Vi er nødt til radikalt at redigere måden, vi taler om omsorg på, hvis vi vil løse den udmatningskrise, vi ser på social- og sundhedsområdet og i psykiatrien, mener Emma Holten. Hun vil give fodfolket i omsorgssektoren mod, mandat og argumenter på hånden, så de kan sige fra, når ledelsen forsøger at servere endnu en spareøvelse indpakket i det, hun kalder ’new management bullshit’.

Modsat oplevelsen som fysisk syg, hvor det er tilstrækkeligt for at blive taget alvorligt, at man har mange smerter, kan forudsætningen for at blive taget alvorligt som psykisk lidende groft opsummeres i spørgsmålet, “tænker du på at tage dit eget liv?” For hvis ikke, så kan det vel vente? “Nej, jeg har ikke tænkt mig at tage mit eget liv, men jeg er bange for, at mit liv er ved at forsvinde fra mig, imens jeg kæmper med at kunne holde ud at leve det.” Sådan skriver Peter Hjortshøj i en kronik om sine oplevelser på vejen igennem psykiatrien i denne sommer.

Det er ikke nok at skrue op for ressourcerne, hvis vi skal problemerne i velfærdssamfundet til livs. Der skal systemforandringer til. Men der er risiko for, at vi i jagten på nye løsninger gør ondt værre. Sådan skriver Boris Lauritzen, der er daglig leder i Foreningen Outsideren. Vi har brug for hinanden på tværs af sektorer og fagområder, hvis vi skal skabe bæredygtige veje for fremtidens velfærd, mener han.

Siden han som 40-årig fik stillet diagnosen, har journalist og forfatter Mikkel Bech kortlagt sin ADHD og søgt de redskaber, han selv savnede. Dem deler han i bogen ”Min (u)perfekte hjerne” i håb om at inspirere andre til, hvordan de kan skabe et liv i balance, vende kernesymptomer til kvalifikationer og gøre deres ADHD til deres wingman/woman.

Vi sygeliggør og individualiserer mistrivsel frem for at arbejde med det pædagogisk og strukturelt. Sådan lyder det fra en læge og en antropolog, der har skrevet bogen ”Snart er vi alle patienter”. I psykiatrien diagnosticerer vi, ifølge de to, mennesker, der ingen funktionsnedsættelse har.

Serveres en autisme-diagnose med viden om, hvad den betyder specifikt for dig, og med mulighed for at få støtte, så kan den være en stor hjælp og en vej til at forstå sig selv. Sådan lyder det fra Naja Føste, der for nylig blev valgt som forperson for Autisme Ungdom, og som mener, at det er overvejende positivt, at flere bliver diagnosticeret med autisme.

Man kan være født med nogle gener, der ligger parat til at give en vis grad af ADHD- eller autismesymptomer. Men de miljømæssige faktorer, vi møder, kan enten aktivere de anlæg, vi er født med – eller omvendt gøre, at generne ikke i samme grad bliver aktiveret. Det fortæller professor i børne- og ungdomspsykiatri Per Hove Thomsen. Han forklarer, at bruges diagnosen rigtigt, kan den øge forståelsen af et menneskes udfordringer.

Hvad er alternativet? svarer speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Pernille Juul Darling, når man spørger til den eksplosive stigning i ADHD- og autismediagnoser. For selvom symptomerne ikke er så tydelige for alle, som de var tidligere, så sender rammerne langt flere børn og unge ud i mistrivsel. Vi har skabt et børne- og ungdomsliv, hvor det kan være svært at trives i, hvis man ikke er 100 procent gennemsnitlig, mener Penille Juul Darling.

Der skal færre og færre symptomer til at få en diagnose som ADHD eller autisme. Det har ført til en eksplosiv stigning i antallet af disse diagnoser. Men med de mange diagnoser risikerer vi ikke bare at miste alvoren i diagnosen, vi forsømmer også at undersøge, hvad den stigende mistrivsel egentlig handler om, mener forsker i psykiske diagnoser Sebastian Lundström.

I en lukket gruppe på Facebook henter medlemmerne støtte hos hinanden, når de rammes af svære selvmordstanker. Her finder de forståelse, genklang og empati. Men de efterlades samtidig alene med ansvaret for at risikovurdere hinandens selvmordstanker. Vi er nødt til at vise langt større interesse for det liv, der udspiller sig i grupper på nettet, fastslår to eksperter.

Psykiatrien hverken kan eller skal løse problemerne i miljøet omkring børnene. Vi glemmer denne del, når vi står med et barn, der er gået i stå. Vores egen uro giver tunnelsyn, så vi kun kan se symptomet på, at noget har forandret sig, men ikke hvad og hvorfor. Sådan skriver Pernille Juul Darling, ph.d., der er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Hun slår her til lyd for, at vi går mere nysgerrigt og åbent til værks, når vi skal finde årsagerne til mistrivsel blandt børn og unge.

Som læge oplevede Katharina Oravsky Sandström, at det var utilstrækkeligt alene at fokusere på patienternes somatiske sygdom. Når hun var færdig med at dokumentere de nøgterne fakta i patienternes journal, fortsatte hun journalskrivningen over patientens levede liv og oplevelser i sin egen notesbog.

Naturen har et stort potentiale i forhold til at reducere mentale lidelser, men til forskel fra mange andre lande anerkender vi i Danmark ikke naturen som en del af den forebyggende og rehabiliterende indsats. Naturen som ressource i sundhedsindsatser bør indtænkes i en samlet strategi for den mentale sundhed i befolkningen, mener Dorthe Varning, der forsker i sammenhængen mellem naturen og menneskers fysiske, mentale og sociale sundhed.

”Jeres søn ligger på autismespektret og har en særlig form for autisme kaldet GUA,” sagde lægen, og så brød jeg helt sammen. Ingen samlede os op, vi var bare i et vakuum.” Sådan fortæller Line, der er mor til Bror på ni år. Hun fortæller her om mødet med systemet og om livet for både hende og resten af familien som pårørende. Et liv med skyld, sorg og magtesløshed. Fortællingen er et uddrag fra bogen ”Bogen til pårørende” af journalist Tea Sletved.

Mie og Fransiska var begge unge, da de første gang stod frem i medierne med deres personlige historier. Mie om selvskade. Fransiska om at være anbragt som barn. Snart ti år senere stiller de fortsat op, for de mærker, at deres perspektiver gør en forskel hos både praktikere og politikere. Men de mærker også, hvad det betyder, når deres historie bliver allemandseje – og der er frit slag for kommentarer på sociale medier. Både medier og organisationer har et ansvar for at passe på mennesker, der stiller sig frem.

Når mennesker med levede erfaringer står frem i medierne, bidrager de med en vigtig og nødvendig indsigt. Men hvordan passer vi som medier bedst på de mennesker, der stiller sig frem med deres sårbare historier? Lev Uden Vold har sammen med fem andre organisationer udgivet ”8 gode råd til journalister om vold i nære relationer”, der skal styrke de etiske overvejelser. Dansk Journalistforbund hilser rådene velkomne.

For mange praktiserende læger er det svært at tale med patienten ikke-lægefaglige emner. Men særligt i forhold til mennesker med svær psykisk sygdom kan det være med til at opbygge en vigtig relation og få øje på kompleksiteten, fortæller Anne Møller, der står bag SOFIA-projektet. Projektet førte for to år siden til muligheden for at tilbyde længere konsultationer til mennesker med svær psykisk sygdom. Men skal konsultationerne virke, skal lægen klædes på til mødet.

For Hanne Miris Møller blev spiseforstyrrelsen og træningsafhængigheden et panser, som hun kunne bruge til at skærme sig fra livet og holde andre mennesker på sikker afstand. Behandlingen af spiseforstyrrelser i psykiatrien fokuserer for lidt på tryghed og tilknytning, mener hun. I bogen ”Med kroppen som gidsel” leverer hun i samarbejde med sin psykolog Mia Beck Lichtenstein et nyt bud på, hvilken rolle nye trygge tilknytningserfaringer kan spille i behandlingen af spiseforstyrrelser.

Først som 42-årig fik journalist og forfatter Clara Törnvall med sin autismediagnose forklaringen på sin evige angstfyldte oplevelse af at stå udenfor. Med bogen ”Autisterne – Om kvinder på spektret” vil hun gøre op med en stereotyp opfattelse af autisme, som er ensporet og har overset kvinderne. Vi bør stoppe med at værdilade diagnoser og acceptere, at hjerner fungerer forskelligt. Det er ikke kun de såkaldt neuroatypiske, der skal tilpasse sig, mener hun.

Har din læge rørt ved dig i dag? Det kan være et relevant spørgsmål at stille en person med svær psykisk sygdom. For mange sundhedsprofessionelle overskygger den psykiske sygdom nemlig så meget, at de forsømmer at røre ved og undersøge patienter med psykisk sygdom fysisk, selvom de har fysiske smerter. Dermed risikerer de at overse sygdomme. Når mennesker med psykisk sygdom møder sundhedsvæsenet, sætter det spot på den uhensigtsmæssige opdeling i somatik og psykiatri, mener Iben Emilie Christensen, der i forbindelse med sin ph.d.-afhandling tog med patienterne rundt i sundhedsvæsenet.

Det er fatalt og ødelæggende, at behandlingen af spiseforstyrrelser bygger på rigide regler og sanktioner, mener tidligere patient og jurist Hanne Miris Møller. Behandlingen af nedbrudte og sårbare mennesker med en svær spiseforstyrrelse bør ikke bygge på principper og hårdhed, men på værdier som medmenneskelighed, venlighed, respekt, omsorg og nærvær, som kan skabe et trygt fundament i den enkelte og i behandlingen. For omsorg er spiseforstyrrelsens værste fjende, mener hun.

Op imod halvdelen af den danske befolkning har været udsat for hændelser, der er så voldsomme, at de kan udløse traumereaktioner. Med en traumebevidst tilgang kan blandt andet psykologer, læger og socialrådgivere blive bedre til at møde de traumatiserede.

Der er brug for bedre hjælp til børn og unge, der er ramt af både psykisk lidelse og misbrug. Det erkender både Socialdemokratiets og Nye Borgerliges psykiatriordførere. Men de har ikke konkrete løsningsforslag på bordet og peger på, at både økonomi og fortsatte politiske forhandlinger om psykiatrien spiller ind.

Der er stadig for mange OCD-ramte, der går alt for længe med en ubehandlet OCD, skriver Søren Rossé Segel, der er formand for OCD-foreningen. Han peger her på øget viden og større åbenhed om OCD som afgørende for, at lidelsen bliver opdaget og den OCD-ramte kan opsøge den rette behandling.

Børn og unge med dobbeltdiagnoser skal hjælpes bedre, mener formand for psykiatri- og socialudvalget i Danske Regioner, Jacob Klærke (SF). Socialt Indblik har de seneste uger beskrevet, hvordan børn og unge med både en psykiatrisk lidelse og et misbrug mangler et sammenhængende behandlingstilbud. Jacob Klærke erkender, at der er behov for, at børn og unge bliver omfattet af et dobbeltdiagnosetilbud, som det netop er sket med personer over 18 år.

Mange mennesker med OCD får ikke hjælp, fordi de skammer sig over og skjuler tvangstankerne. Siden barndommen har journalist og forfatter Olav Hergel været plaget af OCD. Først som 43-årig læste han om diagnosen, følte sig genkendt og søgte behandling. I bogen ”Jeg husker dagen som lys” fortæller han åbent om sygdommen og håber, at ligesindede og pårørende kan hente håb og vished om, at de ikke er skyldige.

At regeringen har planer om lettilgængelige kommunale tilbud til børn og unge, er et godt og vigtigt tiltag. Men gruppen af børn og unge med dobbeltdiagnoser risikerer stadig at blive afvist og vurderet uden for målgruppen, frygter medlemmer af UngeAlliancens Repræsentantskab. De giver her fem konkrete anbefalinger til et lettilgængeligt kommunalt tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel.

”Det er stadig svært for mig at forstå, at han har det ok nu. Der har været tidspunkter, hvor jeg ikke troede, han ville overleve,” siger Mette, der er mor til Mark, der først som 18-årig fik en diagnose inden for autismespektret. Hun fortæller, at hun hele vejen op gennem Marks barndom og ungdom både har skullet kæmpe for, at Mark kunne få de støtte- og behandlingstilbud, han havde brug for. Og for at forsøge at rette op på fejl, hjælpesystemerne begik undervejs i hans forløb. Nu har hun et budskab til systemet.

Ligesom USA og Australien bør Danmark indføre faglige retningslinjer for behandling af børn og unge med dobbeltdiagnoser, hvor princippet ’No Wrong Door’ indgår. Det ville ikke kun hjælpe de tusinder af børn og unge herhjemme, som rammes af dobbeltproblematikker, men også deres pårørende, som ofte får alvorlige belastningsreaktioner, fordi hjælpesystemerne ikke griber deres børn. Sådan lyder anbefalingen fra både forskere, unge og pårørende.

Alt for ofte bliver unge med autisme misforstået, fejlbehandlet og opgivet i rusmiddelbehandlingen. Men hvis behandlerne får mere viden om, hvordan den autistiske hjerne fungerer og fx lærer, hvordan de kan gøre både deres egen kommunikation og behandlingens rammer mere autismevenlige, kan de hjælpe mange af de unge, som ikke får den hjælp, de har brug for i dag.