Hvordan kan det kaldes hjem, når du føler ubehag ved at være der?

Brudstykker

Man kalder det hjem.
Man kalder det familie.
Er det et hjem?
Er det en familie?

Hjemmet er et sort, tomt, mørkt hul,
hvor følelsen af tvivl og skam og ensomhed vokser.

Hvordan kan det kaldes hjem,
når du føler ubehag ved at være der?
Hvordan kan det kaldes hjem,
når alt omkring dig er fremmed
og selv din egen seng
ikke føles som en seng til dig,
men til en anden?

Familien er som fremmede mennesker, der intet vil have med dig at gøre.
Mennesker, der ikke ser dig, ikke hører dig.

Mennesker, der ikke giver dig omsorg eller kærlighed.
Mennesker, der skælder dig ud, råber ad dig, slår dig,
kaster skyld og skam på dig.

‍Til dig, der læser det her, fortæl mig:
Kan det kaldes hjem?
Kan det kaldes familie?

In another universe
I wasn’t born into a broken home

‍In another universe
It wasn’t normal to scream and yell

‍In another universe
I could fall asleep peacefully without hearing screams in the back of my head

‍UDDRAG AF JOURNALNOTATER

Der er underretninger fra børnehaven, sundhedsplejersken, skolen, klubben, praktiserende læge, politiet, ungevejleder, kontaktperson m.fl. Der er netværksmøde, opstartsmøde, opfølgningsmøde, underretningssamtale, hjemmebesøg, børnesamtale osv.

I journalen står der:  
*”[Mor] siger, at hun ikke har et misbrug, og at hendes børn alle har det godt.*  
*[Mor] siger, at børnene trives.*  
*[Mor] ønsker ikke at fortsætte indsatsen.*  
*[Mor] ønsker ikke støtte og ønsker ikke, at nogen kommer i deres hjem.”*

‍TRIVSEL

Jeg er 15 år gammel. Vi sidder til møde på ungecenteret. Dagslyset strømmer ind ad et højtsiddende vindue, og der står te og kaffe på bordet. Notesbøger og computere er allerede fremme.

Jeg sidder ved siden af min mor. Min sagsbehandler og min kontaktperson sidder over for os. Jeg kan godt lide min kontaktperson, hun går med smarte sko, der får hende til at virke højere, end hun er. Sagsbehandleren er også smart, hun har mørkt, kraftigt hår og grågrønne øjne. Hun tager skiftevis brillerne af og på. De smiler allesammen.

Hvordan går det med mig, trives jeg?  
Min mor siger, jeg trives fint, det går godt derhjemme. Jeg selv har ikke så meget at sige. Samtalen bliver ført af min mor, min sagsbehandler og kontaktperson.

*Feeling like you have so much to say, yet no words come out.*

De spørger til min angst. Min mor svarer, at hun nok skal hjælpe mig, at hun og jeg nok skal klare det sammen. Hun har et smil på læben, hun spørger, om der er andet, de kunne tænke sig at vide? Nej. Vi smiler, snakker og griner lidt, og så er mødet færdigt.

Vi går mod udgangen. Min mor er glad og smilende. Hun siger, at vi skal hygge os og se film, når vi kommer hjem. Men idet vi går ud ad døren, falder smilet af.

Hun sukker, og så begynder hun: *“Du tager mig altid med til de her møder, og de snakker og snakker og snakker, men hvad snakker de om, som er så vigtigt? Din angst, huh? Der er ikke noget, der er vigtigt at høre på. Næste gang tager du selv derhen.”*

Hun fortsætter og fortsætter, til vi er hjemme, og jeg ved, at hvis jeg vover at svare, ender det med, at vi råber og skændes. At hun kalder mig fede. At hun kaster ting efter mig eller slår mig.

‍UDDRAG AF JOURNALNOTATER

I journalen står der:

Glara udtrykte bekymring over, at hun var kommet til at fortælle, at hjemmet var rodet, for hun måtte ikke fortælle noget om sin familie.

Glara havde udtalt til sin voksenven, at hun var bange for, at hendes mor ville slå hende.

Begge forældre fortalte, at de ikke slog Glara, men at hun brugte det som et våben for at få sin vilje.

‍MIN MELLEMSTE BROR

“Din fucking luder, mine venner har set dig nede på tanken!” råber min mellemste storebror, da jeg træder ind ad hoveddøren. Jeg nægter, for jeg har ikke været der. Inde fra mit værelse kan jeg høre, at han ringer til vores ældste bror, og lidt efter brager han ind på værelset, kræver at få min mobil og forsvinder ud med den.

Hoveddøren smækker efter ham.

Tiden går langsomt.

Jeg ved, han vil tjekke alt på min telefon og snakke med folk. Der er ikke noget i det her hus, der er helt mit eget. Ikke engang min telefon – og heller ikke de penge, jeg tjener på mit fritidsjob.

Endelig kommer han tilbage. Jeg kan høre, at han ringer til vores storebror igen og fortæller, at jeg ikke har været på tanken. Vrede og lettelse skyller gennem mig. Jeg kan ikke lade være med at råbe ad ham, da han kaster mobilen ind på sengen til mig.

Vi er som ild og vand.
Vi skændes altid – selv om nogle dage er bedre end andre.
“Shu eam biasir?” råber min mor inde fra stuen.

En enkelt gang kom han med en slags undskyldning. Jeg var kommet til skade og lå i sengen.

“Se! Her er mine nye AirPods!” drillede han og hev en hvid æske frem. Jeg orkede ham ikke.
“Er du ikke misundelig?” fortsatte han.
“Skrid nu bare,” sagde jeg, men så kastede han dem hen til mig i sengen.
“De er til dig,” sagde han.

Jeg troede først ikke på ham. Men det var rigtigt, for han havde både købt nogle til sig selv og til mig.

Hver nat er som et bad i mine egne tårer, som et bad i mine egne tanker, som at drukne.

Hver nat er en smerte, der ikke kan beskrives, tanker som farer gennem mit hoved, en pine, der aldrig holder op.

Hver dag bliver mit kald svagere og svagere, som var det en revne i et stykke papir.

‍MIN ÆLDSTE BROR

Jeg får at vide, at min ældste bror og jeg minder om hinanden. Vi har samme humor, vi kan godt lide at klovne. Og min ældste storebror har aldrig lagt hånd på mig. Da jeg var mindre, drak jeg af hans åbne dåser med Red Bull. Han blev ved med at sige, at jeg skulle lade være, men jeg lyttede ikke. Ikke før den dag, jeg tog en slurk og fik et skod i munden. Klamt. Så lærte jeg ikke at røre hans Red Bull. Det har vi også grinet af.

I syvende eller ottende kom jeg på hospitalet. Min mor, moster og bror råbte af mig. Personalet på hospitalet råbte ikke, men de stillede heller ikke de rigtige spørgsmål. De spurgte, hvor mange piller, jeg havde taget. Men de spurgte ikke, hvorfor. Min ældste storebror hentede mig. “Smiiiil,” grinede jeg og tog en video af ham med mobilen. “Stop det,” sagde han, og jeg holdt kæft. Han havde ret i, at der intet sjovt var ved situationen, men hvis de ville spille dumme, så kunne jeg også lige så godt gøre det, tænkte jeg.

I bilen på vej hjem var vi stille, og stemningen var akavet. Jeg lagde mærke til, at han kørte en omvej. Så spurgte han, hvorfor jeg havde gjort det. Vi fik en lang snak. Han sagde, at der også var en grund til, at han selv var flyttet fra familien, men at løsningen ikke var at slå sig selv ihjel. Jeg lyttede til ham og stoppede med cutting. I hvert fald i et stykke tid.

Senere instruerede familien mig i, hvad jeg skulle sige til kommunen. I journalen står der: Glara fortalte, at hun grundet smerter havde taget for mange panodiler og kom på hospitalet. Min ældste storebror er den, vi alle sammen går til, hvis vi virkelig kommer i problemer. Og en anden gang var det også mig, der virkelig kom i problemer. Jeg husker den mørke bil, der kørte op på siden af mig. Drengene, der sagde, at de var min mellemste brors venner. Følelsen af ikke at vide, hvor jeg var. Smerten. Nogen havde en pistol. Jeg husker, at jeg skældte ud. At min stemme knækkede. At tårer trillede ned ad mine kinder.

Tilbage i lejligheden sad jeg på min seng og rystede. Jeg havde snakket med min ældste bror. Hoveddøren gik op, og jeg kunne høre, at det var ham, der kom hjem igen. Lidt efter sad han ved siden af mig. Han havde fundet dem og taget hævn. Han viste mig en videooptagelse. Jeg fik ondt i maven og havde lyst til at vende mig væk, men jeg så den færdig.

‍ANGST

I forstår ikke, at små ting er svære:  
at svare på en besked  
at tage toget  
at handle  

I forstår ikke, at jeg nogle dage græder over  
at skulle foretage et opkald,  
mens jeg andre dage er den største humørbombe.  

Og jeg forstår ikke sætningen:  
“Nå, har du angst? Det kan man ikke se på dig.”  
Bare fordi du ikke kan se det,  
betyder det ikke, at det ikke er der.  

Til dig, som ikke har prøvet at få et anfald:  
forestil dig, at du misser et trin på trappen  
forestil dig, at det sus af forskrækkelse, du mærker i det sekund,  
varer en time.  
du hyperventilerer, det føles som om, du ikke kan trække vejret  
du fryser og kan ikke flygte  
for du sveder  
du ryster  
du har kvalme  
du græder  
du lægger dig i fosterstilling  
og du vil have, at nogen holder om dig  
samtidig med  
at du vil have, at alle skal gå væk.

‍UHYRET

Jeg står i køkkenet og laver mad med min Mama. Mit hjerte banker, og jeg er i tvivl om, hvilke ord jeg skal bruge, når jeg stiller mit spørgsmål. Jeg er bange for hendes reaktion. Jeg mumler det, men hun hører mig ikke. Det er svært for mig at gentage det, men jeg får det sagt, og denne gang taler jeg højere. I det samme dukker min mellemste storebror op i døråbningen. Jeg stivner.

“Nu er du selv ude om det, hvis han slår dig ihjel!” råber min mor til mig og forsvinder.

Kort efter ligger jeg på gulvet, luften er slået ud af min mave, jeg gisper efter vejret, og trygler ham om at stoppe. Bare et øjeblik. Hans blik er sort og koldt.

Jeg forstår, at dét jeg ser i øjnene, ikke længere er min bror, men et uhyre. Jeg forstår også, at jeg ikke længere skal spørge, hvornår jeg må flytte hjemmefra.

‍BABA

Jeg leder efter min telefon. Mine hænder ryster. Jeg har smerter i kroppen, det føles svært at trække vejret. Jeg ringer til Baba, håber han besvarer mit opkald. Første gang ubesvaret. Jeg er desperat, så jeg prøver igen. Han tager den. Jeg beder ham om at hente mig med det samme: “Jeg kan ikke være her længere, jeg har det virkelig dårligt,” siger jeg.

Da jeg skal til at gå, kommer min mor. Jeg fortæller, at Baba venter på mig på parkeringspladsen. “Gør som du vil! Som om han nogensinde har været der for dig! Men hvis du vil hjem til din far, skal du ikke komme tilbage hertil.” Jeg har taget et par trin ned ad trapperne, da jeg mærker en fod i ryggen. Det er min mor, der sparker mig ned af trapperne, mens hun råber ad mig.

Jeg får lyst til at råbe, skrige, græde og grine, for jeg kan virkelig ikke forstå, hvordan ens egen mor kan gøre det ved en. Jeg kan heller ikke forstå, at der virkelig ikke er nogen i opgangen, der hører noget. I bilen er der en akavet stilhed, og da vi kommer ind ad døren hos min far, ringer han til min mor for at høre, hvad der er sket. Jeg kan høre de falske ord, hun bruger for at beskytte sig selv og min bror. De knuser mig.

Jeg sidder på gulvet, jeg kigger op på min far. Jeg har tårer i øjnene, og en blanding af blod og chillisauce drypper fra mit hoved. Baba er oprevet af samtalen. Han siger, at det er min mor, der ikke har opdraget os ordentligt, at det intet har med ham at gøre. Jeg tigger ham om at få lov til at bo hos ham, men hans ansigtsudtryk er tvivlende. “Kan jeg i det mindste sove hos dig i et par dage?” Han svarer, at det er bedst, at jeg er hjemme hos hende, der har opdraget mig: “Tag et bad, sid lidt og så kører jeg dig hjem,” siger han og tilbyder mig en kop te.

Senere kører han mig tilbage. Baba frygter sin ekskone mere end han frygter at miste sine børn og deres kærlighed. Jo mere han giver slip, jo mere giver vi også slip.

‍UDDRAG AF JOURNALNOTATER

I journalen står der:  
[Far] fortalte under samtale, at han var meget bekymret for, at moren røg hash, og mente hun løj […].  
[Far] blev oplevet med relevante refleksioner omkring familiens problemer, og hvordan de kunne løses.  
For mig er det ikke til at forstå, at den ene værge er så afhængig af forskellige stoffer, at hun ikke kan passe sit liv og sine egne børn, og den anden værge ikke vil sige ”ja tak!” til sine børn, til sin eneste datter.

For mig er det ikke til at forstå, at den ene værge er så afhængig af forskellige stoffer, at hun ikke kan passe sit liv og sine egne børn, og den anden værge ikke vil sige ”ja tak!” til sine børn, til sin eneste datter.

I lost myself so long ago  
I don’t even remember when did I grow?  
“You’re so mature for your age” they say  
My mind is just on a different page.

‍While other kids were having sleepovers  
I was looking for wrist covers.  
Praying that the scars would fade  
But I kind of wish they would have stayed.

They remind me that I’m worth the pain  
And mark everything I can’t explain.

‍FLUGTEN

I journalen står der:  
Adspurgt om hun har planer om at flytte hjemmefra, når hun fyldte 18 år, svarede hun, at det kunne man ikke i hendes kultur. Hun skulle blive hjemme i hjemmet til hun blev gift. [Mor] bemærkede til mødet, at Glara ikke skulle flytte fra hjemmet.  

Forvaltningen modtog skriftlig besked fra Glaras kontaktperson. Her blev beskrevet, at Glara ønskede samtale med forvaltningen. Ungecentret […] vurderer, at hun skulle anbringes udenfor hjemmet.  

[Far] vil gerne have, at Glara flytter hjem til ham eller hans veninde, som Glara også kender. Glara ved ikke, hvilken veninde faren taler om, at hun kan flytte hen til. Det blev vurderet, at anbringelsesstedet skal hemmeligholdes overfor hendes familie og netværk.

‍NYT LIV

Jeg føler mig helt alene i mit nye liv.  
Personalet spørger og spørger: Hvordan har du det? Hvordan trives du?  
Men jeg har ikke lært at tale om følelser.  
Jeg ser det for mig igen og igen: Min mor der nedgør mig, min bror der slår mig.  

Psykiatrien siger, jeg hører stemmer. Jeg hører ikke stemmer, men jeg hører de ord, min mor og bror har spyttet i mit ansigt hver dag næsten hele mit liv:  
Ya khara (din lort)  
Ya bent el kalb (datter af en hund)  
Bent el shamuta (datter af en luder)  
Kuli khara (spis lort)  
Din FUCKING bums  
Hvorfor dræber du ikke bare dig selv?  
Tykke, Fede,  
Din seng går snart i stykker  
Du kan ikke længere komme ind af døren  
Synes du ikke, det er synd for stolen?  
Føj, hvor er du grim!  

Jeg står på skinnerne.  
Venter på det fucking lyntog.

Det kommer ikke.
Jeg bliver stående.  
Det kommer stadig ikke.
Jeg skriger, jeg græder. Hvorfor kan jeg ikke få lov til at forlade den her dunya?

‍Jeg kravler op, kigger rundt på perronen, leder desperat efter noget at cutte mig med langs togskinnerne, men jeg finder ikke noget. Jeg sætter mig på jorden, kigger op mod den mørke himmel. Måske er det ikke meningen, at jeg skal dø nu? Måske er det et tegn? Jeg lytter til Allah. Fra det øjeblik ved jeg, at jeg selv må trække mig op af mørket. Der er ikke andre, der kommer til at gøre det. Det er sådan, det er. Og fra det øjeblik er jeg sikker:  
Jeg skal ikke begå selvmord.  
Jeg skal ikke cutte mere.

‍Det må være sådan, det føles at blive clean. Jeg ved præcis hvor længe jeg har været clean, hvor mange måneder, dage, minutter. Og jeg håber, InshAllah, at jeg forbliver clean.

‍Z.

Du var den eneste, der hjalp mig  
da jeg stod foran familien og blev behandlet dårligt  
da jeg stod foran flere krisecentre og blev overladt til mig selv  
da jeg stod på togskinnerne og ville forlade verden  
da jeg stod hjemløs med alle mine ting i sorte sække  
selvom systemet havde lovet at hjælpe  
så var du der.  
Du var der, selvom du vidste, at det kunne ødelægge tingene for dig  
du var der altid, selvom de sagde, at jeg ikke kunne stole på dig.  
Du er hvad jeg kalder et GULDhjerte, du er mit et og alt, Z., og jeg vil altid være så dybt taknemmelig for, at du er her.  

in another universe  
I never memorized the sound of each footstep  
preparing myself for who I was about to encounter  
in another universe  
I never had to teach myself breathing techniques  
in order to live in my own home  
in another universe  
violence isn’t confused with love  
in another universe  
I was a loved child  
a child who knew she’d be okay.

‍MAMA

En brise skaber små bølger i kanalens sorte vand. Det er aften og koldt, men jeg har det varmt, mine håndflader er svedige, jeg er nervøs. Jeg lyner jakken op, lægger telefonen og tager et par dybe vejrtrækninger for at få styr på mit åndedræt. Siger “bismillah.” Så gør jeg det: Trykker nummeret ind og ringer. “Hallo? Hvem er det?” Det er første gang i næsten et år, jeg har kontakt med min mor: “Det er mig.” Min mor kan ikke genkende min stemme. “Hvem?” “Det er mig, Glara.” Der bliver stille et øjeblik, så vælter ordene ud af hende. Hun spørger, hvordan jeg har det, hvad jeg laver, hvor jeg er, om jeg er okay, om jeg fryser, om jeg har jakke på? Hendes toneleje er højt, hun lyder glad. Jeg er opmærksom på at holde min egen stemme normal, når jeg svarer, at jeg bare vil vise hende respekt, ønske hende tillykke med fødselsdagen. Vi snakker lidt. Et par gange er vi ved at komme op at diskutere, men vælger begge at lade være. Hun fortæller om sine smerter, og hvor svært hun har det, men at hun nok skal klare det, alhamdulillah. Hun siger, hun elsker mig. Det har jeg aldrig hørt hende sige før. Hun vil gerne have, at jeg bliver ved med at holde kontakt til hende. Jeg bliver i tvivl om, hvad jeg skal svare, og derfor siger jeg bare InshAllah.

Hun fortsætter med at stille spørgsmål om mig og mit liv.  
”Jeg bliver nødt til at smutte, mor, min bus går om lidt,” siger jeg og tilføjer: ”Tak for snakken, det var rart at høre din stemme igen.”
Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, da jeg sidder i bussen. Jeg får tårer i øjnene, for jeg kan mærke, at jeg faktisk savner hende, og at jeg er langt fra reden. Hun er jo min mor, og jeg ved, at hun elsker mig inderst inde, men hun kan ikke vise det på den måde, som jeg ville ønske.  

Damn right I’m angry!  
I’ve spent my life recovering from things that I should have been protected from.  
I was too young to become a ghost full of grief.  
Don’t tell me I wouldn’t be who I am today without the struggle that I faced.  
I already know that  
I could have been a child  
instead of being forced to grow up.  
The people who were supposed to protect me, failed me.  
No amount of healing will change that fact.  
Damn right I am angry!  
I will never get my childhood back.