Bliver børn og unge overladt til deres eget trivselsprojekt?

Jeg frygter, at vi om fem-ti år igen vil have behov for en lignende kommission. Det frygter jeg, fordi der skal meget til for at standse stigningen i antallet af børn og unge i mistrivsel.

Jeg indrømmer, at jeg er naiv og ofte har en tro på det bedste. Jeg tror stadig på, at vi kan skabe en verden, hvor flertallet af børn og unge herhjemme trives og oplever et godt børneliv.

Jeg indrømmer også, at jeg havde høje forventninger til Trivselskommissionen – nok alt for høje. Jeg troede på, at kommissionen ville adressere de udfordringer i vores velfærdssamfund, som mange af os ser hver dag: de undernormerede daginstitutioner og skoler og for mange lærere, der pålægges inklusionsopgaver, der langt overstiger, hvad der er realistisk at imødekomme. Jeg havde tillid til, at kommissionen ville understrege behovet for radikale ændringer, hvis flere børn og unge i dag skal tilbage på trivselssporet. Og selvom kommissionen ikke måtte foreslå tiltag, der kræver statslige midler, håbede jeg stadig, at de ville rette blikket mod vores samfundsinstitutioner og opfordre politikerne til at investere i bedre rammer for det gode børneliv. Men jeg var og er naiv. Og jeg forstår mig nok ikke på kommissioner og politik – jeg troede jo faktisk, at kommissioner er til for at gøre en reel forskel?

Sender børn i skole på trods af tegn på massiv mistrivsel

Når jeg nu bliver lidt sortsynet, så skylder jeg også at fokusere på, at Trivselskommissionen har gjort sig flere gode tanker. Der ligger utvivlsomt et stort stykke arbejde bag deres anbefalinger, hvor flere er både relevante og vigtige. Især hæfter jeg mig ved anbefalingen om rettidig støtte til børn og unge – også uden en diagnose. Også selvom jeg har umådeligt svært ved at se, hvordan det skal lykkedes uden flere menneskelige ressourcer til stede i børns nære miljøer. Ligeledes er det positivt, at der er fokus på at styrke pædagogikken samt på regulering af børns skærmtid. Og naturligvis er forældreopgaven også central – for den er pokkers kompleks i dag.

Jeg indrømmer gerne, at jeg selv kan fare vild i forældreskabet. Hvornår skal jeg skåne, støtte og kramme? Hvornår skal jeg stå fast, sætte grænser og være konsekvent? Der har været perioder, hvor det har været svært at sende mine børn i skole – særligt min ældste, som ikke altid har oplevet et trygt skolemiljø. Mine børn synes nogle gange, jeg er for hård, og andre gange føler jeg selv, at jeg er for eftergivende. Men jeg ved, at det ikke er svært at sende dem afsted, når jeg ved, at de er i gode hænder hos lærere, der kan lide dem, forstår dem og er stabilt til stede, når de i skolerne har behov for det. Sådan startede min ældste desværre ikke sit skoleliv. Han havde et børnehaveklasseår med intet end seks (!!) forskellige børnehaveklasselærere. Jeg indrømmer gerne, at det vakte både mit naturlige instinkt for overbeskyttelse og min indre, krigeriske løvemor. Hans skoleliv har siden været præget af skiftende lærere, en uharmoniske klasse, uro, larm og et alt for stort fokus på eksamener. Jeg holder tungen lige i munden for at få ham stabilt og trivselsmæssigt godt igennem.

I mit professionelle virke møder jeg mange forældre, der sender deres børn i skole på trods af tegn på massiv mistrivsel. De gør det med ondt i maven og fyldt med skam, fordi det forventes af dem. Der er mange af disse forældre bag de over 100.000 børn med et bekymrende højt skolefravær. Når de læser Trivselskommissionens ’gode råd’, læser de noget helt andet end os andre forældre, og de tynges måske igen af skyld og skam. De burde nok egentlig slet ikke læse anbefalingerne – for forældre til børn i massiv mistrivsel er ikke målgruppen for så generelle og banale anbefalinger.

Hvornår kommer den næste Trivselskommission?

Efter offentliggørelsen af Trivselskommissionens anbefalinger sidder jeg lidt tomt tilbage med både skuffelse (og ja min forventninger var for høje) – og ikke mindst bekymring. Jeg frygter, at vi om fem-ti år igen vil have behov for en lignende kommission. Det frygter jeg, fordi der skal meget til for at standse stigningen i antallet af børn og unge i mistrivsel. Vi ser tabeller med tal på vej i den forkerte retning år efter år. Jeg sidder tilbage med en opgivende følelse af frustration over den samfundsopgave, vi står overfor i dag, og som jeg synes, alt for få politikere tager ansvar for. Måske der først tages ansvar, når der i en kommission står krise. Det gør der ikke denne gang, men hvor mange børn skal mon stoppe med at gå i skole og få langvarige belastningsreaktioner, før man kan benytte ordet krise?

Kommissionens anbefalinger oplever jeg peger i retning af, at børn og unge i højere grad selv skal finde vejen gennem livets udfordringer. De skal lære, at livet gør ondt, og at trivsel handler om at kunne håndtere modgang. Ifølge kommissionen trives børn og unge, når de overordnet set er glade for deres liv. De trives, når de kan udvikle sig, udfolde deres evner og indgå i fællesskaber – også selvom de oplever perioder med modgang.

Men jeg bliver nødt til at spørge, om man mon tænker, at børn og unge lærer disse ’trivselsdyder’ af sig selv? Det lyder næsten sådan, og det er bekymrende. Børn og unge trives og udvikler sig, når de bliver grebet og mærker nærvær. De udvikler robusthed og resiliens i mødet med andre og i de afgørende relationer, de tilbydes, i alle de miljøer, de er en del af. De udvikler sig, modnes og styrkes, når de er en del af trygge, rolige, stabile rammer med tilgængelige voksne, der har overskud til både at trøste, når knæet slås, og til at opmuntre, når de skal rejse sig igen. Men det kræver voksne til stede med overskud, ro og forståelse for den afgørende opgave som tilknytningsfigurer – uanset om det er forældre eller fagpersoner.

Hvordan kan man være den vigtige og afgørende tilknytningsfigur i skolerne, når man som lærer skal have blik for 26-28 børn i en indskolingsklasse, hvoraf flere har særlige sårbarheder med sig? Det svar giver Trivselskommissionen ingen svar på, og det er her, jeg bliver bekymret. Jeg forstår godt, at mange lærere opgiver og flygter fra skolerne, men det har bare så utrolig store konsekvenser for vores børns trivsel både på kort og langt sigt.

Hvis børn ikke både trøstes og støttes i deres udvikling – både hjemme, men også i høj grad i de institutioner, hvor de tilbringer størstedelen af deres vågne timer – efterlades de til sig selv. Og det har aldrig gjort nogen børn stærkere og mere robuste. Tværtimod.

Anne Vestergaard er desuden vært på podcasten Kanariefuglenes stemmer, udgivet af Socialt Indblik