Vi griber alt for hurtigt til kultur, når vi skal forklare sociale problemer

For nogle år siden arbejdede jeg med at støtte en familie, der kom fra Syrien. Det var mor, far og seks børn. Forældrene gik til danskundervisning og var i erhvervspraktik, og børnene var i skole og daginstitution. Børnehaven og vuggestuen klagede over, at forældrene hentede deres børn sent om fredagen, hvor institutionen lukkede tidligere. Pædagogerne mente, at forældrene skulle lære at hente deres børn til tiden, især om fredagen.

Men da jeg undersøgte sagen, viste det sig, at forældrene havde danskundervisning om fredagen, og skolen var i en anden by. Hvis de forlod undervisningen, før den var færdig, blev forældrene sanktioneret fra deres ydelser, og hvis de kom for sent i daginstitutionen, risikerede de underretning fra institutionen. Det havde hverken noget med deres kultur at gøre eller forståelsen for barnets behov. Så hvorfor gør vi det til et spørgsmål om kultur i stedet for at se på familien?

I Sociolog og professor Kathrine Vitus Andersens feltarbejde er der flere eksempler, hvor pædagogiske medarbejdere forklarede indvandrerfamiliernes handlinger med henvisning til familiens kultur. Man konstaterede fx, at indvandrerfamilier ikke prioriterer fritidsaktiviteter og ikke bruger penge på medlemskab i SFO, ungdomsklubber osv. Og at man ikke har begrebet ung, man har begreberne barn og voksen.

Kathrine Vitus Andersens undersøgelse viser, at når en pædagog kom hjem til en indvandrerfamilie, hvor der ikke var ret meget legetøj i forhold til danske familier, og hvor familien ikke prioriterede børnenes fritidsaktiviteter, så koblede pædagogen det med familiens kultur. En forklaring på den kobling kan være, at en familie har sagt til pædagogen, at i deres kultur er fritidsaktiviteter og legetøj ikke vigtigt, og det kan pædagogen så opfatte som troværdigt. Men vi glemmer nogle gange, at en familie eller en borger ikke kan være repræsentant for en bestemt kultur, selvom de måske selv opfatter det sådan. Det er måske familiens egen forklaring. Men familien repræsenterer først og fremmest sin egen kultur.

Kultur bliver en forklaring

Når fagpersoner møder borgere med en minoritetsetnisk baggrund, er der en risiko for, at ikke mindst socialarbejdere kan have tendens til at søge efter en kulturel forklaring og dermed flytte fokus fra borgerens konkrete sociale/psykologiske situation til borgerens kultur. Det kan blive til forklaringer på en families problemer, eller måske lige frem en undskyldning for handlinger. Og vi får flyttet fokus væk fra en familie til en kultur.

Marianne Skytte, ph.d. og tidligere lektor på kandidatuddannelsen i socialt arbejde ved Aalborg Universitet, har i en undersøgelse peget på, at kommunale sagsbehandlere og rådgivere, der arbejder med etniske minoritetsborgere, ofte føler, at de er fagligt svagt rustede til at arbejde med flygtninge og indvandrere. Der er også tvivl hos andre fagpersoner såsom pædagoger, sundhedspersonale og andet socialfagligt personale.

Et godt eksempel er, da COVID-19 spredte sig i Danmark. Her kom etniske minoritetsborgere på dagsordenen som en særskilt målgruppe. At etniske minoriteter er overrepræsenterede blandt dem, der er smittet med COVID-19, blev koblet med deres etnicitets- og kulturelle baggrund. Men der blev ikke sat fokus på, at det er en række andre parametre, der gør, at etniske minoriteter er særligt sårbare. Dette omfatter deres arbejde som SOSU-hjælper, sygeplejerske og taxachauffører osv. Professor og overlæge i infektionsmedicin på Odense Universitetshospital Morten Sodemann har også peget på, at indvandrernes kultur ikke er skyld i ny smitte, men der er ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet (raeson.dk).

Det er ikke nemt at finde ud af, hvad det handler om, når en borger og/eller et barn opfører sig på en bestemt måde eller har et eller andet problem. Som fagpersoner har vi derfor behov for at forstå eller gå dybere ind i det for at finde de rigtige løsninger.

Professor og lektor på Institut for antropologi Helle Bundgaard skriver i ”Et antropologisk blik på kultur.” “Når vi møder mennesker, hvis adfærd vi ikke umiddelbart kan forstå, griber vi til kulturbegrebet som kausal forklaring.”

Bundgaard påpeger, at fagpersoner på daginstitutionerne ser forældre, der har en anden etnisk baggrund end dansk, som en homogen gruppe, og pædagogen tror, at forældre deler værdier med andre forældre med samme etniske baggrund. Når de oplever, at forældrene kommer for sent, er det ikke, fordi de ikke nåede bussen, men fordi det ligger i deres kultur at have en anden tidsopfattelse. Her bliver kulturen den eneste forklaring på andres handlinger og opførsel. Det kan godt være tilfældet, at en families tidsopfattelse er anderledes, men den familie er ikke repræsentant for andre familier. Hvis familien er fra Afghanistan, betyder det ikke, at den afghanske befolkning har en anden tidsopfattelse end den danske befolkning.

Er danske unge sure og ustabile?

Selvom vi i Danmark er enige om fælles værdier og normer, er der en del, der ikke vil identificere sig med disse værdier. Når jeg taler med andre og vil udfordre dem på kultur og fælles normer og værdier, er de hurtigt uenige i, hvad der gælder for dem selv, og hvad de selv vil identificere sig med. Dette gælder for både vietnamesiske, kurdiske, tyrkiske og andre befolkninger.

I forbindelse med mit arbejde mødte jeg engang en ung, der var uledsaget flygtning. Hans rådgiver mente, at han havde en forkert opfattelse af Danmark og danske unge. Jeg har haft en del samtaler med ham om hans liv og den måde, han forstår verden på. Hans forståelse og syn på andre generelt var i orden, men når han talte om danske unge og familierne i Danmark, mente han, at danske forældre smider deres børn ud midt om natten, og danske unge er sure og ustabile! Det var hans oplevelse af Danmark og ungdomslivet.

Da jeg mødte ham, boede han på et midlertidigt opholdssted, og han mødte kun de unge, der skal anbringes akut og har problemer i hjemmet. Den fortælling, han havde om den danske kultur, og de normer og værdier, som han troede var danske, kan vi hurtigt blive enige om ikke var et rigtigt billede. Det er en oplevelse, han har haft, og som er blevet skabt af det sted, han boede. Hans fortælling er blevet skabt af de sociale omgivelser.

Hvis vi overfører hans oplevelse til socialarbejderne, kan vi godt sige, at socialarbejderne møder folk, der har brug for støtte eller har problemer, men det betyder ikke, at det er dem, der repræsenterer kulturen og nationen. Når vi møder et menneske fra en anden del af verden, og personen gør noget eller mener noget, klæder sig på en særlig måde eller lignende, skal den adfærd eller de normer næsten altid i første omgang forklares med personens kultur og/eller religiøse baggrund. Vi tror, at han eller hun nok gør sådan her, fordi han er fra et bestemt sted. Vi glemmer fuldstændig, at der findes både almindelige socialpsykologiske og flere personlige og individuelle grunde til, at mennesker handler, som de gør. Eller vi vil måske ikke bruge tid på at undersøge årsagen til det og vil gerne videre og færdiggøre vores arbejde.

Vi har brug for en forklaring

Som mennesker har vi et iboende ønske om at forstå andres adfærd og handlinger. Dette ønske driver os til at søge forklaringer, der kan gøre det uforståelige forståeligt. For fagpersoner intensiveres behovet for denne forståelse, da det er grundlaget for at kunne tilbyde den nødvendige støtte til dem, der står over for udfordringer.

Hvis der er en adfærd, vi ikke umiddelbart kan forstå, griber vi til kulturbegrebet som en årsag. Præcis som den unge mand, der mente, at danske forældre smider deres børn ud om natten.

Behovet for forklaringen er blevet forstærket af den politiske retorik, der har præget samfundsdebatten og politik de sidste 30 år. Særligt siden slutningen af 90’erne er kultur, værdi- og religionsdiskussioner blevet en markant del af dansk politik. Den store optagethed af disse spørgsmål er socialarbejdere også blevet en del af. Det er socialrådgivere, pædagoger, sundhedspersonale og andre socialfaglige personer, som dagligt i deres arbejde møder folk, der har en anden etnisk baggrund end dansk.

Måske har vores iver som socialarbejdere efter at forstå og løse problemer ledt os på afveje, så fagfolk, almindelige borgere og politikere griber til en forenklet forståelsesmodel, hvor kultur og etnisk baggrund fungerer som nøgleforklaringer på adfærd og udfordringer hos personer med en anden etnisk baggrund end dansk.

Denne opfattelse har skabt en kasse, hvor alle samfundsproblemer forbindes med en differentieret etnisk baggrund. Det gælder forklaringer på, hvorfor arbejdsløsheden er høj blandt ikke-vestlige dele af befolkningen, hvorfor kriminaliteten er høj i ghettoområder, hvorfor der er mere vold i familien osv. – noget, som både politikere og fagpersoner taler om, og som undersøgelser viser.

Kulturen er blevet en slags prisme, som vi ser problemerne igennem. Men en prisme, som gør billedet sløret og ofte fordrejet. Det gør vores forståelse overfladisk og hindrer os i at se hver enkelt persons unikke situation. For at hjælpe den enkelte forudsætter, at vi ser på den enkelte person frem for at lave generaliseringer baseret på kultur.

Vi skal udfordre kulturen som forklaring, uanset om den kommer fra den enkelte, fra pædagogen, fra læreren eller politikeren. Det var sådan, at jeg undersøgte årsagen til problemet for den familie, som jeg skrev om i begyndelsen af kronikken her. Det er sådan, at vi kan hjælpe langt flere mennesker uanset deres etniske oprindelse. Og det er sådan, vi skal forstå det at leve i et mangfoldigt samfund.