ADHD som 28-årig: Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde lært at regulere energien og finde ro

Der var aldrig nogle voksne omkring hende, der havde tænkt tanken, at Iben Rehling skulle have ADHD. Selv havde hun heller aldrig haft de overvejelser.

Hun havde rigtig nok ekstremt meget energi, da hun var barn. Hendes mor fortæller historier om, hvordan hun altid talte som et vandfald og havde svært ved at sidde stille. Ofte var hun nødt til at rejse sig og løbe en tur rundt om bordet, når de spillede spil.

Da hun startede i skole, blev hun mere stille, indadvendt og ængstelig.

”I dag kan jeg se, at det var, fordi jeg brugte mange kræfter på at passe ind. Jeg var hyperopmærksom på mine omgivelser, som mange med ADHD er det,” forklarer hun.  

Iben Rehling klarede sig godt i skolen, var dygtig og hurtig til at lære. Særligt de fag, der interesserede hende. Men hun brugte også meget energi i sociale sammenhænge, tog ligesom alt lige ind og fik stadigt større behov for at trække sig tilbage og hente energi i enrum, når hun havde fri.

Iben Rehling følte sig mere og mere anderledes, begyndte at sove dårligt om natten og havde en fornemmelse af, at der måtte være en forklaring. Da hun gik på HF, opsøgte hun en psykolog for at få hjælp. Psykologen mente, at hendes stress kunne hænge sammen med, at hun var teenager, og at det kunne være hårdt. Det skulle hun ikke bekymre sig over, lød meldingen.

Da hun kom på universitetet, oplevede hun de første perioder af udbrændthed. Den ene periode gik alt fantastisk. Den næste var hun helt drænet. Det forvirrede hende, for det var ikke, fordi hun ikke klarede sig godt. Til eksamenerne fik hun fine karakterer, og når hun læste teksterne og fik lov at anvende det, hun læste, gav alt mening, men til forelæsningerne, hvor den abstrakte teori blev præsenteret, og hun bare skulle sidde passivt og lytte, kunne hun hurtigt fuldstændig tabe tråden, miste koncentrationen og forsvinde ind i sin egen verden.

Forvirring og hyperfokus

Til eksamener brillierede hun ofte og fik gode karakterer.

”Det har altid forvirret mig meget. Jeg følte mig både helt vildt dum og helt vildt klog. Fx til forelæsninger, hvor jeg bare ikke kunne lytte efter og koncentrere mig om, hvad de sagde. Men jeg kunne sagtens klare mig godt til eksamen og fik vildt gode karakterer. Jeg har læst på studier, hvor der ikke var så meget udenadslære – ud og samle empiri – jeg har brugt mit hyperfokus til at dykke ned i områder, der interesserer mig,” forklarer hun.

Det var en længerevarende sygemelding med stress i hendes første job som nyuddannet, der fik hende til lægen for at blive udredt. Flere gange i sit liv har hun været ramt af stress, angst, udbrændthed og søvnløshed.

Efter at et familiemedlem havde fået stillet diagnosen ADHD, læste Iben Rehling den svenske psykiater Lotta Borg Skoglunds bog ”Fra dygtig pige til udbrændt kvinde” og følte sig genkendt.

”Jeg tænkte, Gud hvor er det vildt. Det er jo mit liv, hun beskriver; de ting, jeg aldrig selv har kunnet forklare og sætte ord på – fx hvorfor jeg kan blive opslugt og fordybe mig på en helt vild intens måde, miste fornemmelsen for tid og sted fuldstændigt, som jeg ikke ser, at ret mange andre gør, og omvendt kan have helt vildt svært ved tidsstyring og at mærke mine helt basale behov fx at holde pause eller drikke vand og gå på toilettet i løbet af dagen,” forklarer hun.

Nødt til at nedbryde tabu

Iben Rehling tog kontakt til sin læge for at blive udredt. Efter først ni måneders ventetid hos en psykiater og dernæst tre måneder med konsultationer, fik hun diagnosen.

Efter at hun sidste år blev udredt og fik diagnosen, har hun kunne forstå sine mønstre og skabe bedre rammer for sit liv og arbejdsliv, bl.a. ved at tale åbent med sin chef og sine kollegaer om, hvilke rammer der sikrer hende de bedste betingelser – fx hvordan hun undgår stress og får mulighed for at bruge sit hyperfokus til at fordybe sig. Hendes åbenhed er blevet mødt positivt og har givet anledning til god og ærlig dialog.

I dag ved hun, at det var de løse rammer og kravene til selv at tilrettelægge alting, der udfordrende hende, fordi mennesker med ADHD trives bedst med struktur og tydelige rammer.

”Fx blev jeg så opslugt af det projekt, jeg arbejdede på. Jeg er kæmpe fagnørd. Jeg elsker at dykke ned i tingene og kan producere virkelig gode ting. Det, der udfordrer mig, er procesting, hvornår skal vi inddrage den ene og den anden. Jeg blev projektleder ret hurtigt. Det var hårdt for mig, for jeg får energi af at dykke ned i noget og nørde og ikke have styr på at indkalde til projektmøder og processer,” forklarer hun.

Da Iben Rehling hørte om ADHD-foreningens fortællerkorps af frivillige, der rejser rundt og fortæller om livet med ADHD for institutioner, skoler og arbejdspladser, meldte hun sig som frivillig fortæller for at være med til at nedbryde tabuerne og vise, at man kan tale om ADHD – at det ikke er så farligt.

”Jeg havde brugt så meget tid på at studere mig selv og havde lyst til at gøre noget, der gav noget til nogle andre. Jeg tænkte, at min historie repræsenterer ADHD på en måde, man ikke hører så meget om. Snakken om diagnoser kan være rigtig hård en gang imellem. Jeg tror, at samtalen ansigt til ansigt kan noget. Når man deler sin personlige fortælling, får omverdenen et mere fuldendt billede,” siger hun.

Diagnosens vigtige trædesten

Iben Rehling har lært, at ADHD’en gør, at hun trives bedst med en afvekslende dag, hvor hun ikke skal sidde til alt for mange møder. At hun kan bruge sit hyperfokus til at fordybe sig og løse komplekse opgaver, når hun får den nødvendige ro til det. Og at det at have strikketøj eller andet i hænderne hjælper hende til at holde fokus under møder, og at møder med gåture er en god idé, når det er møder på tomandshånd.

Hun har også lært at håndtere utålmodigheden, når hun oplever den indre stress over, at noget går for langsomt.

”Jeg har brugt det hyperfokus, jeg har til at dykke ned i et område, helt vildt meget til at lære en masse, og det har givet gode metodiske evner. Jeg ville garanteret have klaret mig væsentligt dårligere til eksamener med udenadslære, hvor jeg bare skulle huske. Kunne sagtens læse teksterne – det kom ind i mit hoved på en helt anden måde, når jeg kunne sætte det i kontekst og få lov til at arbejde med det.”

Selvom det var sent at få diagnosen som 28-årig, er Iben Rehling taknemmelig for, at der ikke er gået endnu flere år. For det giver hende mulighed for at lægge trædestenene til et bæredygtigt arbejdsliv relativt tidligt i sin karriere.

Som frivillig fortæller ønsker Iben Rehling at være med til at hjælpe andre til at opdage deres ADHD tidligere. For det er afgørende at vide, at man har ADHD for at kunne vælge den rette uddannelse og tilrettelægge et bæredygtigt arbejdsliv, har hun erfaret.

”Jeg tror i bund og grund, at jeg har levet hele livet ud fra tankegangen – hvad vil du blive til, hvad vil du være – ud fra, hvad jeg synes var spændende. Men jeg skulle hellere have valgt uddannelse og karriere ud fra, hvad for et slags arbejdsliv vil passe til mig. Den erkendelse vil jeg gerne give videre til andre. Det føler jeg er min pligt, når nu jeg har den erfaring, og fordi jeg kan,” siger hun.