Er det købmanden og præsten, der skal opdrage børnene?

Langt ude på landet, et godt stykke oppe ad en bjergside i det vestlige Tanzania, meget tæt på grænsen til Rwanda, ligger en lille landsby, der hedder Kyerwa. Den lever op til alle forestillinger om en afrikansk landsby: hullede jordveje, lerklinede huse, vand skal hentes fra den lokale brønd, og kun få huse har elektricitet. Her er så langt til alting, at man er nødt til at finde ud af at klare sig selv.

Og det kan de finde ud af i Kyerwa: altså at klare sig selv. For det er også historien om et stærkt og velfungerende lokalsamfund, hvor man passer på hinanden både som individer, familier og fællesskab. På fantastisk vis lykkes de med, at købmanden, sognerådsformanden, skolelæreren, præsten, naboen, tanten eller nogle af de mange borgergrupper tilsammen sørger for, at tingene hænger sammen. At man kigger efter hinandens børn, hvis der er brug for det. At man giver en hånd med at lægge nyt tag på skolen. At man hjælper med at høste majs på naboens mark.

Historien om Kyerwa kunne lige så godt være historien om en landsby eller lokalsamfund i Danmark. De findes allerede, men vi har brug for endnu flere lokalsamfund, hvor borgerne helt naturligt skaber de trygge, lokale fællesskaber, der får børn og familier til at trives. Det vil være den bedste – og sundeste – måde at forebygge en lang række af de udfordringer med dårlig trivsel, som flere og flere børn, unge og familier oplever, og som er en væsentlig del af baggrunden for den Trivselskommission, som regeringen har nedsat.

Familiebehandling er godt, forebyggelse er bedre

Med min baggrund i en socialfaglig virksomhed, hvor vi hvert eneste år har haft det privilegie at være med til at hjælpe mange familier tilbage i trivsel, så er jeg naturligvis varm fortaler for, at vi som velfærdssamfund skal sikre rette hjælp i rette tid til udsatte familier, hvor tingene er kørt skævt. Men jeg er endnu varmere fortaler for, at vi prøver at finde den rigtige forebyggelse, så problemerne ikke opstår.

Så snart man taler om forebyggelse, bliver det tit både dyrt og besværligt, men lige præcis i dette tilfælde behøver det ikke at være sådan. Tværtimod! For det handler om, at vi tør give civilsamfundet – alle de små lokale fællesskaber – en stærkere rolle i at sikre en tryg opvækst for vores børn. Det er ikke noget, vi som borgere skal have lov til. Det kan vi bare gøre, lige dér hvor vi er. Og det koster ikke noget for samfundet.

Et godt sted at starte vil være at skabe de bedst mulige betingelser for de engagerede voksne og lokale ildsjæle, der fungerer som rollemodeller og inspiratorer for vores børn i alle hverdagens lokale fællesskaber: familien, daginstitutionerne, skolen, klubberne, fritidslivet.

Mange af rollemodellerne er ved at drukne i bureaukrati, handleplaner og dokumentationskrav, og det er ikke befordrende for en lokal, engageret indsats båret af nærhed, nærvær, tolerance og empati. Hvis de i stedet kunne blive sat fri fra rigide regler, ville det skabe mulighed for et naturligt fokus på borgerne – børnene, de unge, familierne – og på, hvordan deres ressourcer kan bidrage konstruktivt til at skabe gode fællesskaber.

Vi skal turde gå ind i hinandens liv

Det fjerner ikke forældrenes ansvar for deres egne børn, men hvis man tør søge mere mod fællesskabet og stole på det, så får man investeringen mange gange igen. Det betyder ikke, at man skal overlade opdragelsen til købmanden eller præsten, men alle bliver stærkere, hvis vi tør gå ind i hinandens liv, være nysgerrige og lade os inspirere af hinanden i stedet for kun at leve strengt efter egne regler og normer.

På den måde skaber vi robuste og livsduelige børn og unge, der lærer at navigere i fællesskaber og sætte grænser for sig selv og hinanden. Og det vil i sidste ende gøre både dem selv og familierne stærkere. Det ville være befriende, hvis Trivselskommissionen også tager den slags gratis løsninger med i sine overvejelser.

Der vil selvfølgelig være familier, hvor det alligevel kører skævt. Så skal de ansvarlige myndigheder naturligvis stå klar med hjælp og støtte, men lokalsamfundet skal også stå klar med opbakning, opmuntring og en hjælpende hånd. Anerkendelse og støtte fra nærmiljøet både i medgang og modgang er nemlig en af de allerbedste forudsætninger for at finde tilbage til en hverdag, hvor man tror på sig selv og sine omgivelser.