Professor: En diagnose kan øge forståelsen af os selv, hvis den bruges rigtigt

”Antallet af børn, der bliver henvist til psykiatrien.”

Sådan lyder svaret kort og godt fra professor i børne- og ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen, når man spørger ham, hvad der især har ændret sig, siden han for over 30 år siden begyndte at arbejde i børne- og ungdomspsykiatrien. Der er gennem de sidste årtier kommet en langt større bevågenhed på både mistrivsel og psykiatriske diagnoser, og dermed er der også flere, der rækker ud efter hjælp, fortæller Per Hove Thomsen.

At flere børn og unge i dag får diagnoser som ADHD og autisme, mener han til dels ligger i forlængelse heraf, men flere faktorer spiller ind.

”Der er sket en positiv afstigmatisering over de sidste mange år. I dag italesætter vi psykiske lidelser på en helt anden måde, end vi gjorde tidligere. Medierne skriver om det, og de kendte står frem og fortæller om deres diagnoser. På den måde er det, der altid har været der, blevet mere synligt,” siger han.

I takt med det er der, ifølge Per Hove Thomsen, også blevet tilført flere penge til børne- og ungdomspsykiatrien, hvilket betyder, at der er et apparat, der er gearet til at tage imod de børn og unge, der har brug for hjælp. Og selvom det lige nu kan være svært for børne- og ungdomspsykiatrien at følge med, så har det, at apparatet er der, fået flere til at søge hjælp. 

Endelig peger Per Hove Thomsen på, at det såkaldte ICD-10-diagnosesystem, det fælles WHO-baserede diagnosesystem, der blev introduceret i Danmark i 1994, har det gjort det mere tilgængeligt at stille diagnoser, fordi det tilbyder en god beskrivelse af de forskellige tilstande og diagnoser.

Vi mangler biomarkører

Selvom det ifølge Per Hove Thomsen er positivt, at der er sket en afstigmatisering af psykiske lidelser og udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme, ser han også en udfordring i den øgede bevågenhed. Nemlig at afgøre, hvornår der skal stilles en diagnose. Diagnosesystemet er nemlig baseret på symptomer, man kan beskrive, og det vil derfor altid til en vis grad være et fortolkningsspørgsmål, om der skal stilles en diagnose eller ej.

”Når vi stiller diagnoser, arbejder vi på at få så mange beskrivelser som muligt og at få så mange informanter på banen som muligt, forældre og lærere blandt andet. Men helt overordnet mangler vi biomarkører. Vi kan ikke tage en blodprøve eller et røntgenbillede eller en hjernescanning. Derfor vil det at stille en psykisk diagnose delvist være et fortolkningsspørgsmål,” siger han.

Per Hove Thomsen mener ikke, at der er belæg for at sige, at der i dag stilles diagnoser på færre symptomer, sådan som forsker i psykiske diagnoser ved Sektionen for psykiatri og neurokemi på Göteborg Universitet, Sebastian Lundström, tidligere har fortalt om i Socialt Indblik. Men når der ikke findes nogen klar kvantitativ definition af, hvor man sætter tærsklen for, om man falder i diagnosekassen eller udenfor, kan det være svært at trække en grænse.

I 2015 bad Per Hove Thomsen sammen med et forskerteam lærere og forældre til omkring 2000 skolebørn om at spore ADHD-symptomer. Som forventet var der en del, der havde få symptomer, der var der få, der havde flere – og så var der endnu færre, der havde rigtig mange. Forskerteamet ønskede at undersøge, om de kunne finde et bestemt ’cut off’ for, hvornår ADHD-symptomer virkelig betyder noget, hvornår man kvalitativt kan tale om funktionshæmmende eller belastende ADHD. Men det lod sig ikke gøre.

”Vi kunne se, at graden af belastning og livskvaliteten, som vi også undersøgte, korrelerede og fuldstændig fulgte antallet af ADHD-symptomer. Jo flere ADHD-symptomer, jo værre havde man det. Det var sådan set forventeligt, men vores hypotese om, at vi også ville kunne se, at havde man fx 20 ADHD-symptomer, så ville det lige pludselig slå kraftigt ud, både i forhold til livskvalitet og funktionsnedsættelse, kunne vi ikke bekræfte. Man kunne ikke lave et cut og sige: ’Herfra er det galt’,” forklarer Per Hove Thomsen og fastslår, at det belyser de udfordringer, der er, når man stiller diagnoser.

”Jeg vil tro, at vi ville se det samme ved autisme, at der ikke er den her helt klare tærskel for, hvornår vi kan tale om en belastende funktionsforstyrrelse,” siger han.

Omgivelserne kan aktivere anlæg

Skal Per Hove Thomsen tegne det fulde billede af, hvorfor flere børn og unge i dag diagnosticeres med ADHD- eller autismediagnoser, peger han, udover de faktorer, han allerede har nævnt, på omgivelserne. Ifølge professoren kan den måde, vi har indrettet vores samfund på, betyde, at nogle børn reagerer tydeligt med deres symptomer.

”Hvis vi kigger på stigningen i diagnoser, så er det absolut ADHD og autisme, der er steget mest, altså neuroudviklingsforstyrrelser. Det er dem, vi ser tidligt i barndommen, og hvor man har udtalt sårbarhed for at reagere på omgivelser og de krav, som omverdenen stiller,” siger han.

Både inden for udviklingsforstyrrelser og psykiske sygdomme arbejder man med den bio-psykosociale-model, der betyder, at tre søjler spiller ind på og interagerer med hinanden, nemlig den genetiske, den psykologiske og den sociale. I forhold til ADHD og autisme kan 80 procent, ifølge Per Hove Thomsen, forklares ud fra den genetik, man er født med. Og også nogle andre biologiske faktorer spiller ind. Har der fx været nogle stressende forhold under graviditeten, der har haft indflydelse på barnets hjernes udvikling? Eller har der været fødselskomplikationer?

”Herudover er der nogle psykologiske faktorer, der har betydning. Fx er nogle børn født mere udadvendte og smilende – og lægger op til en god tidlig kontakt og får derfor også en positiv psykologisk respons fra starten,” siger Per Hove Thomsen.

Den tredje søjle, den sociale, handler om omgivelserne.

”Man kan være født med en disposition ­– med nogle gener, der ligger parat til at give en vis grad af ADHD- eller autismesymptomer, men de miljømæssige faktorer, vi møder, kan enten aktivere de anlæg, vi er født med – eller omvendt gøre, at generne ikke i samme grad bliver aktiveret,” siger han og forklarer, at de krav, som det moderne samfund stiller, kan være svære at leve op til, hvis man har anlæg for ADHD eller autisme.

”Det kan det for os alle, for vores hjerner er ikke gearede til at sortere i det enorme bombardement af indtryk og informationer. Men har man ADHD, mangler man en filterfunktion, man bliver overstimuleret og forvirret, og koncentrationen bliver forstyrret. Vi har også fået en skole- og uddannelsesform, som i høj grad lægger vægt på samarbejde og udveksling af idéer. Man skal tage stilling til, hvad man selv synes, og man skal træde ind og ud af socialt samvær. Det har fx mennesker med autisme uendeligt svært ved.”

Diagnoser må ikke være en hæmsko

Socialt Indblik har tidligere talt med eksperter, der problematiserer stigningen i diagnoser som ADHD og autisme. Når flere skal have hjælp, tager det hjælpen for dem, der virkelig har brug for den – og det udvander diagnosens alvor, lød det blandt andet fra den svenske forsker Sebastian Lundström.

Per Hove Thomsen mener, at det kommer an på, hvordan diagnosen bliver brugt.

”Diagnoserne er jo tænkt som arbejdsredskaber. De skal bruges til at få børnene, forældrene eller den unge til at forstå, hvad det er for nogle problemer, barnet eller den unge tumler med. Hvad ved vi om den her tilstand? Hvad er den bedste behandling? Her er diagnoser som arbejdsredskab vigtigt. Det er også vigtigt forskningsmæssigt at blive klogere på, hvordan vi kan hjælpe. Men det bliver et problem, hvis man i for høj grad identificerer sig med sin diagnose. Hos nogen kan det ligefrem blive en slags undskyldning. Diagnosen kan bruges som selvstigmatisering,” siger han.

Han mener, at det er vigtigt, at man opfatter diagnosen som en beskrivelse af, hvordan man har det her og nu. Og ikke nødvendigvis noget stationært, for det kan godt se anderledes ud om fem år. Hvis diagnosen bliver en bremseklods, er det, fordi vi bruger diagnoserne forkert. Eller forstår dem forkert, mener han:

”Det mener jeg fx er tilfældet, når man siger, at man ikke kan aftjene værnepligt eller blive politibetjent, fordi man har en ADHD-diagnose. Det kan man godt. Man skal bare vurderes på, om man er skruet sammen, så man kan varetage opgaven. Jeg mener, at vi skal have et mere åbent og inkluderende uddannelsessystem og erhvervsliv, og det tyder også på, at man er ved at få øjnene op for det,” siger Per Hove Thomsen.