Børn vil anbringes på grund af mistrivsel og vold i hjemmet. Men systemet tror dem ikke

Laura har, siden hun var 10 år, ønsket at få et trygt sted at bo væk fra sine forældre. Men hun er hjemløs. På trods af, at der ligger flere underretninger fra sundhedsmyndighederne til Lauras kommune, hvor det bliver understreget, at Lauras forældre ikke magter opgaven, mener de ansvarlige hos de kommunale myndigheder, at Laura skal bo hos sin mor. Da vi møder Laura i filmen, er hun 15 år og kommet ud i et misbrug. Hendes ønske er at blive anbragt og passe sin 9. klasse. Men hun skal hjem til sin mor, mener kommunen.

Laura er ét af de fire børn, vi følger i dokumentarfilmen om Joannahuset, der er Danmarks eneste krisecenter for børn og unge. Filmen, der bliver vist i en række biografer og senere på TV2 i en kortere version, skildrer børnenes møde med systemet, når de søger hjælp til at komme væk fra deres forældre, som de ikke mener kan tage vare på dem.

Dokumentaristen Mette Korsgaard står bag filmen, som har været undervejs helt fra før Joannahuset blev etableret i 2020. Hun står bag en række dokumentarfilm om mennesker i sårbare og udsatte situationer, bl.a. filmen ”Min barndom i helvede” (2012) om tidligere Børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersens rejse tilbage til en opvækst med svigt og misbrug. I 2015 lavede hun filmen ”Bonnie og de tusinde mænd” om en kvindes liv i prostitution, der afstedkom en bred folkelig debat om prostitutionens konsekvenser.

”For mange år siden fik jeg kontakt med en ung pige på 16 år, Lisa, som gik på gymnasiet. Hun spurgte, om hun kunne komme i praktik hos mig, fordi hun vil gerne lære at lave dokumentarfilm. Hun var superdygtig og engageret. Efter et stykke tid gik det op for mig, at hun et halvt år forinden havde boet på gaden, fordi kommunen ikke ville tro på, at hun ikke kunne bo hjemme. På trods af at der faktisk var underretninger både fra skole, gymnasiet og fra sygehuset. Så vi blev enige om, at vi skulle prøve at lave en dokumentarfilm om hendes historie,” fortæller Mette Korsgaard.

Men filmen blev aldrig til noget. Det blev svært, og de to blev ifølge Mette Korsgaard lidt for tætte til, at de kunne lave filmen. Men under udviklingen af filmen fik de kontakt til Jette Wilhelmsen. Hun var netop i gang med en master, som fører til en afhandling om børn, der selvstændigt rækker ud for at få hjælp. Jette Wilhelmsen har på det tidspunkt længe haft en drøm om at etablere et krisecenter for unge, og Lisa indgår i Jettes samarbejde om udviklingen af centret. Hun kommer endda med forslaget til navnet, der er inspireret fra Kim Larsens sang Joanna.

”Jette Wilhelmsen og jeg aftaler, at når hun engang får skrabet penge nok sammen og får åbnet dette krisecenter, så vil jeg rigtig gerne lave en film, hvor jeg følger livet og børnene her,” fortæller Mette Korsgaard.

Hun begynder arbejdet ved blot at møde op i krisecentret uden kamera. Her møder hun de fire børn, der ender med at blive de gennemgående personer i filmen. Vi følger børnene, der bor og får støtte hos Joannahuset, fordi de ikke kan bo hjemme og i stedet ønsker at blive anbragt. I filmen hører vi flere samtaler mellem børnene og deres sagsbehandlere, hvor sagsbehandlerne fastholder, at børnene skal tage hjem, selvom børnene gør opmærksom på, at de ikke kan bo hjemme, men kommunerne tror ikke på dem.

Hvorfor tror ingen på børnene?

For Jette Wilhelmsen er de fire børns historier meget betegnende for de børn, de møder i Jonnahuset. Hver anden dag opsøger et nyt barn Joannahuset. Det er børn, som er flygtet fra vold i hjemmet eller andre svigt og uholdbare situationer. En tredjedel af de unge lever i en form for hjemløshed.

”Filmen skildrer, hvor meget børn og unge skal kæmpe for, at de voksne samarbejder med dem. At der er dette her skisma i, at man siger til børnene: ’I er de umyndige.’ Men samtidig får børnene et meget stort ansvar for deres egen situation. Hvis ikke de vil samarbejde og tage hjem, så er beskeden til dem, at det er deres eget ansvar, at de står uden tag over hovedet. Det er jo en fuldstændig underkendelse af børnenes eget perspektiv på deres situation, og det er en mistænkeliggørelse af det, som barnet siger. Børnene siger, at de hellere vil sove på gaden end at tage hjem. Det reagerer man ikke på fra systemets side. Man bliver tværtimod ved med at sige, at de skal tage hjem til deres forældre,” fortæller Jette Wilhelmsen.

Hun forstår ikke det manglende samarbejde, som hun oplever, børnene bliver mødt med fra systemet.

”Vi ved både fra erfaringer, psykologiske teorier og fra forskning, hvor vanskeligt det er at opspore børn, der er i svære livssituationer, og som lever i familier med vold. Det kan være nogle meget lukkede familier, og vold er tabubelagt. Vi taler om, hvordan vi kan komme ind med tidligere indsatser, og hvordan vi kan blive bedre til at opspore. Men når børn så selvstændigt rækker ud og kommer og fortæller, hvordan de har det i hjemmet, så tror vi ikke på dem alligevel? Altså, det giver jo ikke mening,” siger Jette Wilhelmsen og fortsætter:

”Børn er jo som udgangspunkt utrolig loyale overfor deres forældre. Så når barnet siger, at de ikke kan bo hjemme, så må vi slå ørerne ud og lytte. Så kan der være mange forskellige nuancer i det. Men at man som barn siger, at man hellere vil bo på gaden end at være derhjemme, det tænker jeg, man må tage dybt alvorligt. Det siger børn ikke, hvis ikke de har behov for at få hjælp,” siger Jette Wilhelmsen.

Vigtigt at børnene fortæller deres historie

For Mette Korsgaard har det været vigtigt at fortælle børnenes historie. Aftalen med børnene har været, at de kunne trække sig ud af filmprojektet, og at de skulle se, hvad der kom med i filmen. Men børnenes forældre er, stik imod normal procedure for interviews med børn, ikke taget i ed. Og det er helt bevidst, fortæller Mette Korsgaard. Indenfor journalistikken er det ellers normalt, at man altid skal have forældres samtykke forud for deltagelse.

”Da jeg startede med at filme, så tænkte jeg, at jeg på et eller andet tidspunkt ville være nødt til at række ud til forældrene. Men så går det faktisk op for mig, at det står der ikke i lovgivningen, at man skal. Vi kontakter en ekspert i medieret, som siger, at alle ifølge Grundloven har ytringsfrihed. Så jeg har ikke spurgt forældrene, om børnene måtte være med. Jeg har rakt ud til dem og spurgt, om de har lyst til at komme og se filmen. Men filmen handler heller ikke om forældrene. Den handler jo om det møde, som de unge har med myndighederne,” siger Mette Korsgaard, der frygtede, at et forældreveto ikke bare kunne hindre filmen, men også betyde, at hun skulle svigte børnene.

”Tænk, hvis jeg havde været forpligtet til at række ud til børnenes forældre og spørge om lov, og de så havde sagt nej. Det ville jo være helt vanvittigt. Altså, jeg havde det sådan helt fysisk dårligt på deres vegne, hvis jeg skulle sige: ’I må ikke fortælle jeres historie. Det vil jeres forældre ikke have.’ Det ville jo have været helt grotesk. Så jeg var virkelig glad, da det gik op for mig, at lovgivningen så anderledes ud. Det betyder meget for børnene, at de i filmen faktisk har fået lov at fortælle deres historie og blive troet på. Det kan man også meget tydeligt mærke på dem, og de siger det også selv. Jeg har faktisk en optagelse, som ikke er med i filmen, hvor Kayla græder over, at hun har fået mulighed for at fortælle sin historie,” siger Mette Korsgaard.

De kolde hænder tager beslutningen

Ud over at Joannahuset tilbyder børnene husly, støtter personalet børnene i at komme i dialog med myndighederne og sørger for, at de bliver hjulpet i forhold til egne rettigheder i deres sociale sager. Blandt andet hjælper de børnene med at klage og søge aktindsigt i deres egen sag.

I filmen hører vi således flere samtaler mellem børnene og deres sagsbehandlere. Blandt andet en samtale mellem Laura, hendes støtteperson fra Joannahuset og hendes sagsbehandler. Laura har på tidspunktet for den følgende samtale ikke noget sted at være.

Ansat hos Joannahuset:

Vi har nogle spørgsmål i forhold til Lauras situation.

Sagsbehandler:

Er det ikke bedre at gøre det i morgen?

Ansat hos Joannahuset:

Men det er ret akut, fordi Laura har ikke noget sted at være fra i morgen. Så vi vil høre, hvad planen er i morgen og fremadrettet?

Sagsbehandler:

Det kan jeg godt svare på nu. Der er ikke nogen plan. Jeg skal indkalde til et møde med to ledere omkring den situation, vi så har, og hvad vi skal gøre ved den. Det er sådan set der, vi er lige nu.

Ansat hos Joannahuset:

Men hvad tænker du så, Laura skal gøre i morgen, når hun ikke har noget sted at gå hen?

Sagsbehandler:

Det kan jeg ikke svare dig på. Det svar, der er til det, det er, at Laura har et sted at være hos sin mor, som hun så ikke vil hjem til. Det er så det valg, Laura tager. Og så står vi i den situation, at Laura ikke har noget sted at være i morgen.

Laura kunne altså ikke få hjælp, selvom hun fortalte, at hun ikke kunne tage hjem og ikke have boet hjemme i flere måneder. Hun bliver dog senere anbragt uden for hjemmet.

Lauras sag er ikke atypisk ifølge Jette Wilhelmsen. Men for hende handler det ikke nødvendigvis om, at den enkelte sagsbehandler ikke tror på barnet. Hun ser det som et udtryk for det dominerende børnesyn, og ikke mindst som et udtryk for at de enkelte sagsbehandlere ikke har beslutningskompetence til selv at træffe beslutninger i de enkelte sager.

”Jeg har selv undervist på socialrådgiveruddannelsen i seks år, og jeg tænker, at det selvfølgelig også handler om faglighed. Man skal være rigtig dygtig socialfagligt og socialretligt. Men det handler også om et system, hvor man har taget kompetencerne fra socialrådgiverne. Det er jo de kolde hænder, der tager beslutningerne, og det tror jeg er en meget vigtig pointe i dette her. Da jeg blev færdig som socialrådgiver i år 2000, da havde jeg fuld beslutningskompetence. Det har man ikke længere. Det er styret helt oppefra. Ofte når vi sidder sammen med barnet i samtalen, så kan sagsbehandlerne faktisk ikke selv svare på noget. De skal tilbage i deres system, hvor man højere oppe skal træffe en afgørelse,” siger Jette Wilhelmsen, der oplever, at sagsbehandlerne nærmest må undgå at lytte og engagere sig for at beskytte sig selv, når de alligevel ikke kan gøre noget.

”Hvis man tager beslutningskompetencen fra socialrådgiverne, så forsvinder motivationen, når de alligevel ikke har indflydelse på beslutningerne. Og det tror jeg er et kæmpe problem her. Hvis man som socialrådgiver begynder at lytte til barnet, så bliver det bare endnu vanskeligere. Når man på forhånd ved, ’jamen, der her kommer ikke til at ske, for jeg har jo allerede fået at vide, hvad der er muligt,’ så tør man jo slet ikke gå ned ad den vej, man måske selv synes er den rigtige. Så det er jo også et forsvar fra sagsbehandlernes side, tænker jeg,” siger Jette Wilhelmsen, der sammen med Mette Korsgaard håber, at filmen kan skabe fokus på børnenes historie og værdien af at samarbejde med børn og unge og tillægge det betydelig vægt tro på børnene.

”Ligesom vi igennem mange år har diskuteret, analyseret og kæmpet for kvinder, ældre og minoriteters rettigheder, så sætter denne film fokus på udsatte børn og unge, der tørster efter at blive hørt og respekteret som ligeværdige borgere. Jeg håber, at filmen kan vække debat i vores samfund, men også at den finder vej ind på Christiansborg,” siger Mette Korsgaard.

Filmen bliver vist i en række biografer i København, Aarhus, Aalborg og Nykøbing Falster, hvor der også vil være debat om filmen. Du kan se mere her på Facebook.

Filmen vises desuden som en del af CPH.DOX.

Filmen bliver desuden vist på TV2 den 30. marts.

Se trailer her