Alkoholambulatorium har rykket behandlingen udenfor: ”Skoven hjælper med at sætte ord på det svære”

”Grenen symboliserer, at jeg er mig selv. Jeg er ren – uden filter. Der er ikke længere noget beskidt, der skal dække over mit ægte jeg, som alkoholen tidligere gjorde,” siger Katrine.

Vi befinder os i skoven ved Arresø i Nordsjælland. Eftermiddagssolen rammer den plet, hvor konsulent og gruppebehandler Poul Hjulmann Seidler har lagt et blåt reb i en firkant og bedt deltagerne i Halsnæs Alkoholambulatoriums udendørs alkoholbehandling samle sig omkring det.

Grenen uden bark, som Katrine står med i hånden, er hendes svar på den opgave, Poul Hjulmann Seidler lidt tidligere stillede: Find en naturgenstand, der viser, hvordan I gerne vil have, at andre skal se jer som dem, I er, uden alkoholproblemer.

Marie, der står ved siden af Katrine, har slæbt en træstamme med hen til det blå reb.

”Det her er en meget tung stamme. Den skal symbolisere mit nye liv uden alkohol. Jeg holder fast – og står fast – og øver mig i at sige fra – og i at holde fast, når jeg gør det. Stammen skal symbolisere den kraft og styrke, som jeg er begyndt at få,” lyder hendes begrundelse.

”I hvilken situation er det særligt vigtigt, at den styrke kommer hos dig?” spørger Poul Hjulmann Seidler.

”Når jeg får sagt ja til en hel masse ting, som jeg bagefter kan mærke, ikke gavner mig,” siger hun.

”Så det handler også om at mærke efter?”

”Ja, når jeg mærker efter og handler på det, så får jeg det godt. Jeg øver mig i det,” siger Marie.

Det er syvende gang gruppen, der i dag er reduceret til Katrine, Marie og Tommy, der alle er omkring de 60 år, samles under de store træer i Arresødal skov, og det er det tredje hold, som Halsnæs Alkoholambulatorium tilbyder otte sessioners gruppebehandling i naturen.

Anne Nielsen, der sammen med Poul Hjulmann Seidler står for sessionerne i skoven, er sygeplejerske og har de sidste 20 år arbejdet med misbrugsbehandling. For hende har det været en øjenåbner at se, hvad der sker, når behandlingen rykker ud i det fri.

”Det er blevet meget tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at få kroppen med. Når man har et alkoholmisbrug, er det sværeste ikke at stoppe misbruget. Det sværeste er at arbejde med det, der ligger bag ved og skabe trivsel i livet, at mærke sig selv igen, sætte grænser og sige til og fra – og fungere socialt. Herude kan vi arbejde med det på en anden måde,” siger hun og fremhæver, at gruppebehandlingen ikke erstatter den individuelle behandling. Det er et supplement til den kognitive og systemiske terapi i behandlingsrummet. Og eventuelt også medicinsk behandling.

Når Anne Nielsen møder sine patienter i ambulatoriet, oplever hun ofte, at de har svært ved at tale om sig selv. I naturen kan man tage afsæt i noget uden for dem selv. Det gør det nemmere at finde ordene. Og det at tage udgangspunkt i noget fælles tredje kan, ifølge Anne Nielsen, også gøre, at relationen mellem patient og behandler kommer til at føles mere ligeværdig. Og så kan de naturbaserede metoder hjælpe til at få fat i positive ressourcer.

”Det åbner op for nogle andre kanaler, når man bruger sin krop, sine hænder og sine sanser. Lugtesansen kan fx sætte gang i langtidshukommelsen og dermed koble til erindringer fra barndommen, som mange, der har haft et alkoholmisbrug, kan have svært ved at huske,” siger hun.

Det er, ifølge Anne Nielsen, alle typer af mennesker, der opsøger den ambulante behandling i ambulatoriet. Nogle henvender sig selv, nogle har været hos lægen, andre er blevet sendt fra kommunen – måske fordi der er en sag med et barn, der ikke trives, og andre igen kommer fra kriminalforsorgen, oftest fordi de er blevet dømt for spirituskørsel.

”Fælles for mange af dem er, at de har haft et alkoholmisbrug i rigtig mange år. De skal altså give slip på den identitet, der var knyttet til alkoholproblemet, og skabe en ny. Måske har de altid været den sjove i sociale sammenhænge, men uden alkohol er det sociale svært, og hvem er de så? Vi arbejder meget med identiteten – før og efter alkohol,” siger hun og fortæller, at halvdelen af dem, der er i behandling, har en dobbeltdiagnose. Typisk ligger der angst, depression, ADHD eller ADD bag misbruget.

Livets krogede sti

I dag er den næste opgave at forme sin ’livets sti’ i skovbunden. Deltagerne skal visualisere det forløb, de har været igennem. Hvor startede de? Hvilke udfordringer har de mødt? Og hvor vil de gerne hen?

”I bestemmer selv, hvor langt I vil gå tilbage, og hvor langt I vil række ud i fremtiden, altså hvor på jeres sti, I står,” siger Poul Hjulmann Seidler og holder en stak sedler op.

”Det er alt det, vi har talt om undervejs: At finde ro, fokusere, kæmpe for det kostbare, mærke efter, omsorg, sætte grænser, finde styrke og at fokusere på en ting ad gangen, også når det bliver svært. Hvis I vil, kan I bruge dem, når I former jeres sti. I kan også bruge symboler fra skoven, noget smukt eller noget grimt, noget, der beskriver faserne på jeres vej,” siger han og rækker hver deltager et reb.

Den lille gruppe bevæger sig hjemmevant ind den tættere bevoksede skov og splitter ud i forskellige retninger.

”Den her opgave kunne vi ikke have givet dem første gang. Det ville have været alt for abstrakt. Men vi har trænet det at bruge naturen som symbol for en indre tilstand og skabe en eksternaliserende dialog. Opgaven i dag giver os mulighed for at gå på besøg i deres verden og spørge ind til det, de viser og fortæller – og facilitere, at de spørger ind til hinanden,” forklarer Poul Hjulmann Seidler.

Tommys sti starter på en halvrådden træstub. I begyndelsen går rebet ligeud, men så vikler det sig ind i en masse grene. Det ser rodet – og kringlet ud. Tommy stiller sig ved begyndelsen.

”Det her var cirka to måneder efter, jeg holdt op med at drikke. Det var et broddent kar, jeg skulle væk fra, og som krævede, at jeg fokuserede fremad. Jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling, men jeg vidste, hvad jeg skulle kæmpe for. Og jeg skrev hver dag ned, hvad der gik godt og skidt. Det gav mig styrke. Men på et tidspunkt kunne jeg godt mærke, at det var en lang vej – og jeg fik det virkelig dårligt. Jeg lukkede mig faktisk inde på mit værelse,” fortæller Tommy.

”Men så går det bedre igen, kan jeg se. Hvad skete der?” spørger Poul Hjulmann Seidler og peger på rebet, der længere fremme har knap så mange og indviklede sving.

”Der kom en patient, som jeg havde det rigtig godt med. Han kom ind på mit værelse og satte sig ned. Der er så mange, der har sagt: Du fejler ikke noget, men ham her forstod mig – og gav mig omsorg. Ligesom vi gør her i gruppen,” fortæller Tommy – og bevæger sig op langs rebet, sin livets sti.

”Her begyndte jeg at lære at sige fra til alle de negative vibrationer, man får fra andre mennesker – og at få øje på styrken i at være åben og ærlig. Det gik også op for mig, at jeg var nødt til at lære at tage imod hjælp fra andre. Det var jeg ikke særlig god til tidligere.”

”Hvordan er du blevet bedre til at tage imod hjælp?” spørger Poul Hjulmann Seidler.

”Jeg siger, hvordan jeg har det. At jeg fx ikke har det så godt i dag, og så tager jeg imod, når dem, der er tæt på mig, tilbyder deres hjælp,” siger Tommy.

”Ok, hvordan føles det, når jeg siger: Det er jeg ked af at høre, kan jeg hjælpe dig?”

”Det føles godt. Det er omsorg, men det havde jeg ikke forstået tidligere. Jeg troede, jeg skulle klare mig selv,” siger Tommy.

Han bevæger sig hen til det sted på sin sti, hvor han har lagt sedlen ’bruge naturen til at finde hjælp og ro’.

 ”Det her er der, hvor jeg næsten er nu. Det er der, hvor jeg skal være lidt alene. Jeg skal tro på mig selv og klare mig selv, og der er jeg næsten. Jeg står fast,” siger Tommy. Han stopper op, vender sig og betragter sin sti, der langsomt retter sig op frem mod, hvor han står i dag. Stærkere. Han døber den ’Den seje tunge vej’.

Mens Tommy har talt, har Katrine haft en særlig opgave: At lytte godt efter, så hun kan stille sig det sted, som gav særlig betydning for hende at høre på. Poul Hjulmann Seidler fremhæver, at hun kun må vælge et sted, da han fornemmer, hun har svært ved at prioritere.

”Jeg stiller mig her. Jeg må gerne bede om hjælp. Og jeg må også gerne sige, hvordan jeg har det,” lyder det højt og klart fra Katrine, da hun placerer sig det sted på Tommys sti, hvor sedlen med ordet ’omsorg’ ligger.

Vigtigt netværk – og svær kontakt

I sidste uge fik gruppen en hjemmeopgave. De skulle spørge en i deres netværk: Hvem er jeg uden alkohol? Kun én af de tre havde løst opgaven.

”Det er oftest noget af det sværeste at tage dialogen med sine nærmeste. Mange med alkoholproblemer kan opleve, at de har svigtet, mens de drak. Måske deres børn. Der kan være nogle virkelig store sår. Og nogle har helt mistet deres netværk ­– og står over for at skulle opbygge et nyt,” forklarer Poul Hjulmann Seidler.

Alligevel stiller han igen i dag en opgave, der kræver, at deltagerne inddrager deres netværk. De skal tage et billede af deres ’livets sti’, vise det til en i deres netværk og spørge: Hvad fortæller det om mig? Og har du en idé til min næste handling?

”Idéen er, at netværket – for at kunne være en ressource – skal lære dem at kende med de forandringer, der er sket. Når netværket begynder at se, at de har en funktion, så begynder de også at knytte an og hjælpe. De får en anden forståelse og kan støtte dem på en anden måde. Vi arbejder meget med at skabe transfer fra behandlingen til patienten og deres netværk,” forklarer han.

”Det må gerne være en perifer person, men én dag kunne det være godt at tale med jeres børn om det. Husk, at når de ser jer på en ny måde – uden alkoholen, begynder de også at kunne hjælpe jer på en ny måde,” lyder hans budskab til gruppen.

Hverken Katrine eller Marie føler, at tiden er moden til en sådan dialog med deres børn. De har begge gennem sessionen nævnt deres voksne døtre og børnebørn flere gange. For Katrine var det målet for enden af hendes sti at stå stærkt som en stamme i familien. Men dialogen er endnu for følsom, vurderer hun.

”Jeg har faktisk lidt svært ved at se, hvem jeg skal tale med,” siger Marie. Og hun og Poul Hjulmann Seidler bliver enige om, at hun i første omgang selv skal svare på spørgsmålene.

En skarnbasse, der kæmper

Solen er ved at forsvinde, og vi har slået os ned i de medbragte campingstole, der er placeret i en cirkel – med kaffe og uldtæpper. Jeg får lov til at stille dagens sidste spørgsmål til deltagerne:

Hvad har det at komme her ud i naturen betydet for jer?

”Det har givet mig redskaber til at finde min vej,” starter Katrine.

”Der var en dag, hvor vi gik inde i skoven og skulle finde vores styrker. Da jeg så de store træer op mod himlen, kom det til mig: Jeg er jo robust – og jeg har nogle flere grene, jeg kan komme til at bruge. Naturen har været virkelig langt væk fra mig. Men jeg har fundet den igen – og den er blevet en kilde til sindsro – og glæde,” fortæller Katrine.

”Man bruger hjernen på en anden måde. At stå herude og mærke, hvordan det føles at sige fra, er noget helt andet end at tale om det i et behandlingsrum. Det giver en større forståelse, når man mærker det i kroppen,” siger Marie og refererer til dengang, hvor de skulle træne det at sige fra, som var svært for mange af gruppens medlemmer.

”Vi skulle råbe stop, når nogen kom for tæt på og mærke, hvordan det føltes i kroppen,” forklarer hun.

En anden gang skulle de tage sko og strømper af og gå barfodede og i langsom gang gennem skoven. Det hjalp særligt Katrine.

”Jeg har mange tanker og har svært ved at finde ro. Men der skete noget, da jeg fik sko og strømper af og mærkede skovbunden, jeg følte ro – og faktisk også styrke. Nu er jeg begyndt at gå med bare tæer langs vandkanten, hvor jeg bor – og jeg øver mig i at gå langsomt,” smiler Katrine.

”Sidste gang gav Poul os en stor skarnbasse i hånden. Man kunne mærke, hvordan den kæmpede og pressede på for at komme ud. Ligesom, når vi kæmper. Det gør, at man forstår det på en anden måde. Men det ville jo være helt fjollet at sidde med en skarnbasse i hånden inde i et behandlingsrum,” siger Tommy.

I dag har han travlt med at komme hjem. Han kan fejre 25-års jubilæum på sin arbejdsplads. Det skal markeres med en middag med hans kone. For et år siden var han sygemeldt, og der var lange udsigter til at komme tilbage på arbejdet.

Man ser det enkelte menneske

Næste gang er det ottende og sidste gang, gruppen mødes. For mange af deltagerne på det sidste hold, som Poul Hjulmann Seidler og Anne Nielsen havde igennem, betød den udendørs gruppebehandling, at de efterfølgende kunne reducere behandlingsintensiteten.

”Det var måske sket alligevel. Men vi mærker en effekt. Når vi arbejder ude i naturen, kan vi hurtigt se, hvad det er for et menneske, vi står over for – og arbejde med noget, der er meningsfuldt for den enkelte, samtidig med at de får mulighed for at spejle sig i hinanden,” siger Poul Hjulmann Seidler.

”Men selvom vi har flest positive erfaringer, er der selvfølgelig også nogle, der står af over for behandlingen i det fri, fordi det virker for fremmed,” supplerer Anne Nielsen.

Dagens session har sat tankerne i gang hos Poul Hjulmann Seidler. Hvordan kan de i Ambulatoriet bruge naturen til at hjælpe patienterne med at række ud til deres netværk – og give indsigt i, hvor de er?

”Kunne man have de pårørende med herud og kigge med fra sidelinjen? Eller skulle du, Anne, have en familiesamtale, hvor patienten laver livets sti, og hvor du bagefter inddrager de pårørende og spørger dem, hvad de ser? Jeg tror, at vi kan bruge naturen til at skabe den kontakt, der er så svær. Tænk bare, hvis deres pårørende havde hørt, hvad de sagde i dag,” siger han.

Alle deltagere i den naturintegrerede gruppebehandling i Halsnæs Alkoholambulatorium har valgt at være anonyme. Socialt Indblik er bekendt med deres rigtige navne.