Beskæftigelsesindsatsen skal reformeres: Her er kompromisset, vi er nødt til at lave

Regeringen varslede sidste år, at jobcentrene skal lukkes, og at der skal spares nogle milliarder, alt imens. Hver dag annonceres derfor nye forslag, koalitioner, kronikker og debatindlæg, fordi vi alle gerne vil være med på forandringsvognen. Men hvordan skaber vi en løsning, der kan imødekomme de planlagte besparelser uden at gå på kompromis med det overordnede og brede ønske om en mere fornuftig, menneskelig og faglig beskæftigelsesindsats for fremtiden?

Jeg tillader mig at være ganske ærlig og måske også en anelse hård, men tiden er inde til forandringer, sådan for alvor. Lad os først lige være ærlige: Jobcentrene lukker ikke, ikke sådan rigtigt. De får et nyt navn, en målgruppe tages ud, en anden målgruppe flyttes til A-kasserne, der spares, og ja, der nudges såmænd også. Men der skal fortsat udbetales ydelser, regler skal stadig overholdes, samtaler skal afholdes og alt, hvad der ellers hører sig til. Jobcentrene lever videre under et nyt navn, men vi kan påvirke, hvordan de er skruet sammen fremover, så meget som vi kan få muligheden for.

Jeg kan mærke indignationen stige i min mave blot ved at skrive dette indlæg. Årtier med reformer har nemlig haft de samme udgangspunkter hver gang: Kontanthjælpssystemet er for passivt, vi skal gøre det mere aktivt. Se, hvor vi endte. I et enormt bureaukrati, der gjorde medarbejdere og borgere syge, mens udgifterne steg, og lovgivningen blev uoverskuelig. Derfor håber jeg, at de selvsamme partier, som har lavet problemet, kan finde modet til at skabe en langsigtet løsning.

Set fra mit bord er der nogen i disse beslutningsprocesser, som er nødt til at finde viljen og førnævnte mod til at gøre endegyldigt op med noget af det, som vi godt alle sammen ved gør mere skade end gavn, uagtet hvor principielt det er – og finde ud af, hvordan vi gør det spiseligt for de partier, hvor principper og vælgertække er vigtigst. Historien skal nok belønne den regering, som finder modet.

Uden at gå på kompromis med jobfokus

I et kommissorium, der er forelagt den nye kommission, som skal komme med et bud på fremtidens social- og beskæftigelsesindsats, står der to linjer, som kan risikere at ødelægge hele denne enorme chance for positive forandringer, vi står over for:

“Regeringen vil nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen og sætte den enkelte borger i centrum. Der skal gives frihed til dem, der kan selv, uden at gå på kompromis med jobfokus.” 

Den faglige læser vil nok afbryde mig nu og minde mig om, at kommissionen kun skal komme med et bud på beskæftigelsesindsatsen, ikke de sociale indsatser. Men her tager man fejl. Vi kan ikke få det ene uden det andet, det vender jeg tilbage til om lidt. Tilbage til de to linjer: Det lyder måske ikke af meget med sådanne to linjer, som umiddelbart har en logisk klang over sig. Andre vil også fremhæve, at vi i Danmark pt. er rigtig gode til at opnå en høj beskæftigelse, så opskriften er åbenlyst korrekt. Men det argument er omtrent lige så gyldigt som at sige: “Jeg har set en rød cykel, så alle cykler må være røde”. Den dominerende tilgang er nemlig måske nok virksom over for én målgruppe, men er den nu også det over for en anden målgruppe?

Lad os se på paradokset:

Regeringen har nemlig med deres nedskrevne kommissorium glemt at forholde sig til det afgørende dilemma, som jeg udfolder i bogen “Jobcenterkrisen”: nemlig paradokset om, hvorvidt jobcentrenes (og efterfølgerens) rolle er omsorg eller beskæftigelse? Altså spørgsmålet om, hvorvidt man kan få langtidsledige, sårbare eller udsatte mennesker i beskæftigelse eller uddannelse uden omsorg. Hvis svaret er nej, kan man så fra jobcentrenes side yde omsorg til en, der i givet fald takker nej til beskæftigelsesrettede tilbud og måske endda får en sanktion?

Man erkender det en smule. Snakker om, at de allersygeste skal ud af den nye model. Så er der hele mellemgruppen tilbage. Dem, som ikke er blandt ’de allersygeste’, men som heller ikke er klar til uddannelse eller beskæftigelse foreløbigt. De sårbare unge og voksne, som jobcentrene har svært ved at få videre på grund af lovgivningens begrænsninger, for høje sagsstammer til medarbejderne og en mistillid fra borgerne til det system, som skal hjælpe dem. Lige præcis den målgruppe er dem, man ikke flytter med ’ret & pligt’ tankegangen. Det er den gruppe, som fortsat vil være under pres for et ’kompromisløst fokus på job’ og dermed får det dårligere af det system, som skal hjælpe dem.

Det store kompromis

Hvad er så løsningen? Det kræver blot politiske beslutningstagere, som har modet til at stemme imod deres eget parti, om nødvendigt, og tage selvstændige, langsigtede beslutninger til gavn og glæde for os alle. En af løsningerne er et politisk kompromis, hvor dem, som kalder på ’kontanthjælp uden modkrav’ og dem, som kalder på ’ret & pligt’, mødes på halvvejen, laver en banebrydende ændring og indhenter klar data om, hvad der så sker, samtidig med at der spares en masse skattekroner.

Ændringen består af indførelsen af en periodebestemt restitutionsperiode uden ordinære krav, sanktioner og tvang for enhver kontanthjælpsmodtager. Det kunne eksempelvis være 12 eller 24 måneder, før den ordinære indsats træder i kraft med ret & pligt som følgesvend. Med en restitutionsperiode menes det at give borgere, som overgår til kontant- og uddannelseshjælp, en periode, hvor de tilbydes præcis samme hjælp som alle andre, men hvor de ikke har selve pligten til fremmøde eller aktivering. Det betyder, at man vil kunne undgå at presse mange ud over grænsen, ikke mindst dem, som er kommet på offentlig forsørgelse på grund af midlertidig sygdom, stress, angst og lignende. Ved at tilbyde frivillig hjælp vil mange kunne finde fodfæste, blive raske og selv vende tilbage til uddannelse eller arbejdsmarkedet.

Mange vil takke ja til hjælpen og ikke opleve det som tvang og pres (det så vi blandt andet i den forskning, der blev lavet under nedlukningen af beskæftigelsesindsatsen under Corona). Frygten for sanktioner, møder og tvungen aktivering vil desuden udeblive, og det giver ro på den ’mentale båndbredde’, og systemet ses nu mere som en ven end en mulig modstander. Ligeledes vil kommunerne kunne spare en masse tid og udgifter ved ikke at gå ’til stålet’ hos dem, som ikke har behov for hjælpen, har eget netværk og vil overgå til arbejde eller uddannelse uden en offentlig indsats.

Når den tidsbestemte restitutionsperiode er overstået, vil man fagligt kunne vurdere at forlænge den eller beslutte, at en række ordinære krav træder i kraft, dels for at støtte yderligere op om dem, der har behovet, men også for at undgå, at nogen læner sig passivt tilbage i kontanthjælpssystemet, uanset om årsagerne hertil er kulturelle, holdningsbaserede eller blot det, som mange borgerlige giver udtryk for, finder sted: dovenhed. Det er ikke den fulde løsning, men det er en betydeligt bedre løsning end den, de nuværende rammer kan tilbyde, og den imødekommer ønsker på tværs af politiske forskelle og fagligheder. Ret & pligt består, men den udskydes, og dermed bruges den ikke unødvendigt i den første tid. Medarbejderne er på den måde sat mere frit fagligt, da de i højere grad arbejder med mennesker, som har takket ja til samarbejdet, og sagsstammerne kan reduceres betydeligt.

Menneskesynet i lovgivningen

Det handler i bund og grund om et menneskesyn. I dag er indsatserne baseret på en lovgivning, der går ud fra, at ’mennesker godt kan, men ikke vil’. Det skal vendes på hovedet til ’mennesker vil gerne, men kan ikke altid nu og her’. Så hjælper vi dem, som ikke kan nu og her, individuelt, og så får vi løftet en masse mennesker videre.

Samtidig skal vi passe på medarbejderne. Ingen er tjent med så tunge sagsstammer, at de ikke har tid til at følge op på de borgere, de ønsker at hjælpe. De fysiske rammer skal fungere bedre og være mere behagelige, så vi kan sikre de gode møder. Medarbejderne skal lyttes til, og deres faglighed skal have mulighed for at udfolde sig. Og både borgere og medarbejdere skal opleve en anden grad af tillid fra lovgiverne.

Her er i hvert fald en mulighed. En mulighed, hvor alle fløje bliver imødekommet, og hvor de mennesker, som møder ind i beskæftigelsessystemet, kan mødes en anelse mere individuelt og blive behandlet herefter. Med lidt mod går vi gode tider i møde. Uden modet, ja så får vi mere af det samme, blot under et nyt navn.