutte selvmordstanker er. 

”Hvis man er frivillig rådgiver på fx Livslinjen eller i vores rådgivning, bliver man trænet i, hvad man skal være opmærksom på. Hvis ikke man har den træning – eller en professionel ballast, bliver det ekstremt svært at risikovurdere. Og særligt, hvis man hele tiden kobler det på ens egen erfaring med at have selvmordstanker. Det kan som sagt være meget positivt i at mødes ligeværdigt og i øjenhøjde, men det gør også, at man ikke er upartisk, når man laver sin vurdering,” siger hun.

Hun peger på, at der også ligger en udfordring i, at man kan tilgå gruppen 24/7.

”Lad os sige, at der er en bruger, der skriver klokken 3 om natten: ’Jeg har ikke lyst til at være her mere, og nu gør jeg noget ved det’, og man som administrator først ser det, når man vågner fire timer senere, hvad så?” spørger Signe Sandfeld Hansen og fortsætter:

”Hvis vi hos os får en akut henvendelse, så er vi nødt til at slippe alt, hvad vi har i hænderne for at hjælpe. Men det kan man jo ikke, hvis man er et almindeligt menneske, der måske har et job ved siden af, og slet ikke døgnet rundt,” siger hun.

Skal peer til peer-tilgangen virke, mener Signe Sandfeld Hansen, at det kræver, at der er nogle professionelt faciliterede rammer omkring den.

”Man er nødt til at have nogle livliner at trække på. Ligesom man må anerkende, at det ikke er en deltidsopgave,” siger hun.

Men de her fora opstår jo, fordi der mangler tilbud i det etableret system. Hvad gør vi ved det?

”Jeg tænker, at det er et stærkt signal til politikerne – og til sundhedssystemet om, at det er denne her vej, man i højere grad skal gå. Men når det er sagt, tror jeg ikke, at det etablerede sundhedssystem kan rumme alt. Blandt andet fordi der ofte skal være et bestemt mål med behandlingen. I det her tilfælde at man stopper med at have selvmordstanker, eller at man i hvert fald kan leve med dem. Der vil også typisk være en afgrænsning i forløbet på 5, 8 eller 12 gange. Det kan for nogle skabe stress, og det kan også gøre, at man vender sig mod de ukontrollerede tilbud, der ikke har en slutdato eller et særligt mål for øje, og hvor der ikke er det samme pres,” siger Signe Sandfeld Hansen.

Hun foreslår, at man i højere grad kigger på, hvordan civilsamfundet kan støtte op om sådanne peer til peer-tilbud.

”Det gør man allerede nogle steder. Vi har vores gruppechat på Cyberhus.dk for børn og unge op til 25 år. Ungtilung.com har også et lignende tilbud for unge op til 35 år. Begge steder går fællesskabet hånd i hånd med det at tale om det, der er svært. Men problemet er, at mange af disse tilbud enten er for ukendte eller underbemandede i forhold til at dække det behov, der er.”

Men det ændrer jo ikke på, at disse lukkede digitale fora findes, så hvad kan man gøre for at støtte dem?

”De her fora vil altid eksistere, og derfor tror jeg, at det er virkelig vigtigt at oplyse om, at beslutter man sig for at gå den her vej, så forpligter det. Både i forhold til de mennesker, man forsøger at hjælpe, men også på det etiske plan, for så snart man begynder at gå i dialog om sårbare emner som selvmordstanker på de sociale medier, så afgiver man også noget data til de her platforme,” siger hun og fortsætter:

”Og så tror jeg, at man skal se på, hvordan man kan bygge bro mellem de lukkede digitale rum og civilsamfundet – og mellem de lukkede digitale rum og de mere kommunale eller regionale indsatser,” siger hun.

Hun peger på en undersøgelse, som analysebureauet Analyse & Tal har lavet, af det, de kaldte digitale medborgerhuse, som handlede om lokale digitale fællesskaber. Undersøgelsen viste, at forsamlingshusene og medborgerskabet er rykket ind i det digitale rum, men at der ikke at fokus på, hvor man skal gå hen, hvis man har brug for professionel eller faglig kvalificering.

”På samme måde er der ikke nogen, der proaktivt går ud og tager fat i de her administratorer og siger: ’Skal du ikke have et kursus? Skal vi ikke hjælpe med sætte en ramme ned over denne gruppe?’ Og hvis man gjorde det, så bliver det pludselig noget andet. Og ville administratorerne så miste gejsten?”

Både Jane Brandt Sørensen og Signe Sandfeld Hansen mener, at forskningen bør bevæge sig meget længere ind i den verden og det liv, der leves på sociale medier som fx Discord, TikTok og Facebook – for at blive klogere på, hvordan det udfolder sig.

”Det er en rivende udvikling. Derfor er vi som forskere nødt til at være til stede, men jeg oplever, at mange bliver nervøse for at gå derind, fordi det kan være svært at finde ud af, hvordan man griber det an,” siger Jane Brandt Sørensen og fortæller, at de som forskergruppe gjorde sig mange etiske overvejelser, før de bad om tilladelse til at være med i det lukkede forum. Blandt andet om medlemmernes anonymitet og om at være åbne om deres tilstedeværelse og formålet med den.

”Vi valgte at være helt åbne om, at vi var til stede, og hvad vi ville undersøge,” fortæller hun.

Eskalerer destruktiv adfærd

At den gruppe, som Jane Brandt Sørensen og hendes kolleger, fik adgang til, formåede at sætte hjælp og støtte i centrum – frem for at inspirere til destruktiv adfærd som det fx sker i PRIV-netværker, hvor især selvskadende unge kvinder mødes, er ikke nogen garanti for fremtiden, mener Signe Sandfeld Hansen.

”Det var også sådan, PRIV-netværket startede. Det havde enormt fine hensigter. Det var det sted, hvor man kunne dele alt og få hjælp af andre i samme situation. Det var rigtig positivt,” siger hun og forklarer, at man kan blive afhængig af den omsorg og empati, man får, når man har det skidt – og at det kan få den destruktive adfærd til at eskalere.

”Hvis man siger: ’I dag har jeg det faktisk godt’ eller ’Jeg har slet ikke tænkt på selvmord eller selvskade en hel uge’, så kommer der måske ikke lige så meget omsorg fra de andre medlemmer, som når man skriver: ’selvmordstankerne er virkelig svære i dag’, og det kan få ens adfærd til at eskalere, fordi omsorgen er virkelig vigtig. Det er det, der skete for nogle i PRIV-netværket – de endte med at inspirere hinanden til selvskade frem for at hjælpe til at lade være,” siger Signe Sandfeld og understreger, at det er derfor, at det er så vigtigt at række ud til grupperne med professionel støtte – og skabe bro til andre tilbud.