Børnepsykiater: ”Jeg plejer faktisk ofte at sige tillykke til mine patienter, når de får deres diagnose”

Når børnepsykiater Janne Tabori Kraft møder de børn, der kommer i hendes praksis i Risskov nær Århus for første gang, kommer de ofte med en oplevelse af, at de er forkerte. Udfordringerne, der følger med deres diagnose, har fået dem til at rejse et skjold af skam omkring sig. 

Mere end 15 år som psykiater har lært Janne Tabori Kraft, at første skridt i hendes arbejde er at fortælle dem, at de ikke er spor forkerte. Tværtimod.  

”Jeg plejer faktisk ofte at sige tillykke! Du er så heldig, for der følger mange styrker med ADHD og andre diagnoser,” siger hun.  

Janne Tabori Kraft opfordrer de børn, der kommer i hendes praksis til at gå hjem og Google berømte mennesker, der er stået frem offentligt med deres diagnoser, så de kan få et forbillede at spejle sig i. Og hun instruerer dem i svar på tiltale, hvis der skulle være klassekammerater eller andre, der siger noget dårligt om, at de har en diagnose oppe i skolen.  

”Jeg siger altid, at de skal svare dem, at det ved de ikke nok om til at kunne udtale sig om det, og at det tænker de selv helt anderledes om,” forklarer hun.  

Janne Tabori Kraft plejer også at gøre det klart for børnene, at uro, rastløshed, koncentrationsbesvær og andre adfærdsudfordringer, de kæmper med, ikke er en del af deres personlighed, men symptomer på diagnosen. 

”Man er ikke sin diagnose. Selvfølgelig kan det give en masse bøvl. Men egentlig kan man lige så godt være stolt af det. For hvis man får hjælp til at forstå og leve godt med de udfordringer, diagnosen giver en, kan man udnytte alle de styrker, der som oftest også følger med at have en diagnose. Og langt flere, end vi går og tror, har en diagnose,” forklarer Janne Tabori Kraft.

De raske er unormale 

Det er ikke bare en fiks idé – og et godt pædagogisk trick, hun trækker op af skuffen og giver de børn, hun hjælper. For hun har forskningsmæssigt belæg for sin lykønskning og beroligelse af patienterne.    

Flere forskningsprojekter har dokumenteret, at psykisk sårbarhed er mere udbredt end hidtil antaget. Men et opsigtsvækkende studie af den unge psykolog fra University of Minnesota, Jonathan Schaefer, dokumenterede i februar 2021, at udbredelsen er så stor, at vi snarere end en afvigelse, bør betragte psykisk sygdom som normalt. 

Og den viden er afgørende i arbejdet med psykiske sårbare børn og unge, mener Janne Tabori Kraft. For det taler for, at vi helt generelt forstår, at når psykisk sårbarhed og diagnoser er i stigning, er det et udtryk for menneskers naturlige reaktion på krav fra samfundet, som er blevet unaturlige.  

”Hvis du forbliver mentalt rask hele livet, er du ikke normal,” lød overskriften på en artikel, som Jonathan Schaefer udgav i det videnskabelige tidsskrift Psyche i februar 2021. I artiklen fremlagde han data fra både New Zealand, Storbritannien og USA, som pegede på, at godt 85 procent af befolkningen kvalificerede til mindst en psykiatrisk diagnose i løbet af livet, mens flere får stillet flere forskellige diagnoser og oplever flere forskellige episoder.  

Som psykolog Jonathan Schaefer konstaterede i artiklen ”De raske er ikke normale” i Weekendavisen:

”Jeg mener i al beskedenhed, at denne viden bør vende op og ned på psykiatrien. Men mere end det. Faktisk er det her en udfordring til hele den måde, vi som samfund og kultur betragter mental sundhed og normalitet på.”    

Også det kendte Dunedin-studie, som i årtier har fulgt godt 1000 mennesker født i den newzealandske by Dunedin i 1972-73, har vist, at 87 procent har gennemlevet én eller flere episoder af diagnosticerbar psykisk sygdom. Den fremtrædende amerikanske psykolog Terrie Moffitt fra Duke University i North Carolina har nærstuderet deltagernes mentale helbred siden 1987 og interviewet både deltagerne og tjekket op på deres pårørendes iagttagelser for at sikre nøjagtighed.   

Der er meget at vinde ved at sprede budskabet om, at mennesker med psykiske lidelser ikke er spor afvigende, men snarere normalen, mener Janne Tabori Kraft.  

“Fordi det er en vigtig forudsætning for at leve et godt liv med psykisk sygdom, at man ikke føler sig forkert. Og fordi der er meget at vinde ved, at vi som samfund bliver bedre til at rumme og integrere de ressourcer, der følger med psykiske diagnoser,” siger Janne Tabori Kraft.  

Når disse videnskabelige indlæg om hyppighed af psykiatriske diagnoser udløser debat og overskrifter, er det et udtryk for, at de psykiatriske lidelser stadig ikke er så anerkendte som somatiske lidelser, mener hun:

”Man kunne tilsvarende skrive om forskning, der viser, at man ikke kan gå gennem livet med uden på et tidspunkt at blive ramt af legemlig lidelse, men dette ville ikke medføre opmærksomhed, for det ved vi jo godt. Aftabuisering er vejen frem. Vi har behov for nogen, der tænker anderledes og gør noget utraditionelt – ellers går vi i stå som samfund”. 

Sunde reaktioner på syge krav 

Psykolog Jonathan Schaefer taler om psykiatriske symptomer som ”en slags mental immunrespons” – man kan kalde det organismens forsøg på at forsvare sig selv mod en belastning. Men ligesom immunsystemet kan løbe løbsk og reagere uhensigtsmæssig ved at gå til angreb på kroppen selv, som man ser det med autoimmune sygdomme eller allergi, kan psykens reaktion på belastning og stress fører til psykisk sygdom.  

Det er den opfattelse, Janne Tabori Kraft læner sig op ad, når hun taler om, at diagnoser har en funktion.   

”Angst er kroppens advarselsreaktion på, at den møder noget, den frygter. Hermed er angst en naturlig og vigtig reaktion, som både den enkelte og gruppen har brug for. For vi har brug for nogle, der tidligere end resten af gruppen fornemmer, at det her kan være farligt,” forklarer hun og konstaterer: 

”Lige meget hvad vi ser på af diagnoser, så har de en funktion”. 

Da man fjernede heldagsskoler og nedlagde specialklasser, oplevede Janne Tabori Kraft en stigning i antallet af patienter i sin praksis. Og forklaringerne i det massive og stadigt stigende pres på psykiatrien, vi oplever i disse år, har til dels rod i de krav, der følger med vores samfundsstruktur, mener hun. Den omstilling, samfundet har gennemgået med den teknologiske udvikling i de seneste bare halvtreds år, er gået langt hurtigere, end vores mentale og kognitive evner har kunnet følge med til.  

”Det er ikke mere end en håndfuld årtier siden, at vi boede i små samfund, hvor man kendte hinanden, kunne hjælpe hinanden, og der ikke var så meget og mange mennesker, man skulle forholde sig til hele tiden,” siger hun og fortsætter:  

”Der er jo sket et voldsomt krav til vores egne evner til at skabe struktur i et samfund, hvor så meget er flydende og i forandring, vi skal omstille os og navigere i indtryk og stimuli, der forstyrrer vores opmærksomhed i et væk. Der er så mange krav til vores frontallap, og alt for lidt tid til at skabe ensartethed og struktur”, siger hun. 

Baglandet bliver redningskrans  

Når Janne Tabori Kraft fortæller sine patienter om eksempler på succesfulde mennesker, der har klaret sig godt, ikke alene på trods, men måske netop på grund af deres psykiske følsomhed og de skærpede sanser, der følger med diagnosen, plejer de at sænke skuldrene, blive rolige og få mod på at skabe et godt liv. 

”De ser glade og lettede ud – der er selvfølgelig vigtigt,” siger hun.  

Hun ønsker på ingen måde at glorificere diagnoser – og vi må aldrig komme derud, hvor vi i et forsøg på at afstigmatisere, fejlagtigt kommer til at tale overfladisk om diagnoser som superkræfter og ressourcer, som samfundet kan tappe og udnytte, understreger hun.  

”Det skal ikke opfattes, som om det er som at vinde i lotteriet at blive udredt med en diagnose, men nu er der en forklaring på, hvorfor det har været svært og en platform for at fremme en bedre trivsel. Ligesom alle bør huske, at der også inden for de enkelte diagnoser er styrker, der følger med,” siger Janne Tabori Kraft og nævner blandt andet autisme, der medfører evnen til at tilegne sig dyb viden om særlige emner, ADHD som skærper hurtig og antiautoritær tænkning, og OCD som kan sikre, at alt går, som det skal.

”Og sådan kan man blive ved,” konstaterer hun. Hvis vi skal skabe gode liv for mennesker med psykiatriske diagnoser, er det derfor afgørende, at de får hjælp, medicin, og opbakning fra deres omgivelser. For uden et trygt bagland og forståelse for behov og mulige risikofaktorer, er risikoen for at tabe mennesker med psykisk sårbarhed stor.  

”Jeg oplever det gang på gang i min praksis. Dem, der kommer med opbakning fra bagland og forældre, der har erfaringer med diagnose, og som har erkendt den og arbejdet med deres egen diagnose, har markant bedre forudsætninger for at klare sig godt,” siger hun. 

”Mennesker med diagnoser har naturligvis brug for at blive mødt og anerkendt som dem, de er – uden krav om at skulle lave sig selv om.” 

Derfor er det en alvorlig udfordring, at hele det psykiatriske system er så presset, som det er og har været i mange år, mener Janne Tabori Kraft. 

”Udfordringen er, at hele systemet er så presset – vi får så mange henvisninger – så mange på venteliste. Der er massivt pres på os – det er der altså – det er imponerende, at det bliver ved med at stige, men det gør det altså. Der er mange hårdt pressede mennesker, både forældre og børn, som desværre, som det er nu, må vente al for lang tid for at få hjælp,” siger hun.