Caspar Eric: “Jeg leder efter en ny måde at tale om handicap på”

Interviewer: Lone Barsøe (fra bogen ”Jeg leder efter en ny måde at tale om handicap på”)

Caspar Eric er som digter blevet kaldt et talerør for internetgenerationen. Han udforsker i sine værker temaer som identitet, kærlighed, klima, køn og klasse i den digitale tidsalder. I 2015 ”sprang Caspar ud som handicappet” med digtsamlingen Nike. Her tager han udgangspunkt i sit eget fysiske handicap, cerebral parese, når han angriber det kropslige normalitetsbegreb og udforsker, hvad et handicap egentlig er. I radioprogrammet Det vi går rundt med søger han at finde nye måder at forstå og tale om handicap på. I dette interview fortæller Caspar om handicapidentitet, normalitetsbegreber, og hvorfor ”digte i sig selv er handicappede”.

Du har i et af afsnittene i programmet ”Det vi går rundt med” sagt, at du ”hader at blive typecastet som den handicappede”. Jeg forestiller mig, at det er let at overse dit handicap, fordi du kun halter let på det ene ben?

Jeg har i hele mit liv forsøgt at overkomme mit handicap. Jeg er opdraget til ikke at tænke på det, og der har været situationer, hvor jeg har kunnet skjule det. Og netop derfor har jeg også haft svært ved at tage det på mig. Det er en mærkelig position at befinde sig i, fordi den både kan være ”heldig” og ”hård”. Heldig fordi det fineste er ikke at være handicappet, når man er det. Men hård, fordi det gør det svært at insistere på sine erfaringer med handicap. Hvad har jeg ret til at tale om? I øjeblikket har jeg fx forstuvet vristen. Det nemmeste er at sige: ”Jeg var også fuld i weekenden”, i stedet for at sige: ”Jeg faldt, fordi jeg har cerebral parese”.

Du fortæller også, at du som yngre gik op i ikke at optræde på en klodset måde på grund af dit handicap?

Ja, som 17-årig var min største frygt at komme til at dø på en klodset måde. Jeg var ligeglad med at dø. Bare jeg døde på en flot måde. Jeg tror altid, jeg har tænkt på selvmord som en slags udvej, hvis min krop blev for uudholdelig. Men samtidig har jeg også tænkt: ”Jeg gider sgu ikke være sådan en handicappet selvmorder”. Selvmord, som handicappet, er noget helt andet end andres selvmord. Vi har lært at græde de lykkelige tårer over den handicappedes død, fordi han/hun er blevet fri af sin krop.

Ny måde at tale om handicap på

Kan vi forestille os et scenarie, hvor vi ikke længere betragter den afvigende krop som afvigende? Vi forstår jo vores omgivelser gennem de kategoriseringer, vi foretager, bl.a. gennem sproget. Er kategoriseringen af handicap som mere eller mindre afvigende et vilkår for os?

Kategorierne findes. Jeg har en krop, som ikke er den samme som flertallets kroppe. Det er i princippet fint nok, men spørgsmålet er, hvordan det kommer til udtryk i samfundet. De strukturelt baserede tilgange til forskellige kroppe, er de nødvendige? Er de et vilkår? Det er de jo ikke, dem kan vi jo bare lave om. Det er en politisk beslutning, at elevatorerne aldrig duer på togstationer, eller det er en politisk ikke-beslutning. Alle ved, at elevatorerne er der, for at sådan nogen som os kan komme med toget. Når der ikke bliver gjort noget ved det, er det, fordi det ikke er vigtigt nok.

Vi mangler generelt en brugbar sondring mellem det at være handicappet i forhold til sine omgivelser og det at være handicappet som en medfødt diagnose. Der findes en masse akademiske ord for det, men jeg har svært ved at bruge et ord som fx ”funktionsnedsættelse”, fordi det minder mig om en overklasse-forskeragtig-type. Jeg er selv et sted nu, hvor jeg er begyndt at sige ”spasser” og ”handicappet” som en form for sproglig strejke, fordi jeg ikke længere gider snakke om ord, før vi også kan snakke om, at der skal gøres noget ved fx de elevatorer. Det, at sprog skaber virkelighed, er jeg helt med på, men det politisk korrekte sprog fører ikke automatisk til forandringer. Jeg er begyndt at tvivle på, hvor sandt det egentlig er, at sproget har konsekvenser for, hvordan vi anerkender hinanden.

Uddrag fra Nike (s. 10-23)

[…]
måske mest fordi jeg
har vænnet mig til at føle
jeg konstant bliver betragtet
på en vurderende måde
som om folk lige skal tjekke
om det virkelig kan passe
at jeg er inviteret
til den samme fest
jeg kan godt føle mig
uvelkommen og invalid
i så mange situationer
også selvom jeg er alene
[…]
jeg vil så gerne bevise
at jeg kan klare mig
konstant
men jeg nægter fandme
at blive rost for det
[…]
sidste gang
vi holdt udklædningsfest
derhjemme
spændte jeg ben for
mig selv på dansegulvet
fordi jeg ville snave en pige
i et upraktisk havfruekostume
der inkluderede høje hæle
og det der var mest skamfuldt
var at det var min egen skyld
at jeg ikke havde taget
min krops præmisser
seriøst og selvom det er
Halloween er der stadig
bestemte kostumer
som jeg burde vælge nogle ting
kan jeg ikke
klæde mig ud som
uden at det virker ironisk
der er en specifik rolle
jeg skal udfylde
[…]

I “Det vi går rundt med” siger du også: ”Jeg tror, jeg leder efter en ny måde at tale om handicap på. I hvert fald leder jeg efter en ny måde at forstå mig selv på”. Er du kommet tættere på efter dine samtaler med forskellige mennesker?

Nej, jeg tror, jeg er kommet længere væk – på en god måde. Jeg tror, at jeg fandt ud af, at jeg faktisk mente det. At jeg er nervøs for, hvad der skal ske med min krop. Jeg er 35 år. Jeg har en krop, der ældes anderledes, og det er nu, det begynder. Altså den her følelse af at være i konstant bevægelse og det, at min krop hele tiden bliver dårligere og dårligere til at gøre dét, som jeg vil have den til. I Nike skrev jeg noget i stil med, at langt væk fra ser jeg normal nok ud, ”og tæt nok på ser jeg ud til at være gået i stykker og i gang med at degenerere, fordi jeg er det”. Og da jeg lavede Det vi går rundt med, gik det op for mig: ”Gud, dengang skrev jeg det bare. Nu mener jeg det”. Jeg tror, at vi med anderledes kroppe oplever, at lige så snart vi finder et stabilt punkt, hvor vi kan begå os i hverdagen, så er vores kroppe på vej væk fra os på en måde, hvor vi skal genopfinde os selv.

Jeg tænker hele tiden dobbelt lige nu i forhold til, hvordan jeg snakker om mig selv. Jeg kan mærke, at der er sket noget for mig og hele min omverden, inklusive min kæreste, mine forældre og mine bedste venner. De forestiller sig, at min krop er på en bestemt måde, og det kører, som det nu kører. Men det er ikke rigtigt. Så jeg er på en eller anden måde ude af takt med den nyetablerede normalitet. Og det var dét, jeg fandt ud af. Det var sådan, jeg havde det, mens jeg lavede Det vi går rundt med. På den måde forstod jeg mig selv på en ny måde, men jeg er også mere forvirret nu.

Du taler om din krop i en nyetableret normalitet. Hænger det sammen med, at du også over for lytterne har tilkendegivet, at du igen vil starte med at gå til fysioterapi?

Jeg ved det ikke. Da jeg som yngre gik til fysioterapi, trænede jeg dagligt op ad en væg derhjemme, mens jeg tænkte: ”Jeg er en kæmpe spasser. Jeg kan ingenting”. Den halve time var så hård, at jeg stoppede og tænkte, at så må der ske, hvad der sker. Det fortryder jeg på en måde nu, selvom jeg ville gøre det igen. Jeg er pissebange for, hvad der skal ske med min krop.

I første afsnit af Det vi går rundt med spørger jeg Kristian Moltke Martiny: ”Kommer jeg til at dø tidligere?” Det, jeg i virkeligheden gerne ville vide, var: ”Hvornår kommer jeg til at sidde i kørestol?” Men det turde jeg ikke spørge om. Der var en lytter, der skrev til mig: ”Jeg er kørestolsbruger og har CP, og livet stopper altså ikke dér”. Han var blevet provokeret af, at jeg snakkede om det som en endestation. Og det kan jeg godt forstå, men jeg prøver at sætte ord på den frygt, der er, og den frygt har ikke noget at gøre med kørestolen, men vores blik på mennesker i kørestol: Hvad kan jeg have for et liv? Kan jeg have en partner? Kan jeg tage S-toget, når den fucking elevator aldrig duer? Det er besværet, jeg frygter, og om jeg kan finde ud af at være i det. Men jeg kommer til at sidde i kørestol. Det er noget, jeg før har joket med, men som nu følelsesmæssigt har indhentet mig. Nu er det en realitet, og det gør ikke så meget mere.

Har du så fundet en ny måde at tænke på dit handicap på?

Det at finde noget indebærer et løfte om, at man også får det bedre, men jeg har også fået det værre, og det gør jeg, hver gang jeg finder ud af noget om mig selv. Jeg er mere følelsesmæssigt påvirket. Mit liv er kompliceret, og det er noget, jeg åbner op for – noget, jeg bruger energi på at tænke over. Jeg har det, som om mit handicap har fyldt noget hele mit liv, men det har også ikke fyldt noget. Og først nu har jeg for alvor lyst til at gøre noget ved det for nogen. Da jeg skrev Nike, føltes det som at ”springe ud”. Og nu er jeg ligesom klar til at tage det på mig. Men jeg tænker også på, om jeg fremover kan finde ud af at være i den rolle, om jeg kan finde ud af at være offentligt og vedholdende handicappet. Man kan blive så god til at overkomme sit eget handicap, at det ikke længere er et sted, man kan tale fra. Det er på den ene side irriterende at blive sat i bås som handicappet og en del af ”dem”. På den anden side eksisterer der et ”os” – en kategori af mennesker, der har lært at tilpasse sig normaliteten og derfor har svært ved at få øje på hinanden.

I øjeblikket er jeg optaget af dette ”os” – fællesskaber mellem mennesker med handicap. Jeg har lige set dokumentaren Crip Camp. Jeg vil gerne være en del af et aktivistisk fællesskab med andre handicappede, men samtidig har jeg rigtig meget modstand mod det. De to følelser findes på samme tid og inspirerer på sin vis hinanden.

Fællesskaber og rummelighed

I ”Det vi går rundt” med fortæller Mads Holm, at han ofte vælger at gå to meter bag en anden person med rollator, fordi han ikke vil være en del af ”dem”. Han har tilsyneladende også en modstand mod fællesskaber med andre med handicap. Kan vi forlange, at andre mennesker uden handicap skal kunne rumme os, når vi ikke selv kan rumme hinanden?

Det er heller ikke en følelse, jeg er stolt af. Jeg prøver bare at være ærlig. Men jeg er træt af, at det altid er os, der skal gøre alt arbejdet. Selvfølgelig har Mads det sådan, det kan jeg fandme godt forstå, og hvorfor er det ikke et fælles anliggende? Vi er ligesom alle andre uformående og opdraget med det raske funktionsdygtige blik. Vi er alle opdraget med de samme film og bøger og det samme begær. Men vi lever som handicappede hele tiden med forestillingen om, hvordan andre ser på os. Når de ser, at vi går sammen, tror de, vi er ”sådan nogle” på tur. Det er vi ikke, og det gider jeg ikke have, de skal tænke. Vi tager højde for de andres fejlfortolkninger og tilpasser vores adfærd herefter. Jeg tænker ikke dét som et forræderi mod handicappede. Fuck myten om, at vi skal være mere rummelige, fordi vi har anderledes kroppe. Rummelighed handler også om, at hvis samfundet rummer os, kan vi også rumme os selv og andre med handicap. Det er et fælles ansvar.

I handicaporganisationerne anmoder vi ofte mennesker uden handicap om større rummelighed. Bør vi i stedet lægge op til, at der er tale om et fælles ansvar knyttet til vores tilgang til normer og fordomme?

Vi er nødt til at finde styrke i at indrømme, hvor dårlige vi er til at være handicappede og til overhovedet at anerkende vores handicap. Vi må stå ved vores egne tanker og det had, der også findes i os. Vi bliver nødt til at have en kollektiv samtale om nogle af de ting, vi tænker om mennesker med handicap. Det er klart, at det er svært at stå ved de usympatiske tanker, men hvor ville det være rart, hvis der var frit lejde til at aflevere de dårlige tanker – som våben – i en form for afrustning. I modsat fald skal jeg leve med en enorm paranoia, hvor jeg, hver gang jeg siger noget offentligt om følelsen af strukturelt betinget udenforhed, hele tiden skal forsvare rigtigheden af denne erfaring.

Er denne oplevelse af udenforhed også en del af grunden til, at du blev digter?

Jeg føler ofte et ekstra behov for at bevise mig selv. Det at blive nogen er at bevise sig selv. Jeg har følt, jeg skulle bevise, at jeg havde ret til at overleve som skindød, at jeg stadig har ret til at være her, og at det er okay, at det koster de skattekroner, det koster.

Hvis jeg for ti år siden havde forudset, hvor jeg er nu, ville jeg have været stolt. Men sådan har jeg det ikke nu. Jeg kan mærke, at min krop kan endnu mere. Jeg er god til at presse mig selv. Jeg er god til at være i ”the grind” – også selvom det er enormt usundt. Jeg siger hele tiden til mig selv, at nu skal det snart stoppe, men så er der nogen, der spørger, om jeg lige vil et eller andet, og så føler jeg ikke, jeg kan tillade mig at sige nej. Og jeg vil gerne. Jeg vil gerne alt. Men hvornår starter den der følelse af at skulle bevise sig? Den følelse har været en del af mig, lige så længe jeg kan huske.

Handicapdigte

Du har beskrevet din seneste digtsamling, Nye balancer, som handicapdigte. Hvordan hænger digtene sammen med din tilgang til at omdefinere kategorierne for lykke og skabe plads i normaliteten?

Jeg synes, at handicapdigte er en spændende kategori. Jeg var på et tidspunkt ude i at kalde det ”spasserpoesi”. Jeg synes, det er interessant at stå ved handicappet. Da Nike udkom, tænkte folk alligevel, at det var handicapdigte. Så hvorfor ikke gå ind i den kategori og se, hvad der sker, når man kalder det dét. Samtidig er der også det i det, rent litterært, at digte i sig selv er handicappede, amputerede størrelser, som forsøger at række ind i virkeligheden, men ikke kan, medmindre de får hjælp. Det handler Nye balancer også om, nemlig det uformående i at skrive. Politisk digtning har brug for hjælp til at kunne række ”sine arme” ud i virkeligheden og gøre noget, hvis de skal andet end bare at underholde eller forbavse.

Jeg har talt meget med min redaktør om, at digtene i Nye balancer ikke er skrevet for, at alle nødvendigvis skal kunne spejle sig i handicaperfaringerne. Hvorfor er dét altid målet? Som om det fineste, man kan, er at få alle til at spejle sig i det skrevne.

Efter mine digte om tiden under covid-19 har folk ligesom glemt, at jeg har et handicap. Og det glemmer de, fordi jeg også selv gerne vil glemme det. Jeg er opdraget til at glemme det og tilpasse mig normaliteten. Det er ikke, fordi der er tale om en fortrængning, men vi er som handicappede opdraget til at klare den. Og så klarer vi den. Og måske er det også derfor, at en fælles handicapaktivisme udebliver i Danmark.

Men er digtsamlingen Nye balancer koblet sammen med din tilgang til handicap­aktivisme?

Digte kan gøre en personlig forskel. Men for mig er det at lave kunst også forbundet med en aktivistisk praksis. Det handler ikke om, at jeg selv skal få det bedre. Guderne skal vide, jeg får det dårligere af at skrive om handicap, i den forstand at selvforglemmelsen bliver sværere. Jeg bliver nødt til at have nogle snakke med min kæreste og min familie. Jeg tænker på mig selv som mere handicappet end ellers. Det er en hård proces. Men når jeg alligevel gør det, er det, fordi jeg gerne vil have, at poesien skal være både effektiv og tilgængelig. Det aktivistiske ved digtene er måske at forsøge at skabe et fælles sprog, et fælles sted at mødes.

Hvad mener du med tilgængelig poesi?

Jeg tænker på det demokratiske i, at alle skal have adgang til at læse digte. Det har jo også noget at gøre med handicap. Underklassens manglende sociokulturelle adgang til litteratur og poesi betragter vi ikke som et handicap, men det er det jo. Ligesom med lykken handler det om at udvide kategorien for, hvem og hvad der får lov at være med. En ting er repræsentationen ved at skrive en hovedperson som mig ind i poesien, der tør kalde det handicapdigte, men noget andet er, hvad der generelt kan anerkendes som poesi. Poesi er historisk set inkarnationen af det smukke. Jeg vil gerne udvide rummet for, hvad der kan anses som smukt både på et kunstnerisk og et samfundsmæssigt niveau.

I forlængelse heraf har jeg sammen med Olivia Dahl oprettet en skriveskole for mennesker med CP. Vi vil skabe nye rum for os, men også prøve at åbne poesien op for nye stemmer. Tænk, hvis vi kunne skrive verdens største kollektive handicapdigt. Men nu må vi se, hvor det bærer os hen.

Det er dét, kunst kan: skabe et rum, hvor vi er mindre alene, og hvor vi ikke skal sørge og kæmpe i tavshed. Og her er ingen fribillet for dem, der ikke lever med specifikt udsatte kroppe. De kan ikke bare sige: ”Nåh, det er jo ikke min kamp, det er jo deres. Jeg vil gerne støtte dig i din kamp”. Det burde også være deres kamp, fordi alle kommer til at opleve den handicappede position. Det er dem selv, de burde kæmpe for. Når vi taler om en velfærdsstat, der yder pleje og omsorg, så handler det også om dig. Du er bare ikke vant til at tænke på dig selv som én, der har brug for velfærdsstaten. ”Kom så! Kom nu, alle sammen, nu er det på tide. Nu er jeg selv vågnet op. Kan vi så ikke komme i gang?”