En sommer i konstant smerte og usikkerhed har vist mig, hvor presset og uigennemsigtigt vores psykiatriske system kan være

Ophørssymptomer fra psykofarmaka har lagt mig ned. Sveden pibler frem som fedt fra et stykke kød på en varm pande. Værst er de evindelige stød, som går igennem min krop. Det er, som om jeg er blevet sat til en hjertestarter, som forsøger at genoplive et hjerte, som allerede banker for hurtigt. Disse fornemmelser vækker om noget angsten, som den gamle medicin ikke længere er der til at dække, og den nye medicin endnu ikke hjælper på.

Jeg venter fortsat på min første terapisamtale ude på afdelingen for angst og OCD i denne ombæring. De kan ikke sige, hvornår den første samtale bliver. Kun at jeg er halvvejs igennem en venteliste på 72. Jeg ved, at der blev taget kontakt til psykiatrien engang før påske, men husker ikke præcis, hvor længe jeg har ventet. Tiden bliver en sær størrelse, når man venter på, at smerte og ubehag skal passere.

Det er kun medicin for generaliseret angst og OCD, jeg i øjeblikket får hjælp med ude på afdelingen. Jeg husker ikke længere, hvem der besluttede, jeg skulle starte på psykofarmaka for år tilbage. Jeg tror, at det var min egen læge, der besluttede, at jeg skulle skifte præparat tilbage i vinters. Jeg ved, at det var en læge ude på psykiatrisk, som for uger tilbage besluttede, at jeg igen skulle skifte præparat. Ligesom jeg af erfaring ved, at det kan være forbundet med usikkerhed, hvem der kommer til at følge min medicinering, når jeg engang stopper herude igen.

Dygtige ansatte slider ofte forgæves for at sikre patienternes tryghed og sikkerhed

Bliver du forvirret i forsøget på at følge med? Det gør jeg også. Mon ikke de ansatte i psykiatrien også bliver det til tider? Grundlæggende er jeg forvirret over, at vi som samfund accepterer at have et system for i forvejen pressede psykiatriske patienter, som er fyldt med uigennemsigtige processer, lange ventetider og ofte kaotisk håndtering af medicineringen.

For jeg ligger måske nok og bliver ædt op af mit eget ubehag lige nu, men jeg er ikke blind for, at jeg ikke er den eneste, som kæmper i det system, som skulle hjælpe mig og mange andre. Jeg er ikke blind for, at den uro, jeg oplever af uvished og lange ventetider, den ikke er nogen sjældenhed. Eller oplevelsen af, at velmenende, dygtige ansatte ofte slider forgæves for at sikre patienterne den tryghed og sikkerhed, de ville ønske, de kunne give dem. Heriblandt når det kommer til medicinering af patienter.

Hvordan skulle der eksempelvis ikke være mange som mig selv, der lider under at leve en tilværelse, hvor psykofarmaka langt henad vejen har erstattet terapi? Når vi på en og samme tid har så presset et system for psykisk lidende, og samtidig over 462.400 danskere på psykofarmaka? Et tal, der bare fra 2017 til 2022 steg med hele 11 procent, i en periode hvor coronaen kom oveni og gjorde det krystalklart, hvor meget lavere psykiatriske lidelser rangerer herhjemme end somatiske.

Hvordan skulle en sådan grad af medicinering være ansvarlig, når det ikke er blevet politisk prioriteret at sikre et stabilt, velfungerende system for psykisk syge, som sikrer dem den terapi og støtte, de har brug for, sammen med medicinen? Hvordan skulle det ikke føre til patienter, som oplever at få udskrevet forskellige præparater uden at kende tilstrækkeligt til de potentielle bivirkninger? Særligt når sundhedsstyrelsen nu lægger op til, at i forvejen pressede, praktiserende læger skal kunne tackle mange flere opgaver med psykofarmaka?

For mig at se er dette opskriften på, at i forvejen pressede og sårbare psykisk lidende ender i situationer fyldt med ubehag og utryghed, hvilket karakteriserer hele min sommer indtil nu. Situationer, der gør det nødvendigt, at enkelte ansatte i psykiatrien – i min erfaring ofte sygeplejersker – tager det personligt på sig at gøre oplevelsen mindre utryg og usikker for patienten, på trods af at de i virkeligheden ikke har ressourcer til det. Det medfører naturligt, at situationen bliver mere pressede for de ansatte, og oplevelsen af at være en byrde større for patienten.

“Tænker du på at tage dit eget liv?”

Personligt har jeg ikke fået samtaleterapi i et lille år, til trods for at jeg har været på forskellige typer af medicin, hvor det er obligatorisk. Det skyldes naturligvis også, at jeg ikke selv har formået at tage ansvar for at opsøge det. De foregående fem-seks år har familie og venner hjulpet hermed, for der stod ingen hjælp stod til rådighed udefra.

På et tidspunkt vil de fleste i ens liv trods kærlighed og godhed dog begynde at glemme den usynlige kamp, man kæmper, og efterlade en mere alene i den. På et tidspunkt vil man uundgåeligt begynde at slippe tøjlerne en smule i forhold til at sikre et sikkerhedsnet under sig selv. Det er der bare ikke råd til herhjemme, hvis man er hårdt ramt af psykisk/psykiske lidelser. For der er intet sikkerhedsnet, der forbliver strakt ud under en, hvis ikke man selv agerer hovedaktør i at holde det spændt. Det er den hårde virkelighed, der møder psykisk lidende.

En ubarmhjertig virkelighed, der for mig kan opsummeres i, hvad der møder en som psykisk lidende, hvis man får akut brug for hjælp, men ikke er psykotisk, og ringer til vagtlægen. Modsat oplevelsen som fysisk syg, hvor det er tilstrækkeligt for at blive taget alvorligt, at man har mange smerter, kan forudsætningen for at blive taget alvorligt som psykisk lidende groft opsummeres i spørgsmålet, “tænker du på at tage dit eget liv?” – for hvis ikke, så kan det vel vente?

Det er et spørgsmål, jeg selv ofte er blevet mødt med, når det kommer til egne smerter. Det samme gælder mennesker i mit liv, som har kæmpet deres kampe med psyken og de konsekvenser, det kan have på krop og sjæl. I yderste potens er det vel også sandt, hvis der ikke er risiko for, at livet ender i nat, så kan dine problemer vel vente til i morgen?

Udover den syge logik i det, så er problemet, at den hjælp, som skulle vente på den anden side, alt for ofte lader vente længe på sig eller direkte udebliver. Ofte fordi dem, som skulle hjælpe en, de kæmper med at få tid, overskud og mulighed for rent faktisk at hjælpe dig.

Imens du selv kæmper med at holde dig oven vande og ikke har overskud til at insistere på at få hjælpen til igen at kunne svømme. Så logisk nok så ender du gang på gang i livet som psykiatrisk patient i en situation, der kan beskrives som dødvande: For svag til at svømme. Ikke svag nok til at blive reddet fra at drukne.

Omvendt forekommer det logisk at gøre overlevelse eller i det mindste et længere liv til målsætningen for psykiatriske patienter herhjemme.

Det kan endda lyde meget fornuftigt med tanke på, at psykisk syge i dag svigtes i en grad, at mandlige psykiatriske patienter har en forventet levetid, der er cirka 20 år lavere end den øvrige befolkning, mens kvindelige har en, der er cirka 15 år lavere.

Omvendt forekommer det som et lidt lavt mål at sætte, at det blot handler om, at vores psykisk syge og særligt svært psykisk syge bare skal leve længst muligt, når nu de fleste af os ønsker et liv med indhold, omsorg og mening. Mon ikke, at det også ville være mere attraktivt at arbejde med psykiatriske patienter, hvis man oftere oplevede, at der var tid og overskud til i højere grad at kombinere og integrere omsorg og overskud i behandlingen?

Jeg er bange for, at mit liv er ved at forsvinde fra mig

I mit eget, aktuelle tilfælde kan jeg forhåbentligt snart sige, at stædig vilje og kærlighed og støtte fra særligt min mor og kæreste, atter har fået mig igennem endnu en usigeligt svær tid. Denne gang forårsaget af lang tid uden tilstrækkelig hjælp, og tippet over af terroriserende ophørssymptomer fra et alt for hurtigt skift i medicin og rod i doseringen.

Jeg vil håbe, at det er sidste gang i lang tid, at jeg skal vandre på denne sti i helvede i håb om, at stien snart fører ud herfra.

Jeg håber inderligt, at vi som samfund vil blive ved med at gøre mere for at sikre overskud og ressourcer til, at dygtige mennesker i psykiatrien kan hjælpe mennesker i smerte med at svømme igen ikke bare undgå at drukne.

Mest af alt håber jeg ikke, at jeg eller andre lidende mennesker i mit liv, igen skal opleve, at spørgsmålet om, hvorvidt deres smerte bliver taget seriøst, skal reduceres til et spørgsmål om liv og død. Så jeg aldrig igen næsten modvilligt skal svare nej med vished om, at hjælpen så sejler bort. Imens jeg indeni tænker: “Nej, jeg har ikke tænkt mig at tage mit eget liv, men jeg er bange for, at mit liv er ved at forsvinde fra mig, imens jeg kæmper med at kunne holde ud at leve det.”