Anbragte unge lever i skjul for deres forældre – men er afhængige af deres samtykke

Det er forældrenes negative sociale kontrol og psykisk og fysisk vold, der har fået de unge, der bor på opholdsstedet DUKASKU, til at flygte fra deres hjem. Nogle af dem er tvangsanbragte, mens andre er frivilligt anbragt med forældrenes samtykke. De bor på en anonymiseret adresse for at være i sikkerhed fra deres familier. Flere af dem frygter for deres liv, hvis deres forældre finder dem.

Alligevel er det forsat deres forældre, der skal give samtykke i rigtig mange af de situationer, de unge befinder sig i. Det er et problem, ikke mindst i forhold til de unges sikkerhed, fortæller Henrik Dich, der er faglig koordinator hos DUKASKU.

”Når der er tale om sikkerhedsanbringelser, giver det ikke mening, at forældrene har ansvaret. Aktuelt er der en af vores beboere, der gerne vil skifte navn, men han er under 18 år, og så skal forældrene ind over, men det er jo netop på grund af dem og hans sikkerhed, at han vil skifte navn. Det giver ingen mening,” siger Henrik Dich.

Han fortæller, at en anden udfordring er, at forældrene har ret til aktindsigt i de unges sagsbehandling og journaler og dermed potentielt kan få oplysninger, der kan sætte den unges liv i fare.

”Vi skal hele tiden navigere i, at fx den læge, vi give oplysninger til, ikke skriver oplysninger i journalen, der kan føre til, at forældrene kan finde frem til den unge – eller får oplysninger, der øger truslen mod den unge. Vi havde fx en ung kvinde, der skulle have en abort. Pludselig var der rigtig mange involveret, som vi skulle gøre opmærksom på, at hun var sikkerhedsanbragt. Det kunne sætte hendes liv i fare, hvis forældrene fik viden om aborten,” forklarer Henrik Dich.

Lige nu bor der ti unge på Basen, der er DUKASKU’s ungeafdeling. Otte af dem er frivilligt anbragte.

”Det varierer lidt. Og det kan også ændre sig. Ofte bliver vores unge akutanbragt, og så skal forældrene inden for 24 timer høres, om de samtykker til anbringelsen. Mange forældre samtykker. Dels rådes de til det, dels vil de gerne fremstå samarbejdsvillige – og endelig giver samtykke til anbringelsen en masse rettigheder.”

Forældrenes samtykke sætter sikkerheden på spil

Udover at den frivillige anbringelse kan true de unges sikkerhed, gør det også livet besværligt for de unge, fortæller Henrik Dich:

”Når det er en frivillig anbringelse, er der meget, der skal ind over forældrene. Vi har ikke direkte kontakt til dem, så hvis vi har noget, der skal håndteres, skal vi rette henvendelse til sagsbehandleren. Hvis forældrene ikke vil give samtykke, så skal det op i kommunens Børne- og Ungeudvalg. Det kan blive en meget lang og omstændig proces,” siger han.

For nylig blev en pige akutanbragt på DUKASKU med forældrenes samtykke. Der var fra starten tale om en midlertidig anbringelse, da der ikke var plads til, at hun kunne blive. Da der opstod en plads på et andet anonymt opholdssted, skulle der igen indhentes samtykke fra både moren, der bor i Danmark – og faren, der bor i udlandet. Faren endte med at komme til Danmark – og man frygtede han kom for at lede efter pigen.

”Kommunen endte med at få samtykke fra begge forældre, men havde de ikke fået det, skulle sagen op i Børn- og Ungeudvalget. Hvis der er en åbenbar fare for den unges sikkerhed og trivsel, kan formanden ændre den frivillige anbringelse til en tvangsanbringelse,” forklarer Henrik Dich og understreger med et andet eksempel det uhensigtsmæssige i anbringelse med forældres samtykke.

”Vi havde på et tidspunkt en pige sikkerhedsanbragt med forældrenes samtykke. Pludselig forsvandt hun. Hun blev naturligvis efterlyst i Danmark, men efter et stykke tid tog hun kontakt til mig – og fortalte, at hun befandt sig i udlandet. Også forældrene var rejst ud af landet. Vi tog kontakt til både kommune og politi. Men for at kunne efterlyse hende internationalt, skulle anbringende myndighed have forældrenes samtykke,” fortæller Henrik Dich, der indtil for et par måneder siden jævnligt havde kontakt med pigen.

”Hun fortalte mig, at hun havde det godt, men det kan der jo være mange grunde til. De sidste to måneder har jeg ikke hørt fra hende.”

Den unges tarv bør komme først

Endelig peger Henrik Dich på, at når de unge er frivilligt anbragt, skal der laves en plan for samvær med forældrene.

”Sagsbehandleren skal lave en procedure for samvær med forældrene. Den unge kan godt sige nej. Men det lægger et pres på den unge, der skal tage stilling til det og sige nej – velvidende, at forældrene får det at vide. I stedet burde man se på, om det er godt for den unge at mødes med forældrene,” siger han og uddyber:

”Mange af vores unge har været udsat for massiv vold og omsorgssvigt. Og de er fortsat udsat for trusler og pres, derfor er de anonymiseret anbragt. Men mange af dem savner samtidig deres familie og føler en loyalitet. Jeg har set flere unge bukke under for det. Måske har familien lovet bod og bedring, hvis de kom hjem, men så snart de er hjemme, starter kontrollen og volden igen.”

Han mener ikke, at forældrene burde have myndighed i forhold til den gruppe af unge, der bor hos DUKASKU.

 ”Det burde være sagsbehandlerne, der var myndighedsperson, som det er for de tvangsanbragte. Barnets tarv bør komme først,” fastslår han.