”Vi er nødt til at bruge ressourcer på at genskabe pædagogernes passion”

Johanne Schmidt-Nielsen tænker stadig med glæde tilbage på Jan, som var en af de pædagoger, der gjorde det sjovt og til en oplevelse af at være en del af et trygt fællesskab i den børnehave og det fritidshjem, hvor hun tilbragte en stor del af sin barndom.

”Jan havde et malerværksted, hvor der var ro, tid og overskud til at forfølge vores initiativ i det, vi syntes var spændende. Hvis man havde lyst til at male en kæmpe zebra på halvanden gange halvanden meter, skabte han mulighed for det,” forklarer Johanne Schmidt-Nielsen.

Som generalsekretær for Red Barnet oplever hun ofte, at vi farer vild i mistrivselsdebatten, fordi vi glemmer hovedsporet: at værne om de trygge, inkluderende fællesskaber. Og her spiller pædagogerne en afgørende rolle, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

Når hun taler med politikere om trivsel og mistrivsel og for eksempel bidrager med indsigt til Trivselskommissionen, forsøger hun at holde fast i hovedsporet: Styrk den pædagogiske uddannelse, giv mulighed for efteruddannelse. Skab tid og rammer til at være nærværende med børnene. 

Hun kalder det et regeringsansvar, at det igen bliver attraktivt at være pædagog. For hvis vi som samfund ikke prioriterer pædagogfaget, bliver det børnenes problem.

”Hvis vi vil tage børn og unges mistrivsel alvorligt, er vi nødt til at opprioritere pædagogfaget, højne den faglige anerkendelse og arbejde seriøst på at genopbygge vilkårene og arbejdsglæden. Det kræver tid til mere end flyverdragter og bleskift, hvis vi vil lykkes med at skabe trygge og inkluderende børnefællesskaber,” siger hun. 

Det gør hende vred, når mistrivselsdebatten kommer til at handle om, at børn i dag er blevet for følsomme og skrøbelige. Undersøgelser fra Red Barnet og andre viser, at mistrivslen er så massiv og udbredt, at den forklaringsmodel ikke holder vand. Den stigende mistrivsel er meget mere kompleks og måske også et udtryk for, at børn og unge i dag er blevet bedre til at sætte ord på, hvordan de har det, argumenterer hun og henviser til mobbeforskeren Helle Rabøl Hansen, som taler om følsom klogskab.

”Måske reagerer disse ’følsomme kloge’ børn og unge netop på konsekvensen af, at de nære, stabile fællesskaber er blevet erstattet af flygtige forbindelser i forskellige online-fora, hvor børn og unge konstant spejler sig i en redigeret virkelighed og en kultur, hvor børn og unges problemer individualiseres og psykologiseres,” siger hun.

Virkelystens skaberkraft

Det sker, at Johanne Schmidt-Nielsen deltager på Red Barnets kurser for pædagoger. De fortæller, at de længes efter tid til at prioritere nærværende fællesskaber om at skabe noget sammen med børnene.

Den udfordring, vi oplever i rekrutteringen til pædagogfaget, handler netop om manglende anerkendelse, mener Johanne Schmidt-Nielsen: 

”Vi står overfor den fuldstændigt afgørende opgave at give flere mennesker lyst til at søge pædagogfaget, ligesom de andre velfærdsuddannelser. Ellers hænger vores samfund ganske enkelt ikke sammen.” 

Flere forskere i pædagogik har her i Socialt Indblik tidligere vurderet, at det at sætte pædagogerne fri til at bringe deres egen passion og kald ind i faget også er nøglen, hvis vi igen vil gøre pædagogfaget attraktivt

For siden new public management bølgen skyllede ind over faget i 00’erne, har stadigt strammere detailstyring udhulet den pædagogiske frihed til, at den enkelte pædagog kan følge sin intuition og dømmekraft.

”Man signalerer til pædagogerne, at de skal levere ydelser. Det svækker den indre motivation, fordi det sender et signal til pædagogerne om, at de ikke selv er i stand til at vurdere, hvad det gode er,” som Line Togsverd, der forsker i pædagogers faglighed og motivation ved UC SYD, forklarede det i artiklen.

En værdig plads i fællesskabet

Tallene taler for sig selv. De seneste to år har ansøgninger til pædagogfaget taget et historisk dyk. 15 procent færre søgte ind fra 2019 til 2020. Og i årene herefter er faldet fortsat. Mens 5296 blev optaget på pædagoguddannelsen i 2016, blev 3968 optaget i 2023, et fald på 25 procent.

Manglende oplevelse af meningsfuldhed i arbejdet er en del af forklaringen bag den svindende tilslutning til faget, viser Line Togsverds forskning.

Det er den oplevelse af meningsfuldhed i arbejdet, vi skal genskabe, mener Johanne Schmidt-Nielsen. Og meningsfuldhed er blandt andet tid til nærvær og det at skabe noget i fællesskab.

Selv voksede hun op i landlige omgivelser med sin mor i bofællesskabet Drejerbanken på Vestfyn, hvor 20 familier havde hver deres hus. Her var frihed til at klatre højt op i æbletræer eller gå på jagt efter jordbær på egen hånd med visheden om, at der altid var voksne i nærheden til at hjælpe, hvis der blev brug for det. Fællesskabets hjerte var det fælleshus og køkken, hvor de hver aften spiste sammen og skiftedes til at lave maden. Børnene var med på madholdene, og Johanne Schmidt-Nielsen lærte tidligt at skrælle gulerødder til 50 mennesker.  

”Alle oplevede, at de var en del af et nært fællesskab, hvor man mødtes om at skabe noget konkret sammen, og hvor alle havde noget at bidrage med. Det var meget trygt at vokse op i,” siger hun.

Akkurat her bør vi sætte ind overfor den alarmerende mistrivselskrise, vi i dag ser blandt børn og unge, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

”Hovedsporet i den store mistrivselssamtale handler om at skabe trygge og inkluderende fællesskaber. For vi ved, at den bedste beskyttelsesfaktor imod mistrivsel er, at man oplever at have en værdig plads i et trygt fællesskab, hvor man bliver anerkendt,” siger hun.

Anerkendelsens arbejdsglæde

Det at styrke den pædagogiske faglighed og identitet er afgørende for at styrke børns trivsel, fordi de trygge fællesskabers fundament er pædagogisk faglighed, mener hun.

Når grønthøsteren bliver spændt for taxameteret og skærer det pædagogiske personale ned til et minimum, er det soleklart, at det skræmmer potentielle ansøgere væk fra faget, mener hun:

”Man tænker, at den der pædagoguddannelse, den er ikke attraktiv.” 

Hvis vi skal mistrivslen til livs, har vi brug for at sikre ressourcer, så pædagoger har mulighed for at udfylde deres rolle som nærværende voksne, der kan hjælpe børn med at opbygge nære fællesskaber. Og så er vi tilbage til det at mødes om at skabe noget sammen.

At male en halvanden meter stor zebra. At strikke, hækle, bygge eller skrælle gulerødder til fællesmiddagen. Oplevelsen af anerkendelse ved at udfylde en vigtig rolle i fællesskabet.

Det at være sammen om at skabe noget er et vigtigt pædagogisk redskab, og det ved alle pædagoger. Men det bør gives langt mere tid og plads i den pædagogiske hverdag, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

Den dygtige pædagog, som har ordentlige rammer til sit pædagogiske arbejde og mulighed for at skabe aktiviteter, der understøtter fællesskaber, kan sikre, at der ikke er børn, der føler, at de er med i en sådan konstant stoleleg, hvor de hele tiden skal være i alarmberedskab for at sikre sig en plads i fællesskabet.

Hvis vi vil genopbygge pædagogikken som fag og virke, er vi nødt til at sætte pædagoger fri til at forfølge deres passion, intuition og dømmekraft, mener Johanne Schmidt-Nielsen.