Systemet er ofte medvirkende, når partnervolden fortsætter efter bruddet

Falske anklager. Trusler, chikane og uendelige retssager om forældremyndighed, bopælsret og samvær.

Man kan tro, at volden stopper, når en voldsudsat kvinde forlader sin voldelige partner, men sådan er det ikke nødvendigvis. For nogle kvinder bliver volden kun værre. Særligt hvis kvinden har børn med voldsudøveren.

Det fortæller den norske professor i sociologi på den Vitenskapelige Høgskole i Oslo, Margunn Bjørnholt. Hun har gennem mange år forsket i vold mod kvinder, og i forbindelse med to forskningsprojekter interviewede hun 46 voldsudsatte mødre, som havde brudt med deres partner.

Hun kalder den vold, der fortsætter efter bruddet, for ’fortsættelsesvold’ og fortæller, at den kan have mange ansigter.

”En af de mødre, jeg interviewede, blev presset til sex, når børnene skulle overleveres, og en anden var blevet overfaldet af sin ekspartner på sit job. Men rigtig ofte er børnene omdrejningspunkt, når volden fortsætter – og ofte bliver hjælpesystemet og retsvæsnet inddraget som et redskab til at udføre den,” siger Margunn Bjørnholt.

Flere af de mødre, Margunn Bjørnholt interviewede, frygtede for børnenes sikkerhed, når de var hos deres far. En mor fortalte om en far, der havde ladet deres lille datter lege alene ved en sø. Barnet faldt i vandet og var tæt på at drukne. En anden berettede, at barnet var røget ud af barnestolen, fordi hun ikke var spændt fast.

”Nogle gange blev det også brugt som kontrol. Hvis manden nægtede at købe en autostol, var kvinden nødt til at være den, der hentede og bragte i forbindelse med samvær,” siger Margunn Bjørnholt.

Også manipulation af børnene blev brugt som et greb til at fortsætte volden. En af de kvinder, Margunn Bjørnholt interviewede, fortalte, at hendes tidligere partner havde sagt til deres fælles barn, at ”din mor bider mig”. Det var rigtigt, at moren havde bidt, men det var i selvforsvar, fordi faren havde taget kvælertag på hende. Men det fortalte faren ikke barnet.

Ikke for barnets bedste

En anden måde, børnene bruges i fortsættelsesvold på, er ved at trække kvinden i retten så ofte som muligt, viser Margunn Bjørnholts forskning. Og også international forskning peger på, at det er en gængs måde at udøve vold på.

”Det kan være om samværsordning, bopælsret eller bidrag. På den måde kan han chikanere og holde kog i kampen om forældreskabet. Det kan også være, at han melder kvinden pga. bekymring for forældreskabet, gerne anonymt. Så bliver hun udsat for undersøgelser: Er hun misbruger? Er hun voldelig? Er hun psykisk syg?” fortæller Margunn Bjørnholt og forklarer, at et typisk forløb er, at kvinden politianmelder manden for vold, når hun går fra ham, og så kommer der en ’bekymringsmelding’ til Børneværnet.

”Nogle af de kvinder, jeg interviewede, oplevede også, at voldsudøveren mobiliserede skolen, børnehaven eller familien og fortalte, at hun var psykisk syg, og at han kæmpede for at redde barnet,” siger hun.

I Norge har man, ifølge Margunn Bjørnholt, undersøgt gengangere i børnesager. Og her fortalte de advokater, der blev interviewet, at det var deres opfattelse, at det ofte ikke handlede om barnets bedste, men om at den ene var ude efter at ramme den anden.

Ud over den vold, som voldsudøveren faciliterer gennem systemet, findes der, ifølge Margunn Bjørnholt, også en anden form for systemvold. Nemlig den systemet selv udøver.

”Mange af mødrene oplevede, at når de rakte ud efter hjælp i systemet, så var responsen negativ. De blev mødt med mistro – og anset som syge eller vanskelige,” forklarer hun og fremhæver, at man selvfølgelig kan diskutere, om det er rigtigt at kalde dette vold. Men fordi det sker imod den voldsudsatte kvinde i en voldskontekst, mener hun, at det er vold. Det er en del af den totale belastning, som kvinden oplever.

Gode til at manipulere systemet

Maja Lindgren arbejder som juridisk rådgiver på rådgivningslinjen i den danske organisation Lev Uden Vold. Over halvdelen af de lidt over 600 henvendelser, de i år har modtaget, kommer fra kvinder, der udsættes for vold af deres nuværende eller tidligere partner. Maja Lindgren genkender det billede, som Margunn Bjørnholt tegner.

”Særligt de kvinder, der har børn med voldsudøveren, og som er tvunget til fortsat at have kontakt efter bruddet, fortæller, at volden er blevet værre,” siger Maja Lindgren og pointerer, at det ikke er kønsbestemt, men at flertallet af de voldsudsatte, der henvender sig, er kvinder.

Hun fortæller, at de voldsudsatte ofte er rådvilde og famler i blinde, når de ringer eller skriver til hende på rådgivningen.

”De ved ikke helt, hvad de har brug for hjælp til. De er nedbrudte af volden og den chikane, de oplever. De er fx i tvivl om, hvorvidt de skal anmelde volden og hvordan. Samtidig er hjælpen ikke nem at få, fordi den ikke er koordineret. Der er et hav af lovgivninger, man skal navigere i – og et hav af instanser, man må henvende sig til for at få hjælpen,” siger hun.

Mange af de voldsudsatte oplever desuden ikke at blive troet på, når de rækker ud.

”Det er faktisk det værste for mange. De er blevet udsat for vold, og der, hvor de forventede at få hjælp, bliver de ikke troet på,” siger hun.

Den betragtning kan Margunn Bjørnholt genkende og fremhæver, at det også er en viden, man har i traumeforskningen. Det at blive svækket af dem, der skulle hjælpe en, kan føre til hjerneskader og retraumatisering.

Ikke sjældent hører Maja Lindgren om ekspartnere, der prøver at få det til at se ud, som om det er den voldsudsatte, der er en dårlig forælder.

”Det kan være, at voldsudøveren underretter om vold mod børnene til kommunen eller starter sager i Familieretshuset om bopæl, samvær eller forældremyndighed. De er ofte gode til at manipulere med systemet og til at overbevise. Og for den voldsudsatte kan det være svært at forklare, hvad der egentlig foregår. Den psykiske vold er subtil. Og er vi inde i den strafferetslige del, er den meget svært at bevise, fordi det er ord mod ord, og ofte mangler der vidner eller andet, det kan løfte bevisbyrden,” siger hun.

Hun fortæller, at hun har hørt om flere sager, hvor den voldsudsatte har mistet forældremyndigheden, fordi der ikke har været fokus på at undersøge, om det er samværschikane, eller om det var reelle anklager.

Fokus på det ligeværdige forældreskab

Margunn Bjørnholt mener, at en af grundene til, at systemet kommer til at medvirke til, at volden fortsætter, er, at man er for fokuseret på det ligeværdige forældreskab. Fx skal man i Norge, hvis man ønsker at få ændret samværsordningen, til en obligatorisk mægling hos det, der hedder Familieværnet.

”Det bygger på en teori om, at det er vigtigt at have dialog og tale sammen som to voksne mennesker, hvilket er rigtigt, men hvis den ene er ude på at ramme den anden, er der ikke tale om et ligeværdigt møde. For den, der er udsat for vold, kan det at møde sin voldsudøver på et offentligt kontor være meget skræmmende,” siger hun.

Hun fortæller, at Familieværnet har arbejdet på at blive bedre til at se, forstå og afdække vold – og derfor også giver mulighed for, at man kan få mægling alene, men i praksis er det ikke altid, det sker.

”Man mangler forståelse for volden. Det kan skyldes, at man har nogle andre forståelser, der kommer først. Nemlig, at der er en konflikt, og at man ikke kan vide, hvem, der taler sandt,” siger hun.

Men det kan vel også være svært at vide?

”Ja, bestemt. Og de skal selvfølgelig undersøge begge parter i sagen. Men det er et problem, hvis man som voldsudsat mødes af en grundlæggende mistro og mistænkeliggørelse. At hjælpesystemet på den måde overtager voldsudøverens undergravning. Jeg tror, at det er vigtigt både at undersøge og tage volden alvorligt. Og så må man tænke lidt pragmatisk: Er det sædvanligt at lyve om vold? Nej, tværtimod. De, der har været udsat for vold, fortæller det ofte ikke. Derfor skal det tages meget alvorligt og undersøges grundigt,” siger hun og peger på endnu et punkt, hvor hun mener, at systemet laver en fejlslutning. Nemlig at mest mulig kontakt altid er for børnenes bedste.

”Det kan godt være, at det er bedst i langt de fleste tilfælde, men er det også det, der, hvor der er vold?” spørger hun.

Fokus på forældrefremmedgørelse kan skygge over volden

I den senere tid har der i Danmark såvel som i Norge været fokus på forældrefremmedgørelse. Begrebet kommer fra USA og handler netop om det at manipulere sit barn med det sigte, at den anden forælder mister kontakt til barnet.

I Danmark fremlagde en række partier i november sidste år en aftale, der skal forbedre det familieretlige system ved blandt andet at forbedre barnets ret til begge forældre. De foreslår derfor, at forældrefremmedgørelse får en central plads i forældreansvarsloven.

Men flere organisationer, blandt andet Lev Uden Vold, advarer imod at skrive forældefremmedgørelse ind i loven.

”På rådgivningslinjen hører vi fra flere, der har undladt at søge hjælp og beskytte barnet mod volden, fx ved at tage på krisecenter, fordi de er bange for at blive beskyldt for forældrefremmedgørelse,” forklarer Maja Lindgren og fremhæver, at man hos Lev Uden Vold frygter, at den psykiske vold vil blive overset, hvis man retter fokus mod forældrefremmedgørelse.

Magunn Bjørnholt er enig.

”Når man fokuserer på forældrefremmedgørelse, risikerer man igen at overse volden, og at anklager om forældrefremmedgørelse ofte kommer fra den forælder, der udøver partnervold,” siger hun.

Mens psykisk vold først blev kriminaliseret i Danmark for fem år siden, har man i Norge i mange år haft en mishandlingsparagraf i straffeloven, der inkluderer psykisk vold. Men, ifølge Margunn Bjørnholt, bliver den ligesom i Danmark sjældent anvendt i praksis, fordi bevisførelsen er svær.

”Så er spørgsmålet, om det er løsningen at indføre en ny paragraf? Men det er jeg ikke sikker på. Det er et komplekst dilemma. På den ene side er det svært for dem, der udsættes for psykisk vold, at bevise den. På den anden side er der en fare for, at den kan misbruges og anvendes omvendt, og derfor er jeg – og mange andre – skeptiske i forhold til at gå den vej,” siger hun.

Hun henviser til lande som Storbritannien og Australien, hvor psykisk vold også er kriminaliseret, men her kaldes det coersive control.

”Vi mangler et begreb i de skandinaviske lande, der fanger kompleksiteten i en moderne forståelse af vold, der handler om kontrol, indskrænkning af frihed og undergravning af personligheden. Men stadig vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, om straffeloven er den rigtige vej at gå,” siger hun.

Mere viden om, hvad vold er

Frem for nye paragraffer i straffeloven mener Margunn Bjørnholt, at der skal fokus på at skabe mere viden om vold ude i praksis.

”Lige nu lærer fx de socialrådgivere, der arbejder for børneværnet, ikke nok om vold. Der skal mere undervisning på uddannelserne, så man forstår, at vold ikke handler om blå mærker og blå øjne, men om det psykiske og om kontrol,” siger hun og peger på, at der også er brug for viden om de konsekvenser, volden har:

”Man må forstå, at det at blive udsat for vold har mentale, fysiske og økonomiske konsekvenser, og at det kan gå ud over det at kunne være forælder. Man har brug for hjælp. Og den hjælp skal koordineres, ” siger hun og fremhæver, at både Danmark og Norge har knyttet sig til Istanbul-konventionen og har forpligtet sig til at skabe et koordineret tilbud til voldsudsatte.

”Alligevel er kvinderne overladt til selv at skulle opsøge hver enkelt instans,” siger hun og tilføjer:

”Konsekvenserne af vold i nære relationer er så store, og forståelsen så lille. Man forstår ikke de følger, volden har – og man forstår ikke, at volden fortsætter, også efter et brud. Det er vi som samfund nødt til at erkende. Og vi er nødt til at erkende, at retssystemet kan blive en del af fortsættelsesvolden.”