Børn og unge med dobbeltdiagnoser skal løftes ud af glemslen og ind på den politiske dagsorden

Hvem tager politisk ansvar for at sikre bedre hjælp til de tusinder af børn og unge, der både kæmper med psykiske vanskeligheder og misbruger rusmidler? Det spørgsmål er svært at få svar på.

Kun 2 ud af Folketingets 11 psykiatriordførere svarede, da Socialt Indblik i forbindelse med denne artikelserie spurgte, hvad de vil gøre for at sikre bedre hjælp til børn og unge med psykiske vanskeligheder og samtidigt misbrug: Socialdemokratiets Rasmus Horn Langhoff og Nye Borgerliges Kim Edberg Andersen. De var enige om, at noget bør gøres, men havde ingen konkrete løfter.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) er heller ikke vendt tilbage med svar på Socialt Indbliks spørgsmål om, hvornår børn og unge under 18 år med psykisk lidelse og samtidigt misbrug kan forvente at få bedre hjælp. Hendes presseafdeling fortæller, at embedsfolk i Sundhedsstyrelsen lige nu arbejder i et fagligt spor i forbindelse med et nyt behandlingstilbud til personer med dobbeltdiagnoser, som regionerne skal etablere næste år. Det nye behandlingstilbud omfatter kun personer over 18 år, selvom fagfolk peger på, at dobbeltproblematikker ofte begynder langt tidligere, helt nede i 12-13 årsalderen.

”Det er tankevækkende, at det er så svært at få politikerne på banen i det her spørgsmål. Man efterlades med det indtryk, at børn og unge med dobbeltdiagnoser er blevet glemt politisk,” siger Thorstein Theilgaard, der frem til 2020 var generalsekretær i Bedre Psykiatri.

I de 15 år, han stod i spidsen for foreningen Bedre Psykiatri, var han med til at presse på for at få politikerne på Christiansborg til at iværksætte et samlet løft af psykiatrien. Presset var med til at gøde jorden for den 10-årsplan for psykiatrien, som regering og et bredt flertal af Folketinget vedtog sidste år. Men i dag har han svært ved at få øje på reelle forbedringer for de allersygeste og mest udsatte grupper, fx børn og unge med dobbeltdiagnoser.

”Måske lysner det for voksne med dobbeltdiagnose, i og med at der langt om længe er et nyt behandlingstilbud på vej til dem. Jeg siger med vilje måske, for jeg vil se det, før jeg tror det. Men hvad med børnene og de unge? Skal de bare overlades til sig selv og deres problemer, til de bliver gamle nok til at være omfattet af det nye tilbud? Det er et bindegalt spild af liv, og desuden pivdyrt for samfundet, at børn og unge, der både kæmper med psykiske problemer og misbrug, ikke får den hjælp, de har brug for,” siger Thorstein Theilgaard, der i dag er direktør for public affairs i konsulentvirksomheden Holm.

I hans optik mangler 10-årsplanen for psykiatrien fokus på de svageste grupper.

”Den politiske aftale fra 2022 om psykiatrien er efter min mening desværre blevet noget japværk. Den er ikke tilstrækkeligt finansieret, og den hjælper ikke i tilstrækkelig grad dem, der er allermest syge,” siger han.

Det faglige oplæg, som blev udarbejdet af Social- og Sundhedsstyrelsen i fællesskab i 2021, og som lagde grunden til 10-årsplanen, var godt på mange måder, men manglede prioritering af de mest udsatte, heriblandt børn og unge med dobbeltdiagnoser, mener Thorstein Theilgaard:

”Det faglige oplægs manglende prioritering af de tungeste grupper i psykiatrien afspejles i 10-årsplanen. Desværre er jeg ikke særlig overrasket over, at det blev sådan, for dobbeltdiagnose-området har i årevis været smertensbarn for både socialsektoren og psykiatrien. De her mennesker er kastebolde imellem systemerne. Når det handler om børn og unge med dobbeltdiagnoser, gør psykiatriens 18-årsgrænse det hele endnu mere kompliceret. Det er en systemfejl, hvor ansvaret skubbes rundt mellem kommuner og regioner. Og hvor der er brug for samarbejde på tværs af sektorer, fordi der er tale om mennesker med komplekse problemer, som kræver komplekse løsninger,” siger han.

Det håb, han trods alt kan få øje på, handler om, at politikerne løbende skal forhandle videre om, hvordan 10-årsplanen for psykiatrien skal udmøntes.

”Forhåbentlig vil der være plads til forskellige tiltag, fx rettet mod børn og unge med dobbeltdiagnoser. Det handler i bund og grund om at få løftet problemstillingen ind på den politiske dagsorden,” siger han.

En udsat gruppe, der ikke råber højt

At politikerne har glemt børn og unge med dobbeltproblematikker, er Mia Kristina Hansen, formand for SIND og Foreningen for Børn med Angst, enig i.

”Jeg oplever, at det er en gruppe, der ikke bliver talt særligt meget om. I det omfang politikerne taler om personer med dobbeltdiagnoser, er det de voksne, det handler om. Fx i forbindelse med det behandlingstilbud, som langt om længe bliver etableret næste år. Men de børn og unge, der er ramt af både psykisk lidelse og misbrug, de er ikke på den politiske dagsorden,” siger hun til Socialt Indblik.

Hvad skyldes det, tror du?

”Selvom både SIND og andre organisationer på området er opmærksomme på dem, så er det ikke en gruppe, som råber særligt højt. Det skyldes blandt andet, tror jeg, at forældrene til de her unge har nok at gøre med at prøve at hjælpe deres børn. Mange af dem er også ramt af skyld og skam. De oplever desværre, at fx lærere, pædagoger og sagsbehandlere mistænkeliggør og udskammer dem for ikke at være gode nok forældre, fordi deres børn misbruger rusmidler. Derfor kan det være endnu sværere for den her gruppe end for andre at stå frem og kræve, at politikerne handler på området,” siger hun.

Hun peger på, at politikerne i forbindelse med 10-årsplanen for psykiatrien har erkendt, at der er stort behov for at hjælpe børn og unge i mistrivsel. Derfor besluttede de fx for et par uger siden, at der næste år skal etableres et såkaldt ’lettilgængeligt’ tilbud i kommunerne til børn og unge med psykiske problemer.

”Det sker jo, fordi politikerne har oplevet et stort pres for at få stoppet udviklingen, hvor et stigende antal børn og unge mistrives psykisk. Men den del af børn- og ungegruppen, der både har psykiske lidelser og et problematisk brug af rusmidler, dem har politikerne ikke fokus på i 10-årsplanen for psykiatrien. Forhåbentlig kan nogle af de børn og unge, som uden den rette hjælp ellers ville have udviklet et misbrug, blive opfanget af det nye kommunale tilbud. Men det er endnu for tidligt at sige. Jeg håber, at alle de gode intentioner kan leve op til virkeligheden, men hvis ikke økonomien er på plads, sker det ikke,” siger hun.

Psykiatrifonden holder øje

Også i Psykiatrifonden er der bekymring over de lange udsigter til, at børn og unge med dobbeltdiagnoser får bedre hjælp.

”I forvejen skal voksne med dobbeltdiagnose vente på, at det nye tilbud bliver iværksat næste efterår. Hvilken behandling får de i mellemtiden? Og endnu findes der end ikke retningslinjer for tilbuddet til unge. Det er alvorligt bekymrende, for vi ved, at dobbeltdiagnose kan være meget ødelæggende for et liv, ikke mindst for unge mennesker, fordi de mister muligheder for uddannelse og udvikling, men jo også risikerer at miste deres liv. Hver dag,” siger Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden og tilføjer:

”Vi vil holde nøje øje med, at arbejdet sættes i gang som lovet. Retningslinjen for voksne har vi, så arbejdet med tilbud til unge burde være i gang,” siger hun.

Er børn og unge med dobbeltdiagnoser blevet glemt politisk?

”Det er svært at vide. Vi vælger at tro, at der har været stort fokus på at samle behandlingen af mennesker med dobbeltdiagnoser, og at det hele tiden har været meningen, at det skulle omfatte alle mennesker, også dem under 18 år. Vi håber, der sker noget meget snart.”

Er børn og unge med dobbeltdiagnoser et område, Psykiatrifonden holder særligt øje med?

”Det gør vi bestemt. Unge skal have et tilbud tilsvarende de voksnes, men tilpasset deres alder, og det har de krav på og brug for sker snart. Vi har løbende møder med politikerne, og vi vil klart påpege behovet for at nedsætte den lovede arbejdsgruppe for et integreret tilbud til børn og unge.”

Børn og unge har brug for en stærk stemme

Den eneste organisation, der specifikt arbejder for at skabe bedre vilkår for børn og unge med dobbeltproblematikker, er UngeAlliancen. Det er et netværk under Helsefonden, der arbejder for, at unge med dobbeltproblematikker og deres familier sikres relevant og rettidig hjælp, både i psykiatrien og i rusmiddelbehandlingen – og i andre hjælpesystemer, når de har behov for det.

Netværket består dels af unge, der har erfaring med dobbeltproblematikker og deres pårørende, dels af fagprofessionelle og forskere på området. Netværkets eneste medarbejdere er to deltidsansatte projektledere. Fokus er på at facilitere udviklingsprojekter og formidle viden om, hvordan børn og unge med dobbeltdiagnoser kan hjælpes bedre. Men selvom netværket løbende er i dialog med politikere, er det svært for så lille en organisation at få sat børn og unge med dobbeltdiagnoser effektivt på politikernes dagsorden, fortæller Trine Ry, projektleder i UngeAlliancen.

”Vi har været i gang i seks år nu, og vi har mødt mange politikere, der har stor sympati for vores arbejde og synes, det, vi gør, er vigtigt. Men vi har endnu ikke mødt nogen politiker, som har sagt: ’Den her sag tager jeg. Nu vil jeg arbejde for, at unge der er ramt på den her måde, får den hjælp, de har brug for’,” siger hun.

Hvad skyldes det, tror du?

”Der er hård konkurrence mellem forskellige grupper, der har brug for hjælp på det her område. Dér vinder vores børn og unge ikke for øjeblikket, desværre. Måske fordi de sætter problemerne i psykiatrien på spidsen. Deres problemer er komplekse, og det er løsningerne også. Det er svært at gøre noget, som giver et hurtigt, tydeligt resultat, hvor politikere kan sige: Nu har vi løst problemet,” siger Trine Ry.

Hun peger på, at børn og unge med dobbeltdiagnoser har brug for, at de større og stærkere organisationer på social- og psykiatriområdet også vil løfte sagen ind på politikernes dagsorden.

”Voksne med dobbeltdiagnoser har fx Udsatterådet. Og den brede gruppe af børn og unge, som er i psykisk mistrivsel, har fx Børns Vilkår. Vi har brug for, at de tungere organisationer på området i endnu højere grad, end de allerede gør, hjælper os med at tale den her sag op politisk,” siger hun.

Vigtige fremskridt

Børn og unge med dobbeltdiagnoser er dog den seneste tid skrevet ind i flere sundhedspolitiske styredokumenter, bl.a. i kraft af UngeAlliancens pres.

”Det er nyt og positivt, at unge med dobbeltdiagnoser overhovedet er nævnt i en faglig retningslinje som en særlig gruppe. Det er vigtige skridt i den rigtige retning, men det er ikke nok,” siger Trine Ry.

For det ændrer ikke på, at første fase af det nye dobbeltdiagnosetilbud, som regionerne skal rulle ud til næste år, ikke omfatter børn og unge under 18 år. Og det retter heller ikke op på, at der ikke ser ud til at være et særligt ungeperspektiv i det nye dobbeltdiagnosetilbud:

”Det betyder, at en 19-årig formentlig vil få det samme behandlingstilbud som en 69-årig. Desuden har man ikke taget stilling til, hvordan børn og unge under 18 år, som jo ikke er omfattet af det nye tilbud, skal få den hjælp, de har brug for. Det er vi dybt bekymrede over,” siger hun.

Dermed risikerer børnene og de helt unge med psykisk lidelse og samtidigt misbrug af rusmidler fortsat at blive kastet rundt imellem region og kommune, fordi det er uklart, hvem der har ansvaret for at hjælpe dem. UngeAlliancen frygter også, hvad der sker i de situationer, hvor kommune og region er uenige om, hvorvidt den enkelte opfylder kriterierne for at være i målgruppen til det nye dobbeltdiagnosetilbud.

Fx er personer med autisme ikke i målgruppen for det nye dobbeltdiagnosetilbud, men en stor del af de unge, der har psykiske vanskeligheder og misbruger rusmidler, har autisme. Det viser en rapport, UngeAlliancen har udgivet i samarbejde med Metodecentret.

”Derfor er det godt og vigtigt, at princippet om ’No Wrong Door’, som vi længe har talt for, er blevet skrevet ind i den faglige visitationsretningslinje for dobbeltdiagnosetilbuddet. Det indebærer i princippet, at det er et systemansvar, ikke et borgeransvar, at sikre, at borgeren får den rette hjælp. Men hvis ’No Wrong Door’ skal fungere i praksis, kræver det blandt andet, at samarbejde mellem sektorerne understøttes organisatorisk. Og det står der intet i retningslinjen om. Så det er svært at se, hvordan man vil få det til at ske ude i virkelighedens verden,” siger hun og tilføjer, at det samme gælder i det nye tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel, som kommunerne skal iværksætte næste år.

”Vi er lettede over at se, at misbrugsproblematikker er nævnt i den faglige ramme for det nye kommunale tilbud. Men også her er det afgørende, at princippet om ’No Wrong Door’ understøttes organisatorisk, hvis de fine ord på papiret skal gøre en forskel i praksis.”

Fagprofessionelle vil skabe forandringer

Mens det er svært at trænge igennem til politikerne, oplever UngeAlliancen til gengæld både lydhørhed og stærk forandringsvilje blandt de fagprofessionelle i kommuner, rusmiddelcentre og den regionale psykiatri, som netværket samarbejder med.

”Vi ser en kæmpe interesse blandt mange af de praktikere, som møder de her unge og deres forældre i deres daglige arbejde. De fagprofessionelle ser, at de unge og familierne ikke får den hjælp, de har brug for, sådan som systemet er indrettet i dag. Derfor er frustrationen og lysten til at gøre noget stor,” fortæller Trine Ry, der mærker de faglige miljøers interesse, når UngeAlliancen faciliterer og deltager i projekter ude omkring i landet.

Projekterne, der ligesom UngeAlliancen er støttet af Helsefonden, udvikles i samarbejde med kommuner, regioner og private aktører på området. Til foråret tilbyder Metodecentret fx et kompetenceforløb, hvor rusmiddelbehandlere og ansatte i psykiatrien undervises i, hvordan de kan blive bedre til at forstå og hjælpe unge med autisme og samtidigt rusmiddelmisbrug.

Desuden deltager UngeAlliancen fx også i det syddanske projekt PUR, der handler om at samordne og styrke samarbejdet mellem Behandlingscenter Unge & Rusmidler i Odense Kommune, og Region Syddanmarks Børne- og Ungdomspsykiatri, samt i videreudviklingen af Region Hovedstadens tværkommunale Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling (APU). Her bliver det undersøgt, hvordan APU kan blive bedre til at hjælpe børn og unge under 25 år med psykiske lidelser og samtidigt misbrug af rusmidler.

Endelig deltager repræsentanter fra UngeAlliancens Unge- og ForældreNetværk fx i faglige temadage, hvor de gør fagprofessionelle klogere på, hvordan hjælpesystemerne kan møde unge med dobbeltproblematikker og deres pårørende bedre. Det skete fx i efteråret i projektet ”På forkant med Forkantsdanmark”, hvor seks midt- og midtvestjyske kommuner og regionspsykiatrien i Gødstrup er i færd med at udvikle en konkret samarbejdsmodel omkring børn og unge med dobbeltdiagnoser.

Og der bliver lyttet opmærksomt, når netværkets aktive unge og forældre holder oplæg for rusmiddelbehandlere, socialrådgivere, pædagoger, psykologer og psykiatere, fortæller Trine Ry:

”Den viden og erfaringer, som vores unge og forældre i UngeAlliancens netværk har, er ofte dyrekøbt. Alt for mange af dem har voldsomme erfaringer med ikke at blive hjulpet af de instanser, som er sat i verden for at hjælpe dem. Vi oplever, at praktikere både i kommuner og regioner lytter og vil skabe forandring. Det er utroligt positivt, at praksismiljøerne på den måde er interesserede i faglig udvikling og nye samarbejdsmodeller. Men det er ikke nok. Det politiske niveau skal også med,” siger hun.

Med afsæt i viden og erfaringer fra alle netværkets projekter og samarbejder skriver UngeAlliancen nu på et detaljeret forslag til, hvordan et nationalt, specialiseret behandlingstilbud målrettet børn og unge med dobbeltdiagnose kan se ud. Forslaget lægger UngeAlliancen på bordet hos Danske Regioner i det nye år.

”Vores forslag bygger på konkrete erfaringer og viden om, hvad der virker. Vi er nødt til at få lavet et tilbud som passer til den her gruppe, så vi undgår, at børnene og de unge bliver en del af de 40.000 voksne med dobbeltdiagnoser, som vi jo desværre ved ofte har lange sygdomsforløb, problemer med at komme ind på arbejdsmarkedet og er ramt af overdødelighed. Det er så svært at forstå, at politikerne ikke handler. For det kan hverken betale sig menneskeligt eller økonomisk ikke at hjælpe de her unge mennesker.”

Læs også

Gå til Socialt Indbliks temaartikler om børn og unge med dobbeltdiagnoser her