”Det er stadig svært for mig at forstå, at han har det ok nu. Der har været tidspunkter, hvor jeg ikke troede, han ville overleve,” siger Mette, der er mor til Mark, der først som 18-årig fik en diagnose inden for autismespektret. Hun fortæller, at hun hele vejen op gennem Marks barndom og ungdom både har skullet kæmpe for, at Mark kunne få de støtte- og behandlingstilbud, han havde brug for. Og for at forsøge at rette op på fejl, hjælpesystemerne begik undervejs i hans forløb. Nu har hun et budskab til systemet.

Ligesom USA og Australien bør Danmark indføre faglige retningslinjer for behandling af børn og unge med dobbeltdiagnoser, hvor princippet ’No Wrong Door’ indgår. Det ville ikke kun hjælpe de tusinder af børn og unge herhjemme, som rammes af dobbeltproblematikker, men også deres pårørende, som ofte får alvorlige belastningsreaktioner, fordi hjælpesystemerne ikke griber deres børn. Sådan lyder anbefalingen fra både forskere, unge og pårørende.

Alt for ofte bliver unge med autisme misforstået, fejlbehandlet og opgivet i rusmiddelbehandlingen. Men hvis behandlerne får mere viden om, hvordan den autistiske hjerne fungerer og fx lærer, hvordan de kan gøre både deres egen kommunikation og behandlingens rammer mere autismevenlige, kan de hjælpe mange af de unge, som ikke får den hjælp, de har brug for i dag.

”Det havde været rart at blive set og forstået som den, jeg var, allerede da jeg var barn og teenager. Så var jeg måske slet ikke kommet ud i behovet for stoffer,” siger Anna, der har autisme ligesom mange andre unge, der slås med kombinationen psykiske vanskeligheder og rusmiddelmisbrug. Hun måtte igennem et omfattende misbrug, før hun som 27-årig fik den rette diagnose. Ny rapport afdækker, hvordan både psykiatri og rusmiddelbehandling ved for lidt om, hvordan unge med autisme fungerer. Derfor får de unge alt for ofte ikke den hjælp, de har brug for.

Tusinder af børn og unge helt ned til 12-13 år, mange af dem med autisme, falder mellem stolene, når de rammes af psykisk lidelse og samtidig misbruger hash, stoffer og/eller alkohol. De bliver hverken hjulpet af psykiatrien eller rusmiddelbehandlingen og betaler en høj pris for den manglende hjælp. Men spørger man dem selv, hvordan de kan hjælpes, har de masser af løsninger.

Emma var 12 år, da hun opdagede, at hash kunne dulme den angst og de svære følelser, hun bar på. Hun er bare én af de tusindvis af børn og unge, der falder mellem stolene, fordi de ikke gribes af hverken psykiatrien eller misbrugsbehandlingen. Psykolog Silas Houlberg møder mange, der som Emma bruger vigtige ungdomsår på at slås med misbrug og psykiske problemer. For Emma blev mødet med Silas et vendepunkt. Her deler de to deres erfaringer og giver bud på løsninger.

Billederne af radmagre kvinder og hjerner uden fedt omkring var en del af Ida Brøndum Leeds behandling for en spiseforstyrrelse. Billederne skræmte hende, men motiverede hende samtidig til at blive endnu tyndere. Ida Brøndum Leed ville ønske, at behandlingen for spiseforstyrrelser handlede mere om de svære følelser bag spiseforstyrrelsen og langt mindre om vægt og konsekvens.

Mere end hver femte patient med spiseforstyrrelse bliver genindlagt inden for 30 dage. Manglende støtte efter udskrivelse gør, at patienterne hurtigt kan få tilbagefald, lyder det fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, der kalder det fuldstændig logisk, at spiseforstyrrelsen vender tilbage, når man bliver udskrevet til ensomhed uden hjælp. De efterlyser patientsamarbejde og fokus på det sikkerhedsnet, der skal gribe patienterne.

Skriftlige kontrakter med såkaldte ’ikke til forhandling-regler’ har været en forudsætning for behandling på det åbne døgnafsnit på Center for Spiseforstyrrelser. I erkendelsen af, at kontrakternes sanktioner og regler virker forstyrrende, dropper centeret nu kontrakterne. Samtidig skal mere fokus på sproget få patienterne til at opfatte reglerne og behandlingen som mindre rigid og mindre fokuseret på straf. Men reglerne er de samme. Det forklarer overlæge Maiken Brøndum og cheflæge Jens D. Bukh. For patienterne har brug for ekstremt klare rammer, argumenterer de.

Den fugtige skovbund under fødderne. Duften af grannåle. Hænderne, der følger træernes krogede grene. Skovens atmosfære og varierede natur kan hjælpe mennesker med blandt andet stress, depression og diagnoser som ADHD til at finde ro og balance, fortæller skovbadsguide Ann Berit Frostholm, da Socialt Indblik tager med i skovbad på Nordfyn.

Efter tre langvarige sygemeldinger med alvorlig stress og adskillige forsøg på at vende tilbage til arbejdet, har Iben Christiane Hansen som 44-årig fået tilkendt førtidspension. Først alt for sent fandt hun ud af, at hun havde ADHD. Hun ville ønske, at hun havde fået hjælp til at finde og holde balancen i arbejdslivet. For hun ved, at hun er dygtig til sit arbejde, og at hendes engagement og energi er en styrke. Vi har alt at vinde ved at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, der anerkender og hylder, at vi som mennesker er forskellige, mener hun.

Alt for ofte brænder mennesker med ADHD ud i arbejdslivet, fordi arbejdet overtager dem, og de glemmer at restituere. De må kompensere for deres udfordringer med konstant overarbejde. Ofte føler de sig også misforstået. Bogen ADHD på jobbet leverer viden og værktøjer til arbejdsgivere, ledere og HR-afdelinger, der vil give deres medarbejdere en hjælpende hånd.

Da Lise Munk Thygesen besluttede sig for at skrive bogen ”Tove Ditlevsen var min mormor”, var det et forsøg på at kortlægge og forstå gentagelsesmønsteret i familien. Arbejdet med bogen har tydeliggjort skylden og skammens rolle – hvordan skam og fortielser har sat sig som sygdom i sindet. Hvis vi skal bryde kæderne af psykisk sygdom, må vi insistere på at tale og skrive om den, mener forfatteren, der håber, at bogen vil inspirere til en større forståelse for, at psykisk sygdom ikke handler om at placere skyld.

Flere unge henvender sig til kommunal rusmiddelbehandling, efter de har haft ubehagelige oplevelser på psykedelika. Men de har ikke nødvendigvis brug for den samme behandling som unge, der tager andre typer af rusmidler. Man er nødt til at forstå, hvad psykedeliske stoffer som LSD og ayahuasca giver de unge for at kunne tilbyde dem den rette hjælp, fortæller Margit Anne Petersen, der som leder af forskningsprojektet ’Den Psykedeliske Renæssance’ på Aarhus Universitet har interviewet unge, der har brugt psykedeliske stoffer.

Et psykedelisk trip på svampestoffet psilocybin. Det kan være fremtidens behandling mod psykiske lidelser som depression, angst og OCD. Forskning viser nemlig, at stoffet sammen med terapi kan få hjernen til at bryde med fastlåste måder at tænke på og skabe nye selvopfattelser. Socialt Indblik har besøgt forsker Dea Siggaard Stenbæk i hendes terapirum på Københavns Universitet for at blive klogere på, hvordan psilocybin-terapi virker, og hvad der skal til for, at en rejse ud i den bevidsthedsændrede tilstand bliver et behandlingstilbud i Danmark.

Behandlingen af spiseforstyrrelser ender ofte blindt, fordi den hviler på misforståelser af spiseforstyrrelsens væsen, mener forfatter Lea Muldtofte, som har været indlagt og i behandling for anoreksi i årevis. I den autobiografiske roman ”Om forladelse” beskriver hun sine oplevelser som indlagt i et sårbart opråb om at blive hørt og mødt i et system, hvor hun igen og igen har følt sig forladt. Bogen er en appel til at nuancere forståelsen af, hvad spiseforstyrrelser er, og hvem de rammer.

Som borgere får vi at vide af systemet – det kan fx være psykiatrien, handicapområdet i kommunen eller jobcenteret – at de gerne vil hjælpe os. Problemet er bare, at det, vi bliver tilbudt, i mange tilfælde ikke er en hjælp, skriver Emma Katrine Lyng Svensson, der introducerer et nyt ord: Pseudohjælp. Hun forklarer her, hvad det er, og hvad konsekvenserne er.

At skyde med riffel eller pistol i en skytteforening hjælper mennesker med ADHD til at fastholde opmærksomheden, skærper hyperfokus og fornemmelsen for kroppens behov. En gruppe børn og unge med ADHD og autisme træner hver uge skydning, og de mærker virkningen af skydetræningen. Nu bakker ny forskning op om, at skydning kan bruges som målrettet træning i ro og fokuseret fordybelse. Socialt Indblik tog med på skydebanen i DGI-Byen.

Som barn talte hun som et vandfald og var nødt til at løbe runder om bordet. I skolen blev hun indadvendt og skammede sig, når hun fyldte for meget. Som voksen kom angst, stress og søvnløshed snigende, når hun havde kørt med 160 i timen i for lang tid. Da Iben Rehling fik konstateret ADHD som 28-årig, fik hun mulighed for at skabe den balance i livet og arbejdslivet, hun altid havde længtes efter. Hun mener, det er afgørende, at flere bliver udredt tidligere, så de kan træffe de rigtige uddannelses- og livsvalg.

Alt for mange patienter tager deres liv, mens de er i psykiatrien – eller lige efter udskrivelse. Med den rette omsorg og behandling kunne flere selvmord forhindres, mener forperson for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Nina Tejs Jørring. Hun mener, man kan gøre meget mere for at forhindre selvmord i psykiatrien.

15 år med stresssygemeldinger og angstanfald gik der, før Fie Vesterled blev udredt for ADHD. Hverken psykologer eller psykiatere så mønstret, mens lægen advarede hende imod at få diagnosen. Men diagnosen har hjulpet hende til at få et bedre liv, og i dag arbejder hun for at udbrede kendskabet til ADHD, så andre kan få hjælp til et bæredygtigt liv langt tidligere. Der er mange ressourcer at hente og mange at spare, hvis arbejdspladser og uddannelser lærer, hvad ADHD er, argumenterer Fie Vesterled.

ADHD rammer langt fra kun urolige, vilde drenge, som oprindeligt antaget da diagnosen blev til. Men fordommene lever fortsat. Et frivilligt korps af fortællere, der først sent i livet har fået diagnosen, rejser rundt til daginstitutioner, skoler og arbejdspladser for at nuancere opfattelsen af ADHD. Adskillige kvinder har meldt sig til at nedbryde de fordomme om ADHD, der fortsat står stærkt og spænder ben for trivsel.

For to år siden tog Esthers 21-årige søn – syg af skizofreni – sit eget liv. Siden har hun kæmpet for at finde mening i det meningsløse. At placere skammen og skylden over ikke at se, hvor dårlig han var, den dag han tog sit eget liv. Hun mener, vi skal være bedre til at tale om selvmord. For så havde Kristian måske ikke skullet dø alene. Og så mener hun, at vi skal arbejde for en psykiatri, der ikke har så meget fokus på syg og rask.

Vi skal blive bedre til at se på kompleksiteten bag langvarigt skolefravær – og til at lytte til og tage børns oplevelse af mistrivsel alvorligt. Både i forskningen og i praksis. Sådan lyder det fra forsker i skolevægring, Frederikke Skaaning Knage, der netop har undersøgt dansk og international forskning i skolevægring.

Det var ved et tilfælde, at Signe fandt ud af, at hun havde ret til støtte, efter at hendes anbringelse var afsluttet. Og da hun manglede et sted at bo, måtte hun flytte ind hos den far, hun tidligere var blevet anbragt fra. Alternativet var et herberg. ”Havde du været misbruger eller gravid, ville det være lettere at hjælpe dig,” lød beskeden fra kommunen. Hjælp til at etablere et ’helle’ i egen bolig er afgørende, mener Signe, der ville ønske, at unge, der er eller har været anbragt, fik langt tydeligere besked om deres rettigheder.

Der er behov for indgående og forpligtende samarbejder mellem det offentlige og civilsamfundet, hvis vi skal skabe fællesskaber, der kan forebygge og bekæmpe de udfordringer, der leder til og fastholder mennesker i psykisk mistrivsel og dermed til belastning af det psykiatriske system. Psykiatrien skal styrkes, men der er også brug for at styrke civilsamfundets fællesskaber og lette adgangen til dem. Vi gentager fortidens fejl, hvis vi laver totalinstitutioner, der adskiller sårbare borgere fra vores fælles samfundsliv og fastholder dem i udsathed.

Aftabuisering af psykiatriske diagnoser er vejen frem for den enkelte som for samfundet. For forskning viser, at kun 15 procent går igennem et liv uden psykisk sygdom. Det er en naturlig reaktion på et komplekst moderne samfund, der har udviklet sig hurtigere end vores hjerner, mener børnepsykiater Janne Tabori Kraft. Den amerikanske psykolog Jonathan Schaefer dokumenterede sidste år, at udbredelsen er så stor, at vi snarere end en afvigelse bør betragte psykisk sygdom som normalt.

Psykiatrien er blevet samfundets skraldespand for alle, der ikke trives i samfundet. Svaret på psykiatriens udfordringer er derfor ikke mere psykiatri, men derimod at skabe bedre betingelser for de mennesker, der ikke trives i samfundet. Det mener de to overlæger Anders Lindelof og Kristian Sloth fra psykiatrisk afdeling i Randers, hvor behandlingen er særlig fokuseret på at hjælpe patienterne tilbage til et liv, hvor de er en del af et meningsfyldt fællesskab.

Arbejder man med mennesker, der er ramt af traumer, er man i risiko for selv at overtage traumerne. Og særligt hvis man i forvejen er presset og udbrændt, er man udsat. Det fortæller psykolog og ph.d. Maria Louison Vang, der har undersøgt, hvad der udløser den sekundære traumatisering – og hvordan arbejdspladsen kan forebygge den.

Jeg sprang ud som lesbisk, da jeg var 20 år gammel. Jeg var meget nervøs for, hvordan det ville blive...