Blind vinkel spænder ben for forebyggelsen af æresrelateret vold

”Min mor kunne finde på at gennemrode mine ting, åbne min post eller ringe rundt i hele nabolaget for at kontrollere, hvem jeg var sammen med. Hun underkendte, og underkender sådan set stadigvæk, alle mine valg i livet.”

Sådan fortæller en irakisk mand, der som barn flygtede til Danmark sammen med sin familie. Op igennem sine teenageår følte han sig konstant overvåget og kontrolleret af særligt sin mor, fordi han ikke levede op til familiens værdier og dens forestillinger om, hvordan det gode liv ser ud.

Vi forbinder ofte æresrelateret vold med noget, kvindelige familiemedlemmer udsættes for, fordi familien mener, at de fx gennem deres seksualitet krænker familiens ære. Men den æresrelaterede vold er langt mere kompleks end det. Det fortæller Jeppe Schmidt, der er antropolog og arbejder som konsulent hos Østjyllands Politi med fokus på blandt andet vold i nære relationer og æresrelaterede konflikter.

Han mener, at vi mangler viden om og blik for mænds udsathed, roller og dilemmaer i forhold til den æresrelaterede vold, og at det udgør en blind vinkel i den måde, vi i Danmark håndterer og forebygger æresrelaterede konflikter, blandt andet hos politiet og de sociale myndigheder.

”Flere nordiske studier peger på, at mænd og drenge ofte er fanget i komplekse sociale konstellationer, hvor de kan have forskellige roller som både udøvere af vold eller ofre for vold – og ofte begge dele på samme tid,” siger han og peger på den irakiske mand som eksempel.

”Han bliver overvåget og kontrolleret, fordi han ikke præsterer og lever, som familien ønsker det. Det kan være i forhold til omgangskreds, valg af partner, succes med uddannelse eller seksuel orientering. Vi fokuserer meget på ære som knyttet til kvinders seksualitet og intime relationer. Men ære handler også om akkumulering af ære – at man via sine præstationer og sejre opretholder og opbygger en families ansigt udadtil. Lever man ikke op til det, kan det få konsekvenser for én som individ fx i form af psykisk vold,” siger han og fortsætter:

”I andre familier kan der være tale om et krydspres. At betingelsen for at være søn i en familie er, at man skal sanktionere kvindelige medlemmer, fx sine søstre, med vold og trusler. Men måske gør man det, fordi man er bange for selv at blive udsat for vold, hvis man ikke gør det. Man er altså på den ene side er udøver af vold og på den anden side offer,” siger Jeppe Schmidt.

Han fremhæver, at det at sætte fokus på mandens rolle som både offer for og udøver af den æresrelaterede vold ikke skal ses som en negligering af volden mod kvinderne. Det skal derimod bidrage til at nuancere og give blandt andet politi og sociale myndigheder bedre blik for de komplekse sociale konstellationer, der ligger bag den æresrelaterede vold – og som handler om både mænd og kvinder.

Kendetegnende for den æresrelaterede vold er, at den er kollektivt styret, alligevel anskuer vi den ofte som individorienteret.

”Vi går ud fra, at fx den unge mand, der udøver vold over for sin søster, agerer ud fra nogle overbevisninger og holdninger – og er den egentlige gerningsperson, og at det derfor handler om at flytte den unge mand ud af den sammenhæng, hvor volden foregår. Og det kan også nogle gange være nødvendigt. Men han kan også være underlagt et enormt pres og en forventning om, at det er sådan, man agerer over for sine familiemedlemmer,” siger Jeppe Schmidt og fortsætter:

”Vi bør orientere os mod hele familien – og afsøge de forskellige familiemedlemmers roller i konflikten – og forsøge at gå i dialog med dem. Ofte er der flere involverede og flere, der er i klemme,” siger han.

Nedbryder over tid

Den britiske forsker Lis Bates undersøgte for et par år siden, hvad der kendetegner den æresrelaterede vold, som udøves mod mænd. 76 procent af de 66 voldsudsatte mænd, der var med i undersøgelsen, havde været udsat for psykisk vold, og 59 procent af dem for fysisk vold.

79 procent af mændene i undersøgelsen havde været udsat for vold af flere udøvere på samme tid, og det var primært familie eller svigerfamilie. Ofte var der tale om vedvarende trusler i form af sms’er og telefonopkald, hvor mødre og søstre fx truede med at begå selvmord som en konsekvens af sønnens beslutning om at vende familien ryggen. Det kunne være ved at indgå et ægteskab, som familien ikke ønskede. Men der var også flere eksempler på fysiske overfald, hvor flere gerningspersoner havde udsat en mand for grov fysisk vold.

Som i al anden vold i nære relationer, nedbryder den æresrelaterede vold offeret over tid. Og den æresrelaterede vold lægger et yderligere lag af pres på, fordi man risikerer at miste hele sin familie, hvis man ikke efterlever de ønsker, der ligger bag volden.

”Man risikerer at blive ’outet’ af familien. Der er en identitetsmæssig konsekvens. Man er i risiko for at miste sin plads i familiefællesskabet. Der kan få presset til at føles enormt hårdt,” siger Jeppe Schmidt.

For den irakiske mand i indledningen betød presset og den sociale kontrol fra familien, at han levede et dobbeltliv. At løgne og fortielser blev en del af hans ungdomsliv.

”Jeg løj om alt derhjemme, hvem jeg sås med, og hvad jeg interesserede mig for. Det har sat spor i mig. Jeg kunne aldrig slappe af,” fortæller han.

Også i de familier, hvor der opstår et krydspres, kan sønnerne have forskellige strategier for at kunne manøvrere i det. Jeppe Schmidt har blandt andet set eksempler på unge mænd, der omgår kontrollen ved at spille et dobbeltspil, hvor de over for familien foregiver at udføre volden, men har et andet liv sammen med fx deres søstre, hvor man aftaler, at det ikke sker.

”Det betyder, at man er tvunget til at leve et dobbeltliv med løgne og fortielser, der skaber afstand til ens familie,” siger Jeppe Schmidt.

Række ud til mændene

Udover at forbedre håndteringen og forebyggelsen af den æresrelaterede vold, kan det at få øje på mændenes dobbeltroller og dilemmaer også hjælpe til, at mændene får hjælp på linje med kvinderne. Men det kræver, at vi bliver bedre til at række ud til dem.

”Næsten alt, hvad der findes af foldere og kommunikation om æresrelateret vold er målrettet kvinder – og handler om kvinder. Hvis vi også skal have fat i de mænd, der er ofre for vold, skal de kunne spejle sig i det. Og så er der den samme udfordring, som når vi generelt taler om vold i nære relationer. At der masser af tilbud til kvinder – fx i form af krisecentre, men at tilbuddene til mænd er mere begrænsede. Vi har generelt for lidt øje for, at mænd også udsættes for vold i nære relationer.” 

Han fremhæver, at der i de mange forskellige roller, mændene indtager, også er en gruppe af mænd, der er rene udøvere. De har overtaget de værdier, der hersker i familien, og føler, det er rigtigt at bruge vold over for fx deres søstre.

”Det er en anden opgave at få fat i de mænd. Her handler det om holdningsbearbejdning – om at gå i dialog med både mændene og deres forældre om det rationale, der ligger bag. Ofte handler det jo for forældrene om, at man ønsker et godt liv for sine børn, og at deres vilkår for at kunne agere som forældre i et samfund som det danske er svære,” siger han.

I det hele taget peger han på, at arbejdet med at komme den æresrelaterede vold til livs går igennem en forståelse af de værdier og det rationale, der ligger bag volden – herunder forældres følelse af at miste deres børn til en fremmed kultur.

”Det er også en kompleks situation for forældrene. De oplever, at deres børn bliver nogle andre end dem selv – de optager et andet sprog og en anden kultur. Man har måske en følelse af, at man mister dem. Den udfordring er man nødt til at have i baghovedet,” forklarer han og siger, at det at arbejde med nye idealer for den næste generation kan være en vej til at forebygge den æresrelaterede vold.

”Jeg var i forbindelse med mine studier involveret i et projekt hos foreningen Baba, der er en forening, der styrker mænds deltagelse i deres børns liv. I projektet arbejdede man med at justere på den praksis, som fædrene kendte fra deres eget barndomshjem. Fædrene udvekslede blandt andet erfaringer i forhold til farrollen og talte om de dilemmaer, de havde i forhold til at tage del i deres børns liv og arbejdede derigennem med at skabe nye maskuline idealer.”