”Alle traumer bærer en gave. Først når vi lader kroppen arbejde med traumet, kan vi indløse den”

Da Inge Svanes storebror døde af kræft for fire år siden, var det, som var hun et puslespil, nogen havde tabt på gulvet. Sygdommen havde åbnet op for dybe samtaler om deres barndom, familien og det, de kom af – de havde brudt tavsheden og åbnet en dør på klem til mørket sammen.

Da broren døde, ramte en stor sorg Inge Svane. Og da hun gik på jagt efter brikkerne til at samle sig selv igen, forstod hun, at der var vigtige brikker, hun manglede.

”Det var en stærk kropslig fornemmelse af at være faldet fra hinanden. Jeg måtte tilbage i mørket og ind i kroppen for at samle den igen,” forklarer hun.

”Det er sådan, det opleves at bære et traume,” siger Inge Svane:

”I den årelange bearbejdning, der fulgte, fandt jeg ud af, at min krop alt for ofte havde været i overlevelsesmodus. Det gik op for mig, at jeg simpelthen manglede evnen til at mærke og passe på mig selv.”

Inge Svane er traumebehandler, uddannet i den såkaldte SE-terapi, der har en holistisk tilgang og arbejder ud fra at, traumer sætter sig i både krop, sind og sjæl, og har i 14 år arbejdet med terapeutisk behandling af traumer.

Mange har fejlagtigt en opfattelse af, at traumer altid er synlige for både den traumeramte og omverdenen, og at traumer altid er udløst af store skelsættende begivenheder som ulykker, katastrofer og overgreb.

Men det er en misforståelse, slår hun fast i bogen. Traumer opstår ofte af meget mindre voldsomme, tilsyneladende ufarlige dagligdags hændelser. Til gengæld er konsekvenserne af at bære ubearbejdede traumer ganske alvorlige. For traumer sætter sig i alle kroppens muskler og celler og påvirker kroppens indre organer. Traumer forstyrrer vagusnerven, der er hovedsporet i kroppens nervesystem, forstyrrer kroppens evne til at mærke basale behov, grænser, balance, tyngdekraft og så videre.

”Traumer påvirker åndedrættet, får os til at producere ekstra kortisol og en konstant overproduktion af adrenalin. Mange lever med traumer, uden at vide det, fordi de kropslige reaktioner på traumet bliver en permanent tilstand,” forklarer Inge Svane.

Et traume opstår, når vores evne til at håndtere en situation overvældes. Det er ikke selve hændelsen, der udløser traumet, men hvordan vi reagerer på den, og hvordan oplevelsen sætter spor i vores krop og nervesystem. 

Når dyr bliver forskrækkede eller bange, reagerer de instinktivt ved at ryste kroppen – de ryster så at sige angsten af sig og undgår således, at ængsteligheden sætter sig fast i kroppens nervesystem. Det er ifølge Inge Svane denne afsluttende sløjfe på den angstprovokerende hændelse, vi mennesker ikke får bundet, når reaktionen sætter sig som et traume. 

”Det er, som om der er noget inde i dig, der ikke hænger sammen. Som et puslespil, der er faldet på gulvet eller et mikadospil, hvor pindene ligger spredt i et virvar. Traumet etablerer en grundlæggende skrøbelighed. Det har slået kernen inde i dig i stykker,” siger Inge Svane.

Den traumeramte mangler brikker

Konsekvensen er, at du ikke fornemmer, når noget ikke er godt for dig. Og psyke og fysik hænger sammen her. For din hud, som er kroppens grænse og værn mod verden, er også påvirket af traumet. Traumet gør bindevævet stift og uelastisk og gør det svært for huden at fornemme og forbinde sig til omverdenen.

”Det er ikke alle traumer, der viser sig så tydeligt, at alt bliver sprængt til atomer, og den traumeramte fuldstændig mister evnen til at navigere i verden. Men det autentiske jeg bliver altid forstyrret,” forklarer Inge Svane.

I sin praksis, i Langå nær Randers, møder hun mennesker, der bærer på ubearbejdede traumer, som spænder ganske vidt fra tab og overgreb til sygdomme og ulykker.

Mange af dem, hun møder i sin praksis, fortæller, at de oplever at have brug for at søge ekstremer for at kunne mærke sig selv. Deres oplevelse er typisk, at de har fået det så godt ved at begynde at løbe tre gange 50 km om ugen. Det er en klassisk kropslig traumereaktion. For traumer forstyrrer kroppens evne til at mærke forbindelse til omverdenen og egne grænser.

”De tror, at det er godt for dem at gøre det ekstreme for at vække og mærke deres krop. De er bare ikke bevidste om, at de herved lader kroppen blive ved med at være på flugt. De bringer sig selv i situationer, hvor de producerer ekstreme mængder af kortisol. Ubevidst fastholder de sig selv i deres traumer,” forklarer Inge Svane.

Traumatisering er kontroltab. I den optik er det rationelt set en logisk reaktion, at traumatiserede kroppe søger at genvinde kontrollen. Men vejen gennem traumet er at gøre det modsatte – det allermest angstprovokerende – at slippe kontrollen. Derfor fortæller Inge Svane altid sine klienter, at de er nødt til at lære at være stille med sig selv og blive i den kropslige uro, stilheden vækker.

”Vi kan ikke styre nervesystemet ved at tvinge det i ro. For at bearbejde traumer, er vi nødt til at slippe kontrollen,” forklarer hun.

Og hvordan gør man så det?

Alle følelser starter med en sansning. Så vi skal ned i kroppen. I bogen leverer Inge Svane en lang række af øvelser i, hvordan vi ved at blive bevidste om traumets placering og reaktioner i kroppen, kan skabe nye kropslige reaktioner. Ved at aktivere vagusnerven gennem åndedrættet eller give plads til følelser af ubehag og spørge sig selv: Hvad er det, kroppen forsøger at fortælle mig med den følelse?

For traumet er ikke det, der skete, men kroppens måde at reagere på det, der skete, da traumet slog rod i kroppen. Frem for at dulme smerten, skal vi gå med den, give den plads og lade den sprede sig, eller fortynde sig, som hun kalder det.

”Når du giver slip og lader smerten sprede sig ved at mærke hver en lille del af kroppen, er det, som om, angsten eller uroen til sidst fordamper af sig selv, fordi du giver den plads og opmærksomhed, omfavner den i stedet for at forsøge at holde den nede,” uddyber hun.

Mange somatiske sygdomme bunder i ubearbejdede traumer, som vi er nødt til at bearbejde for at blive raske, mener Inge Svane:

”Vi kan fastholde sygdommen og smerten ved at fortsætte i de spor, som traumet trækkere dybere og dybere gennem livet. Men vi kan også omvendt helbrede os selv fra traumet, hvis vi tør besøge og arbejde med de steder i kroppen, hvor traumet har slået rod, dengang kroppen reagerede på det – vi kan bygge nye reaktioner op.”

Smerten er vigtig

Den kropslige tilgang gør det lettere at finde tilbage til sig selv, når traumet stikker sin klamme hånd frem.

”Vi bliver ikke de samme bagefter. Vi får nye erkendelser, så vi kan lægge et større og stærkere puslespil, som repræsenterer mange flere facetter af vores liv,” siger Inge Svane.

Bogen er også et forsøg på at rykke grundlæggende ved den tilgang til behandling af angst, depression, som ofte er symptom på traumer. Selvom der er blevet skabt en større bevidsthed om, at både fysiske og psykiske smerter kan være traumereaktioner, går vi alt for hurtigt til den medicinske tilgang i stedet for at gå til den sanselige, mener hun.

Og vi kan nemt komme til at lave retraumatisering, når vi lader folk genfortælle i detaljer, når de kun er i hovedet, følelser og tanker, advarer hun:

”Vi skal ikke bare hurtigt op på hesten igen. Vi skal turde være i smerten og lade kroppen bearbejde, før vi stiger op igen.”

I den kognitive behandling spørger man i for høj grad til det følelsesmæssige, og for lidt til, hvordan det sanses i kroppen. Det at arbejde med kroppen burde fylde meget mere i behandlingen af traumer, mener Inge Svane.

”Man glemmer at gå gennem kroppen og har alt for meget fokus på hurtigt at få folk ud af den depressive tilstand. Det er et problem. For det er lige præcis den energi, vi skal turde at være i kontakt med for at kunne hele traumet. Vi skal gennem mørket, træde gennem frygten for at komme fri at traumet,” siger Inge Svane.

Smerten er vigtig. For smerten kommer med et vigtigt budskab. Hvis vi tør blive i smerten og mærke efter, hvor den sætter sig, ikke bare i sindet, men i kroppen, kan vi bruge kroppen som vejviser gennem mørket.

”Kroppen husker alting. Kroppen bærer på vores historie og responderer, når du spørger den. Den bliver kold eller varm, ryster, spænder op eller slapper af,” siger Inge Svane.

Uden jordforbindelse vælter vi

Bogen rummer øvelser, der aktiverer kroppen gennem bevægelse og åndedrættet og øvelser, der hjælper til at genoprette personlige grænser. Traumer kan, hvis man arbejder med dem, starte en bølge, som går gennem kroppen og gør, at der bliver ryddet op.

”Traumer nedbryder vores grænser. Når vi rammes af traumer, bliver vores panser mod omverdenen gennemhullet. Derfor består en helt afgørende del af behandlingen i at genopbygge kroppens grænser igen,” forklarer Inge Svane.

Når vi lever livet med ubearbejdede traumer i bagagen, lever vi på afstand af os selv. Vi bliver fraværende for os selv og ude af stand til at drage omsorg for os selv.

”At forsøge genopbygningen uden at beskæftige sig med traumernes reaktioner i kroppen, er som at restaurere et hus uden at koncentrere sig om revnerne i soklen. Hvis ikke kroppen ikke har jordforbindelse, vælter den,” siger Inge Svane.

Depressionen og angsten er kroppens råb om hjælp i det fravær af opmærksomhed på os selv, vi lever i. Det er ifølge Inge Svane en påmindelse om at vende tilbage, tage os selv i hånden fra dengang, traumet tvang os til at forlade os selv, fordi vi dengang følte os ude af stand til at håndtere den uoverskuelige begivenhed, der ramte os.

”Heri ligger traumets gave. Når kroppen råber om hjælp ved at udløse angst eller blæksort mørke, åbner den en dør på klem, som vi kan vælge at gå forbi og ignorere, lukke i med medicin eller andre former for symptombehandling eller vælge at gå ind ad. Gør vi det sidste, har vi mulighed for at vende hjem til os selv.”