Mads Roke Clausen: Lad os insistere på kvaliteten og fagligheden, når vi udvikler socialområdet

Et af socialområdets største dilemmaer er spørgsmålet om magtanvendelser.

At det er tilfældet, står tindrende klart efter dette forår, hvor magtanvendelsesreglerne er blevet revideret i et tumultarisk og til tider dramatisk forløb.

Lovændringerne er undervejs blevet mødt af harsk kritik fra en række politikere og aktører på området, herunder fra undertegnede særligt på voksenområdet.

Meget af kritikken har fokuseret på de mest dystre dele af det første lovforslag, hvor regeringen lagde op til at låse beboere på sociale tilbud inde i op til ti timer ad gangen og muligheden for tvangsflytninger. Efter massivt pres blev de dele gudskelov fjernet, inden lovændringerne fandt deres endelige form på Christiansborg.

Men at dele blev fjernet, betyder ikke, at vi kan læne os tilbage.

En magtanvendelse er og skal være en alvorlig ting, fordi det er et indgreb i et menneskes selvbestemmelsesret. Derfor mener jeg, at man skal være ekstremt varsom med at lave ændringer i lovgivningen, der kan være med til at normalisere anvendelsen af magt mod sårbare medborgere. Uanset graden.

I LOS har vi rent faktisk været lige så bekymrede for mange af de mindre indgribende dele af lovforslaget. Det gælder fx dem, der handler om fysisk guidning og føring. For selvom disse muligheder måske kan virke mere harmløse, kræver indgrebene en meget høj faglighed fra den enkelte medarbejder, så man sikrer, at indgrebet er proportionelt med situationen.

Jeg frygter, at mere anvendelse af magt kan være en vej til udvikling af en forrående kultur. Det er derfor i mine øjne helt afgørende, at vi ligeledes udviser en meget stor agtpågivenhed, når det gælder de mindre indgribende elementer i lovændringen. Og netop derfor skal man være yderst varsom med at slække på de strenge indberetningskrav, som er et vigtigt værn mod normalisering af magtanvendelser.

Hvorfor taler vi ikke mere om ledelsens rolle?

Noget, der har undret og ærgret mig i forløbet om både magtanvendelseslovgivningen og den store handicapaftale, er, at der ikke har været et større fokus på ledelsen på de sociale tilbud.

Lederne spiller nemlig en helt afgørende rolle i at sikre, at kvaliteten på tilbuddene er høj, og samtidig er en god ledelse et af de bedste værn mod forråelse og unødige magtanvendelser.

Et af mine forslag til møderne med socialministeren og Sammen om handicap var derfor en egentlig autorisation af lederne på sociale tilbud. Den skulle kunne opnås gennem en konkret efteruddannelse for socialpædagoger og andre relevante faggrupper på en professionshøjskole og indeholde undervisning i såvel ledelse som forebyggelse af forråelse og etik.

Det foreslog jeg, fordi vi ønsker, at de sociale tilbud besidder den bedst mulige kvalitet. Men også fordi vi i LOS tager forebyggelse af forråelse meget alvorligt. De seneste tre år har vi derfor i vores fagudvalg arbejdet med netop det spørgsmål. Det, vi har lært, har vi lagt frem i et nyt katalog, som vores medlemmer kan bruge til inspiration i det daglige arbejde.

Den måske vigtigste lære af vores arbejde er, at alle, der arbejder på det sociale område, kan blive ramt af forråelse, hvis ikke der er en opmærksomhed på det på tilbuddet. At forebygge forråelse kræver derfor en stor åbenhed omkring risikoen, som gør, at man kan tale om fejl uden at blive udskammet eller bebrejdet.

Det kræver også, at man arbejder med de rette faglige metoder, og i vores katalog indgår derfor en række konkrete anbefalinger på baggrund af blandt andre forråelseseksperten Dorthe Birkmose og den norske psykolog Per Isdal. Det gælder fx mentalisering, der handler om at forstå egne og andres følelser, adfærd og behov. Det giver redskaber til svære situationer, som kan misforstås og udvikle sig uhensigtsmæssigt, og som i sidste ende kan være med til at skabe en forrået kultur på et tilbud.

God ledelse på det sociale område forudsætter derfor, at ledere er fortrolige med de relevante faglige greb, der aktivt kan forebygge forråelse. På den måde kan ledelsen sætte retningen i det faglige arbejde og skabe en kultur, der fordrer svære samtaler om usikkerheder og dilemmaer i hverdagen.

Forråelse på dagsordenen

Jeg har bragt vores arbejde med forråelse med ind i samtalerne med Sammen om handicap, og jeg er glad for, at vi i LOS har været med til at sætte forråelse på dagsordenen i den endelige handicapaftale. Det er vigtigt, fordi det bidrager til at sikre, at beboerne på de sociale tilbud kan leve trygge og gode liv. Samtidig har det en stor betydning for medarbejdernes trivsel, så dygtige og engagerede medarbejdere ikke forlader den sociale sektor, fordi arbejdet slider dem ned.

Det, der er helt afgørende, når vi i de kommende år sammen skal udvikle social- og handicapområdet, er, at vi sætter fagligheden og kvaliteten i højsædet. Vi er ganske enkelt nødt til at insistere på at finde løsninger, der i sin kerne bevarer ambitionen om at tilbyde mennesker den bedst mulige hjælp, ikke bare den billigste. Det er det, vi arbejder for i LOS, og det er derfor, jeg blev – og bliver – ved at med at sidde med ved bordet i Sammen om handicap. Også selvom jeg ikke er enig i alt, hvad der ligger i handicapaftalen.

Og selvom jeg er glad for, at nogle af de værste elementer i forslaget om magtanvendelser blev fjernet allerede i handicapaftalen, betyder det som sagt ikke, at vi kan læne os tilbage. For det er helt afgørende, at den reviderede magtanvendelseslovgivning ikke fører til flere magtanvendelser og mere forråelse.