Forfatter Anna Juul: “Psykisk sygdom er ikke en taske, man kan tage af og på”

Hun har selv været en brik i spillet i vel snart ti år. Den dag Anna Juul for første gang for åben mikrofon fortalte en journalist om sine depressioner, diagnoser og oplevelser som patient i psykiatrien, anede hun ikke, at hun dermed var trådt ind i en rolle som karakteren den vilde og morsomme ’præmieskizofrene’ Anna Juul i en medieorkestreret fortælling, et traumedrama, som skulle følge hende derfra og på ubestemt tid.

Det er godt, at medierne skriver om psykisk sygdom og diagnoser – og godt at journalister taler med de mennesker, det handler om – de psykisk syge. For da giver de ordet til dem, det handler om i den offentlige samtale om psykiatri og psykisk sygdom. Og det er der stærkt behov for, understreger Anna Juul, der siden sommeren 2023 har siddet i Psykiatrifondens bestyrelse.

Men måden, medierne skriver om psykisk sygdom og diagnoser på – den fortælleskabelon, den psykisk syges historie bliver stoppet ned i, er uheldig – og giver et forvrænget billede af psykisk sygdom, mener hun.

Med manuskriptforfatterens og den psykisk syges erfaringer har Anna Juul blik for traumets dramaturgi både indefra og udefra. Hun ved og har erfaret, at traumer er hot stuff og en valuta, hun kan veksle til opmærksomhed. Men hun ved også, at den pris, hun betaler, når hun stiller op til interview, er at indlade sig på at dele de traumer, hun har høstet som patient i psykiatrien og lade dem indgå i en medieorkestreret fortælling, der ikke giver et retvisende billede af virkeligheden.

Det er den problemstilling, hun ønsker at udstille, da hun siger ja til at stille op til samtalebogen ”Traumebingo”, som hun og journalist Kristoffer Lind står bag. En samtalebog, der ender med at blive en roman – måske netop fordi dramaet og berettermodellen styrer projektet. På sin klassisk satiriske facon udstiller Anna Juul problemet på bogens bagsidetekst, hvor bogprojektet præsenteres som et nyt projekt, så hendes fans ikke glemmer hende.  

Psykisk sygdom er ikke en accessory

Og Anna Juul insisterer gennem hele bogen på at spille netop det traumebingospil, hun med bogen ønsker at lyse på: Allerede fra første side lægger hun helt åbent og direkte fra land:

Jeg hedder Anna Juul, min primære identitetsmarkør er min psykiske sygdom, som indtil videre har indbragt mig tre bogaftaler, et par tv-serier og en plads i Psykiatrifondens bestyrelse. Det tænker jeg primært, at vi skal tale om i samtalebogen.

”Bogen ”Traumebingo” er et forsøg på at sætte fokus på, hvad det er for en dynamik, der er på spil. Når jeg fx sidder i Go’ morgen Danmark, er det ikke bare for at være rar – i sidste ende er det jo også, fordi jeg har et produkt, jeg vil sælge,” siger Anna Juul.

Hun kalder bogen en påmindelse om, at man husker, at alle mennesker, der er i medierne, har en agenda. Både dem der bliver interviewet og dem, der interviewer.

Når traumer spændes ind i mediernes lineære dramaturgi, sælger de varen. Det er det lokomotiv, der skal trække romanen ”Traumebingo”. Journalist og medforfatter Kristoffer Lind inviterer Anna Juul på en togtur til Bergen. Med sig har han bind 5 af succesforfatter Karl Ove Knausgårds selvbiografiske roman Min Kamp med 700 gule post it’s. For planen er at rejse i forfatterens fodspor til byen, hvor mange af scenerne fra Min Kamp udspiller sig, for at lokke Anna til at krænge sin sjæl ud, så journalisten kan grave de endnu ufortalte traumer frem og få dem med sig hjem.

Det bliver en lang rejse, for Anna Juul er pludselig ikke sådan lige til at lirke op. Til gengæld er hun ekstraordinært god til at åbne syltetøjsglas. Det vil hun mægtigt gerne tale om, og som togturen går, fornemmer man, at journalisten bliver stadigt mere frustreret over ikke at få Anna til at åbne op for traumeposen.

”Jeg synes, at vi skal lyse på den udveksling, der finder sted. At vi skal huske, at en psykisk sygdom og et traume også gerne bare må være en psykisk sygdom og et traume. Det kan lidt virke, som om en psykisk sygdom kan blive en form for accessory, man har, lidt som en taske. Men en psykisk sygdom er ikke som en taske, noget man kan tage af og på efter forgodtbefindende,” siger hun.

Når medierne fortæller historier om mennesker, der kæmper med psykisk sygdom eller har fået stillet en diagnose, spænder journalisterne ofte fortællingen ud omkring en klassisk fortællemodel, hvor hovedpersonen møder modstand, kæmper med psykisk sygdom, men får stillet en diagnose, som han/hun pludselig kan bruge som en livsforandrende superkraft.

Den gode udviklingshistorie

Det er et problem, fordi det indsnævrer feltet af fortællinger kraftigt, mener Anna Juul:

”Prøv at lægge mærke til, hvem det er, der bliver inviteret ind og fortælle sin historie i Go’ morgen Danmarks sofa. Det er jo overvejende pæne mennesker med styr på tingene til en vis grad. Jeg vil gerne minde om, at det kan blive meget mørkere end det. Og det er alle de historier, vi ikke ser,” siger hun.

Der gik ikke lang tid i mediemøllen, før der tegnede sig en egentlig karakter, oplevede Anna Juul. Fra den dag, hun havde delt sin psykiske sygdom med medierne, var det den, der var i fokus, hver eneste gang, hun blev interviewet. Også selvom anledningen var en helt anden. Fx at det var en af de bøger eller tv-serier, hun havde skrevet, hun var blevet inviteret til at tale om.

”Jeg er helt klart blevet hende den morsomme psykisk syge person. Jeg har oplevet, at det allerførste spørgsmål fra en journalist lød: Hvordan føles det at være skizofren?

Forklaringen er nok, at vores fortælletradition har lært os, at den gode historie er udviklingshistorien. En hovedperson møder modstand, går gennem tre runder udfordringer, udvikler sig af dem og når frem til en erkendelse, som gør, at hovedpersonen ender et bedre sted, mener hun.

”Det er også rarest at opleve, at livet udvikler sig lineært. Men i virkeligheden er det bare ikke altid sådan, livet er,” siger hun.

Det er derfor, at Traumebingo-karakteren Anna nægter at dele sine traumer og i stedet læner sig tilbage i togsædet med sin smartphone for at nyde livet og turen til norske Bergen.

”Måske kan man læse ”Traumebingo” som en insisteren på, at et menneske rummer mange forskellige ting. Et menneske er ikke alene sin lidelseshistorie. Fortællingen om livet, og også om traumer, er mere cirkulær. I nogle perioder af ens liv fylder det mere, i andre fylder det mindre,” siger Anna Juul. Hun sammenligner med den nye forståelse af, hvad det vil sige at leve med sorg, som er ved at vokse frem: Forståelsen af at sorg kommer i bølger, og at det vil den blive ved med resten af livet.

Psykiatriens mørkeland

Medierne kan lulle sig selv ind i en forestilling om, at de er blevet enormt gode til at bryde tabuer og skrive om følelser, der er svære. Det er de måske også, men bare ikke alle.

”Diagnoser som ADHD, autisme, angst og depression får stor opmærksomhed. Men jeg oplever stadig et markant stigma omkring andre diagnoser fx skizofreni og borderline, og at et emne som selvmord fortsat er ekstremt tabubelagt,” siger hun.

Det efterlader et udsnit af psykiatrien i mørke. Og det smitter af på de politiske beslutninger, fx når der kommer en ny psykiatriplan, hvor det, som får opmærksomhed i medierne, ofte præger det politiske fokus.

Dertil kommer hele skævvridningen og udvandingen af diagnosebegrebet, som følger med mediernes jagt efter traumefortællinger med lykkelig slutning.

”Jeg oplever, at det er et problem, når medierne tegner et billede af psykisk sygdom som noget eksotisk eller sejt. Jeg har fået spørgsmål som: Tror du, at du kunne skrive, hvis ikke du var skizofren? Jeg synes, at det er ekstremt uhensigtsmæssigt, hvis der bliver skabt en fortælling om, at psykisk sygdom skaber en særlig form for kreativitet,” siger Anna Juul.

Hvis du nu kunne tage landets journalister på en efteruddannelse i, hvordan de skulle skrive om traumer og psykisk sygdom – hvad ville du så lære dem og ønske, at de konkret tog med sig?

”Jeg ville ønske, at journalister, hver gang de havde skrevet en fortælling om en psykisk syg, der klarede sig godt på trods, bagefter tog en tur på ’den lukkede’ for at skabe en form for balance. Lad os kigge på hvordan det også kan se ud, når det ikke bare er eksotisk – hvor den psykiske sygdom ikke er blevet til noget opbyggeligt,” siger hun.

Det er ligesom enten eller – enten historien om den psykisk syge, der nu har fundet svaret og er blevet lykkelig, eller de dybt tragiske sager, hvor psykisk syge, ofte paranoidt skizofrene, slår andre mennesker ihjel, oplever Anna Juul.

Hun ville ønske, at der kom mere fokus på mellemlaget, de mere jævne historier om, hvad det vil sige at leve med psykisk sygdom. Og at man tog en større samtale om, hvornår mennesker er syge, og hvornår det er systemet, man har indrettet, der er sygt.

”Hvad er normalt, hvad er unormalt, og er vi i virkeligheden i gang med at skabe et samfund, hvor alt der stikker ud, bliver gjort til en diagnose, og hvor diagnoser bliver gjort til identitetsmarkører? For det er ikke hensigtsmæssigt. Den udvikling gør det enormt svært at hjælpe dem, der reelt er psykisk syge og har brug for hjælp,” siger hun.