At springe ud som autist

Jeg sprang ud som lesbisk, da jeg var 20 år gammel. Jeg var meget nervøs for, hvordan det ville blive modtaget og jeg overvejede i en periode bare helt at holde det for mig selv. Til sidst besluttede jeg alligevel, at det var uholdbart og fik fortalt mine venner og familie, at det var sådan det hang sammen.

Heldigvis blev det taget godt imod, og bagefter var jeg enormt lettet. Det er en tung byrde at bære rundt på, hvis man føler, at der er en vigtig del af en selv, man bliver nødt til at holde hemmelig for alle andre.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg 15 år senere skulle stå i en lignende situation.

Da jeg var 33, blev jeg diagnosticeret med autisme og ADHD. At jeg havde ADHD, kom ikke som den store overraskelse. Det var noget, vi havde sagt mere eller mindre for sjov i min familie i årevis.

At jeg var autist, var noget helt andet. Jeg vidste ikke ret meget om autisme, og jeg forbandt det primært med små drenge, der var virkeligt gode til matematik, men ikke var interesserede i at være sociale. Det billede havde jeg mere end svært ved at genkende mig selv i.

Til at starte med var det ikke noget, jeg delte med ret mange ud over mine nærmeste. Jeg vidste ikke engang, hvordan jeg selv havde det med det, eller hvad det betød for mig, og det gjorde det svært at tale om.

Jeg opdagede også, at jeg havde det på samme måde med at være autist, som jeg havde haft det med at være lesbisk, før jeg sprang ud: Jeg skammede mig over det. Som teenager vidste jeg ikke meget om at være homoseksuel. Det var ikke noget, man hørte ret meget om i 90’erne, og når emnet blev bragt på bane, var det ofte i et negativt lys. Man kunne blive kaldt ’betonlebbe’, og det var næsten noget af det mest væmmelige, man kunne være. Sådan en havde jeg ikke lyst til at være.

Samtidig var det også en lettelse at finde ud af, at jeg var lesbisk. Jeg havde taget det for givet, at jeg var heteroseksuel ligesom alle de andre, jeg kendte, men jeg var også klar over, at jeg ikke var det på den rigtige måde. Faktisk var jeg helt forkert. Jeg blev ikke forelsket i drengene og tanken om en dag at blive gift med en mand og dele mit liv med ham, fyldte mig med kvalmende klaustrofobi.

Da det gik op for mig, at jeg var lesbisk, gik det også op for mig, at jeg ikke var en forkert heteroseksuel. Jeg var bare lidt anderledes indrettet end de fleste andre.

Den samme lettelse ramte mig, da jeg fandt ud af, at jeg var autist. Jeg havde altid troet, at jeg var dum, doven, underlig og på tværs, og at jeg måtte lære at tage mig sammen. Med en autisme- og ADHD-diagnose i hånden havde jeg pludselig fået en forklaring på, hvorfor jeg ikke bare kunne tage mig sammen og gøre som alle andre.

Det gør en kæmpe forskel at finde ud af, at man ikke er helt forkert, man er bare lidt anderledes end flertallet.

Alligevel var det svært for mig at være åben om. Jeg syntes på en måde, det var skamfuldt, selvom det ikke er noget, jeg selv har haft indflydelse på. Især var jeg bange for, at folk ikke ville tro på mig, hvis jeg fortalte dem det. Jeg var også bange for, at de ville tænke, at jeg sagde det for at få opmærksomhed eller medlidenhed.

Jeg fortalte mig selv, at jeg jo heller ikke behøvede at fortælle det til nogen. En diagnose er trods alt meget privat og ikke noget, som andre har ret til at få indblik i.

Som tiden gik, kom det til at fylde mere og mere for mig, at jeg ikke kunne være åben om det. Det virkede uærligt ikke at fortælle dem omkring mig om noget, der var så vigtigt for mig.

Halvandet år efter jeg havde fået diagnoserne, besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Jeg vidste, fra dengang jeg sprang ud som lesbisk, at folk som regel reagerer meget bedre, end man frygter, og jeg vidste, at det ville være en lettelse, når jeg havde fået det overstået.

Det var en god beslutning og generelt var alle meget søde og forstående, og der var endda en hel del, der – ligesom dengang jeg sprang ud – sagde, at nåh, ja, det havde de da godt regnet ud.

I dag er jeg helt åben omkring det og gør, hvad jeg kan for at bidrage til debatten om psykiske handicaps, socialområdet og psykiatrien.

Det betyder ikke, at alt automatisk er godt. Jeg har stadig mange dage, hvor jeg føler mig dum og forkert. Et helt livs forventninger og nederlag kan ikke slettes med selv det fineste diagnosepapir.

Jeg er blevet nødt til at forholde mig til, at det har sin pris først at blive diagnosticeret som voksen. Lige da jeg fik diagnoserne, var jeg mest af alt lettet over at have fået en forklaring. Hen ad vejen kom tankerne om, hvilken forskel det kunne have gjort, hvis det var blevet opdaget tidligere.

Måske ville jeg ikke have haft så mange svære år i folkeskolen? Måske ville jeg have lært nogle bedre strategier til at håndtere det, når hverdagen bliver svær? Måske ville jeg ikke gang på gang have presset mig selv langt ud over kanten i forsøget på at leve op til både mine egne og omverdenens forventninger? Måske ville jeg have været et helt andet sted, end jeg er i dag, hvor jeg er førtidspensionist og har brug for hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen?

Det er selvfølgelig umuligt at vide, men jeg tror, at mit liv ville have været nemmere, og jeg tror ikke, at mit funktionsniveau ville være blevet så lavt, som det er.

Derfor forstår jeg heller, at der er mange, der i ramme alvor mener, at der er for mange, der bliver diagnosticeret med autisme og ADHD. De siger, at man ikke skal give børn og unge et ’label’, og at diagnoser ikke skal være hverken en identitet eller en undskyldning. Jeg tror ikke, at de ville udtale sig på den måde, hvis de vidste, hvad der er på spil.

Hvis man er autist eller har ADHD, er der uundgåeligt mange ting, som de fleste andre har nemt ved, som man selv kæmper med. Nogle gange kæmper man forgæves og fejler, andre gange kæmper man og når i mål, men prisen er ofte alt for høj i form af fx stress, angst og depression. Hvis den eneste forklaringsmodel, man har, er, at man er dum, doven, sjusket, negativ og overfølsom, sætter det sig i en som en grundlæggende følelse af afmagt og forkerthed. Dét er nogle langt værre labels at gå igennem livet med end diagnoser som autisme og ADHD.

Uvidenhed gør os ikke gladere eller mere livsduelige. Tværtimod.

Jeg er glad for, at jeg fandt ud af, at jeg er autist og har ADHD. Det har gjort en verden til forskel for måden, jeg ser mig selv på, og det har givet mig redskaber til at være i verden uden at gå i stykker.

Jeg er også glad for, at jeg besluttede mig for at springe ud som autist. Skam trives kun i stilhed og mørke og det er ødelæggende at gå igennem livet og skamme sig over at være den, man er.